Trends i valgkampen på de sociale medier

Valgkampen er sat i gang. Traditionen tro foregår der nu et forhindringsløb over lygtepæle og plankeværker for at få hængt valgplakaterne op. Men som noget nyt skyndte flere politikere sig også at få deres telefoner op af lommen og indspille en video eller tage en selfie, som skulle ledsage dagens budskab: Vi er klar! Er du?
af Anna Ebbesen
Startskuddet er gået for en valgkamp, der i langt højere udstrækning end tidligere er visuel, personlig og delt af dine venner. Her får du fem trends i valgkampen på de sociale medier.
 
1. Video-video-video!
På Instagram, Facebook, YouTube og Periscope har politikere allerede lagt sig selv og deres kampagnemedarbejdere ud til skue. I takt med at OB-vognene vil følge i hælene på de kendte politikere på deres turneer rundt om i landet, så vil politikerne og deres folk gøre deres bedste for at hive dig, stemmeberettigede borger, med ind i deres kamp ved hjælp af smartphones og professionelle setuper, optaget så de ser håndholdte og tilfældige ud. Da det jo skal deles på Facebook og Twitter, vil de mest avancerede også huske tekster på billederne, så de kan ses og deles helt uden lyd.
 
Video er et must. Men den skal være skødesløs på den professionelle måde - aldrig omvendt.
 
2. Selfies, snapshots og digitale skilte
Selvom video er det nye sort, så kommer vi ikke uden om, at det her valg bliver gennemfotograferet. De mest likede og delte indlæg på sociale medier involverer billeder, og det har både kampagneledere og politikere taget til sig. Som forårets kampagner har vist, så er det nu en del af alle kampagnepakker, at de indeholder visuelle budskaber - enten billeder med tekst eller digitale skilte, som let kan deles.
 
Da SF sendte deres valgmail ud i dag, var det med link til en Dropbox, hvor alle de digitale skilte var at hente på linje med den klassiske brochure til udprintning og omdeling. Det gør det let at dele og let at få spredt et budskab. Denne form for kampagne-åbenhed inviterer selvfølgelig også til at blive spoofet.
 
Som Tumblr har vist, er det en folkesport at more sig over andres kampagner.
 
Børsens outdoor blev i den grad spoofet.
 
Og der er allerede folk, der har moret sig med Venstres kampagne. 
 
Billede fra Ventres kampagne.
 
 
Spoof på Venstres kampagne.
 
Danskerne er vilde med at dele god humor, så noget af det mest delte vil uden tvivl være i denne kategori.
 
3. Hæren og det digitale hjemmeværn
En anden ting, forårets kampagner viste, var, at partier nu har fundet ud af, hvordan de kan engagere medlemmer og støtter digitalt. I denne valgkamp vil du formodentlig få oplevelsen af ekko i dit Facebook-feed, fordi føler, at dine venner har fået samme budskab til deling. Eftersom de fleste partier nu er kunder hos research- og analysebureauer, der kan give data på gadeniveau over, hvilke vælgerprofiler der bor hvor, så vil de også forsøge at aktivere lokale kampagner med bestemte budskaber.
 
Hvis målet tidligere har været at få pressens opmærksomhed, er man nu blevet et niveau mere sofistikeret og går efter at få menigmands. Så du forårets kampagner fra hhv. S og V, så vil du nok se fornyede tiltag igen. Og skulle du have skjult dine mest politisk engagerede venner, så får du formodentlig ikke lov til at slippe. Både promoverede posts og deciderede reklamer vil blive overtaget af billeder fra valgkampen.
 
 
Peter Skaarup bruger promoverede posts og køber på den måde opmærksomhed på Facebook.
 
Forhåbentlig har de nationale medier både tiden og research-musklerne til at se nærmere på, hvor historier kommer fra, og hvordan de spredes. Ellers vil det her være det nye spin: En historie, der bliver "stor på de sociale medier", bliver stor nationalt, fordi journalisterne glemmer deres kildekritik og dermed giver en historie opmærksomhed, som i virkeligheden er at sammenligne med et debatindlæg fra kredsformændene i et givet parti.
 
4. Personligt
Og denne gang kommer vi helt tæt på. Selv etablerede medlemmer af Folketinget deler nu billeder af brød og private stunder fra eget liv. I takt med at antallet af kanaler, folk er på, øges, vil det også være mere og mere fristende for særligt unge politikere at bruge deres private sfære som materiale. Igen er det visuelt. Bare tænk på Obamas private billeder og den succes, hans stab havde med at krydre det professionelle med billeder af Obama og Michelle på en lokal diner eller i en omfavnelse. Hvor politikere før kyssede andres babyer, er det i 2015 deres egen, der er tale om.
 
Enhedsliste-politikeren Rosa Lund deler sin mors omsorg med os på Instagram.
 
5. Stunts på ugens nye medier
Selvom Snapchat er Danmarks tredjestørste sociale medie, så er det ikke ligefrem en del af medievanen for gennemsnitsdanskeren. Det kvalificerer det til at være nyt, og er det nyt, er det nyheder. Mindre kendte politikere har altid spekuleret i at lave spektakulære stunts for at trænge igennem med deres navn, når nu budskabet ikke er spændende nok i sig selv for de store medier. Bare tænk på tidligere valgkampes plakatstunts (for eksempel til kommunalvalget med målmandshandsker, der dækker bryster) eller dengang, det var nyt at have venner på Facebook.
 
Radikale Venstre er også på Periscope. 
 
I den massive mediedækning er der brug for åndehuller, og her er sociale medier stadig at betragte som en let måde at levere en vare på, som man tidligere skulle ud for at lave et indslag om. Denne gang kommer der med garanti Periscope- og Snapchat-historier, hvis nyhedselement hovedsageligt handler om, at journalisten selv ikke ved, hvordan medierne bruges. 
 
Denne gang vil vi dog også se det modsatte: at noget bliver til en nyhedshistorie, fordi journalisterne har en overvældende fornemmelse af, at alle taler om et eller andet. Hvor man før har sagt, at det var, fordi de ikke kom uden for Christiansborg, er det i år mere, fordi de kun følger kollegaer på Facebook og Twitter og dermed anser politiske skænderier her for at være interessante for alle. 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også