Post hoc!
En valgkamp er et ground zero for logiske fejlslutninger. Nogle går efter manden i stedet for bolden, og andre bruger frygt som et argument. Men særligt én fejlslutning skriger til himlen. Den er lige så udbredt blandt politikere og journalister som blandt kommentatorer, og den er grunden til, at de alle bør gå hjem og google ”post hoc, ergo propter hoc”.
Udtrykket post 'hoc, ergo propter hoc' er latin og kommer fra logikken og argumentationsteorien. Nedenstående klip, hvor den intellektuelle Bartlet håner sine nærmeste medarbejdere for ikke at kende udtrykket, er fra et af "West Wing"-seriens allerførste afsnit (S01E02, der simpelthen bare hedder Post Hoc, Ergo Propter Hoc) og er således med til at sætte tonen for alle syv sæsoner: Bartlet er klog, alle andre er dumme, og forholdet mellem årsag og virkning er altid komplekst, aldrig simpelt.
”27 lawyers in the room, anybody know ’post hoc, ergo propter hoc?'". Ordene fra den altid veloplagte Martin Sheens i rollen som den altid overlegne præsident Josiah Bartlet i den altid fantastiske tv-serie The West Wing.
Beviser ikke en pind
Nu er det nok ikke os alle, der er stærke i latin eller argumentationsteori. Så hvad betyder det? Oversætter man direkte, kommer man frem til – som Sheen også så fint påpeger i episoden – noget i retning af: ”efter dette, derfor på grund af dette”.
Post hoc, ergo propter hoc er den antagelse, at fordi en hændelse eller begivenhed indtræffer efter en anden, så er den også nødvendigvis forårsaget af denne. Altså: A indtraf, derefter indtraf B. Derfor var B forårsaget af A.
Post hoc, ergo propter hoc er en såkaldt logisk fejlslutning. Det vil sige noget, som måske lyder sandt og overbevisende, men som ikke har nogen logisk gyldighed i sig selv (uanset om præmisserne så i øvrigt er sande eller falske). Det er tilmed nok en af de mest udbredte fejlslutninger. Især i den politiske debat, hvor den hyppigt bliver brugt som argument for tiltag x, y eller z eller som 'bevis' på, at noget er rigtigt eller forkert.
Frederik Stjernfelt diskuterede tilbage i 2010 også de logiske fejlslutninger sammen med Vincent Hendricks. Kilde: Polfoto/ Finn Frandsen.
Men som Frederik Stjernfelt og Vincent Hendricks bemærker i Tal en tanke (2010): ”Lige så uimodståelige disse argumentformater kan synes at være, lige så fejlagtige er de fra et logisk synspunkt”. Med andre ord: De beviser ikke en pind.
En hær af videnskabelige love
Et aktuelt eksempel på en klassisk post hoc, ergo propter hoc er vaccinedebatten, der i løbet af det sidste halve år også nåede de danske kyster. Her lyder den måske umiddelbart overbevisende argumentation, at eftersom antallet af tilfælde af autisme hos børn er steget, efter at antallet af vaccinationer af børn er steget, så forårsager vacciner autisme.
Debatten om vacciner til småbørn hærgede også i Danmark, hvor man angiveligt skulle få autisme af vaccinen. Kilde: Polfoto/ Anders Ryde Skjold Jensen.
Intet kunne imidlertid være mere forkert. Tag bare dette eksempel: Hanen galer, derefter står solen op. Det er derfor hanens galen, der får solen op. Det er jo åbenlyst forkert. Men det, der kan lokke ved en sådan argumentation, er kausaliteten.
Kausalitet, dvs. det fænomen, at noget er direkte forårsaget af noget andet, er altid forbundet med temporalitet, dvs. tidslighed. For at A kan forårsage B, må A indtræffe før B, skulle man mene (i hvert fald rent intuitivt – om det rent faktisk er tilfældet, er en helt anden filosofisk diskussion).
Problemet opstår, når man vender denne samhørighed om, således at kausalitet bliver en effekt af temporalitet. For der indgår naturligvis også mange andre faktorer end tidslighed i kausale forhold. Det er ikke den tidslige rækkefølge alene, der får den ene ball til at støde den anden i hul ved billardbordet på bodegaen. Der er en hel hær af videnskabelige love at tage i betragtning.
Fejlen er altså at hævde, at bare fordi noget er indtruffet i et tidsrum umiddelbart i forlængelse af noget andet, så er det forårsaget af dette andet. Eller sagt med andre ord: Post hoc, ergo propter hoc.
Forresten, hvis post hoc-fejlslutningen er svær at skelne fra den basale samfundsvidenskabelige pointe om, at korrelation ikke nødvendigvis implicerer kausalitet, er det ikke så underligt. Begge er nemlig varianter af samme fejlslutning: non causa pro causa. Forskellen er kort fortalt bare, om ting sker samtidig eller i en rækkefølge – noget der i sagens natur er svært at skelne fra hinanden, når vi i det efterfølgende taler om en hel regeringsperiode og ikke to billardballer.
Post hoc i valgkampen
Lad mig give tre eksempler på, hvordan post hoc, ergo propter hoc bliver brugt - og især misbrugt - i valgkampen. For det er faktisk så voldsomt udbredt, at der hjemme hos mig er gået sport i at råbe ”post hoc!” ad fjernsynet, hver gang journalister, kommentatorer og især politikere benytter sig af det retoriske kneb, som en fejlslutning også kan udgøre.
1: It’s the economy, stupid!
Økonomisk forskning, fremskrivning og forudsigelse er et notorisk dunkelt felt. Når den skal indgå i politik, og især i valgkampens ti-sekunders sound bites, bliver økonomien et oplagt mål for post hoc-fejlslutninger.
Tag for eksempel Socialdemokraternes store, forkromede salgsargument om, at økonomien er blevet bedre i de fire år, Thorning har været ved magten. Hele det argument hviler på den grundantagelse, at økonomien er blevet bedre, fordi Thorning har været ved magten.
Men hvad er det reelt, Socialdemokraterne siger? Ikke andet end: A) Socialdemokraterne har været ved magten, og B) Økonomien er blevet bedre. A er indtruffet, derefter er B indtruffet. Derfor må B være forårsaget af A.
Men mon ikke der spiller en del andre faktorer ind i det økonomiske opsving end bare det, at det er indtruffet efter Thornings regeringsovertagelse? Måske har nogle af Thornings politikker virkelig forårsaget opsvinget (eller dele af det). Eller også er det udefrakommende faktorer som f.eks. den internationale økonomiske situation, der står bag. Det siger påstanden reelt ikke noget om, den hviler udelukkende på spørgsmålet om det temporale.
Altså: post hoc!
2: Fattigdom får dig i arbejde
En del af DR’s valgdækning er programrækken Mød partierne med journalist Kåre Quist. Her havde han den 2. juni Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, på besøg.
Noget af det, som Kåre med Det Økonomiske Råd som kilde rigtig gerne ville have Johanne Schmidt-Nielsen til at forholde sig til, var, at flere langtidsledige kommer i arbejde, når de nærmer sig enden på deres (nu forkortede) dagpengeperiode. Så måtte Johanne ikke erkende, at nogle ”har godt af den der opdragende virkning?”, som Kåre formulerede det.
Nej, det måtte Johanne heldigvis ikke. For hvad var det egentlig, Kåre Quist sagde? Ikke andet end A) Dagpengeperioden udløber næsten, og B) Sandsynligheden for, at den langtidsledige kommer i arbejde, stiger. A er indtruffet, derefter er B indtruffet. Derfor må B være forårsaget af A.
Men er det nu nødvendigvis tilfældet? Eller kunne det tænkes, at der spiller andre faktorer ind end lige det, at den langtidsledige nu står umiddelbart over for fattigdom? Ja, naturligvis, som Johanne Schmidt-Nielsen også efterfølgende påpegede. Og derfor kunne hun også trygt afvise Kåre Quists efterfølgende spørgsmål om, hvorvidt man ikke ville få en større effekt, hvis man skar endnu mere i dagpengene. For han havde jo ingenlunde bevist, at det var det at skære i dagpengene, der i første omgang forårsagede den nuværende marginale effekt.
Altså: post hoc!
3: Let them drown
Det sidste eksempel, jeg vil komme med, handler om et af valgkampens helt store og meget ømtålelige emner: flygtninge. Skal vi have flere eller færre? Skal de have det bedre eller værre? Og er det egentlig ikke bare et luksusophold at være flygtning i Danmark?
Et af hovedargumenterne fra blå blok – anført af især Dansk Folkeparti og Konservative – er, at der kommer flere flygtninge til Danmark, fordi Thorning-regeringen har ført en lempelig udlændingepolitik. Tilsvarende skyldes flygtningestrømmene over Middelhavet, at det er så fedt at være flygtning i Danmark, ligesom også kriminelle rumænere ifølge Konservative primært kommer til Danmark, fordi forholdene i danske fængsler er så dejlige.
Lad os se på, hvad det egentlig er, blå blok siger: A) Thorning-regeringen har ført en lempelig udlændingepolitik, og B) Der er i Thornings regeringsperiode sket en stigning i antallet af flygtninge og asylansøgere. A er indtruffet, derefter er B indtruffet. Derfor må B være forårsaget af A.
Men forholder det sig nu også sådan? Nej, naturligvis ikke (nødvendigvis). Vi kan ikke udelukke, at det har haft en effekt. Men alene det, at stigningen i antallet af asylansøgere tidsligt følger efter den angiveligt lempeligere udlændingepolitik (om den faktisk har været lempelig er en helt anden og uvedkommende sag), betyder ikke, at det ene er forårsaget af det andet.
Som rød blok og adskillige humanitære organisationer har påpeget, så er der mange andre faktorer, der spiller ind. Primært de mange krige i Afrika og Mellemøsten, som driver stadig flere på flugt.
Asylansøgere kommer ikke (nødvendigvis!) til Danmark, fordi de ved, at her er det fedt og lempeligt at være. De flygter, fordi de ikke synes, at det er fedt at blive slået ihjel hjemme i Afrika, eller fordi de kommer fra ekstrem fattigdom.
Altså: post hoc!
Sludder for en sladder
Der er meget sludder for en sladder i en valgkamp. Mit ønske er, at såvel politikere som, især, journalister og kommentatorer bliver bedre til både selv at undgå at falde i post hoc-fælden og til at afsløre de politikere, der fyrer bullshit af. Vi kan være enige eller uenige, men fejlslutninger er altid en fornedrelse af den offentlige debat. Og få fejlslutninger er så ødelæggende som post hoc, ergo propter hoc.
Vi kan godt gennemskue et ad hominem-argument (Lars Løkke har også bare grimme sko!), og de fleste kan også spotte et argumentum ad baculum (I skal vælge mig, for ellers!). Men problemet med post hoc-argumenterne er, at de er så besnærende, fordi de taler til vores intuitive opfattelse af, hvordan ting hænger sammen. Måske netop derfor falder også ellers 'neutrale' aktører som journalister og kommentatorer så ofte i fælden.
Men nu er der altså ingen undskyldning længere.
