10 SoMe tools til journalisten

Sociale medier kan være et brugbart redskab i det daglige arbejde med at finde kilder, historier og debatter. Men hvordan navigerer du som journalist i den evindelige strøm af Facebook-opdateringer og tweets, så du får det store overblik? Her er 10 smarte SoMe tools til journalisten.
At det går hurtigt på de sociale medier, kan vist ikke komme som en overraskelse for nogen længere. Der deles nyheder, debatteres og holdningsudveksles konstant på disse platforme. Meget af indholdet kan være irrelevant for journalisters daglige arbejde, men med de rette tools kan du nemt opsnappe aktuelt og relevant indhold, der kan bruges redaktionelt. Der findes masser af smarte værktøjer, der ikke kræver det store at komme i gang med, og så er de fleste til og med gratis. 
 
Med de sociale medier har journalister fået helt nye muligheder for at skabe og finde frem til historier og kilder.

Lur din konkurrent
Med Buzzsumo kan du finde ud af, hvordan en specifik artikel eller historie klarer sig på internettet. Ved at indtaste artiklens url-adresse får du oplyst, hvor mange likes, shares, kommentarer og tweets den har genereret. Det kan både gøres med dit eget medies artikler, men for den sags skyld også med konkurrenternes, hvilket kan give god indsigt i, hvad læserne reelt klikker sig ind på af artikler. Du kan også søge på nøgleord og finde ud af hvilke historier indenfor et bestemt emne, der er blevet delt mest på de sociale medier.  
 
Buzzsumo kan hurtigt vise, hvor godt en artikel eller et emne har klaret sig på de sociale medier. 
 
Hold dig opdateret på hashtags
RebelMouse er et gratis tool, der organiserer indhold fra Twitter, Facebook, Instagram, Youtube, Google Plus, LinkedIn, Tumblr, RSS og mange flere. Brugerne kan filtrere resultater ved hjælp af hashtags eller nøgleord, der gør RebelMouse yderst brugbar til at organisere brugergeneret indhold. RebelMouse kan også bruges til at indlejre Twitter-hashtags på et nyhedssite, hvor indlejringen automatisk opdaterer nye aktiviteter på det specifikke hashtag. Det kan være effektivt til fx valgdækning eller andre store begivenheder. På den måde kan læsere, der ikke er tilstede på Twitter også følge med i strømmen.    
 
Find fotokilden
Når man arbejder med sociale medier er det vigtigt at huske på, at intet indhold er verificeret. Billeder spreder sig som steppebrande og er ofte taget ud af kontekst eller manipuleret. Derfor kan det som journalist være rart at kunne gå kildekritisk til værks med billeder, der florerer på de sociale medier. Med Google Reverse Image kan du nemt tjekke, hvor et billede stammer fra. Ved at højreklikke på billedet og vælge ’Søg efter dette billede på Google’ kan du finde frem til kilden og vælge at søge på det største billede i Google-søgningen, der oftest er det originale. Google reverse Image er derfor også et godt redskab til at finde frem til fotokilden, hvis man som medie skal købe rettighed til et bestemt billede.
 
Google Reverse Image er et af de nemmeste værktøjer til at finde den originale fotokilde.
 
Trendspotterens favorit
Whale kan du få det forkromede overblik over, hvilke posts og sider der klarer sig bedst på Facebook lige nu. Med det faktum for øje, at meget webjournalistik efterhånden er baseret på historier skabt på sociale medier, kan Whale være et oplagt tool for webjournalister. Hvert 10. minut opdaterer Whale de Facebook-posts, der trender mest. Det er især smart til at tage pulsen på, hvad der rører sig på det sociale medie under større begivenheder og debatter eller til at spotte det næste virale hit. 

Filtrer Tweets
Den absolut nemmeste måde at overvåge Twitter på som journalist er gennem Tweetdeck. Hvis der er lidt for meget trafik indenfor et bestemt hashtag, kan Tweetdeck sørge for at filtrere al støj fra. Her kan du fx vælge kun at få vist de Tweets, der er blevet retweetet et vis antal gange. På den måde giver Tweetdeck også et overblik over, hvilke tweets der får mest opmærksomhed på medieplatformen og hvilke hashtags, som er mest rødglødende på Twitter.
 
Overvåg Twitter med Tweetdeck, hvis du vil finde frem til de mest retweetede tweets.

Søg geografisk på sociale medier
Geofeedia er en platform, der giver brugerne mulighed for at søge efter nyheder på sociale medier efter specifikke områder og tidsspænd. Geofeedia er derfor især oplagt til at søge efter breaking news. Servicen dækker sociale medier som Twitter, YouTube, Flickr og Instagram og giver også brugeren mulighed for at søge efter indhold baseret på nøgleord eller brugere. En gratis demo-version er tilgængelig.
 
Find nyheder ud fra geografi med Geofeedia.

Et andet brugbart og gratis værktøj til geolokation er Facebooks Geolocation. Journalister har med Facebook-mediet fået en helt nye måde at efterspørge kilder og kontakter på. Søgningen efter den rette kilde kan med Facebook Geo-location gøres endnu mere målrettet, da man kan søge efter personer og indhold fra en specifik by eller land. På den måde har du større mulighed for at ramme det rigtige segment og undgå at spamme folk, der ikke befinder sig indenfor det område.
 
Søg efter personer eller segmenter i forskellige byer eller lande med Facebook Geo-location. 
 
Find frem til nyheden
CrowdTangle er et ideelt værktøj til at opdage journalistiske nyhedshistorier takket være et simpelt koncept, hvor mediet trækker de posts, der har klaret sig bedst på kryds og tværs af sociale medier. Du kan selv vælge hvilke og hvor mange konti, du vil have CrowdTangle til at monitorere.
Du kan følge så mange accounts som du vil på CrowdTangle og holde dig opdateret på de mest populære posts. 
 
Følger du alle internationale nyhedsorganisationer er der en god sandsynlighed for, at du som journalist finder frem til de posts, der klarer sig markant bedre end andre på de sociale medier, som ofte gør sig gældende for en nyhedshistorie, der breaker. 
Overskuelig statistik på CrowdTangle viser, hvilke historier fra hvilke medier, der trender mest på sociale medier.
 
Administrer dit medies instagram
IconoSquare til Instagram (tidligere kaldt Statigram) gør det muligt at administrere flere instagram-profiler på samme tid, hvilket er smart, hvis du som journalist har ansvaret for dit medies konto. Med Iconosquare får du blandt andet adgang til de vigtigste statistikker og månedlige målinger af dine delte billeders præstation, samt muligheden for at interagere med dine følgere gennem deres likes. Et uundværligt værktøj for medier der er tilstede på Instagram.
 
IconoSquare giver dig overskuelige statistikker og målinger over dine delinger på Instagram. 
 
Tjek troværdigheden
Borgerjournalistik er især vundet frem siden det Arabiske Forår, hvor almindelige borgere pludselig kan fungere på lige fod med journalister og poste nyheder og aktualitet på de sociale medier. Checkdesk er et værktøj, der er designet til at fact-tjekke brugergeneret indhold på sociale medier. Under breaking news kan toolet være eminent til at skabe forbindelse til borgerjournalister på de sociale medier og tjekke deres indholds troværdighed. Checkdesk kan også bruges af redaktioner til at åbne døren op for et samarbejde med borgerjournalister, eksterne journalister og andre medier, der kan poste nyheder på dit medies opslag.
Checkdesk fact-tjekker brugergeneret indhold på sociale meder. 
 
Find kilden på LinkedIn
Et simpelt værktøj der kan gøre din kildesøgning som journalist nemmere, er LinkedIn’s avancerede søgning. Her kan man både søge efter personer ud fra branche, virksomhed, uddannelse, geografi og mange flere faktorer. Det kan være nyttigt, hvis man leder efter fagspecifikke kilder eller bestemte titler og positioner i organisationer og virksomheder. Den avancerede søgning finder du ved siden af den almindelige søgefunktion. Yderligere kan du også indstille din søgning til at være anonym i forbindelse med research til en historie, så folk ikke kan se, at du har været inde på deres profil. Det slår du til ved at klikke på dropdown-menuen ved dit billede i højre hjørne af sitet og klikke ind på 'Privatliv og indstillinger'.
 
 
Der findes at hav af tools til journalister på sociale medier med hver deres ekspertise, så dyk ned og find de rette for dig og dit medie. Læs mere om social media tools til journalister her og her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job