Hva' så hvis jeg bedre kan lide mit online-jeg?

De bruger mere tid bag skærmen end på nogen anden aktivitet – udover søvn. De slår den garvede PR-agent, når det kommer til effektfuld selvfremstilling. Til gengæld er de konstant angst for at træde ved siden af. Forfatter til bogen Phono Sapiens, Katrine K. Pedersen, tager dig med bag kulissen hos de unge i FOMOland.
De sociale medier giver anledning til digital skizofreni. Hvis du er født efter 80'erne, er det bare too bad.
De sociale medier giver anledning til digital skizofreni. Hvis du er født efter 80'erne, er det bare too bad.
af Katrine K. Pedersen
”Det kan være svært at gå ud ad sin hoveddør, når ens bryster og ben er skrumpet,”  fortalte en ung instagrammer mig for noget tid siden. Det var ikke hendes ben, men et generelt problem i veninde-gruppen, hun hentydede til.
 
Visuel brystforstørrelse og ’ben-forlængelse’ gør det lettere at få tusindvis af følgere på de sociale medier. Et eksempel er appen Spring, der tryller ens ben både længere og tyndere. Virksomheden bag appen reklamerer med, at det giver en følelse af at være smart og sexet med payoff’et:  ”it’s stylish, it’s sexy” – men jo altså kun online... 
 
Trylleappen Spring, der forvandler brugerne til stylish sexy typer.
 
En af de udfordringer, mange unge møder i dag, er en oplevelse af splittelse mellem deres online-jeg, og den person, de er, når de træder ud ad hovedøren og ind i hverdagen. Og det kan være en lang rejse af nederlag, hvis ens krop er ordinær og fyldt med de fejl og mangler, som hører med til at være et ganske almindeligt menneske.  
 
Det er angsten for at være udenfor, der gør retouchering, filtre og apper til kropsforskønnelse attraktive. En teenager er i sagens natur under ombygning – på vej fra barn mod voksen – og til denne proces hører naturligt en grundlæggende angst for at fremstå kikset, forkert, utilstrækkelig eller bare blive afsløret i at være helt almindelig.
 
Vi kender hende.Yoga-typen der står på hovedet i naturskønne omgivelser - og sørger for at dokumentere det på Instagram. Gettyimages.
 
Sådan er det for de fleste, også for dem, der var unge med radio Luxembourg eller MTV.  Men til forskel fra tidligere ungdomsgenerationer er den unge i dag sit eget medie, sin egen stylist, redaktør, fotograf, PR-agent osv. Og det kræver en høj grad af selvkontrol, når formålet er at fremstille sig selv på præcis den måde, der genererer social status.
 
Evnen til at træffe kommunikationsstrategiske beslutninger, der fremmer ’brandet’ i sin rette kontekst - for eksempel ved at retouchere det kiksede og fjerne det uperfekte - er afgørende.  De unge storforbrugere af sociale medier er i mange tilfælde blevet uhyre dygtige til at etablere en effektfuld kommunikation - også uden for online universet.
 
De er trænede i at se sig selv med andres øjne, at kommunikere til flere grupper ad gangen og jonglere med forskellige budskaber. De har lært det af nød eller iver:  Det er nødvendigt at kunne agere strategisk for at få likes og få anerkendende kommentarer fra de rigtige i gruppen.
 
Den unge youtuber er en blandt mange, som har formået at iscenesætte sig selv i en sådan grad, at hun kunne tjene penge på det. Men sandheden vil frem. 
 
Den altdominerende globale kraft
Bagsiden afdette enorme fokus på selvkontrol og -fremstilling er paradoksalt nok, at det bliver endnu mere pinligt at fejle – at være almindelig. Yalda T. Uhls, professor i psykologi ved UCLA Children Digital Media Center, står bag et årelangt forskningsprojekt i medieudviklingens påvirkning af børn og unges identitetsdannelse.
 
Hun taler om en narcissistisk kultur, hvor det handler om at blive set eller hørt af så mange som muligt, og ifølge hende har vi, i løbet af de seneste knap otte år og i takt med at smartphonen for alvor her penetreret markedet, oplevet en historisk stigning i narcissistiske personlighedsforstyrrelser hos unge.
 
Hun peger på de værdier, der kommunikeres til børn og unge via både tv-platforme og sociale medier, som den primære årsag til denne udvikling: 
 
Både American Idol, der viser almindelige menneskers stræben efter at blive popstjerner, og sociale medier som Facebook, der opfordrer folk til at dele information om sig selv i et semi-offentligt onlineunivers, kapitaliserer på menneskers fascination af berømmelse. Ved at foregive, at næsten alle kan fange et stort publikum, er disse kulturprodukter blevet en altdominerende global kraft”.
 
Model og tidligere finsta, Essena O'Neill, begræder sit opstillede, iscenesatte liv - og de mange spildte timer i kampen for den perfekte opdatering. 
 
Ung i FOMO-land
Engang var det udelukkende superstjerner som Brad Pitt, der tiltrak flokke, ligegyldigt hvor han befandt sig. Men i dag vandrer vi alle rundt med et til flere publikummer i lommen, og den unge, der har en tendens til at spiffe sit medierede selv op med kropsforskønnelse og fraklip af uskarpe selfies, risikerer at bære rundt på en grundlæggende følelse af ikke at slå til.
 
Det kaldes populært for FOMO (Fear Of Missing Out): en tvangsbaseret frygt for at være uden for flokken, at gå glip af noget, der potentielt set kunne have betydning for status. Som adfærdsforskeren Andrew Przybylski beskriver det: ”en altdominerende tro på, at andre har berigende oplevelser, som man ikke selv deltager i”.
 
Den måde, FOMO kommer til udtryk på, er ved en trang til konstant at være online for at følge med i, hvad andre laver. Efter smartteknologien er blevet en fast del af vores kommunikationsarsenal er vores evne til at sidde alene uden at blive set eller liket skræmmende elendig. Det gælder i særdeleshed de unge, der har vænnet sig til konstant at være i multitasking-mode. 
 
 
Hellere elektrochok end alenetid
Professor i socialpsykologi ved University of Virginia, Charlottesville, Timothy Wilson, har over en periode undersøgt forsøgspersoners (i forskellige aldre) evne til at sidde alene uden nogen form for stimuli eller kommunikationsredskaber. ”Deltagerne demonstrerede konsekvent, at de hellere ville foretage sig noget end sidde alene med deres tanker – endda i en forholdsvis kort periode,” har Wilson udtalt i forbindelse med offentliggørelsen af sine forskningsresultater.
 
Det var så vanskeligt for deltagerne at sidde alene uden at blive set, hørt eller underholdt, at nogle foretrak smerte for at afbryde alene-tiden. Deltagerne fik under forsøget mulighed for at vælge at give sig selv stød. De havde forinden afprøvet det milde elektrochok, og flere konkluderede, at de ville betale for at undgå at opleve smerten igen.
 
Alligevel valgte de den til, da de sad alene i rummet: ”Hvad der er slående, er, at bare 15 minutter alene med egne tanker blev opfattet som værende så ubehageligt, at det drev flere deltagere til at tildele sig selv stød.” Der er ifølge Wilson ikke en entydig konklusion på, hvorfor det er så svært for folk at være alene med egne tanker.
 
Det er et urmenneskeligt behov at være en del af en flok, at være anerkendt, inviteret, måske endda føle sig populær eller uundværlig. Og med smartteknologien og i særdeleshed de sociale medier synes dette behov at efterlade hjernen som en overbelastet legemsdel.
 
Mange likes = lavt selvværd
Vi er bange for at gå glip af noget, men går paradoksalt nok konstant glip af mylderet af onlineaktivitet: Så vi forsøger at multitaske os til en hypersocial adfærd. Og det er særligt børn og unge, der har vænnet sig til højt tempo og hurtige skift – af den simple grund at de er vokset op med smartphone-multitasking som en selvfølge.
 
 
Men der er det med overfladiske venskaber, at de med tiden bliver ligegyldige og uinteressante. Sådan er det også på de sociale medier, og vi vil højst sandsynligt se flere og flere, der søger væk fra de værdikoncepter, der definerer de sociale medier, til mindre grupper, hvor der er mulighed for en større grad af autencitet. 
 
Antallet af følgere og likes har en stor værdi, men de dybe relationer og de nære venskaber kan kun udfolde sig i små grupper, hvor formålet med at dele en hemmelighed ikke er eksponering, men fortrolighed og tillid. 
 
Kaveri Subrahmanyam, der er professor i psykologi ved California State University har undersøgt sammenhængen mellem identitetsdannelse, psykosocial trivsel og selvpræsentationen online: ”Vi har undersøgt, hvordan unge præsenterer sig selv på sociale medier, om deres online-selv er tæt på deres jeg, eller om de poster sig selv i en mere ideel eller falsk version.”
 
De fandt, at jo tættere på virkeligheden de unge, der medvirkede i forsøget, præsenterede sig selv, desto stærkere selvfølelse og selvværd oplevede de. Omvendt viste undersøgelsen, at de unge, der oplevede lavt selvværd, havde svært ved at se en sammenhæng imellem deres online- og deres reelle identitet – de havde tendens til at redigere og justere deres selvpræsentation for at få opmærksomhed.  
 
Facebook you vs. Real you. Det er nemt at pynte på historien på de sociale medier. 
 
Engang var rockmusikken en faretruende kraft, der ødelagde ungdommens mentale tilstand. Senere kunne man få ’fjernsyns-øjne’ af at se for meget tv. Til forskel fra tidligere forældregenerationer nægter vi at gå i mediepanik, vi nægter at blive kategoriseret som reaktionære.
 
Vi nægter så insisterende, at vi har fortrængt vores naturlige dømmekraft og kritiske stillingtagen. Vi lukker øjnene for de problemer, der følger med smartteknologien, alt imens der synes at tegne sig et digitalt A- og B-hold blandt vores børn, et digitalt dannet og et digitalt udsat hold.
 
Artiklen består af uddrag fra bogen Phono Sapiens

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også