Charles Baudelaires beskrivelse i prosaværket Le Spleen de Paris af den nervøse dekadenceprægede tidsånd, som skiftet fra det 19. til det 20. århundrede genererede, står i et uhyggeligt 1:1 forhold til den kvartlivskrise nutidens millennials oplever. Modernitetens frembrud for 100 år siden fødte en stor skare af unge dagdrømmere og visionære – ofte patologiske, sønderknuste og fattige, men altid nervøse, følsomme og asociale – som gik rundt med ondt i milten, dyrkede melankolien og drømte om at skabe noget originalt: ”mit liv, mit liv, mit liv for en original ide!”
Men kan man overhovedet været original i en kontekstuel, referentiel postfaktuel verden? I The end of History and the Last Man abonnerer politolog Francis Fukuyama både på Hegels og Marx lineære historiesyn, når han argumenterer for, at historien har nået sin afslutning. Ideologiernes kamp og videreudviklingen af grundlæggende principper og ideer har nået endepunktet, da menneskeheden efter murens fald nåede frem til en samfundsform, der tilfredsstillede dens grundlæggende behov. Den kvartlivskriseramte er født ind i en tid, hvor alle gode ideer allerede er tænkt.
Forever Young
Verden dyrker ungdommen som ideal. I The Way of the World begrunder litteraturteoretikeren Franco Moretti dette med, at ungdom er indbegrebet af udvikling, dynamik og proces, hvilket er essentielt for det narrative forløb, da det generer handling og driver plottet fremad. I Goethes Faust betragtes ungdommen ligefrem som den mest meningsfulde tid i menneskets liv: ”Gib meine Jugend mir zurück!”
Ung er in, old er out. Og selvom du som nogleogtyveårig stadig rider på ungdommens bølge, begynder du at fornemme lavvandets komme. Tove Ditlevsen omtaler midttyverne som ”de onde år”, og i digtet af samme navn skriver hun: ”Kom læbestift og hjælp mig med at lyve, for jeg vil aldrig være mere end tyve”.
Kroppen peaker omkring 25-års alderen. Det er prime time; kulminationen af awesomeness. Herefter kan det kun gå én vej. Pludselig bliver vi pinagtigt bevidste om, at den spændstige hud og de tømmermændsfrie morgener er goder, vi kan miste. Måske ikke lige nu, men snart. Det er jo ikke for ingenting, at der produceres rynkecreme til segmentet mellem 25 og 35.
Blandt andet har Origins lanceret det poreformindskende serum Original Skin Renewal Serum, der direkte henvender sig til den kvartlivskriseramte. I deres
produktbeskrivelse skriver de følgende:
"Skin having a #QuarterLifeCrisis? What's the deal with your skin lately? No glow? And those pores... Not OK. Sounds like you're facing quarter-life skin. But don't worry. We've got you covered”
Drømmen om at forlænge ungdomslivet, fordi man ønsker at dyrke forandringen og gruer for at låse sig fast, gå i stå og slå sig ned, står ifølge
Noemi Katznelson, Leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, i et ambivalent forhold til sig selv. For hvis man vil flytte sig, kræver det, at man træffer nogle aktive valg.
Skåret ind til benet centrerer kvartlivskrisen sig om de forstående valg og de konsekvenser, de kaster af sig. Eksistentialisten Jean-Paul Sartre mener, at der med denne frihed til frit at vælge følger et selvansvar, og tilføjer, at man derfor bør bedømmes ud fra de valg, man træffer eller ikke træffer. Hertil hører valgets paradoks: En taber er en taber, fordi han har valgt at være en taber – og hvis han ikke bevidst har valgt det, er han stadig ansvarlig. Ikke-valg er også et valg.
Dette er skruetvingen, som den kvartlivsramte sidder fastlåst i: Uanset om vi vælger til eller fra eller helt afstår fra at vælge, så er ansvaret vores og vores alene, og vi kan derfor kun pege fingre ad os selv, hvis vi fejler.
I can’t adult today: hikkomori
Den præmature panikalder opstår lige dér, hvor studielivet ophører, og den virkelige verden begynder. Midt i dette transitionelle stadie, hvor vi modvilligt tvinges til at forholde os til karriereræs og familiestiftelse, men samtidig ikke evner at holde liv i en kaktus og forsat snylter på ekskærestens forældres Netflix-konto.
I stedet for at forholde sig til voksenlivet tager man virkelighedsflugten og begår hikkomori. Hikkomori, som direkte oversat betyder ”selv-indelukning” eller ”selv-fængsling”, er et japansk begreb, der refererer til unge voksne, typisk i 20’erne, der isolerer sig fra det øvrige samfund. Unge begår typisk hikkomori, fordi de ikke magter det hårde eksamens- og karakterræs eller mere generelt ikke kan overskue voksenlivet med tidligt op, sent i seng, rullende deadlines, MUS-samtaler, "interessetimer", efteruddannelse, uindfriede forventninger og kuldsejlede drømme. Forever.
Is this it?
Fredag aften bliver derfor pludselig fuldt acceptabelt tilbragt i selskab med en take-out meatlover-pizza. Netflix n' chill-fænomenet finder pludselig sin sande betydning. Og som en direkte følge af det bliver antal indtagelser af Ben & Jerry's omvendt proportionelt med intimbarbering.
Obsessive Comparison Disorder
Günther Grass, som modtog Nobelprisen i litteratur, skrev sit storværk Bliktrommen som 25-årig. Jennifer Lawrence fik en Oscar som 22-årig. Steve Jobs grundlagde Apple som 21-årig. Og premierminister Margaret Thatcher udtalte, at man, hvis man stadig tog bussen som 25-årig, kunne betragte sit liv som en fiasko.
Og vi millenials kan ikke engang udfylde vores egen selvangivelse.
Obssesive Comparison Disorder er ifølge Paul Angone, forfatter til bogen 101 Secrets for Your Twenties, millennials-generationens udgave af skoldkopper. Denne nye form for OCD består i tvangshandlingen at sammenligne sig med andre og dermed anspore uro og bekymringer, der fører til depression og selvhad.
I HBO-serien Girls kalder man det FOMO – Fear Of Missing Out. Lena Dunham spiller den erotisk buttede hovedperson Hannah, der desperat søger kærligheden og drømmen om at blive succesfuld forfatter, samtidig med at hun døjer med lavt selvværd og tvangstanker. Hannah vil have det maksimale ud af livet, men får åndedrætsbesvær i jagten på den perfekte tilværelse og kaster sig i stedet over Facebook og Instagram i forsøget på at danne sig et billede af det gode liv.
Ifølge lektor med speciale i digitale medier
Jakob Linaa Jensen bruger unge de sociale medier til at fremstille det fede liv: “Der er flere billeder fra Mash end fra abortklinikken”. Og selvom det er halve sandheder og Photoshop
en masse, påvirker det selvværdet hos unge, der føler sig utilstrækkelige.
I 2012 foretog J. Walther Thompson-bureauet en
undersøgelse af FOMO, som viste at godt og vel 40 procent af Vestens unge under 34 år ofte frygter for, at deres liv ikke er lige så interessant som deres jævnaldrendes.
Konsekvensen bliver et socialpsykologisk problem, hvor vi nærmest tvangsneurotisk udvikler hardcore-hacker-skills og febrilsk stalker vores gamle studiekammerater under dække af dybfølt interesse for dem og deres karriere. Hvert nyt karrierespring og lyserødt babyansigt får os til at synke dybere ned i grøden af latterligt små bedrifter og mangel på visioner.
Bliv bevidst om dine reaktionsmønstre, og gør noget ved dem: Kvartlivskrisens stresskvote rækker op i skyerne. De typiske reaktioner herpå er frys, flygt eller kæmp. Hvad enten du forholder dig paralyseret som et dådyr i et par forlygter, tager (virkeligheds)flugten eller kæmper imod, så er første skridt at blive bevidst om dine adfærdsmønstre. Først da kan du ændre dem.
Ændr dit tidsperspektiv: Kvartlivskrisen feeder på den absurd korte tidsramme, du opererer ud fra. Drop femårsplanen – planlæg i stedet langsigtet, fleksibelt og løst.
Drop hikkomori: Lad være med at transformere dit værelse eller lejlighed til et sanktuarium, der simulerer livmoderens trygge rammer, hvor der er adgang forbudt for verden udenfor.
Fuck dem, der ikke tror på din krise: Stop med at tabubelægge din egen krise, fordi du ikke vil fremstå patetisk eller til grin. The struggle is real, og du er ikke alene.