Når kvartlivskrisen rammer

Var det mon dumt at læse tibetologi? Skal du drikke Breezers og tage på Night Fever, eller skal du til at notere tidspunktet for din ægløsning? Er dine hofter overhovedet fødedygtige? Provokerer det dig, at dørmændene ikke længere beder om at se dit ID? Du er ung, men du er ikke ung ung: Du befinder dig i kvartlivskrisen.
Velkommen til midttyverne. Beslutninger skal tages, målsætninger skal realiseres og fremtiden skal sikres. Kvartlivskrisen er den livslussing, du ikke var forberedt på.
Velkommen til midttyverne. Beslutninger skal tages, målsætninger skal realiseres og fremtiden skal sikres. Kvartlivskrisen er den livslussing, du ikke var forberedt på.
Det ligger i ordet: kvartlivskrisen er en eksistentiel krise som allerede opstår, når man nærmer sig det kvarte århundrede. Vi i tyverne spørger os selv, ligesom den amerikanske singer-songwriter John Mayer gør det i sangen Why Georgia: “Am I living it right? Am I living it right? Am I living it right? Why, why Georgia, why?”
 
I modsætningen til midtvejskrisen, som udspringer af en retrospektiv fortvivlelse over, at man ikke har opnået det, man gerne ville med sit liv, udspringer kvartlivskrisen af en angst for, om man nu når sine mål - og af en grundlæggende tvivl: Har jeg overhovedet de der mål?
 
Fælles for de to kriser er den eksistentielle ravage, som vores begreb om tiden, der løber fra os, har igangsat. Ikke desto mindre er kvartlivskrisen langt mindre anerkendt end midtlivskrisen, og der er umiddelbart ingen eksperthjælp at hente nogen steder. Forfatter til bogen Get it Together: A Guide to Surviving Your Quarterlife Crisis Damian Barr forklarer, at mange – særligt fra den ældre generation – ligefrem mener, at kvartlivskrisen slet ikke findes.
 
Alligevel viser en rapport fra International Journal of Behavioral Development, at 39 procent af alle mænd og 49 procent af alle kvinder føler sig kriseramt, når de rammer 20 års alderen. Professor på afdelingen for depression og angst på Aarhus Universitetshospital Poul Videbech siger, at gennemsnitsalderen for førstegangsdepression de seneste 30 år er faldet fra slutfyrrerne og starthalvtredserne til midttyverne. Og Sundhedsstyrelsens rapport over sygdomsbyrden i Danmark fra 2015 viser, at ét ud af fem nye depressionstilfælde forekommer hos unge mellem 16 og 24.
 
I TED-talken "Let's talk parenting taboos" fremlægger stifterne af babble.com Rufus Grissom og Alisa Volkman denne graf, der illustrerer menneskets gennemsnitlige lykkefølelse fordelt over et helt liv. 
 
Tallene taler deres klare sprog. The struggle is real og bør tages alvorligt. Kforum har derfor sat sig for at skille fænomenet ad og undersøge dets komponenter for på den måde at kunne blive klogere – både på krisen og på, hvordan man kommer igennem den.
 
Fagre nye verden: fin de siècle igen igen
I middelalderen døde mennesket samme sted, som det var blevet født, og man fulgte trofast i sine forfædres fodspor. Men efter at renæssancen lancerede frihedsidealet, der senere inspirerede oplysningstiden og dernæst den franske revolutions ’liberté, égalité, fraternité, kvindekampen, industrialiseringen og arbejderbevægelsen, lå verden pludselig åben.
 
Den dyrekøbte frihed var imidlertid ikke kun et gode. ”Tværtimod” skriver filosof Johannes Sløk: ”friheden betegner ikke andet end fraværelsen af alle essentielle faktorer. Det eksistentialistiske begreb om frihed er derfor begrebet om den totale og yderste tomhed”.
 
Det moderne menneske kan ikke længere læne sig op ad en konform fortid, men skal selv være garanten for sin egen identitetsskabelse. Der findes ingen griber i rugen. Og så står man der, som blåøjet post-dimittend på tærsklen til voksenlivet, spejdende ud over et uoverskueligt jobmarked og skal forholde sig til sit livs hidtil største beslutninger. Parforhold, karriere, børn, bolig. Kreditforeningslån.
 
Kvartlivskrisen er på mange måder fin de siècle igen igen og udspiller sig som en antidannelsesroman, hvor man som Rainer Maria Rilkes unge Malte Laurids Brigge vandrer desorienteret og spleen-inficeret rundt i storbyen og forsøger at stykke et liv sammen.
 
 
Charles Baudelaires beskrivelse i prosaværket Le Spleen de Paris af den nervøse dekadenceprægede tidsånd, som skiftet fra det 19. til det 20. århundrede genererede, står i et uhyggeligt 1:1 forhold til den kvartlivskrise nutidens millennials oplever. Modernitetens frembrud for 100 år siden fødte en stor skare af unge dagdrømmere og visionære – ofte patologiske, sønderknuste og fattige, men altid nervøse, følsomme og asociale – som gik rundt med ondt i milten, dyrkede melankolien og drømte om at skabe noget originalt: ”mit liv, mit liv, mit liv for en original ide!”
 
Men kan man overhovedet været original i en kontekstuel, referentiel postfaktuel verden? I The end of History and the Last Man abonnerer politolog Francis Fukuyama både på Hegels og Marx lineære historiesyn, når han argumenterer for, at historien har nået sin afslutning. Ideologiernes kamp og videreudviklingen af grundlæggende principper og ideer har nået endepunktet, da menneskeheden efter murens fald nåede frem til en samfundsform, der tilfredsstillede dens grundlæggende behov. Den kvartlivskriseramte er født ind i en tid, hvor alle gode ideer allerede er tænkt.
 
Forever Young
Verden dyrker ungdommen som ideal. I The Way of the World begrunder litteraturteoretikeren Franco Moretti dette med, at ungdom er indbegrebet af udvikling, dynamik og proces, hvilket er essentielt for det narrative forløb, da det generer handling og driver plottet fremad. I Goethes Faust betragtes ungdommen ligefrem som den mest meningsfulde tid i menneskets liv: ”Gib meine Jugend mir zurück!”
 
Ung er in, old er out. Og selvom du som nogleogtyveårig stadig rider på ungdommens bølge, begynder du at fornemme lavvandets komme. Tove Ditlevsen omtaler midttyverne som ”de onde år”, og i digtet af samme navn skriver hun: ”Kom læbestift og hjælp mig med at lyve, for jeg vil aldrig være mere end tyve”.
 
Kroppen peaker omkring 25-års alderen. Det er prime time; kulminationen af awesomeness. Herefter kan det kun gå én vej. Pludselig bliver vi pinagtigt bevidste om, at den spændstige hud og de tømmermændsfrie morgener er goder, vi kan miste. Måske ikke lige nu, men snart. Det er jo ikke for ingenting,  at der produceres rynkecreme til segmentet mellem 25 og 35.
 
Blandt andet har Origins lanceret det poreformindskende serum Original Skin Renewal Serum, der direkte henvender sig til den kvartlivskriseramte. I deres produktbeskrivelse skriver de følgende:
"Skin having a #QuarterLifeCrisis? What's the deal with your skin lately? No glow? And those pores... Not OK. Sounds like you're facing quarter-life skin. But don't worry. We've got you covered”
 
 
Drømmen om at forlænge ungdomslivet, fordi man ønsker at dyrke forandringen og gruer for at låse sig fast, gå i stå og slå sig ned, står ifølge Noemi Katznelson, Leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, i et ambivalent forhold til sig selv. For hvis man vil flytte sig, kræver det, at man træffer nogle aktive valg.
 
Skåret ind til benet centrerer kvartlivskrisen sig om de forstående valg og de konsekvenser, de kaster af sig. Eksistentialisten Jean-Paul Sartre mener, at der med denne frihed til frit at vælge følger et selvansvar, og tilføjer, at man derfor bør bedømmes ud fra de valg, man træffer eller ikke træffer. Hertil hører valgets paradoks: En taber er en taber, fordi han har valgt at være en taber – og hvis han ikke bevidst har valgt det, er han stadig ansvarlig. Ikke-valg er også et valg.
 
Dette er skruetvingen, som den kvartlivsramte sidder fastlåst i: Uanset om vi vælger til eller fra eller helt afstår fra at vælge, så er ansvaret vores og vores alene, og vi kan derfor kun pege fingre ad os selv, hvis vi fejler. 
 
I can’t adult today: hikkomori
Den præmature panikalder opstår lige dér, hvor studielivet ophører, og den virkelige verden begynder. Midt i dette transitionelle stadie, hvor vi modvilligt tvinges til at forholde os til karriereræs og familiestiftelse, men samtidig ikke evner at holde liv i en kaktus og forsat snylter på ekskærestens forældres Netflix-konto.
 
I stedet for at forholde sig til voksenlivet tager man virkelighedsflugten og begår hikkomori. Hikkomori, som direkte oversat betyder ”selv-indelukning” eller ”selv-fængsling”, er et japansk begreb, der refererer til unge voksne, typisk i 20’erne, der isolerer sig fra det øvrige samfund.  Unge begår typisk hikkomori, fordi de ikke magter det hårde eksamens- og karakterræs eller mere generelt ikke kan overskue voksenlivet med tidligt op, sent i seng, rullende deadlines, MUS-samtaler, "interessetimer", efteruddannelse, uindfriede forventninger og kuldsejlede drømme. Forever.
 
Is this it?
 
Fredag aften bliver derfor pludselig fuldt acceptabelt tilbragt i selskab med en take-out meatlover-pizza. Netflix n' chill-fænomenet finder pludselig sin sande betydning. Og som en direkte følge af det bliver antal indtagelser af Ben & Jerry's omvendt proportionelt med intimbarbering.  
 
Obsessive Comparison Disorder
Günther Grass, som modtog Nobelprisen i litteratur, skrev sit storværk Bliktrommen som 25-årig. Jennifer Lawrence fik en Oscar som 22-årig. Steve Jobs grundlagde Apple som 21-årig. Og premierminister Margaret Thatcher udtalte, at man, hvis man stadig tog bussen som 25-årig, kunne betragte sit liv som en fiasko.
 
Og vi millenials kan ikke engang udfylde vores egen selvangivelse.
 
Moaaaar!
 
Obssesive Comparison Disorder er ifølge Paul Angone, forfatter til bogen 101 Secrets for Your Twenties, millennials-generationens udgave af skoldkopper. Denne nye form for OCD består i tvangshandlingen at sammenligne sig med andre og dermed anspore uro og bekymringer, der fører til depression og selvhad.
 
I HBO-serien Girls kalder man det FOMO – Fear Of Missing Out. Lena Dunham spiller den erotisk buttede hovedperson Hannah, der desperat søger kærligheden og drømmen om at blive succesfuld forfatter, samtidig med at hun døjer med lavt selvværd og tvangstanker. Hannah vil have det maksimale ud af livet, men får åndedrætsbesvær i jagten på den perfekte tilværelse og kaster sig i stedet over Facebook og Instagram i forsøget på at danne sig et billede af det gode liv.
 
Ifølge lektor med speciale i digitale medier Jakob Linaa Jensen bruger unge de sociale medier til at fremstille det fede liv: “Der er flere billeder fra Mash end fra abortklinikken”. Og selvom det er halve sandheder og Photoshop en masse, påvirker det selvværdet hos unge, der føler sig utilstrækkelige.
 
I 2012 foretog J. Walther Thompson-bureauet en undersøgelse af FOMO, som viste at godt og vel 40 procent af Vestens unge under 34 år ofte frygter for, at deres liv ikke er lige så interessant som deres jævnaldrendes.
 
 
Konsekvensen bliver et socialpsykologisk problem, hvor vi nærmest tvangsneurotisk udvikler hardcore-hacker-skills og febrilsk stalker vores gamle studiekammerater under dække af dybfølt interesse for dem og deres karriere. Hvert nyt karrierespring og lyserødt babyansigt får os til at synke dybere ned i grøden af latterligt små bedrifter og mangel på visioner. 
 
Fire strategier for kvartlivskrise-ramte:
 
Bliv bevidst om dine reaktionsmønstre, og gør noget ved dem: Kvartlivskrisens stresskvote rækker op i skyerne. De typiske reaktioner herpå er frys, flygt eller kæmp. Hvad enten du forholder dig paralyseret som et dådyr i et par forlygter, tager (virkeligheds)flugten eller kæmper imod, så er første skridt at blive bevidst om dine adfærdsmønstre. Først da kan du ændre dem.
 
Ændr dit tidsperspektiv: Kvartlivskrisen feeder på den absurd korte tidsramme, du opererer ud fra. Drop femårsplanen – planlæg i stedet langsigtet, fleksibelt og løst.
 
Drop hikkomori: Lad være med at transformere dit værelse eller lejlighed til et sanktuarium, der simulerer livmoderens trygge rammer, hvor der er adgang forbudt for verden udenfor.
 
Fuck dem, der ikke tror på din krise: Stop med at tabubelægge din egen krise, fordi du ikke vil fremstå patetisk eller til grin. The struggle is real, og du er ikke alene.
 
-------
 
Skulle du få lyst til at finde en lidelsesfælle, kan du slå et smut forbi Samatha Jaynes instaprofil Quarterlifepoetry, hvor hun udtrykker sin kvartlivskrise i små gruk-agtige digte. 
Samatha Jaynes digte er nu blevet til bogen "QuaterLifePoetry: Poems for the Young, Broke & Hangry".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job