Ulrik Beck, Fukuyama og nationalstatens globale krise
Politisk nostalgi i risikosamfundet

Vi står sandsynligvis snart i den paradoksale situation, at vi på den ene side har ramt tærsklen for demokratisk legitimitet (nationalstaten), men på den anden side er politisk lammet over for vores mest seriøse udfordringer som jobmangel, fattigdom og migration. Kilde/GettyImages.

Skrevet af

Esben Schjørring
Journalist

5 artikler

0 indlæg

Fra Moskva til Istanbul. Fra Christiansborg til Washington – politisk nostalgi er blevet en dominerende og disruptiv kraft. Med Trumps sejr i sidste uge får vi at se, om den også kan levere løsninger, eller om den kun er en kommunikationsstrategi.
Chok, mistro og selvransagelse har præget dagsordenen den sidste uge siden Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg. Det er lyden af kognitiv dissonans, der bryder sammen. Længe – overraskende længe, hvis man kommer nyere dansk politisk historie i hu – har man holdt fast i, at den seneste sejr til globaliseringskritiske, indvandringsskeptiske, populistiske anti-establishment-politikere og -partier var den sidste.
 
Med Trumps sejr er der ikke flere barrierer tilbage. Hvem vil stille sig op nu og sige, at Marine Le Pen ikke kan blive Frankrigs næste præsident? At Alternative für Deutschland ikke får afgørende indflydelse i Tyskland? At Kristian Thulesen Dahl ikke kan blive statsminister i Danmark?
 
Det er de grundlæggende forestillinger om politik siden Murens fald, der nu lider skibbrud. Blandt danske journalister og intellektuelle på venstrefløjen gentager man versioner af Erik Meier Carlsens ”De overflødiges oprør” og Rune Lykkebergs ”Kampen om sandhederne” og pisker sig selv over rygstykkerne med deres indsigter.
 
På den nationalkonservative højrefløj føler man, at man har fået ret, fordi de andre har taget fejl.
 
Politisk journalistik hviler i nogle store metafortællinger – og det er de metafortællinger, der med Trumps sejr ikke længere kan fastholdes. Alle spørger, hvad der så skal sættes i stedet? Hvad er der sket? Hvad vil der ske?
 
Fra sult til angst
For 30 år siden brød en, dengang temmelig ukendt, tysk sociolog igennem den mur, der adskiller universitetsforskningen fra det samfund, den foregår i. Med sin ”Das Risikogesellschaft: Auf dem Weg in einer anderen Moderne” (Risikosamfundet: på vej mod en ny modernitet”) havde Ulrich Beck ikke bare skrevet en tæt og dyb analyse af efterkrigstiden, han havde skrevet noget, der lignede en profeti. Ikke mindst fordi Vesten fik anskuelsesundervisning i de centrale pointer, da Tjernobyl-atomkraftværket samme år eksploderede og sendte en sky af farligt radioaktivt materiale ud over det meste Europa.
 
Ulrich Beck døde brat den 1. januar 2015. Her var hans stjerne måske falmet lidt, men siden 1986 havde han tilhørt den lille flok af globale public intellectuals. Det skyldtes ikke mindst hans teori om det globale risikosamfund. Kilde: Wikimedia.
 
Der var to pointer:
 
1. Det var lykkedes for det moderne (videnskab, industrialisering og teknologi og i Vesten også kapitalisme) at overvinde den udfordring, en vild og uregerlig natur siden menneskehedens begyndelse havde stillet mennesket overfor. Nemlig mangel – mangel på mad, mangel på ly, mangel på energi, mangel på værn mod tilfældig epidemi og ditto død.
 
Moderniteten havde været en succes uden historisk fortilfælde. Men prisen var, at successen havde truende bivirkninger. Atomkraft kunne blive til atomulykke. Det enorme forbrug af olie kunne blive – eller blev – til forurening og klimaforandringer, der blev til hungersnød, oversvømmelser og generaliseret ustabilitet.
 
Teknologi blev til vækst, men truede også arbejdspladser. Individualisering var et gode for den enkelte, men eroderede den tryghed, familien kunne give.Vi havde ikke længere problemer med at skaffe mad – nu var problemet, at kvalitet og kvantitet skabte sine egne problemer (livsstilssygdomme).
 
Øget frihandel havde skabt vækst, men også udleveret de vestlige samfund til kapitalismens udsving. Det var det, Beck kaldte ”risici” – moderne løsninger, der skabte sin egne, nye problemer. Og som kun kunne løses med de midler, der havde produceret dem. Det var denne cirkulære karakter, der gjorde, at han talte om, at risikosamfundet havde taget over fra det industrialiserede samfund.
 
2. Den anden afgørende pointe, som Beck kun lige berørte i Risikosamfundet, men som siden blev helt central for ham, var, at risici ikke kun var globale, men også globaliserende. Ligesom det radioaktive materiale ikke blot nøjedes med at gøre Tjernobyl, Pripjat og omegn til en spøgelsesby, men faldt ned langt fra Sovjetunionens grænser, således er der en globaliserende dimension i mange af de risici, vi står over for. Forurening, terrorisme, migration, krig, klimaforandringer, religiøs fundamentalisme havde alle sammen spøgelseskarakter: De respekterede ikke ydervæggene i de nationalstatslige containere.
 
Pripjat i Ukraine blev forandret til en spøgelsesby efter atomulykken i Tjernobyl. Kilde: Postalnio.
 
Pointen var, at hvor mennesket i årtusinder havde stået over for en truende natur, stod vi, efterhånden som moderniteten havde sejret, mest over for den trussel, vi – den teknologiske, videnskabeliggjorte, industrialiserede civilisation –  selv udgjorde. Det ændrede i Becks øjne fundamentalt på reglerne og grundlaget for politik.
 
Han satte det på formel: Vi var gået fra en situation, hvor den mest fundamentale politiske ytring var ”jeg er sulten”, til en situation, hvor det var ”jeg er angst”. Hvor liberalisme, marxisme og socialdemokratisme i sin oprindelige form var ’sult-teorier’ og ’sult-strategier’, der skulle bekæmpe manglen, stod politikere og institutionerne nu ikke alene i en situation, hvor de skulle håndtere angst. Angst for arbejdsløshed, klimaforandringer, terrorisme etc. De stod også i en situation, hvor deres instrument – nationalstaten – ikke havde de samme gamle handlemuligheder som før.
 
Kosmopolitanisme
For Beck medførte risikosamfundet de moderne, nationalstatslige demokratiers krise. Samfundsvirkeligheden havde flyttet sig væk fra den politiske kontrol og indflydelse. Men med en meget tysk tanke fandt han også en løsning. Den tyske digter Hölderlin sagde engang, at ”hvor der er fare, vokser redningen også”.
 
Det er et Leitmotiv, man genfinder i forskellige versioner fra Marx til Heidegger. Hos Beck blev det til en forestilling om, at nationalstatens krise ville slå over i nye kosmopolitiske institutioner og nye politiske logikker. Kosmopolitanisme var for ham ikke så meget et moralsk ideal, men noget han så ville indfinde sig som den nye realpolitik.
 
Når nationalstatens krise blev stor nok og angsten vild nok, ville der ske et kognitivt og følelsesmæssigt omslag blandt både politikere og borgere. Danskere, franskmænd, tyskere, hollændere ville genkende deres skæbne i hinanden og indse, at de sammen kunne være et nyt politisk subjekt, der rent faktisk kunne handle, gribe ind og skabe et bedre samfund. I Europa var det EU, Beck så for sig.
 
Og det var også kosmopolitanismen, han så som de europæiske socialdemokratiers fremtid. Den solidaritet mellem arbejder-middelklassen og dem udenfor arbejdsmarkedet, der havde eksisteret inden for nationernes grænser, skulle erstattes eller overlejres af en ny europæisk solidaritet baseret på indsigten i gensidig afhængighed.
 
Ulrich Becks drøm – og håbet i 1990'erne og begyndelsen af nullerne – om nye globale, politiske institutioner, der kunne håndtere globale problemer, er trevlet op. Kilde/GettyImages.
 
Dette omslag skete i vidt omfang ikke – i hvert fald ikke på borgerplan. Og i løbet af nullerne måtte Beck se, hvordan hans teori på den ene side blev stedse mere bekræftet – flere og flere problemer var virkelig angstfremkaldende globale og globaliserende risici (ikke mindst terrorismen).
 
Men på den anden side fortonede den løsning, han havde forestillet sig ville indfinde sig, sig mere og mere i horisonten. Ikke engang finanskrisen kunne revitalisere de europæiske socialdemokratier og skabte på ingen måde en overnational solidaritet, EU kunne hvile på.
 
Det er der mange grunde til. Ikke mindst at det generelt var svært at se, hvordan kosmopolitanisme generelt og EU i særdeleshed kan demokratiseres tilstrækkeligt. Og fordi nationalstaterne og de nationale politikere som en konsekvens heraf ikke har villet afgive nok formel og reel suverænitet til, at for eksempel EU (eller internationale klimaaftaler) kunne blive stærkt og handlekraftigt nok.
 
I Europa er det ikke mindst derfor, at mange, måske endda flertallet af borgerne (hvis man spurgte dem), i stedet for at se EU som en løsning, ser EU som årsag til deres problemer. Jeg interviewede Beck flere gange i nullerne, og hvor han ellers var optimismen (og venligheden) selv, endte han mod slutningen af sit (alt for korte) liv med at rette en dybtfølt vrede mod især Angela Merkel, som han anklagede for at tænke nationalt i stedet for kosmopolitisk. Det gjorde alle, kunne man så sige.
 
Trump og foragt
Uanset hvad, kan man sige, at den angst, Beck opsporede og analyserede, ikke blev opfanget og politiseret. Eller: Det gjorde den. Bare ikke af det europæiske centrum-venstre, hvor de kosmopolitiske forhåbninger var trængt ind i de statskundskabsuddannede ledelseslag – og i USA heller ikke af Demokraterne.
 
Men at det var en politisk følelse af stor kraft, havde Beck ret i. Nu blev den bare motoren i rækken af nye – såkaldt populistiske – partier på højrefløjen. Partier, hvis disruptive kraft ikke er taget af i styrke, siden de først dukkede op i midten af 1990'erne.
 
På den måde kan man se Trumps sejr ikke som den første i rækken – om end måske den største – for den bevægelse, men den indtil videre sidste. Var den første halvdel af efterkrigstiden karakteriseret ved, at ’alting’ først skete i USA og sidenhen dukkede op i Europa, gælder det omvendte, når det kommer til globaliseringen. Hvad der skete i de små europæiske lande først (Danmark, Østrig, Holland), sker nu tyve år efter i Storbritannien (Brexit) og USA (Trump).
 
USA's kommende præsident knytter næven efter sin overraskende sejr over Hillary Clinton. Kilde/GettyImages.
 
Der har også været andre paralleller mellem det europæiske og amerikanske centrum-venstre. I begge miljøer har der været en tendens til, at man i stedet for at tage angsten alvorligt i sig selv omskrev den til en form for irrationel indskrænkethed. En kognitiv defekt, som man ikke selv led af, og som kunne heles med den rigtige uddannelse. Og derfra psykologiserede man det yderligere, og vejen blev kortere og kortere til at beskrive ’de globaliseringsangste’ som racister, sexister og nationalister.
 
I efterkrigstidens Danmark havde der, som redaktør og forfatter Henning Fonsmark blotlagde med skærende klarhed i ”Historien om den danske utopi” været den opfattelse, at dele af befolkningen ligesom endnu ikke var moden nok til det demokrati, de levede i, og derfor skulle hjælpes på vej med politisk, moralsk og æstetisk opdragelse. 
 
Det var i slut-90'erne og op gennem nullerne blevet til direkte opsange og anklager. Anklager, der bekræftede ’de globaliseringsangste’ i, at de havde ret i deres indirekte oplevelse af, at førerende stemmer i medier og politik foragtede dem. Og så kunne man jo ligeså godt foragte dem tilbage. Det er her formen for den 'elite-folk' modsætning, vi er blevet så vant til at analysere politik igennem, bliver støbt. Den amerikanske variant af det, har redaktøren på Vox, Emmett Rensin, tidligere i år beskrevet som ”The Smug Style In American Liberalism”.
 
Fra angst over pessimisme til nostalgi
Hvad bliver politisk angst til, når den lever længe nok og ikke bliver taget alvorligt af andre end dem, der længe var små partier, hvis overhovedet? Svaret er udbredt og dyb pessimisme. Hvor dyb og udbredt kan man få en fornemmelse af ved at se på resultaterne af de senere års såkaldte Right Direction/Wrong Track-analyse. Her spørger man folk, om de synes, at deres land generelt bevæger sig i den rigtige retning eller ej.
 
En af de seneste fra det britiske analyseinstitut Ipsos MORI (2015) viser, at 73 procent af EU-borgerne mener, at tingene går i retning mod det værre. Franskmændene topper som de mest negative (85 procent). Et tilsvarende resultat fremkom, da Ipsos MORI’s amerikanske kolleger fra Pew Research Centre i 2014 spurgte de europæiske millenials, om de følte, at de var herre over deres egen skæbne. Her svarede cirka halvdelen, at det gjorde de ikke. Det er hårde facts, når man tænker på vendingen om, at fremtiden tilhører de unge.
 
Pew spurgte også, om de regnede med, at børn i fremtiden finansielt ville være bedre stillede end deres forældre. Her svarede mindre end halvdelen – 37-38 procent – af briterne og tyskerne ja, mens det samme kun gjaldt 15 procent af franskmændene. Springer man over Atlanten, ser tallene ikke meget bedre ud. Ifølge Ipsos MORI synes 66 procent af amerikanerne, at tingene går i den forkerte retning, og selvom amerikanske millenials er mere optimistiske end deres europæiske frænder, så mener mere end 40 procent alligevel, at deres fremtid ikke er noget, de selv afgør.
 
Det er tal som dem, der får socialpsykologer og politiske tænkere til at tale om, at vores kollektive fremtidsbegreb står under forandring. Var fremtiden engang lys og noget, vi skulle skynde os ind i, er den i dag dyster og noget, vi skal undgå. Det er også grundlaget for, hvad man kunne kalde en ny politisk megatrend – og som er blevet tydelig med Trump og kampagnen for et britisk exit fra EU: politisk nostalgi som mobiliseringsfaktor.
 
Overalt i Vesten har kritikken ellers længe lydt, at der mangler visioner i politik. Men når man ser efter, er der masser af visioner. Det er bare ikke futuristiske planer for, hvordan vi når frem til en bedre tilværelse i fremtiden. Det er nostalgiske visioner om, hvordan vi undgår en truende fremtid ved at genskabe en tabt fortid.
 
Min pointe er ikke, at det er det samme, som at valget af Trump eller den britiske udtræden af EU er uden legitimt grundlag. Og pointen er heller ikke, at nostalgi og fremtidsangst kun findes på det såkaldte populistiske højre. Det ellers så progressive centrum-venstre er på visse områder slet ikke progressivt. Når for eksempel klimaforandringerne sættes på dagsordnen, italesætter man ikke en fremtid, vi skal nå hen til, men en fremtid, der skal undgås.
 
Sammenlign for eksempel denne kampagnefilm fra FN's klimakonference i København:
 
 
Med denne kampagnevideo fra Dansk Folkeparti fra 2007:
 
 
Narrativet er én til én det samme – man er bare ikke enige om, hvor truslen kommer fra.
 
Til en artikel for det internationale magasin SCENARIO spurgte jeg den franske socialpsykolog Nicolas Fieulaine, som netop forsker i vores tidsopfattelses psykologi, hvordan han analyserede de to fænomener – pessimismen og nostalgien. Han satte det på grammatisk formel:
”På fransk er der to ord for fremtid. Futur og avenir. Futur er, hvordan man retter sig personligt mod fremtiden med ens projekter og drømme. Avenir er den fremtid, der kommer os i møde som noget fremmed og truende. Det, vi ser, er et tydeligt skifte fra futur til avenir. Tilliden til fremtiden falder, og vi fokuserer på fortiden, eller snarere på et billede af fortiden som en mere sikker og stabil tid.”
 
Tilbage til staten, men hvordan?
”Make America Great Again” – ”Take Back The Country” – ”Der er så meget, vi skal passe på”. Det er let at fokusere på den slags slogans som nationale agendaer. Med bestyrtelse (hvis man er centrum-venstre) eller hurra-råb (hvis man er på den nationalkonservative fløj).
 
Men i dag er nationen mindre en idé om folkets unikke sjæl og skæbne, udvalgthed og grandeur, end den er et refugium for en omverden, mange – måske ikke flertallet, men som valget i USA viste, mange nok – føler som et dybt ubekvemt sted med en truende og usikker fremtidshorisont.
 
Der er, som den engelske filosof John Gray har påpeget for nylig, en tydelig tendens til, at folk søger beskyttelse hos den størrelse i det dennesidige, som historisk bedst har kunnet give den – staten. Det er ikke mindst ved at stå åbent fast på statens moralske ret til at passe på sine egne statsborgere og ekskludere andre, at Trump, Le Pen, Dansk Folkeparti og andre har opnået deres succes.
 
Og det er langt fra et tilfælde, at man her profilerer sig med forslag om gentrukne grænser og opførelsen af mure. Det er partier og politikere, der bedre end nogle andre har indset, at senmoderne politik er dybt psykologisk. Grænser, hegn og mure er ikke kun realpolitiske tiltag (som politiske modstandere så gerne vil vise ikke 'virker'), men fordi tryghed er et oplevet fænomen, også psykopolitiske symboler med en dyb tiltrækningskraft. 
 
Det er også i dette mental-politiske landskab, centrum-venstre må finde sig selv, hvis man skal have en politisk fremtid. Nationalstaten må omfavnes. Spørgsmålet er mere hvordan.
 
For det står hen i det uvisse – og her bliver Trump virkelig den første ’test case’ – om den svækkelse af nationalstaten, som Beck (og andre som briterne David Held og Anthony Giddens) analyserede sig frem til i 1990'erne, bare var et fatamorgana hos en snobbet elite, eller om den er reel.
 
Kan nationalstaten inddæmme det globale markeds disruptive eksternaliteter uden at sætte væksten over styr? Kan den styre den teknologiske udvikling og enten beskytte produktionsjobs fra robotterne og dronerne eller transformere de tabte arbejdspladser hurtigt nok til jobs i servicesektoren? Kan den håndtere migrationen fra denne verdens fattige, krigshærgede og klimaforandrede sektorer? Eller står vi i en paradoksal situation, hvor vi på den ene side har ramt tærsklen for demokratisk legitimitet (nationalstaten), men på den anden derfor er politisk lammet over for vores mest seriøse udfordringer.
 
Kan politisk nostalgi transformere sig til at være mere end en valgkampsstrategi?
 
Fukuyamas forudsigelser
Og kan Trump finde den balance? Francis Fukuyama er i sin nyeste artikel i Foreign Affairs mere end i tvivl. Ikke mindst fordi Trump kun har påpeget problemerne med ulighed og et defekt politisk system, men ikke sat ord på – endsige skabt konsensus om løsningerne. Fukuyama forudsiger, at den reelle tragedie med Trump ikke så meget bliver valget af ham som USA's præsident, men at hans manglende kompetence resulterer i ”tabte muligheder”.
 
Holder det stik, er spørgsmålet, hvad sker der så? Radikalisering, sammenbrud – eller en ny besindelse? Det er den store usikkerhed. Og fra et europæisk perspektiv kan man så lægge oveni, at det synes ret tvivlsomt, om Trump vil stå skulder ved skulder med for eksempel De Baltiske Lande over for et Rusland, hvor den politiske nostalgi om et stort og betydningsfuldt Rusland allerede har vist sig fra sin militariserede side.
 
Noget andet er, at det må vække bekymring – uanset om man er af nationalkonservativ observans og nu føler sig vindiceret af selveste virkeligheden, eller en af dem, der ser Trumps sejr som et folkets opgør – at hans sejr er blevet til i en sky af falske påstande og udtalelser langt fra basal respekt for menneskelig værdighed. Hvad siger det om Trumps evne til at politisere den protest og længsel, gennem hvilken han er kommet ind i hjertet af amerikansk magtudøvelse?
 
Hvis den demokratiske samtale og strid er truet af ’de snakkende klassers’ politiske korrekthed og folkeforagt, er den lige så meget truet af falsknerierne og legitimeringen af decideret amoral fra oprøret imod dem.

Relaterede artikler

Det nye globale proletariat - Et spøgelse går gennem Europa og resten af den globaliserede verden – det nye proletariats spøgelse. Mennesker, der arbe...
Den britiske identitet - Der hersker i øjeblikket stor uro i Europa. Højrefløjspartier stormer frem i meningsmålingerne i Danmark, Frankrig og ik...
Æblemand, kom indenfor - Professor Hans Rosling lagde 20 æbler på et bord - og fik millioner af views. Læs DR's opskrift på det virale mediehit.
Medmenneske eller menneskesmugler? - Flygtningekrisen er nået til Danmark. Danskere i tusindvis strømmer til på gaderne og sociale medier. De vil hjælpe med ...
Neoliberalismen er værre end islamismen - Michel Houellebecqs roman Underkastelse kommer på dansk. Hovedpersonen har så lidt europæisk kærlighed, livskraft og kul...
Voldtægten af Europa - Nu udkommer Michel Houellebecqs roman Underkastelse på dansk. Dens islamiske samfundsscenarie er slet ikke science ficti...
De prætentiøse er bedre, klogere og mere kreative - Det er helt i orden at være prætentiøs, hævder ny bog. Men hvad nu? Har vi taget eklatant fejl, når vi stemplede alle de...
Spin din sandhed i det postfaktuelle samfund - Stadig flere informationskilder konkurrerer om at præge befolkningen, og med den strategiske kommunikations indtog i pol...
Europa findes ikke - Det vakte ikke just begejstring på den internationale venstrefløj, da Slavoj Žižek i september sidste år kommenterede på...
Den farligste mand i amerikansk politik indtager Det Hvide Hus - Donald Trumps kampagnemager Stephen Bannon er blevet udnævnt til præsidentiel chefrådgiver i Det Hvide Hus. Det er en ud...
Derfor vandt Trump valget - Udfaldet af det amerikanske præsidentvalg kom som en stor overraskelse for de fleste danskere og for langt hovedparten a...
Liberalismens skibbrud - En af USA’s fremtrædende intellektuelle, idéhistorikeren Mark Lilla, har skrevet et ufrivilligt eksempel på den amerikan...
Kan hygge rebrande Danmark? - Danmark har de seneste måneder befundet sig i en international mediestorm, der blot bliver stærkere dag for dag. Den er ...
De her bøger SKAL du læse - Du skal læse. Din juleferie er kort, men du skal alligevel læse. Skønlitteratur er fint nok, men der, hvor du for alvor ...
Dark Tourism - I de senere år har begrebet ’dark tourism’ for alvor rodfæstet sig i oplevelses-, turisme- og kulturbranchen. Det er ske...
Mette in Denmark - Du tænker måske, at højtaleren eller tørbatteriet er den største danske opfindelse? Eller måske insulinen, stomi-posen e...
Best of Obama 2008 - 2017 - I anledning af Præsident Obamas afgang fejrer vi her på redaktionen de sidste otte år med et potpourri af Kforums dæknin...
Eliten har også mistet troen på eliten - Lige nu står de etablerede samfundsinstitutioner i den største tillidskrise nogensinde. Tilliden til regeringer, erhverv...
Er der en voksen til stede? - Sean Spicer, Donald Trumps helt nye pressetalsmand, har allerede været på kanten af en fyring. Ikke fordi han løj foran ...
Radio24Sønderjylland - Flere markante stemmer i København har protesteret vildt over tanken om at flytte Radio24syv til Tønder. Men hvor langt ...
Er tillid en socialdemokratisk opfindelse? - ”Den bedste danske opfindelse er Danmark”, hedder en storstilet kampagne fra Danmarks største parti – Socialdemokratiet....
Lad dem spise kage! - Støjberg har gjort det igen. Hendes ræve(lag)kage raserer de sociale medier og deles frenetisk af både tilhængere og mod...
Undskyld hr. præsident - Hillarys Clintons nederlag var en overraskelse for alle. De to kandidater inklusive. På valgnatten var Trump glad, men f...
Djævlens spindoktor med Nixon Tattoo - Hvis du mener, Trump er en smule skør, så skulle du møde hans bedste ven og politiske strateg Roger Stone. Han er crazyy...
Den nye hegemoniske leder - Hegemoni har længe været et dominerende begreb i samfundsvidenskaberne. Men hvad ligger der i det? Hvor kommer det fra? ...
Når raketterne taler - Nordkorea og USA er i konflikt: Kim Jong-un taler med testmissiler, Trump med trusler om bål og brand, og hele verden ho...
De er medforfattere på det moderne Danmark - ANMELDELSE: I de seneste 35 år har Danmark haft de samme fem statsministre - og de har derfor i høj grad været med til a...
AfD's buldrende branding - De tyske ultrahøjrepopulister i Alternative für Deutschland (AfD) er braget ind i Forbundsdagen med 94 mandater og har i...
SPD blødte stemmer i alle de ideologiske verdenshjørner - Martin Schulz og SPD lagde kind til en syngende vælgerlussing ved det tyske valg. Den systemkritiske storm blæser nu ogs...
Tyskland stadig verdensåbent trods AfD - Det tyske valg stiller Tyskland og Europa over for store udfordringer, der vil dominere de kommende måneder og formentli...

Giv din stemme

16 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt

Koordinator til marketingteam

Frist: 13. november

Kommunikationskonsulent

Frist: 31. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.