Præsidentens opgave, republikaner eller demokrat, er at gavne det korporative system, som har betalt for ham og langt hovedparten af hans kolleger. Opgaven er skattenedsættelser for rige og selskaber og at undgå reguleringer på miljø og andre områder. Samt undgå at betale progressive tiltag der kan gavne børn, familier, arbejdere, miljø og uddannelse mv.
Endelig skal politikerne bruge det amerikanske militær og magtapparat til gavn for korporationer og det militær-industrielle kompleks’ interesser overalt i verden, du ved, skabe konflikter, formidle og godkende våbensalg, sætte sig på stadig flere landes ressourcer, udnytte befolkninger som billig arbejdskraft osv.
Trump er den mest berygtede kandidat. Men det er paradoksalt ikke ham, verden skal være mest bekymret for. Eller rettere, der er nogle markante svagheder ved hans åbenlyse ekstremisme. Men her skal man også vide, at de danske medier gør det umuligt at forstå amerikansk politik, fx når kommentatorer som Mads Fuglede (Venstrekandidat til Folketinget ved sidste valg) får amerikansk ekstremisme til at ligne ren fornuft.
Det er en umulig opgave med Trump. For hans parti i USA som for Fuglede på TV2. Sandheden er, at Trump ikke er (meget) værre end andre republikanske kandidater. Amerikansk politik er gået så ekstremt til højre de seneste årtier, at Hillary får Ronald Reagan til at ligne en blåøjet SF’er med make love not war og en blomst i håret. Trump har faktisk en relativ fornuftig holdning til amerikansk økonomi.
Den lidt mere komplicerede sandhed
handler om magtspillet omkring Syrien om gas og olie og en planlagt rørledning fra Qatar og Saudi Arabien igennem Syrien og Tyrkiet til Europa. Den plan blokerer Assad. Og det er Rusland glade for. For de er afhængige af deres gaseksport, hvoraf 80% plejer at gå til Europa.
Hvis rørledningen bliver en realitet kan Europa klare sig uden Ruslands gas. Derfor er Syrien et brændpunkt, og derfor er Saudi Arabien og Qatar præcist lige så interesserede i at fjerne Assad, som Rusland er i at beholde ham.
En klar forklaring på det magtspil giver Præsident John F. Kennedys nevø, Robert F. Kennedy
her og
her.
Overblik over gasforsyningerne.
Vestens groteske destruktion af Mellemøsten
USA fører konstant krige, nu blot med os på vognen. Med samme ufattelige kynisme som da Nixon og Kissinger slog hundredetusinder uskyldige mennesker ihjel i Vietnam – og Kissinger fik Nobels Fredspris. Vi må indse, hvad det betyder, når tidligere udenrigsminister Margaret Albright står fast på, at
’Yes, we think it was worth it’, at mere end 500.000 børn døde som følge af sanktioner mod Irak i nittenhalvfemserne. Især fordi vi selv gør det samme i dag. Hvor
vi fastholder ulovlige sanktioner mod Syrien, mens vi taler om at ville afsætte Assad for befolkningens skyld. Hvor ligegyldige kan ord blive?
Børn, familier og gamle lider Mellemøsten i dag. Libyen og Irak er ’failed states’, hvor intet fungerer som før Vestens krigsindsats. En million mennesker i Libyen anslås lige nu at være i livsfare, fordi sundhedssystemet er destrueret. De langsigtede konsekvenser af vores ’humanitære krige’ er endda mere uhyrlige og groteske.
Og sådan kunne man blive ved. I Syrien sker blot det paradoksale, at mens det er Vestens sanktioner og fundamentalistiske fremmede oprørere, der har besat dele af landet, så er det den syriske regering, der bebrejdes for ikke at sørge for mad og vand til de besatte områder.
USA bruger mere på militære udgifter end de efterfølgende syv lande tilsammen:
USA indtager førstepladsen i midler brugt på forsvar.
Humanitær propaganda underminerer international folkeret
Tænk så på, at vi faktisk gik ind i dette ragnarok af krig, død og ødelæggelse på en korporativ dagsorden om olie forklædt ved hjælp af løgn, manipulation og propaganda. Alle ved i dag, at præsident Bush, premiermister Blair og statsminister Fogh Rasmussen løj for befolkningerne for at legitimere krigen i Irak. Det er oplagt, at disse folk bør prøves ved en domstol i Haag.
Vi andre må se konsekvenserne af krigene i øjnene, se på de flotte ord vi gik i krig på og indse hulheden. Vi må punktere de patetiske paroler om at bringe’Peace and Democracy’ og forstå, at de militære interventioner hviler på kyniske korporative strategier og geopolitiske magtforhold. Den humanitære dagsorden tjener blot til at legitimere ’regimeskifte’ i lande med ressourcer og selvstændige ledere vis-a-vis Vestens kapitalisme; ’Overthrows’ som Stephen Kinzer kalder dem.
Ifølge den amerikanske journalist Stephen Lendman
var NATOs intervention i Libyen en forbrydelse på Nürnberg-niveau. Blot med den forskel, at mens Det Tredje Riges folk blev hængt for deres forbrydelser, så er vor tids kriminelle ledere frie til at begå endnu større forbrydelser i fremtiden. Vi lever i lovløse stater, hvor kriminelle handlinger på højeste niveau ikke straffes men er (internationalt) karrierefremmende.
Den nationale lovløshed spiller sammen med den internationale lovløshed, hvor USA fører an i at underminere international lov og FN's magt. USA presser på i forhold til det internationale samfund, når USA og NATO i stigende grad går i krig uden om folkeret og FN-mandat. I stedet baseres interventioners legitimitet på den følelsesmæssige og moralske indignation, man installerer i befolkningen gennem politiske løgne og mediebaseret propaganda.
Syriske flygtninge bliver hjulpet ind i Tyrkiet. Polfoto/Lefteris Pitarakis.
Vor tids ’humanitære interventioner’ er en djævelsk måde at legitimere militær intervention på. Ved at appellere til følelser forføres befolkningen væk fra respekt for lovgivning og principper og vænnes langsomt til at mene, at krig er legitimt uden international folkeret og Nürnberg-forordningerne.
Mediernes rolle og ansvar
Vi må tænke langt mere kritisk om vores medier. Ellers er vi bedre tjent uden. De danske medier er generelt ikke i stand til oplyse kritisk om Danmarks deltagelse i de verserende krige. I stedet har vi et understøttende ’samspil’ mellem medier og politisk magt som i USA. En form for systematisk misinformation, der gør muligt at kontrollere befolkningen og lede dem fra krig til krig. Ved på den måde at føre krig med medierne kan regering og medier sikre, at krigene konstant virker meningsfulde, legitime om ikke nødvendige. Mens befolkningen endda lærer at ville kæmpe for løgnene.
I god tid inden vi skal i krig fodrer politikere og medier os med stereotype dæmoniseringer af ledere som Gadaffi, Putin eller Assad. På den måde kobles falske ideer med stærke følelser, så vi fyldes med afsky, mister nuancer og bliver ude af stand til at tænke køligt og klart endsige kritisere krigsdeltagelse på sagligt grundlag. Derfor kommer en tænkende forfatter som Carsten Jensen i gevaldig modvind, når han taler imod det officielle politisk-medieskabte narrativ.
"During the trial, the chief American prosecutor,
Robert H. Jackson, stated:
'To initiate a war of aggression, therefore, is not only an international crime; it is the supreme international crime differing only from other war crimes in that it contains within itself the accumulated evil of the whole.'
Putin, Assad og Syrien: I medierne og i virkeligheden?
Magt, løgn og korruption. Den britiske graverjournalist Nick Davies om USA's aflytningsskandale.
Senest har Stephen Kinzer i anerkendte Boston Globe ført
den kritiske sandhed frem i mainstream mediernes magtfulde lys, at dækningen af situationen i Syrien er en skamplet i amerikansk journalistisk historie.
Adam Holms dokumentar overraskede ikke men støttede kun mit billede.
Pilger har længe sagt, at dækningen af Syrien er markant værre end Irak. En krig alle i dag ved var baseret på løgn og manipulation. Hvem husker ikke
den internationale pressekonference med Saddams ’incubated babies’? En ren fabrikation. Den vestlige løgn og propaganda om Syrien i dag er langt værre.
Pilger: Syrien er markant værre end Irak.
Ruslands lovlige og USA's ulovlige rolle i Syrien
Det handler om integritet. På det seneste har jeg set to tidligere generaler,
en tysk og
en britisk, professor Kinzer samt den anerkendte menneskerettighedsundersøger
Carla Della Ponte rose russernes bomber mod ekstremistiske jihadister i Syrien. De betragter alle russernes bomber som afgørende fornuftige for en mulig fred i Syrien. Rusland har den internationale ret på sin side her.
Dermed undermineres vestens narrativ, og vi kan se, at der er tale om en fabrikeret dagsorden skabt med den hensigt at legitimere fjernelsen af Assad. Men det er en ulovlig dagsorden i Syrien. Ligesom det er ulovligt at støtte forskellige jihadistiske grupperinger imod Assad, som USA, Tyrkiet, Saudi Arabien og andre lande til stadighed gør.
Vi må genindføre respekten for international lov og stoppe med at destruere lande ud fra et følelsesmæssigt forgodtbefindende. I Syrien vil Assads fald spille magten over i mere eller mindre
fundamentalistiske Wahhabisters hænder.
”De russiske fly spreder død og ødelæggelse over det syriske samfund og en civil befolkning – lige foran vores øjne. Men regeringer, der ellers priser sig af ansvarlighed, lader ham bombe uden anfægtelse. Lader ham dræbe civile. Og lader ham slippe for en anklage ved den internationale straffedomstol.”
Hvor længe skal vi fortsætte som artister i USA's store road show, der ødelægger verden på en kynisk korporativ dagsorden? Hvor længe skal vores medier understøtte og legitimere den ulovlige saudiske og amerikanske dagsorden om ’overthrow’ af Asad i Syrien?
"Veteraner fortæller om krigens virkelighed og om at føle sig forrådt af at gå i krig på korporative magtforholds interesser."
NB. Om TTIP
Det er i øvrigt samme form for kynisk korporativ dagsorden og lovløshed, der ligger bag den økonomiske såkaldte ’handelsaftale’ TTIP, hvor den korporative lobby i USA og de største multinationale selskaber har planlagt at underminere de politisk-demokratiske magtforhold i Europa. Hvis … Eller når TTIP underskrives, så vil multinationale selskaber få langt mere magt vis-a-vis europæiske regeringer. Fx vil de europæiske regeringer givetvis miste magt ift. at regulere medicinpriser, hvorfor, jf. Nobelpristager George F. Stiglitz, fattige europæere ikke vil have råd til deres medicin og vil dø. Men præcist lige som med krigene i Irak, Libyen og nu Syrien, så bruges medierne mere til at undertrykke denne helt demokratisk afgørende information. Medierne er jo også korporative - og de danske medier får i høj grad deres information fra de amerikanske medier…
-
Artiklen er udtryk for forfatterens egne synspunkter.