Ein Volk, ein Reich, ein Führer

Flere højrefløjspartier har for tiden konsolideret sig som en reel magtfaktor i deres respektive hjemlande, og hvor Donald Trump ønsker en mur ved grænsen til Mexico, så er immigranter ligeledes på dagsordenen hos de europæiske partier.

Vælgerne i EU synes at være trætte af begrænsede muligheder og nødvendighedspolitik. Den politiske midte har vokset sig så stor, at der ikke længere er nogen reel forskel på, hvem der har regeringsmagten – i hvert fald ikke når det kommer til EU og immigration. Og de to (EU og immigration) har da også en relativt stor tilknytning til hinanden.

Det mener de fleste højrefløjspartier – ikke mindst UKIP med den karismatiske Nigel Farage i spidsen, som ved seneste EU-parlamentsvalg blev valgt ind som det absolut største parti fra Storbritannien. Ifølge Nigel Farage, så er EU og immigration roden til alt ondt.

Nigel Farage står i spidsen for det højreorienterede britiske parti UKIP. Han er især kendt for sine negative kommentarer om immigranter og en stor EU-skepsis. Kilde: The Telegraph.

Han mener, at immigration gør den eksisterende middelklasse i Storbritannien til slaver, og omtaler som oftest EU og immigranter i så negative vendinger, at flere af hans politiske kollegaer fra andre partier ikke ønsker at debattere med ham. Når de endelig bevæger sig ud på den farefulde færd og konfronterer ham med fakta og kalder hans udtalelser for løgne og vrangforestillinger, så vender hans retoriske evner ofte fra det, der kunne ligne et sviende nederlag, til bifald og latter fra de påhørende.

EU som skurken

Sjældent har en så kontroversiel politisk skikkelse haft så stor succes i Storbritannien, og var det ikke for et, i undertegnedes øjne, knap så demokratisk valgsystem, som favoriserer de to store partier The Conservatives og Labour, så ville Nigel Farage og partiet UKIP være en magtfaktor, som de andre partiledere ville ryste af skræk over. Mere end de gør i forvejen. Og det er ikke så lidt.

Nigel Farage er ikke altid blevet opfattet som en reel trussel. Den nuværende premierminister, David Cameron, har tidligere omtalt UKIP som en flok tosser og skabsracister, men måske han trækker sine udtalelser tilbage, når han ser, at UKIP er gået fra 150.000 stemmer i 1994 til over 4.000.000 stemmer ved EU-parlamentsvalget i 2014. David Cameron må ligesom så mange andre anerkende UKIP's kommunikative formåen.

Kommunikativt formår de at pakke semiracistiske, nationalistiske og minimalt faktuelt korrekte udtalelser sammen i en pakke, der i stigende grad viser sig at appellere til de britiske vælgere.

En af UKIP's mange anti-EU-kampagner. Kilde: ukip.org.

Pakkens overskrift kan man kalde 'den britiske identitet', for det er den, der ifølge UKIP er på spil. Så længe man fastholder medlemsskabet af EU, og så længe EU tillader ”ubegrænset immigration”, så er Storbritannien i fare. Man er ikke længere den stolte nation, som tidligere havde verdensmagten. I stedet betragter UKIP nu Storbritannien som en nation i knæ.

Pakkens indhold er en række velformulerede udtalelser i en liga for sig selv – i hvert fald i Storbritannien, og selvom udtalelserne oftest omhandler de to kardinalpunkter EU og immigration, så får UKIP udtalelserne til at omhandle langt flere politikområder end dem. Demokratiet er svækket, den britiske befolkning har ingen selvbestemmelse osv. Fra dansk side er det på samme måde muligt at finde tilsvarende beskyldninger fra DF, men UKIP er dog ikke nær så stuerene.

”Ein Volk, ein Reich, ein Führer”

”Ein Volk, ein Reich, ein Führer” har et medlem af UKIP i Europa-parlamentet råbt til formanden for Europa-parlamentet, Martin Schulz, inden UKIP-medlemmet blev ført væk af sikkerhedsvagter.

Et medlem af UKIP har råbt 'Ein Volk, ein Reich, ein Führer' til formand Martin Schulz som en hentydning til, at EU kreerer den samme nationalisme, som man forsøgte at afskaffe ved 2. verdenskrig. Kilde: YouTube.

Denne udtalelse og reference er langt fra enestående. Nigel Farage mener, at man ved at være medlem af EU fragiver sin fødselsret til at bestemme over sig selv, og henviser til, at mange døde under 2. verdenskrig for at beskytte det demokrati, som EU fratager briterne. Nigel Farage udtaler endvidere, at man ved at presse et nyt flag, en ny nationalsang, en ny præsident og en ny fælles hær risikerer at ende med at kreere netop den nationalisme, som man forsøgte at afskaffe ved 2. verdenskrig.

EU-debat på BBC mellem Nigel Farage fra UKIP og Nick Clegg fra Liberal Democrats. Kilde: YouTube.

Økonomisk mener UKIP ikke, at EU er en gevinst, og da slet ikke når man tillader millioner af immigranter at nasse på det velfærdssystem, som det ”britiske folk” har opbygget gennem årene. Immigranterne er nemlig ifølge UKIP skyld i, at der er sket en løndumping på 14 procent siden 2007 og en fordobling af arbejdsløshed blandt unge. Og selvom Nigel Farage mener, at det er godt for de rigeste, da de dermed får billige chauffører og gartnere, så mener han ikke, at det er godt for den ”almindelige brite”.

Anden del af EU-debatten mellem Nigel Farage og Nick Clegg. Kilde: YouTube.

Ifølge Nigel Farage er Storbritannien derudover nødt til at bygge et nyt hus hvert syvende minut for at være i stand til at håndtere den befolkningstilvækst, immigrationen medfører.

Kriminaliteten stiger, i og med at rumænere og bulgarere vælter ind over landets grænser, og Nigel Farage frygter, at man i Storbritannien i fremtiden vil komme til at opleve ligeså barbariske forhold som i Irak og Afghanistan. Skylden skal ikke kun findes i EU og immigrationen, men ligeledes i det ifølge ham svage politiske etablissement, der har tilkendegivet en mulig tilladelse til sharia-lovgivning i Storbritannien.

Nigel Farage og tv-vært Sean Hannity fra Fox News bliver i et indslag enige om, at sharia-lovgivning hersker i Storbritannien. Kilde: YouTube.

Det er svært at forestille sig, at det eksisterende politiske etablissement i Storbritannien vil tillade sig en sådan lovgivning, men noget af skylden for UKIP og andre lignende højrefløjspartiers opblomstring kan måske alligevel godt findes i manglen på pluralismer i det politiske felt.

Ifølge Nigel Farage er de nemlig alle ens, og det kan der være en vis sandhed i, da de alle henviser til en slags nødvendighedspolitik, når de skal forsvare landets udfordringer. Befolkningen føler måske ikke den store medbestemmelse, når politikerne som oftest lader EU tage skraldet.

Ifølge The Conservatives, Labour og Liberal Democrats er begrundelsen for medlemskab af EU og dermed øget immigration, at det rationelt er det eneste rigtige alternativ, og det er her, flere kritikere peger på de røde advarselslamper. EU som rationelt virke udelukker muligheden for forskelligheder og uenigheder i den politiske arena og står nu for skud, da det betyder, at der ikke længere kan præsenteres reelle alternativer, som er grundlæggende for moderne demokrati. Dermed står EU i skeptikernes øjne som en trussel mod selve demokratiets eksistensbetingelse.

EU står som en trussel mod demokratiet ifølge UKIP. Kilde: The Telegraph.

Nye fjendebilleder

Det kan ifølge flere teoretikere få katastrofale konsekvenser, hvis nødvendighedens politik som en rationel forhandlingsproces ikke tilgodeser det politiske – herunder magt, politiske uenigheder og brugen af fjendebilleder. Altså bliver det problematisk, hvis man i EU bliver ved med at følge en liberal forventning om, at der kan skabes en rationel konsensus gennem uforstyrret dialog.

Siden kommunismen har der i Vesten ikke været en modstander til det eksisterende demokratiske system, og når der er mangel på traditionelle politiske orienteringsmåder, så skal fjenden findes andetsteds. Her er det, at blikket fra især de højreekstreme partier falder på immigration.

Dannelsen og fremkomsten af kollektive identiteter omkring religiøse, nationalistiske og etniske identifikationsformer udspringer således af Vestens manglende egenskaber til at præsentere distinkte politiske identiteter, som befolkningerne kan vælge imellem. Konsensuspolitikken eller nødvendighedens politik gavner ikke kun demokratiske højrefløjspartier, men også mere yderligtgående, antidemokratisk funderede identiteter, som former identifikation ved etnisk, national eller religiøs karakter.

Disse identiteter vil ligeledes opfatte og definere deres modstandere i sådanne termer. Altså forandres det politiske til pludselig at omhandle religiøse eller etniske fjendebilleder, og hvis dette bliver tilfældet, så vil kampen om magten foregå på baggrund af disse fjendebilleder. Kristendom mod islam, briter versus rumænere osv. Flere af disse debatter er allerede begyndt på den danske scene, hvor kristendommen bliver italesat som overlegen i forhold til islam. Både Dansk Folkeparti og De Konservative har ved flere lejligheder italesat sådanne debatter.

De etablerede partier rundt omkring i EU og i resten af Vesten for den sags skyld bliver nødt til at finde andre forklaringsformer, hvis ikke de skal lade, ekstreme højrefløjspartier som UKIP dominere politikken i fremtiden. Det lader i hvert fald ikke til at være løsningen at henvise til rationaliteten.