Tv-serien Transparent: Et tegn i tiden
Min far er transkønnet

Transparent er gender-tv i en tid, der skriger på anerkendelse af nye kønsidentiteter. Jeffrey Tambor spiller hovedrollen - fremragende - som transgender-kvinde. Tambor er også er kendt fra serien Arrested Development.

Skrevet af
Det er ikke kun det amerikanske valg, der demonstrerer, at USA er et splittet samfund. Det gør medierne også, og det er de mange tv-serier et bevis på. Der er meget langt fra Texas til det hippe Silver Lake-område i Los Angeles, der danner baggrunden for familiedramaet Transparent, der nu er kommet i tre sæsoner.
Transparent, som er skabt af Jill Soloway (der også var forfatter og producer på Six Feet Under (2001-2005)), kan streames på Amazon og Viaplay – men den burde blive købt af en af vores nationale kanaler, for den har mange kvaliteter: Den er en på en gang skarp, kritisk og generøs skildring af en broget jødisk familie, the Pfeffermans, hvis medlemmer er voldsomt selvoptagede og har hver deres egen agenda. De skifter projekter, som andre følger links på Twitter.
 
Transparent er en historie om moderne køns- og seksuel identitet i en familie, der stadig hænger skrøbeligt sammen, hvis medlemmer er interesserede i hinanden, når de kan få noget ud af hinanden, men som også på godt og ondt er bundet sammen i kraft af den fælles historie, som det at have en familie skaber.
 
The Pfeffermans som billede på den moderne familie, kaotisk, identitetssøgende - og favnende.
 
De vitale drømmere
Efter at have tjent samfundet som professor i statskundskab springer den for længst fraskilte og pensionerede Morty ud som transgender kvinde under navnet Maura. Men ingen af de tre voksne børn – Sarah, Ali og Josh – bliver synderligt pikerede over det. I Transparent er bornerthed ikke-eksisterende.
 
Sarah er gift og har to børn, men møder sin ungdoms kærlighedsflirt og bliver lesbisk – indtil hun hurtigt opgiver det igen. Hun tænder også på sadomasochisme, og hvis det ikke rækker, har hun en forestilling om, at hun kan intensivere sin jødiske identitet.
 
Sarah (Amy Landecker) med Tammy, som kortvarigt får hende til at række ud efter et andet slags liv.
 
Også Ali eksperimenterer med sin seksualitet og har mange planer for livet: blive kunstner, feminist, få en ph.d., dyrke yoga, få et regulært arbejde, forfølge sin slægts historie. Hun er fuld af talenter, som hendes far udtrykker det; det kniber bare med at fuldføre ideerne.
 
Josh er pladeproducer, sangskriver, og som sin far har han mange elskerinder. På et tidspunkt får han et forhold til rabbineren Raquel, og man aner muligheden for et forpligtende forhold. Men projektmageren har svært ved at holde fast; senere bliver det hans projekt at være far for en teenagesøn, som han pludselig får ind i sit liv. Men drengen afviser tilbuddet, og man forstår ham.
 
Sarah, Josh og Ali snakker løs, er altid i vigør og udvikler hele tiden nye planer for deres liv. De er vitale drømmere, der for længst har lært at leve uden autoriteter. Alt er stadig muligt, og de lever alle intenst i nuet. Det er deres styrke – og svaghed. De er dynamiske, og samtidig har de så svært ved at lære af de fejl, de begår. ”Hvor er de dog egoistiske”, som Morty erfarer med et dybt suk i det første afsnit, før han springer ud som Maura.
 
En konstant shoppen efter nye muligheder
Endelig er der Shelly, Mauras ekskone og børnenes mor, som falder for mænd med hemmeligheder. Hun formår dog at sige stop, da en af dem lyver og bedrager hende. Meget er tilladt i Transparent, bare ikke at lyve: Serien handler om mennesker, der insisterer på selvrealisering, og med i dette endeløse projekt tæller, at man er sand i forhold til sig selv ved at italesætte og iværksætte de behov og lyster, som man lige i øjeblikket gerne vil følge.
 
Shelly (Judith Light), Mauras ekskone.
 
Shelly insisterer på, at hun kan udvikle sit eget onewomanshow, og igennem flere afsnit beskrives hun og opleves af sin familie som tangerende det pinlige: En tynd, alderdomsmærket kvinde kan ikke opføre sig som en håbefuld deltager i et realityshow. Men vi – og hendes familie - bliver klogere, da Shelly med stamina og musikalitet fortolker Alanis Morissettes ”Hand in my Pocket” på et krydstogtskib.
 
Shelly springer ud som performer.
 
Sådan er Transparent fuld af uventede drejninger. Det ene øjeblik er en karakter håbløst og pinligt selvoptaget, og det gentages i næste scene, men pludselig er der en scene, hvor karakteren kan se ud over sin egen navle og være noget for andre, eller vi får en forklaring på, hvorfor hans eller hendes liv har formet sig, som det har. Således er serien på en gang kritisk og empatisk i forhold til sine personer, hvis identitetsprojekt består i en bestandig shoppen efter og afprøvning af nye muligheder.
 
Seriens eneste person med fundament i en institutionel autoritet er den jødiske rabbiner Raquel, som har svært ved at orientere sig i familien Pfeffermans mange identitetsprojekter, som hun hele tiden involveres i, men som hun også på et tidspunkter får taget sig sammen til at sige fra overfor.
 
Da Sarah har kastet sig over en ny form for selvrealisering – jødisk spiritualitet – råber Raquel rasende: “Can you clarify for me really fast what spirituality is for you? I can tell you what it’s not. It’s not changing your mind whenever you feel like it. It’s not following your bliss. It’s not finding yourself by climbing through your belly button and out your own asshole and calling it a journey.”
 
Raquel har fuldstændig ret, men hun er selv for arkaisk og svag til at trænge igennem hos Pfefferman’erne, der lever i en verden, hvor den patriarkalske orden er begravet.
 
Rabbineren Raquel Fein (Kathryn Hahn).
 
Seksualitet = identitet
På den ene side er serien optaget af familiens jødiske baggrund og stiller spørgsmålet, som Ali på et tidspunkt formulerer, om traumer kan nedarves; serien viser i et af sine formfuldendte tilbageblik, at Mauras bedstemor flygter fra Berlin med Mauras mor, mens moderens transkønnede bror pågribes af nazisterne. På den anden side er det også seriens store styrke, at den afstår fra at give entydige forklaringer på, hvorfor karaktererne er, som de er.
 
De tre søskende er måske fucked up, fordi de som børn tydeligvis måtte vige pladsen for deres faders skjulte transkønnede liv – Alis bar mitzvah bliver således aflyst, fordi Mort skulle på “seminar”. Men først og fremmest er de i en anden forstand børn af deres tid. Deres jødiske identitet er ritualiseret, men den repræsenterer ikke en stabil autoritet. I stedet har de en situational identitet, der er forbigående.
 
Serien viser, at når der ikke (længere) er en kontinuerlig livsplan, har man alternativt utallige måder, man kan sammenstykke en lokal identitet på. Viser der sig en ny tiltrækkende mulighed for selvidentitet, er man parat til at prøve den. Jo svagere traditionens kultur kommer til at stå, jo mere tilskyndes individet til at kaste sig ud i det nye, ville for eksempel en sociolog som Giddens sige.
 
Præmissen for serien er, at identitet og seksualitet hænger snævert sammen. Retningen i personernes liv udstikkes af deres underliv, og seksualiteten kan vel at mærke have mange retninger. I Transparent spiller den heteroseksuelle norm en underordnet rolle, og post-patriarkalsk seksualitet bliver det normale.
 
Serien kan siges at være funderet i en queer optik. Den tager udgangspunkt i, at de former for identitetsdannelse og de mange former for seksualitet, som traditionelt befinder sig udenfor den normative forståelse af seksualiteten, er både legitime og vigtige og tilbyder sig som måder at forstå sig selv på i en moderne kultur.
 
Men med fokus på den transkønnede Maura viser serien også, at det ikke er problemløst at forfølge sin sande identitet. Da Mort bliver til Maura, bliver han det, han altid har følt, han var, en kvinde. Da han åbenlyst springer ud i den sene alder, viser han omverdenen sit egentlige køn. Familien tager det afslappet; ekskonen, som altid har kendt til hans sande køn, er ikke overrasket, og hans døtre vænner sig hurtigt til ”Moppa”, mens sønnen muligvis græder over, at han har mistet sin far – hvis det da ikke er noget andet, han græder over.
 
Et intra-generationelt tempo
Imidlertid bliver Maura konfronteret med nye forbud og grænser (hvorigennem serien løbende opridser en række vedkommende diskussioner omkring køn og seksualitet): Hun må flygte fra en Women’s Music Festival, fordi trans-kvinder ikke er velkomne (festivalen er udelukkende for ”women-born-women”). Og hun erfarer til sin store sorg, at det ikke er let at forandre mandekroppen i hendes alder. Hun beslutter kønsoperation for at bringe sig i overensstemmelse med sin identitet, men erfarer, at hendes generelle sundhedstilstand ikke tillader det – og hvad og hvem er hun så?
 
Maura til Women’s Music Festival.
 
Maura har ikke livet foran sig. Men hun handler, som om det er tilfældet. Ud over at foregå i et postpatriarkalsk univers udmærker Transparent sig også ved at nivellere forskelle mellem generationer.
 
Den tyske sociolog Hartmut Rosa har gjort opmærksom på, hvordan der er kommet et markant skifte i opfattelsen af generationsbegrebet. I traditionens kultur havde man et inter-generationelt tempo: Givne autoriteter og etableret viden gik videre i generation efter generation.
 
Senere fik man et generationelt tempo som betød, at grundstrukturer kun holdt i en generation: Forældrenes erfaringer var ikke nødvendigvis relevante for børnene, og deres livslange ægteskab behøvede ikke være et ideal for børnene. Rosa mener, at vi dag snarere har et intra-generationelt tempo, hvor aldersforskelle spiller en minimal rolle og som sætter sig igennem både i arbejds- og familielivet.
 
Ifølge den tyske sociolog skulle den gennemsnitlige amerikaner anno 2014 skifte job 11 gange i sit liv. Karriereskifte, selvrealisering og omstillingsparathed går hånd i hånd.
 
Pfefferman-slægten rummer de to sidste stadier, og pointen er, at Maura og Shelly er kommet på linje med deres børn. Ali, Johs og Sarah agerer som uforpligtede teenagere, og det er forbløffende, hvordan det lykkes forældrene at gøre dem kunststykket efter.
 
Serien har vitterlig en tiltro til den enkeltes handlekraft – på trods af kulturelle og biologiske faktorer - og den er en oplagt cadeau til de søgende miljøer, den skildrer. Men Transparent er også så modig, at den kritisk skildrer, hvor lunefulde, ustadige og selvcentrerede børnene af postpatriarkatet kan være.
 
Erik Svendsen er lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk videnskab, RUC
Anne Jerslev er professor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU

Relaterede artikler

Had, hamp og håbløse slægter - I Arvingerne handler anden sæson indtil videre i langt højere grad om ansvar end om arv. Det spørgsmål, der konstant sti...
Er din skodkrop strandklar? - Beach Body-reklamen fra det britiske firma Protein World blev torsdag d. 31. april forbudt i Storbritannien. UK’s Advert...
Alt om medier og kultur - I hvilke artikler kan du finde viden om kultur og medier? Kforum giver dig overblikket her. Fx: Hvad sker der, når små b...
Har du talt med din trans i dag? - OL-vinder og Kardashian-fars transition fra Bruce til Caitlyn Jenner på forsiden af Vanity Fair har fået massiv opmærkso...
Mænd er nogle svin - Det var med blandede røster at 2. sæson af 'True Detective' blev modtaget. En del var skuffede og syntes, at serien var ...
Fucked up females - Seneste og største feministiske triumf inden for tv-fiktion er retten til at være en narcissistisk, småbuttet pigerøv, l...
Våbenhandel på første klasse - Susanne Biers værk The Night Manager scorede hattrick under Golden Globe-showet. Læs eller genlæs artiklen om serien her...
Netflix-hittet Stranger Things - På Netflix har man siden den 15. juli kunne se serien ’Stranger Things’, og hvis du, kære læser, er over 40, så er denne...
Forever young - Hvorfor er det lige, at den norske netbaserede ungdomsserie "Skam" er på alles læber for tiden? Svaret er simpelt: Den e...
Regnbuen er stadig sort/hvid - Orange Is The New Black har været der. Game of Thrones har været der. Transparent har været der - og mange flere. Et væl...
Westworld – den uvirkelige virkelighed - Er vores liv en illusion? Er vi en del af et slags spil? Og hvis det er tilfældet, hvem kigger så på? Kan vi stole på vo...
SKAM III – en verden af følelser - Anmeldelse af SKAM III: Det særegne ved serien er stadig, at den etablerer dvælende øjeblikke, som man kan flyde ind i, ...
Forsvind i disse post-julefrås-serier - Du skal se Quarry, Divorce, Westworld, Veep, Mr. Robot, Better Things, The night of, Stranger Things, Black Mirror, Rect...
God save the Queen - Hvis man tænder på historisk britisk tv-drama, har der måske været et tomrum efter Downton Abbey. Netflix-serien The Cro...
Twin Peaks peaker - Det forekommer stadig lidt uklart, hvorvidt der er adskillige eller slet ingen plot på spil i sæson 3 af Twin Peaks - Th...
Er din virksomhed intersektionel? - Begrebet intersektionalitet har fået helt ny vind i sejlene i de seneste måneder, især i USA siden indsættelsen af den m...

Giv din stemme

9 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt

Social Media-konsulent

Frist: 31. oktober

Studentermedhjælper

Frist: 13. november kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.