Lider du også af turismofobi?
Politikerne og erhvervslivets organisationer jubler over turismens vækst de seneste år. Forventningen frem til 2025 er yderligere et plus på 25 %, i København mere end i resten af landet. Vækstprognoserne fremstilles som en indiskutabelt god nyhed, og man jonglerer hele kataloget af vækstlingo, for eksempel ”vinde markedsandele fra nabolandene”, ”brand excellence”, ”investeringsboom”, ”offensiv eksponering”, ”internationalt format” og ”innovation”. I byerne er indbyggere bare alt for trætte af turistflommen. Kan problematikken løses kommunikativt?
Når det gælder turisme, taler politikere og erhvervsliv swahili, mens borgere og turister taler serbokroatisk. Altså, kommunikation uden hul igennem. Det er en alvorlig sag for Danmarks udvikling af turismen. Under den tilsyneladende glittede og kontrollerede officielle kommunikationsoverflade er der en revolution undervejs. Den består i, at man ikke længere kun kan tale til turisterne, man bliver også nødt til at tale med dem. Netop den lille forskel i synsvinklen er med til at omkalfatre kommunikationslandskabet helt og aldeles. Hvem griber denne understrøm, som kan skabe nye vindere og tabere i kampen om dansk turismes fremtid?
Samtidig anføres, at hvis ikke man sørger for gode erhvervsvilkår, så taber dansk turisme konkurrencekraft og arbejdspladser. Her er der også et velkendt trusselsvokabularium: ”tårnhøje skatter og afgifter”, ”konkurrenceulighed med udlandet”, ”byggesagsbureaukrati”, ”udtørring af turismemarkedsføringspenge”, ”propper i lufthavnen” osv.
Hovedstadsområdets turismeorganisation, WOCO, har forsøgt at lægge øret til jorden. WOCO proklamerer, at vi er ved ”the end of tourism as we know it”. De gamle buzzwords er suppleret med lidt vækstlingo 2.0: ”co-innovation”, ”localhood”, ”people-based growth” og ”sharability”. Men uanset nye ord, så er alt i realiteten ved det gamle. Det officielle Turismedanmark har en lukket klub for særligt veludviklede og i det uendelige gentagne indforståetheder. Uden for klubben taler de lokale indbyggere og turisterne på nogle helt andre frekvenser.
Mange steder i Danmark er der masser af plads til turisterne, både om sommeren og resten af året. Turisterne bydes så hjerteligt velkommen, og dialogen er – indtil videre i hvert fald – knastfri. I kystturismen besværer de lokale sig ikke, men det gør typisk de mere velsituerede sommerhusejere, som sender advokater vestover for at klage til kystkommunerne over udviklingsprojekter, som forstyrrer roen, udsigten og naturkvaliteterne.
I dramatisk kontrast står de aktuelt eller potentielt turismeoverbelastede steder. I København er turister og beboere pisket til at dele kubikmetrene med hinanden og dermed tage gensidige hensyn. Det er en subtil balance, og den er blevet rykket på en måde, som får de lokale op af stolene. Københavnerne observerer forskrækket andre store byer, hvor Ainbnb sætter huspriserne på steroider, og hvor det almindelige dagligliv og de dermed forbundne bykvaliteter udtyndes. International kapital flyder ind sammen med hotel-, restaurant- og nattelivskoncernerne, og det skaber yderligere kommunikations- og forståelsesdistance.
I Barcelona går lokalbefolkningen på gaden for at demonstrere mod organisationer, som de mener forringer deres livskvalitet. Her er det mod Airbnb under demonstrationen "Barcelona no está en venta" / "Barcelona er ikke til salg". Foto: SOPA Images / Contributer
Når lokale borgere og erhvervsvirksomheder i andre brancher end turisme føler, at turismen kommer for tæt på, så er der mange måder at kommunikere det ud på. Det kan beskrives som en trappe af kommunikationsformer. Erfaringerne fra de store byer i Europa viser, at undervejs i en optrapning trækkes turisterne i stigende grad ind som de lokales kommunikationsmæssige alliancepartnere. Det er netop den overraskende ”postdemokratiske” kovending. De 8 trin er:
Trin 1
De lokale ytrer deres utilfredshed på officielle borgermøder. De gør ivrigt indsigelser mod forskellige politikker og planer. De kommunikerer efter det demokratiske systems spilleregler og benytter etablerede kanaler til beslutningstagerne.
Trin 2
Borgerne skaber foreninger og grupper, hvor de i fællesskab fremstår stærkere. De kan ofte mobilisere både faglig og kommunikationsmæssig ekspertise i kredsen, som gerne vil arbejde pro bono.
Trin 3
Foreningerne og grupperne vælger offensivt særligt potente mærkesager, hvor de lægger pres på apatiske myndigheder eller irriterende turismeerhvervsdrivende, eksempelvis med underskriftsindsamlinger og ved at fremskaffe professionel moddokumentation. Medierne trækkes aktivt ind som et talerør til en bredere offentlighed. Kommunikationen begynder typisk at blive mere spids, polariseret og personlig.
Trin 4
Offensiv brug af de sociale medier. Det gælder ikke bare foreninger og protestgrupper, men også individuelle borgere, som bruger deres egne vægge som platform for kommunikation. Det gælder om at få særligt alarmerende historier bredt ud, at skabe en dedikeret tilhængerskare. Filtret for høflig kommunikation er på sociale medier ofte mindre tætvævet, og kommunikationen kan skifte stil og tone. På trin 4 kan turister også få en rolle i kommunikationen, idet opdateringer læses og videresendes langt ud over lokalområdet og landegrænserne, og stoffet bliver måske også genbrugt i turismekritiske blogs m.v.
Trin 5
De utilfredse tager byens fysiske flader og gaderum i brug i deres kommunikation. Bannere på altanerne med ”tourists go home”. Appeller skrevet på fortovet ”no tourists beyond this point”. Opslag til festivalgæster om ikke at urinere i porte og gårde. Med en bare lidt overraskende placering, udformning og kontekst rammer disse budskaber ikke bare de forbipasserende. Humoristiske og tankevækkende billeder har det med at gå viralt.
Budskabet malet på katedralens væg i Barcelona, omringet af tursiter, taler sit tydelige sprog. Foto: SOPA Images / Contributer
Trin 6
Udskamning af Airbnb-udlejere. Opslag i boligejendomme og skrappere henstillinger til gæsterne er virkemidler. Netop mødet på trapper, i gårde og på altaner kan give muligheder for at starte den personlige samtale mellem beboer og turist.
Trin 7
Organisering af synlige og velbesøgte marcher og demonstrationer med solid mediedækning. Når store krydstogtskibe lægger til, ser mange mennesker på med dårlig samvittighed. Der er også et opinionsdannende tilskuerpublikum ved sportsevents, festivaler o.l. I Barcelonas strandkant søgte lange kæder af mennesker med ens gule T-shirts at advare om turismen. Billedskabende (og måske på kanten til voldsomme) manifestationer når lynhurtigt medierne. Alliancer med miljøorganisationer kan give større flyvehøjde. Det kan endda medføre sympatideltagelse fra turisterne selv. At udtrykke en solidaritet med de lokale er paradoksalt nok allerede ved at blive en ny form for turistattraktion.
Trin 8
Måske den yderligste og formentlig også kontraproduktive metode består i at privatisere de offentlige arealer, sætte hegn op, barrikadere de populære områder og på andre måder gøre det svært, ubehageligt og uattraktivt for turisterne at færdes i byen. Nogle ejerforeninger tager tungere skyts i brug mod Airbnb og laver vedtægtsændringer for at stoppe strømmen. På dette trin vil kommunikation gå i stå. Turismeaktørerne stopper markedsføringen, og de lokale har ikke længere noget dejligt at fortælle om.
De otte trin betegner en klar eskalering af kommunikationspresset og potentielt også konfliktindholdet. De færreste ønsker nok, at det skal gå hele vejen. Men budskabet er her, at der i turismen er brug for at gentænke kommunikationsmønstrene. Men der er især behov for at ændre de bestemmende mekanismer bag kommunikationen. Internationale forskere, som beskæftiger sig med de store byers udvikling, konstaterer, at byerne i de sidste ti år er blevet dereguleret, afpolitiseret og afdemokratiseret. I de nye ”mellemrum” skabes fundamentet for både de bullshittunge, men implementeringslette strategier og trangen til det stærkt medierede oprør nedefra.
En dansk pølsevogn med en kinesisk oversættelse er et særsyn, men ikke i København.
Turisme er dejlig. Turisme giver udsyn, venskaber, kulturkendskab og meget mere fantastisk. Men overturisme er en dødsensalvorlig udfordring. Hvis det officielle Turismedanmark gør som vanligt, så vil de forsøge at kommunikere sig ud af turismedødsspiralen. Det vil ikke give effekt og respekt. I den nuværende situation skal der meget andet og mere til.
-
Vil du læse mere om turismofobi? Så har Kforum samlet et lille overblik over artikler om emnet her:
Anti-turisme eller turismofobi er et begreb, der er opstået på baggrund af de livskvalitetsforringende og støjende konsekvenser, som overturismen medfører. Læs definitionen på begrebet her.
Oliver Henry-Biabaud har på LinkedIn udarbejdet en oversigt over begrebet. Hvem rammes af turismofobi, hvordan kommer dette til udtryk og hvad har det af konsekvenser for de populære rejsedestinationer?
Havnene i København flyder over med krydstogtskibe. At skibene ifølge Danmarks Statistik samtidig har vokseværk og kan huse flere og flere turister hjælper ikke på overturismen.
Turisthaderen fra Nørrebro har fået nok af livsfarlige turister, der ikke forstår vores kulturelle koder og konstant går i vejen. Læs hele hans brev til Informations brevkasse her.
Og turisthaderen fra Nørrebro er ikke alene. Overturismen bekymrer mange europæere, skriver The New York Times, der i en artikel fra august i år sætter spørgsmålstegn ved, hvordan teknologien har bidraget til turisternes invasion i Europa.
Turisterne kvæler ifølge det tyske medie Spiegel ligefrem rejsedestinationerne med deres støjende og forstyrrende kærlighed til de forskellige særværdigheder.
Faktisk elskes de smukke rejsedestinationer til døde og The Guardin har en teori om, at det måske mest af alt handler om en umættelig og usund trang til at rejse.
World Economic Forum har også kastet sig over problematikken med overturisme og zoomer ind på de protester, som overturismen medfører i de berørte byer.
