Her vil jeg kigge nærmere på udvælgelsen af Mike Pence som Trumps vicepræsidentkandidat. Trump er berygtet for at gøre det uventede og usædvanlige. Men denne gang valgte han alligevel en kandidat, som på mange måder er et traditionelt valg. For at forstå overvejelserne bag valget kigger jeg her på de historiske fordele, de mulige kandidater ville have bragt med sig.

 

Mike Pence støtter Trump. Getty Images.

 

Hvem var i spil

Normalt foregår udvælgelsen af vicepræsidentkandidater så diskret som muligt og med mange tvivlsomme benægtelser fra alle parter. Men naturligvis ikke i Trumps tilfælde. Han gjorde tværtimod alt for at få så meget opmærksomhed omkring valget som muligt: Han og hans familie mødtes under fuld mediebevågenhed med kandidaterne, og de deltog alle i hans valgmøder som en slags live audition. Samtidig gjorde topkandidaterne alt for at vise entusiasme for Trump og gøre sig bemærket på de sociale medier og i deres udtalelser.
 

På den måde mindede hele forløbet mere om en udvælgelse på et reality-tv-program end et traditionelt politisk forløb. Og Trump nød tilsyneladende sin rolle som dommer og den store opmærksomhed, der fulgte med. Nogle dage før han foretog valget, kvitterede han for eksempel for en introduktion fra guvernør Mike Pence med følgende bemærkning: ”I don’t know if he’s going to be your governor or your vice president, who the hell knows?”
 

En klassisk tv-teaser! Følger vi logikken i et sådant realityprogram, var en overraskelse i sidste øjeblik ikke videre sandsynlig. Trump havde gennem længere tid solgt de tre topkandidater og deres indbyrdes konkurrence til vælgerne, og herefter leverede han ”det lovede”. Der kørte selvfølgelig mange navne rundt i medierne, men de fleste var enige om følgende top-3: Den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich, Indiana-guvernør Mike Pence og New Jersey-guvernør Chris Christie. Det var også dem, Trump selv fremhævede til Fox News aftenen inden offentliggørelsen, da han stadig insisterede på, at han ikke helt havde bestemt sig. Men at han havde ”tre mennesker, der er fantastiske”.
 

Forud for afgørelsen har Trump og hans rådgivere haft travlt med at analysere sig frem til, hvem der kunne forventes at hjælpe ham bedst i valgkampen. Her spillede faktorer som karisma og personlighed naturligvis ind, men ingen kommer så langt i overvejelserne uden til fulde at have begge dele. Deres endelige valg var derfor baseret på, hvad de ønsker at opnå med Trumps nye vicepræsidentkandidat. Historisk er der fire tilgange de kan have brugt til at træffe deres valg.
 

Den første tilgang: fokus på demografiske eller geografiske fordele

Alle elsker hjemmebanefordel, og et af de mest udbredte argumenter for en mulig kandidat er altid, at denne kommer fra en såkaldt svingstat (en delstat, hvor ingen præsidentkandidat har et klart flertal). Tidligere kandidater John Kasich fra Ohio eller Rubio fra Florida havde her været oplagte emner. Givet deres tidligere udtalelser om Trump i primærvalgene var de dog ikke aktuelle. Men hvor vigtig er denne hjemmebanefordel egentlig? En gennemgang af de seneste 20 års vicepræsidentkandidater viser, at alle på nær tre har vundet deres egen stat (undtagelserne er Kemp, der tabte New York i 1996, Edwards, der tabte North Carolina i 2004, og Ryan, der tabte Wisconsin i 2012). Men en nærmere analyse viser også noget ret overraskende: Vi skal faktisk helt tilbage til 1996 for at finde sidste gang, en vicepræsidentkandidat kom fra en potentiel svingstat. Det var dengang Clinton valgte Gore, der kom fra staten Tennessee.

 

Intet tyder altså på, at politikerne normalt vælger deres vicepræsidentkandidat ud fra hjemmebanefordelen, hvilket er i ret stor kontrast til mediernes fokus. Trump følger tilsyneladende denne trend, da ingen i vores top-3 kom fra ægte svingstater. Men Pence havde dog den potentielt største geografiske gevinst, da der er nogle få tegn på, at Indiana kan komme i spil til valget. Som guvernør fra Midtvesten er det også muligt, at han kan hjælpe med at vinde andre vigtige stater, ikke mindst nabostaten Ohio, der er en af de vigtigste svingstater. Ud fra denne tilgang var Pence altså det oplagte valg. Og på hans store tale på det republikanske konvent gjorde han da også meget ud af at fremhæve sine ”hoosier” rødder (slang for at komme fra Indiana).
 

Teoretisk set kunne Trump også have valgt at se bort fra geografien og satse på at vælge en kandidat, der kunne hjælpe ham hos en bestemt demografisk gruppe, mest oplagt latinoer eller kvinder. Men Trump har sagt så mange kontroversielle ting om de to grupper, at det ikke er sandsynligt, at hans vicepræsidentkandidat ville kunne tiltrække mange yderligere stemmer fra dem. Ligesom det i 2008 ikke lykkedes Palin at tiltrække nye kvindelige vælgere til McCain. Med valget af en hvid mand har Trump lukket denne mulighed.
 

Den anden tilgang: håbet om at afhjælpe eksisterende svagheder

En oplagt tilgang var at vælge en person, der supplerer Trumps svage sider. Her var det åbenlyse valg en politisk insider, som kan øge hans troværdighed og hjælpe med at samle partiet. I tiden op til konventet støttede flere og flere prominente republikanere offentligt Trump, men stadig langt fra alle, hvilket ikke tidligere er sket for en præsidentkandidat så langt henne i valgkampen. Mange republikanere er fortsat skeptiske overfor Trump, og en vicepræsident, der kan rette op på dette, er et godt valg. Det er formentlig derfor, at Trump op til sin beslutning flere gange sagde, at han ledte efter en politisk insider.

 

Historisk set er dette en udbredt tilgang: Guvernører, der ligesom Trump ikke har deres daglige gang i Washington, vælger altid Washington-insidere som vicepræsidentkandidater. Senest valgte Romney, der selv var tidligere guvernør, Poul Ryan, som var medlem af Repræsentanternes Hus. Kun to af vores top-3 kandidater faldt i denne insider-kategori: Gingrich og Pence. Gingrich var medlem af Repræsentanternes Hus i 20 år, ledede det fra 1995 til 1999 og er en klar insider.

 

Pence har tidligere siddet i Repræsentanternes Hus. Christie derimod er guvernør i New Jersey og dermed ikke Washington-insider. Pence var her særligt oplagt, da han ikke bare er insider, han var også mange top-republikaneres foretrukne valg, hvilket de ikke lagde skjul på: Inden Trumps valg gav Kongressens republikanske ledere ham nogle pæne vink med en vognstang. Ifølge New York Times sagde formanden for Repræsentanternes Hus Paul Ryan “Det er ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af Mike Pence. Vi er meget gode venner. Jeg har stor respekt for ham. Jeg håber at han [Donald Trump, red.] vælger en god konservativ. Mike er tydeligvis en sådan”. Den republikanske leder i Senatet Mitch McConnell sagde, at det at vælge Pence ville være ”et smart træk af Donald Trump”, og at han ”ville se frem til entusiastisk at støtte” dem. Denne funktion med at berolige de øvrige republikanere og samle partiet bliver stadig vigtigere i takt med, at Trump lægger sig ud med flere ledende republikanere – senest ved ikke at give sin støtte til Poul Ryan og den tidligere præsidentkandidat John McCain i deres respektive primærvalg.
 

En anden svag side hos Trump er hans skiftende holdning til konservative kernesager - ikke mindst abort, hvor han tidligere gik ind for retten til at vælge. I dette præsidentvalg skal den næste præsident sandsynligvis vælge mindst en højesteretsdommer og muligvis flere, og de emner er derfor særligt vigtige for de konservative kernevælgere. Også på dette område var Pence klart det bedste valg. Han er ultra-konservativ, en del af Tea Party bevægelsen og på det kraftigste imod homoseksuelle ægteskaber og abort. I marts underskrev han en ny lov, der yderligere skulle begrænse abort i Indiana.

 

Den tredje tilgang: styrke den eksisterende fortælling om kandidaten

Enkelte præsidentkandidater går i den modsatte grøft og vælger en kandidat, der vil styrke deres eget brand og gøre det endnu tydeligere for vælgerne. Et godt eksempel er Bill Clinton, der i 1992 valgte Gore, der var en senator fra hans nabostat. Gore var ligesom ham selv kendt som ”en ny demokrat”, og de var begge relativt unge. Gore forstærkede dermed Clintons fortælling om en ung, moderat mand fra Syden, der ønskede at føre det demokratiske parti mod midten. For Trump talte meget imod denne tilgang. Modsat andre kandidater er Trumps fortælling allerede så dybt cementeret, at han ikke havde brug for nogen til at hjælpe med at fastholde den. Tværtimod havde han brug for en, der kan afbalancere ham og berolige de partifæller og vælgere, der er usikre på ham. Med Pence har han fået sådan en makker.
 

Fordi Trump er så markant, er der dog en vis fare forbundet med ikke at vælge en, der minder om ham selv – det kan virke uautentisk og som at bøje sig for den etablerede del af partiet. For at undgå det skal Pence finde en svær balance: Han skal bevare sin egen rolige tilgang til politik, samtidig med at han skal vise beundring og respekt for Trumps udfarende personlighed. Han skal angribe Hillary Clinton og demokraterne, støtte Trumps holdninger og samtidig gyde olie på vandene, når det bliver nødvendigt – som han for eksempel forsøgte at gøre det, da Trump for nylig angreb familien Khan, der har mistet en søn i Irakkrigen. Hans tale på det republikanske konvent var en ret god start: Han talte om sine egne kristne værdier, kritiserede Hillary Clinton for at repræsentere status quo og fremhævede Trumps mærkesager såsom at sikre grænserne og ikke ”undskylde overfor vores fjender”. Alt sammen imens han roste Trump og argumenterede for, at han vil kunne ændre Washington dramatisk, få styr på statsgælden og igen gøre USA stærkt.