I den seneste udgave af SNL fra den 20. maj – der også er sidste episode i denne 42. sæson – var det imidlertid som om programmet havde fået nok af de hårdtslående parodier.
Han undlod dog ikke at fortælle det populære magasin, at han for nylig var blevet passet op under en middag på en restaurant i New York af et medlem af Trumps regering – en minister fra præsidentens indercirkel, hans kabinet – der smilende fortalte Baldwin, at dennes parodi på Trump faktisk ”ikke var særlig langt fra virkeligheden.”
Man kan fornøje sig med en lille film, som The Hollywood Reporter lavede fra programmets afslutningsfest her:
Den sidste SNL episode lod Baldwins Trump – i selskab med vicepræsident Pence, seniorrådgiver Kelleyanne Conway, Melania Trump, de to sønner Eric og Donald Jr, Ivanka Trump og ”Mørkets Fyrste”, Steve Bannon (der som altid fremstår som et skelet) – afsynge Leonard Cohens ”Hallelujah”.
Andre programmer har også taget livtag med virkeligheden i Washington
. Washington Post diskuterede problemstillingen i en artikel i april om den populære
sit-com "Veep", hvor Julia Louis-Dreyfus i fem sæsoner har spillet Selina Meyer som først vicepræsident og senere præsidentkandidat, med titlen
What happens to political satire when the real world goes mad? ‘Veep’ is about to find out.
Også her siger de medvirkende, at det er blevet svært at skelne satiren fra realiteten, når, som det siges:
”The White House press secretary says things like, “I gotta be honest, the president went out of his way to recognize the Holocaust.” Og Louis-Dreyfus bemærker ligeledes, at showet er blevet overhalet af virkeligheden: “Our show started out as a political satire … But it now feels more like a sobering documentary.”
Satiren som diktaturernes sovepille
Baldwin endnu en gang undervejs i sin forvandling til Trump.
Magasinet fortæller over ni tætskrevne sider om, hvor fysisk og psykisk krævende det faktisk er at spille Trump, og giver et indblik i tilblivelsesprocessen for SNL, men journalisten, Chris Jones, diskuterer også med Baldwin om, hvilken rolle satiren spiller i det, han kalder ”troubled times”.
Jones holder sig ikke tilbage fra at sammenligne Trumps USA med Hitlers Tyskland i 1930’erne med en bemærkning om, at humor måske endda holdt Hitler ved magten, fordi vittighederne tog brodden af de forfærdelige sider af nazismen, at latteren kan ”humanisere” en brutal diktator, og at det var ”bomberne fra jagerpiloterne”, der afklædte regimet, ikke satiren:
” Nazi Germany saw its share of subversive humor, but of course it was bombs delivered by pilots, not comedians, that finally dismantled Adolf Hitler’s regime. The jokes might have even helped him hold on to power, providing ordinary Germans with both catharsis and a distraction from the fact that he was as monstrous as he was.”
Jones drager også paralleller til Sovjetunionen og skriver, at det daværende satiriske tidsskrift ”Krokodil” blev udgivet af kommunistpartiet selv og fungerede som en lynafleder, ”et regime, der kan le ad sig selv, kan jo ikke være så slemt,” ligesom han henviser til en afhandling fra 2006, der taler om ”the comedy-fueled apathy as the “Daily Show Effect”.
Humor der passiviserer
Pointen er altså: Kan satiren frem for at medvirke til en afklædning af magten – en ”Kejserens nye klæder”-effekt – ende med at have den modsatte virkning, nemlig at gøre de alvorlige konsekvenser af en barsk nedskæringspolitik til fordel for de rigeste, en offensiv mod indvandrere og minoriteter samt en ødelæggelse af det amerikanske sundhedssystem, for nu blot at tage nogle få eksempler, til en stor vittighed?
Er humoren med til at passivisere f.eks. de unge (der elsker parodierne og de mange memes om Trump på sociale medier) frem for at få dem på barrikaderne og mobiliseret i de borgerrettighedsbevægelser, som deres forældre og bedsteforældre anvendte for at gennemtvinge politiske og økonomiske forandringer i USA?
Det er ikke et nemt spørgsmål at besvare. Baldwin fortæller i interviewet, at han ligefrem er blevet mødt med bebrejdelser over at have været ”med til at sikre Trump sejren ved at gøre ham mere harmløs, end han er.” Selv bemærker han, at han ”virkelig tror, vi er ved at have ramt bunden, hvorfra vi kan begynde helingsprocessen.”
Journalisten lader sig dog ikke rigtig overbevise om den sag og skriver ” Trump isn’t a conventional politician. His presidency exists only because of TV, because of his fame and ratings and flair for glib spectacle. And perhaps it exists only because of jokes on TV.”
Ondskabsfuld venstreorienteret satire opildner Trumps konservative vælgere
Og i
en efterfølgende artikel i samme nummer af The Atlantic med titlen ”
How Late-Night Comedy Fueled the Rise of Trump” går Caitlin Flanagan, der har skrevet teksten, endnu videre. Hun mener, at de mestendels venstreorienterede shows er gået alt for langt og i virkeligheden har hjulpet Trump aktivt ved at gøre grin ikke bare med præsidenten, men også med at være ondskabsfulde overfor hans vælgere.
Flanagan fortæller om en episode på Samantha Bees populær satiriske show ”Full Frontal”, hvor Bee gjorde grin med en ung mand, som deltog i et konservativt møde, der støttede Trump. ”The show had blasted him for having “Nazi hair.” As it turned out, the young man was suffering from Stage 4 brain cancer.”
Samantha Bee i sit show.
Bee sagde undskyld og donerede 1000 dollar til velgørenhed som afbigt, men skaden var sket, og som Flanagan skarpt og rammende skriver så bekræfter den type vittigheder alle de fordomme, som republikanerne har overfor de liberale medier:
”They see exactly what Donald Trump has taught them: that the entire media landscape loathes them, their values, their family, and their religion … No wonder so many of Trump’s followers are inclined to believe only the things that he or his spokespeople tell them directly—everyone else on the tube thinks they’re a bunch of trailer-park, Oxy-snorting half-wits who divide their time between retweeting Alex Jones fantasies and ironing their Klan hoods.”
Flanagans pointe er, at det ikke kun er Trumps støtter, der dehumaniserer deres modstandere. At når Trumps vælgere eksempelvis ser en ensfarvet, anonym masse af illegale indvandrere, der over en bred kam portrætteres som beskidte nassere, der er ”voldtægtsforbrydere, narkohandlere og mordere” – for nu at anvende et af Trumps mest berømte citater fra starten af hans valgkampagne – frem for at se de mange især mexicanske indvandrere som individer, der hver for sig søger et bedre liv for sig selv og deres familie, ja så gør de mest barske af komikerne i virkeligheden det samme.
Når John Oliver advarer abortmodstandere om, at de hellere må slukke for tv-skærmen, inden de når til slutningen af showet, fordi han agter at vise billeder af aborterede fostre som en bunke ”dovendyr i en plastikspand”, eller når ”Full Frontal” ydmyger og gør grin med en yngre drengs bibelstudier – en dreng, som programmet havde interviewet tidligere i showet – så er vi alle kommet ud på overdrevet. Der, hvor respekten for længst er forsvundet, og satirens befriende grin er afløst af hånlatteren:
”I thought about the boy waiting eagerly to see himself on television, feeling a surge of pride that he’d talked about church and Bible study. And I thought about the moment when he realized that it had all been a trick—that the grown-up who had seemed so nice had only wanted to hurt him. My God, I thought. What have we become?”
South Park har droppet Trump
Og selv om der selvsagt er en verden til forskel på at være USA’s præsident med den magt, han har, og så være komiker på et late night show, er det under alle omstændigheder værd at have en substantiel og relevant diskussion om, hvorvidt satire og humor i Trump-æraen er en mobilisator, en lynafleder eller et nødvendigt redskab, der prikker hul på magtens luftballon. Og om det ene nødvendigvis udelukker det andet.