Nu er det ikke sjovt længere

Præsident Trump vandrer rundt på The Mall – området mellem Capitol Hill og The Washington Monument – i den amerikanske hovedstad på ”Tax Day” den 17. april – den efter sigende mest forhadte dag i hele året, hvor alle amerikanere skal aflevere deres selvangivelser.

Han hilser på demonstrerende, der protesterer mod skattesystemet, og stiller op til en lille fotosession med en lille pige. Hun ser op på præsidenten, men i stedet for at være benovet eller beæret siger hun trodsigt ”You’re a disgrace to the World”. Trump lader sig ikke gå på, ”Let’s do it” siger han, og den lille pige tager et billede. ”What a cute little girl – she’s right, I am a disgrace to the world,” lyder det fra Trump, der vandrer videre. Og Twitter eksploderede.

Men stop. Det kan jo ikke passe. Eller hvad?

Nej, selvfølgelig ikke. Men var det så Fake News eller hvad? Heller ikke. Det var satire (om end tusinder af amerikanere troede på det lille klip med titlen ”The president greets the Tax Day protesters, and the crowd LOVES him. Huge!”).

”She is our future” bemærkede en med et næsten hørbart digitalt suk på Twitter, en anden tweetede sin beundring: ”SHE IS THE REAL DEAL”, mens andre igen skældte den lille pige huden fuld for at vise manglende respekt for ”The Commander in Chief.”

Videostumpen var en lille del af tv-stationen Comedy Centrals nye satiriske show,”The President Show”, der kører hver torsdag lige før midnat. Sådan så episoden ud på Twitter:

The president greets the Tax Day protesters, and the crowd LOVES him. Huge! https://t.co/KJ41qK2OEJ pic.twitter.com/lkjtg6Ne4M
— The President Show (@PresidentShow) 7. maj 2017

Seertal i millionklassen

Og lige som det langt mere kendte og større satiriske lørdagsprogram, "Saturday Night Live", der lige nu nyder de højeste ratings i 23 år med 12 millioner seere hver lørdag aften plus mange millioner online efterfølgende, har også den nye serie med en vis forundring i producer-kredsen set sine seertal boome fra starten efter Trumps indsættelse.

Og mens mange iagttagere troede, at den nyvalgte præsidents valgkampagne var et stort realityshow, der ville blive afløst af ”business as usual” under indtryk af embedets tyngde og alvor, har de i stedet måtte sande, at showet ikke bare i den grad fortsætter, men at politik i USA i dag har fået en helt ny, surrealistisk karakter, hvor man stort set ikke kan gå i seng, før en ny dag slår den foregående i absurditet. Det er, som om satiren er blevet realitet.

”America first, Australia sucks. Your reef is failing. Prepare to go to war” lød det eksempelvis i SNL’s parodi på den telefonsamtale, som Alec Baldwins Trump havde i programmet med den australske premierminister den 4. februar.

Da udskrifter af samtalen blev lækket til pressen efterfølgende, kunne man ved selvsyn konstatere, at det var ret tæt på, hvad The Real Donald Trump havde sagt til Malcolm Turnbull i den samtale, der af kilder i Det Hvide Hus blev karakteriseret som det mest fjendtlige af de mange opkald, som den nye præsident foretog i den første uge efter sin indsættelse (dog truede Trump ikke Australien med krig, skal det måske tilføjes).

Make Satire Great Again

Og mens politiske kommentatorer og iagttagere med bekymrede miner analyserer, hvad de ser som undermineringen af respekten for (og indholdet af) selve præsidentembedet i USA, gnider satirikerne og tv-producerne sig da også i hænderne af glæde.

For som det ansete ugemagasin The Economist skrev for nylig i en artikel med den rammende titel ”President Trump is making satire great again”, så var Barack Obama virkelig dårlige nyheder for såvel den politiske standup-branche som for komikerne. Obama var med magasinets ord “moderate, upstanding and cool”.

Den første sorte præsident gav ikke ved dørene, og der var ikke meget at arbejde med: “Most gave up and welcomed him admiringly onto their shows. “I can’t believe you’re leaving before me,” Mr Obama, appearing on “The Daily Show” for the seventh time, told its outgoing host, Jon Stewart. It was not the relationship to power the acerbic Mr Stewart would have liked.”

Især har SNL som nævnt indledningsvis kronede dage. Programmets parodi i februar på den første egentlige pressebriefing fra Det Hvide Hus af Trumps koleriske pressetalsmand, Sean Spicer (fermt spillet af Melissa McCarthy, der i den grad har fanget genstanden for sin parodi på sigtekornet) er udover de 10 millioner live-seere blevet klikket på af lige under 28 millioner mennesker på YouTube:

Spicer selv har ikke fundet parodien synderligt morsom, lød det, ligesom han er gået i rette med detaljer med noget besynderlige rettelser, som f.eks. påstanden om, at præsidenten sidder i en badekåbe og ser tv om morgenen. ”Han end ikke ejer en badekåbe,” lød det med fast stemme fra Spicer, der også har kaldt en reporter fra New York Times ”uintelligent”, belært det samlede pressekorps om, hvad Trumps berømte lovede mur mod Mexico er for en størrelse og fortalt en journalist fra NBC, at han har ”set nok af dig.”

I den seneste udgave af SNL fra den 20. maj – der også er sidste episode i denne 42. sæson – var det imidlertid som om programmet havde fået nok af de hårdtslående parodier.

Baldwins Trump er tæt på virkelighedens præsident

Alec Baldwin har selv meddelt, at han ”ikke kan blive ved med at spille Trump i fire eller, gud forbyde det, otte år.” Til The Hollywood Reporter sagde han i denne uge, at han havde ”andre planer”, og at han næsten følte det, som om han ”profiterede af en krig”, når han tænkte over de ratings, han selv og programmet har høstet på det konstante kaos i Washington D.C.

Han undlod dog ikke at fortælle det populære magasin, at han for nylig var blevet passet op under en middag på en restaurant i New York af et medlem af Trumps regering – en minister fra præsidentens indercirkel, hans kabinet – der smilende fortalte Baldwin, at dennes parodi på Trump faktisk ”ikke var særlig langt fra virkeligheden.”

Foto fra The Hollywood Reporters artikel.

Man kan fornøje sig med en lille film, som The Hollywood Reporter lavede fra programmets afslutningsfest her:

Den sidste SNL episode lod Baldwins Trump – i selskab med vicepræsident Pence, seniorrådgiver Kelleyanne Conway, Melania Trump, de to sønner Eric og Donald Jr, Ivanka Trump og ”Mørkets Fyrste”, Steve Bannon (der som altid fremstår som et skelet) – afsynge Leonard Cohens ”Hallelujah”.

Andre programmer har også taget livtag med virkeligheden i Washington. Washington Post diskuterede problemstillingen i en artikel i april om den populære sit-com "Veep", hvor Julia Louis-Dreyfus i fem sæsoner har spillet Selina Meyer som først vicepræsident og senere præsidentkandidat, med titlen What happens to political satire when the real world goes mad? ‘Veep’ is about to find out.

Også her siger de medvirkende, at det er blevet svært at skelne satiren fra realiteten, når, som det siges:

”The White House press secretary says things like, “I gotta be honest, the president went out of his way to recognize the Holocaust.” Og Louis-Dreyfus bemærker ligeledes, at showet er blevet overhalet af virkeligheden: “Our show started out as a political satire … But it now feels more like a sobering documentary.”

Satiren som diktaturernes sovepille

Men Baldwin har tænkt endnu mere over sin rolle. I en lang coverhistorie, der prydede magasinet The Atlantics forside i maj med covertitlen ”Can satire save the republic?”, funderer han over satirens funktion i et system, der er blevet mere autokratisk og kaotisk på samme tid. Selve artiklen bar den sigende titel, ”Alec Baldwin Gets Under Trump’s Skin – Comedy and Tragedy in an Age of Political Chaos”.

Baldwin endnu en gang undervejs i sin forvandling til Trump.

Magasinet fortæller over ni tætskrevne sider om, hvor fysisk og psykisk krævende det faktisk er at spille Trump, og giver et indblik i tilblivelsesprocessen for SNL, men journalisten, Chris Jones, diskuterer også med Baldwin om, hvilken rolle satiren spiller i det, han kalder ”troubled times”.

Jones holder sig ikke tilbage fra at sammenligne Trumps USA med Hitlers Tyskland i 1930’erne med en bemærkning om, at humor måske endda holdt Hitler ved magten, fordi vittighederne tog brodden af de forfærdelige sider af nazismen, at latteren kan ”humanisere” en brutal diktator, og at det var ”bomberne fra jagerpiloterne”, der afklædte regimet, ikke satiren:

” Nazi Germany saw its share of subversive humor, but of course it was bombs delivered by pilots, not comedians, that finally dismantled Adolf Hitler’s regime. The jokes might have even helped him hold on to power, providing ordinary Germans with both catharsis and a distraction from the fact that he was as monstrous as he was.”

Jones drager også paralleller til Sovjetunionen og skriver, at det daværende satiriske tidsskrift ”Krokodil” blev udgivet af kommunistpartiet selv og fungerede som en lynafleder, ”et regime, der kan le ad sig selv, kan jo ikke være så slemt,” ligesom han henviser til en afhandling fra 2006, der taler om ”the comedy-fueled apathy as the “Daily Show Effect”.

Humor der passiviserer

Pointen er altså: Kan satiren frem for at medvirke til en afklædning af magten – en ”Kejserens nye klæder”-effekt – ende med at have den modsatte virkning, nemlig at gøre de alvorlige konsekvenser af en barsk nedskæringspolitik til fordel for de rigeste, en offensiv mod indvandrere og minoriteter samt en ødelæggelse af det amerikanske sundhedssystem, for nu blot at tage nogle få eksempler, til en stor vittighed?

Er humoren med til at passivisere f.eks. de unge (der elsker parodierne og de mange memes om Trump på sociale medier) frem for at få dem på barrikaderne og mobiliseret i de borgerrettighedsbevægelser, som deres forældre og bedsteforældre anvendte for at gennemtvinge politiske og økonomiske forandringer i USA?

Det er ikke et nemt spørgsmål at besvare. Baldwin fortæller i interviewet, at han ligefrem er blevet mødt med bebrejdelser over at have været ”med til at sikre Trump sejren ved at gøre ham mere harmløs, end han er.” Selv bemærker han, at han ”virkelig tror, vi er ved at have ramt bunden, hvorfra vi kan begynde helingsprocessen.”

Journalisten lader sig dog ikke rigtig overbevise om den sag og skriver ” Trump isn’t a conventional politician. His presidency exists only because of TV, because of his fame and ratings and flair for glib spectacle. And perhaps it exists only because of jokes on TV.”

Ondskabsfuld venstreorienteret satire opildner Trumps konservative vælgere

Og i en efterfølgende artikel i samme nummer af The Atlantic med titlen ”How Late-Night Comedy Fueled the Rise of Trump” går Caitlin Flanagan, der har skrevet teksten, endnu videre. Hun mener, at de mestendels venstreorienterede shows er gået alt for langt og i virkeligheden har hjulpet Trump aktivt ved at gøre grin ikke bare med præsidenten, men også med at være ondskabsfulde overfor hans vælgere.

Flanagan fortæller om en episode på Samantha Bees populær satiriske show ”Full Frontal”, hvor Bee gjorde grin med en ung mand, som deltog i et konservativt møde, der støttede Trump. ”The show had blasted him for having “Nazi hair.” As it turned out, the young man was suffering from Stage 4 brain cancer.”

Samantha Bee i sit show.

Bee sagde undskyld og donerede 1000 dollar til velgørenhed som afbigt, men skaden var sket, og som Flanagan skarpt og rammende skriver så bekræfter den type vittigheder alle de fordomme, som republikanerne har overfor de liberale medier:

”They see exactly what Donald Trump has taught them: that the entire media landscape loathes them, their values, their family, and their religion … No wonder so many of Trump’s followers are inclined to believe only the things that he or his spokespeople tell them directly—everyone else on the tube thinks they’re a bunch of trailer-park, Oxy-snorting half-wits who divide their time between retweeting Alex Jones fantasies and ironing their Klan hoods.”

Flanagans pointe er, at det ikke kun er Trumps støtter, der dehumaniserer deres modstandere. At når Trumps vælgere eksempelvis ser en ensfarvet, anonym masse af illegale indvandrere, der over en bred kam portrætteres som beskidte nassere, der er ”voldtægtsforbrydere, narkohandlere og mordere” – for nu at anvende et af Trumps mest berømte citater fra starten af hans valgkampagne – frem for at se de mange især mexicanske indvandrere som individer, der hver for sig søger et bedre liv for sig selv og deres familie, ja så gør de mest barske af komikerne i virkeligheden det samme.

Når John Oliver advarer abortmodstandere om, at de hellere må slukke for tv-skærmen, inden de når til slutningen af showet, fordi han agter at vise billeder af aborterede fostre som en bunke ”dovendyr i en plastikspand”, eller når ”Full Frontal” ydmyger og gør grin med en yngre drengs bibelstudier – en dreng, som programmet havde interviewet tidligere i showet – så er vi alle kommet ud på overdrevet. Der, hvor respekten for længst er forsvundet, og satirens befriende grin er afløst af hånlatteren:

”I thought about the boy waiting eagerly to see himself on television, feeling a surge of pride that he’d talked about church and Bible study. And I thought about the moment when he realized that it had all been a trick—that the grown-up who had seemed so nice had only wanted to hurt him. My God, I thought. What have we become?”

South Park har droppet Trump

Og selv om der selvsagt er en verden til forskel på at være USA’s præsident med den magt, han har, og så være komiker på et late night show, er det under alle omstændigheder værd at have en substantiel og relevant diskussion om, hvorvidt satire og humor i Trump-æraen er en mobilisator, en lynafleder eller et nødvendigt redskab, der prikker hul på magtens luftballon. Og om det ene nødvendigvis udelukker det andet.

Skaberne af den årelange satiriske tegneserie på tv “South Park” tog i øvrigt i februar den modsatte beslutning af stort set alle andre shows. Producerne har besluttet sig for ikke længere at lave en eneste parodi på Trump, endsige overhovedet beskæftige sig med hans regering. Det blev simpelthen for svært at adskille satiren fra virkeligheden, hed det i februar.