Er der håb for mudderpølen?

Lad os begynde med at zoome tilbage til sommeren 2016. Her var en republikansk gruppe af insidere så bekymrede over udsigten til, at Donald Trump skulle lede partiet, at de med Jeb Bush – den republikanske partiledelses sikre kort – i spidsen hyrede en duo bestående af den tidligere Wall Street-journalist Glenn Simpson og den tidligere britiske efterretningsagent Christopher Steele.

Glenn Simpson og Christopher Steele (forringet billedkvalitet).

Sidstnævnte er i dag administrerende direktør i den London-baserede virksomhed Orbis Business Intelligence. Duoen skulle stå for en rask omgang political opposition work eller dirt digging, der kort sagt går ud på at grave så mange beskidte sager op om modparten som muligt for at bruge skytset i valgkampen.

Steele gik på pension for over ti år siden efter en livslang karriere i britiske MI6 – det vi i Danmark kender som Forsvarets Efterretningstjeneste, og som i USA svarer til CIA – hvor han havde været leder af tjenestens undercover-arbejde i flere byer, herunder Moskva.

Han havde ifølge amerikanske efterretningskilder et ”vidtforgrenet og troværdigt netværk i hele Europa” og derudover et indgående kendskab til russisk politik efter sit arbejde både i Moskva og i London som leder af tjenestens eksterne arbejde vis a vis Rusland.

Og efter måneders arbejde havde han indsamlet betydelige mængder oplysninger om Trump. Dossieret blev imidlertid aldrig taget i anvendelse, heller ikke efter at Steele og Simpsons arbejdsgiver endte med at være en demokratisk kunde, der fik tilbudt oplysningerne, og som betalte for arbejdet.

Ikke så hemmelige rygter

Oplysningerne blev efterfølgende brugt på to vidt forskellige måder, og kopier af det 35 sider lange dossier cirkulerede i mediekredse i månedsvis uden at blive direkte brugt. Tættest på kom det venstreorienterede magasin Mother Jones, der i oktober 2016 bragte en artikel, der brugte stort set alle oplysningerne om, at ”FBI havde modtaget oplysninger om, at russerne forsøgte at kompromittere Trump,” blot uden at sætte kilde på og uden at gå i detaljer.

Den republikanske senator John McCain fik også udleveret et eksemplar af rapporten, fortalte han i en pressemeddelelse onsdag. Han kunne ikke vurdere, om indholdet var troværdigt, og han endte med at give dossieret videre til FBI’s chef, James Comey. Ifølge New York Times havde FBI imidlertid allerede set indholdet, fordi Steele selv havde sendt materialet ad private kanaler til en gammel amerikansk kollega i FBI.

John McCain.

FBI tog materialet seriøst nok, til at the Bureau herefter holdt deres egne møder med Steele både i august og oktober 2016. Det var kort tid, før the Director of National Intelligence, James Clapper – øverste chef for samtlige 17 amerikanske efterretningstjenester – besluttede sig for at informere den amerikanske offentlighed om, at russerne bevidst havde infiltreret den amerikanske valgkamp blandt andet ved at hacke og offentliggøre fortrolige e-mails sendt til og fra den demokratiske hovedbestyrelse.

De mange lækager havde betydelig indflydelse på valget. Blandt andet medførte de, at den daværende formand for DNC, Debbie Wasserman Schultz, trådte tilbage – efter at lækagerne viste, hvordan hovedbestyrelsen i hemmelighed modarbejdede Hillary Clintons rival på de indre linjer, den venstreorienterede Bernie Sanders, før valget af Clinton var afgjort under primærvalget.

John Podesta. Kilde: GettyImages.

Senere blev lederen af Clintons kampagne, John Podesta, ydmyget og svækket som chef, efter en bunke af hans e-mails kom ud i offentligheden, flere af dem kritiske overfor Clintons opførsel og hendes familie.

FBI inkluderede rygterne i appendiks ved lukket høring

FBI og CIA brugte dog mange andre kilder og informationer, fortæller en tidligere agent med kendskab til arbejdet til KForum. Dossieret om Trump udgjorde blot en lille, ikke afgørende del af arbejdet og var aldrig en del af den officielle briefing, som såvel præsident Obama som Donald Trump og udvalgte politikere fra Kongressens udvalg for efterretningsvirksomhed fik sidste fredag.

Ifølge BBC havde de amerikanske agenter også andre kilder, når det gjaldt Trumps forbindelser med Rusland.

Dossieret endte med at blive delt som et appendiks i opsummeret form på to sider. ”Det ville have været sindssygt ikke at inkludere dossieret i briefingen,” lød det fra en efterretningskilde i denne uge til Washington Post. Kilden henviste til, at ”samtlige nyhedsmedier syntes at have en kopi”, og at spionerne følte sig ret sikre på, at indholdet var på vej til at blive offentliggjort under alle omstændigheder.

Christopher Steele gik så i øvrigt selv under jorden og forlod sammen med sin hustru og parrets børn sin bopæl i Surrey i det sydlige England i denne uge grundet medieomtalen. Det kan man læse meget mere om her.

Men hvordan havnede selve indholdet så alligevel i medierne? Jo, det gjorde det, fordi netmediet Buzzfeed i denne uge besluttede sig for, at dets læsere selv skulle have lov til at vurdere påstandene. Der blandt andet hævdede, at Trump havde overværet prostituerede praktisere ”golden showers” (slang for urinsex) på et hotel i Moskva, der var videoovervåget af den russiske efterretningstjeneste FSB, samt at Trumps advokat skulle have holdt hemmelige møder om valgkampen i Prag med samme tjeneste.

Buzzfeed lagde hele dossieret ud på sin hjemmeside, og herefter fulgte andre medier, først netmediet Salon.com og derefter en række andre blogmedier.

CNN’s valg: at omtale dossierets eksistens, men ikke indholdet af det

CNN besluttede sig for noget andet. Den respekterede kabel-tv-station, der vises over hele verden, omtalte selve eksistensen af rapporten – fordi den var indgået i briefingen, hed det i argumentationen fra stationens chefer. Men CNN omtalte ikke indholdet af dossieret, fordi påstandene hverken kunne sandsynliggøres eller bevises.

Herefter brød helvede løs under pressemødet onsdag, hvor Trump mødte 300, mestendels amerikanske, medier. Den rasende præsident lagde ud med at lade sin nyvalgte pressetalsmand Sean Spicer give pressen en overhaling, og efter kort tid kom Papi Trump selv på banen:

Han lagde vanen tro ikke fingrene imellem, men kaldte Buzzfeed for en ”affaldsbunke” og CNN for ”fake news” – et udtryk, der som regel bruges om frit opfundne eller stærkt skævvinklede nyheder, men som Trump ofte bruger, når de etablerede medier gør ting, han ikke bryder sig om.

Under selve mødet nægtede han CNN’s Senior White House Correspondent Jim Acosta retten til at stille et spørgsmål – Costa sagde bagefter, at han var blevet truet af Spicer med, at han ville blive smidt ud, hvis han fremturede.

Stationen lod omgående en af sine mest respekterede studieværter Jake Tapper gå live on air:

Tapper understregede, dels at CNN netop ikke havde bragt de ubekræftede påstande til torvs, men blot fortalt sine seere, at dossieret eksisterede, dels at CNN var kritisk overfor og uenig med Buzzfeeds beslutning om at publicere indholdet. En kritik, som flere andre medier, herunder Politico og Washington Post, senere erklærede sig enig i.

Trumps afledningsmanøvre: Skæld ud på medierne

Forklaringen fik dog ikke Trump eller hans kampagne til at falde ned, og samme aften gik Trumps tidligere campaign manager og nuværende senior advisor, Kellyanne Conway, på CNN, hvor hun endte i et større mundhuggeri med stjerneværten Anderson Cooper.

Hele dette enorme – og enormt kulørte – medieshow viser imidlertid blot en særdeles sørgelig ting: Vigtige politiske begivenheder og udviklinger, hvoraf der var adskillige i denne uge, ligger fuldkommen i skyggen af det cirkus, som kun en mand for alvor vinder på – ja, du har gættet det: Donald Trump.

Og det kan ikke afvises, at det hele var en afledningsmanøvre fra den drevne showman, skriver netmediet Politico i en analyse, der påpeger, hvordan Trump vinder kampen, når medierne lader ham køre dem rundt i manegen.

For medierne har indtil videre ikke kunnet vinde over byggematadoren i det game. Trump er for dreven, og det viste han allerede i valgkampen. Medierne er i forvejen upopulære blandt borgerne, og effekten af onsdagens slagsmål vil med sikkerhed blive, at Trumps tilhængere, men sikkert også en del ’medietrætte’ borgere, der ikke nødvendigvis stemte på ham, vil finde pressen endnu mere utroværdig og uetisk.

Det er beklageligt, fordi der var flere særdeles tunge emner på mødet – og i Washington, hvor Senatet er i fuld gang med høringerne af Trumps kommende ministre, og hvor Kongressen vedtager lovgivning, blandt andet onsdag og torsdag om at afvikle præsident Obamas indenrigspolitiske svendestykke, sundhedsreformen the Affordable Care Act (også kaldet Obamacare).

Økonomiske interessekonflikter og habilitet hober sig op for Trump

Hvis vi tager pressemødet først, kom det frem under mødet, at Trump vil løse habilitetsspørgsmål og mistanker om nepotisme eller korruption – eller blot økonomiske interessekonflikter – når det gælder sit milliarddollar store, private forretningsimperium, ved at lægge firmaet i hænderne på sine to sønner, Eric og Donald Jr.

Men han vil ikke opgive ejerskabet og selve brandet – Trump-imperiet – skifter ikke navn – et forhold, der kan give betydelige sikkerhedsproblemer over hele verden med bygninger, der bærer Trump-navnet. Myndighederne vurderer, at alle bygninger med præsidentens navn på vil være i farezonen for terrorangreb. Derudover bør privatejede bygninger heller ikke kunne forbindes med den siddende amerikanske præsident.

Hvad angår et andet problem, overskuddet fra Trumps mange hoteller over hele verden, vil dette blive afleveret til det amerikanske skatteministerium. Det sidste giver dog endnu flere problemer, mente mange eksperter, fordi indtægter fra for eksempel udenlandske regeringer, der benytter sig af Trumps hoteller, så vil gå til USA, hvilket kan ses som udenlandske donationer eller gaver – hvilket også er ulovligt.

Endelig meddelte Trumps advokater, at der ikke vil blive indgået nye handler i udlandet, mens Trump er præsident. Se hele pressemødet - hvor Trump for første gang erkendte, at Rusland sandsynligvis havde spioneret mod USA under valgkampen - her:

Efter mødet mente imidlertid stort set ingen eksperter, at Trump havde løst sine problemer. Tværtimod var der hundredevis af analyser af de fortsatte mulige etiske og juridiske konflikter, se for eksempel vurderingen fra de erhvervsvenlige medier Forbes og Business Insider her. Og en tredje vurdering fra TIME Magazine og her en fra nyhedstjenesten Reuters.

Chefen for det nuværende Office of Government Ethics (OGE) kaldte Trumps plan for plan “wholly inadequate” (fuldkommen utilstrækkelig) som bud på en løsning af potentielle interessekonflikter.

“The plan the president-elect has announced doesn’t meet the standards that the best of his nominees are meeting and that every president in the last four decades have met,” lød det fra OGE’s direktør Walter Shaub onsdag ved et møde i tænketanken Brookings Institution i Washington.

De fleste eksperter mener, at en egentlig afhændelse – altså et salg – ville være den eneste ægte løsning, subsidiært en anbringelse af hele virksomheden i en såkaldt ”blind trust”, og at Trumps overdragelse af sit byggekonglomerat til sønnerne ikke opfylder kravene til upartiskhed.

Trump meddelte også på mødet, at han ikke agtede at offentliggøre sin selvangivelse, og på et spørgsmål fra NBC News om, hvorvidt det ikke ville bekymre borgerne, svarede Trump på vanlig selvsikker – kritikere ville kalde det arrogant – vis, at amerikanerne var tordnende ligeglade med hans privatøkonomi. ”Det er kun jer, der spørger om det, som er interesserede i det”, lød det, og dermed var bolden endnu engang havnet på mediernes side af boldbanen.

Lyset i mørket I: Centralmagten i USA er svag

Og mens medierne løb spidsrod i New York og legede Catch med the president-elect (amerikanernes version af tagfat), arbejdede Kongressen løs i Washington D.C.

Onsdag vedtog de folkevalgte således et budgetforslag, der udgør første skridt til afviklingen af sundhedsreformen, Obamacare, uden at der ligger en afløser klar for planen, der er forblevet upopulær blandt amerikanerne (undersøgelser viser, lidt absurd, at et flertal er glade for goderne og for ”the affordable care act”, som er lovens navn, men til gengæld er kritiske overfor ”Obamacare” uden at vide, at de to udtryk dækker over samme lov).

Nuvel – det er alt sammen vældig underholdende og vældig, vældig trist. Og dybt bekymrende. Det ser ud til, at verden kan imødese en præsident med et temperament og en koncentrationsevne på linje med en obsternasig femårig, en statsmand med en forkærlighed for Moskva. En brovtende mimofant, hvis hævntogter og småpsykopatiske tilbøjeligheder får frit løb på Twitter døgnet rundt.

Hvilket leder til det uundgåelige spørgsmål: Er alt braset sammen i USA? Er verdens førende supermagt på vej ned i en stinkende mudderpøl af ulighed – Trumps økonomiske plan og især forslag til ny skattelovgivning vil i absurd grad gavne de rigeste amerikanere – og stille resten, og især dem fra underklassen, som i stor stil stemte på republikanerne, ringere?

Well. Det skorter ikke på dommedagsprofetier – de er stort set blot et Google-klik væk. Alligevel vil overtegnede tillade sig at være svagt optimistisk på USA’s vegne. Af flere grunde.

For det første er der gode grunde til, at de amerikanske forfatningsfædre designede så svag en centralmagt. De stolede ikke på de føderale politikere og mente (ganske fornuftigt), at magten burde koncentreres tættere på borgerne, altså i delstaterne, i civilsamfundet og i forretningslivet.

Og derfor vrimler det da også fortsat med græsrødder, kirkesamfund, opfindsomme mennesker, unge med mod på livet, kunst og kultur, en aldeles fri og ganske uregerlig medieverden, der ikke kun tæller de verdensberømte aviser og tv-stationer, som også danskerne kender, men et hav af digitale medie-startups samt ikke mindst et aldeles innovativt erhvervsliv med tilbud på alle hylder.

Og det er ikke kun i Silicon Valley, at der tænkes nyt og udvikles produkter på livet løs. De amerikanske universiteter dominerer verdensranglisterne. Den forskningsbaserede farmaceutiske branche, robotteknologi, nanoteknologi, nye initiativer indenfor byplanlægning, miljøteknologi og meget, meget andet vil ikke lade sig stoppe af en megaloman med orange hår og en behagesyg kongres, der har vundet sit flertal grundet manden i Det Hvide Hus.

De udgør min bedste grund til optimisme. Og kan i øvrigt siges langt kortere: amerikanerne selv, folkesjælen, kald det hvad du vil. Men summen af den er langt, langt bedre end de laveste af Trumps instinkter.

Lyset i mørket II: Flere nye ministre er lodret uenige med Trump

Den anden gode grund har faktisk med Trump at gøre. Der er nemlig i hans ministerudnævnelser mange tegn på fornuft. Torsdag foregik som nævnt høringerne af General ”Mad Dog” Mattis, der er udpeget som forsvarsminister under Trump.

Her viste den pensionerede marinegeneral, der fik en dispensation fra Kongressen for at påtage sig jobbet (normalt skal der gå syv år, før en militærmand kan blive forsvarsminister, fordi USA i lighed med de fleste andre demokratier ønsker at have civil kontrol med hæren) absolut sunde takter.

Mattis, der tidligere har overtalt Trump til alligevel ikke at gå ind for simuleret drukning (waterboarding), fordi, som han sagde, ”man kan komme længere med en cigaret og en kop kaffe” understregede blandt andet under høringerne, at han havde tjek på forholdene i Mellemøsten og ville gå hårdere til kampen mod IS; han anser russerne for amerikanernes modstandere, og som han sagde, har han very modest expectations about areas of cooperation with Mr. Putin.

Til gengæld roste han NATO-samarbejdet og bemærkede, at Moskvas forsøg på at splitte den vestlige forsvarsalliance ikke ville blive tilladt. ”Vi vil tage de nødvendige skridt for at forsvare os mod Rusland”, sagde Mattis til Senatets forsvarsudvalg. Han lovede også, at han ville se positivt på yderligere sanktioner mod Rusland.

Mattis tilkendegav også, at han ikke agtede at trække tilladelsen til, at kvinder og homoseksuelle kan udføre militærtjeneste på linje med alle andre, ligesom han ikke ville ”blande sig i, hvem to voksne mennesker går i seng med” (som svar på et spørgsmål om beskyttelse af LBGT-grupper i hæren).

Et andet vigtigt signal fra Mattis kom, da han sagde, at han går ind for at lade den indgåede atom-aftale med Iran stå ved magt. ”Den er ikke perfekt,” lød det, men når USA indgår en aftale, skal man leve op til den, sagde han. Endelig bebudede han også, at USA skal have en ny strategi for cyberkrig – man har ikke nogen i dag, og det er en fejl, erkendte han.

Intet af alt dette lyder opsigtsvækkende.

Og netop derfor er det opmuntrende.

Mattis-høringen viser nemlig, at hvis blot Trump overlader styringen af udenrigs- og sikkerhedspolitikken til de mænd, han har udpeget, så vil USA ikke styre verden (eller supermagten selv) lukt ind i helvede.

Høringen af forsvarsministeren pegede dermed samme sted hen som høringen af Rex Tillerson i starten af ugen og af Mike Pompeo, hvis høringer som direktør for CIA også fandt sted torsdag, hvor der var ros og opbakning til efterretningstjenesterne, uagtet at Trump onsdag sammenlignede lækager fra spionerne med ”nazi-metoder”.

Pompeo undsagde også waterboarding og erklærede sig i øvrigt enig i efterretningstjenesternes konklusioner om, at russerne hackede og spionerede mod USA under valgkampen.

I tidligere høringer af den kommende statsadvokat og minister for indre anliggender blev Trumps politik om særlige registre for muslimer også undsagt, ligesom der blev talt om opblødninger i både indvandringspolitik og synet på religion.

Der er med andre ord tegn på, at verden måske alligevel kan imødese en amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor de amerikanske pejlemærker, som såvel venner som fjender og konkurrenter har været vant til, fortsat findes. Pejlemærker, som også bygger på relativt stabile geostrategiske sikkerhedsinteresser.

Og det er en opmuntring midt i virakken og turbulensen omkring tiltrædelsen.

Når det er sagt, er der rigeligt at bekymre sig for på den indenrigspolitiske dagsorden – og på de dele af udenrigspolitikken, der ikke er traditionel geostrategi, især på klimapolitikken. Så min kommentar er ikke renlivet optimistisk. Men bare ikke så sortseende, som denne uges kaos – og Trumps muligvis bevidste strategi med medieslagsmålet – ellers lagde op til.