Ugens ananas: Troels Kranker

Hvem er k-branchens rising stars? Hvor arbejder de, hvad er deres visioner for branchen, og hvem ser de op til? Kforum har sat en stafet i gang - og sjette k-komet er Troels Kranker, der er medstifter af Pioner Magasin.
Troels Kranker. Ugens ananas i egen juice.
Troels Kranker. Ugens ananas i egen juice.
Navn: Troels Kranker
Alder: 32
Titel + Arbejdssted: Medstifter af Pioner sammen med Mark Sørensen, Pioner Magasin, www.facebook.com/pionermagasin
Uddannelse: cand.soc., Management of Creative Business Processes fra Copenhagen Business School og BA, Marketing and Management Communication fra Aarhus School of Business
 
Jeg valgte k-branchen, fordi... jeg er elendig til matematik, og fordi det efter sigende vist var ret sejt at være ”reklamemand”, som jeg troede, det hed, da jeg var tretten år i 1997. Jeg har altid villet være reklamemand, siden jeg var en ung, voldsomt ambitiøs og kæk knægt.
 
Da jeg endelig blev gammel nok til at studere det og arbejde med markedsføring, fandt jeg lynhurtigt ud af at jeg ikke ønskede at bruge resten af mit liv på at markedsføre produkter, som ikke gjorde noget godt for nogen eller noget i verden. Men mekanismerne inden for markedsføring, kommunikation, reklame, medier – you name it (det er engelsk og betyder ”du navngiver det”) – måtte jeg kunne bruge til noget godt, tænkte jeg. Til at skabe noget nyt og tiltrække opmærksomhed på og skabe en vedvarende bevægelse om noget, vi og jorden har brug for. Til at inspirere andre.
 
Det har bragt mig ind i forskellige brancher, lige fra at lave en filmklub for studerende med Nordisk Film til CSR-auktioner for Trendsales til fremtidsforskning over en selvudgivelses-platform og kommunikation for et nyt grønt politisk parti.
 
Og nu altså et digitalt, handlingsorienteret magasin, Pioner, om bæredygtige løsninger, med det formål at inspirere alle jer til konkrete handlinger inden for de tre bundlinjer: den miljømæssige, økonomiske og sociale. Vi vil forsøge at give folk håbet tilbage om at den bæredygtige omstilling er mulig. Vi vil ikke have folk til at læse mere, men til at tage flere konkrete handlinger, og på den måde forsøger vi at være en lille platform for positiv forandring.
 
Troels Kranker. 
 
Jeg er valgt som ananas, fordi…  reklamefilminstruktør Jeppe Kolstrup skrev nogle overordentligt søde ord om mig og Pioner. Vi har lavet en masse film sammen og lært hinanden godt at kende professionelt og privat det sidste halvandet års tid. Så godt, at jeg simpelthen blev inviteret med til hans vegetar-bryllup på en gård i Thy midt ude i naturen ca. et år efter vi havde lært hinanden at kende. Han er en værre lun spasmager og en kær ven. Jeg ser ham som et lige- og brodersind. Jeg håber, at han fortsat en gang imellem vil arbejde med Pioner, selvom han nu er Rising Star, Ugens Ananas og en travl dygtig herre.  
 
Om ti år er jeg…  42 år. Så fumler jeg helt sikkert rundt med et eller andet nyt skørt projekt, som jeg bilder mig ind gør en forskel for nogen og for verden. Måske min egen konsulentvirksomhed, hvor jeg laver bæredygtig kommunikation og innovation for nogen, som gider det.
 
Selvom jeg har været fremtidsforsker, er det vildt at tænke så langt. Der har vi enten fuck’et det hele op for good eller taget os sammen til at innovere os ud af den her pinlige primitive ups’er i menneskehedens historie, som klimakrisen er. Jeg tror på det sidste. Vi har allerede teknologien og økonomien til det, som Stanford University for nyligt har påvist. Forhindringen er politisk og social. Så kan vi tænke lidt over den svirper. Men ikke for længe. Det er handling, der tæller! 
 
Min vision for k-branchen er... at vi i langt højere grad begynder at innovere og promovere produkter, der i sandhed er bæredygtige. Jeg håber, at branchen stopper med at greenwashe og tør udvise radikal gennemsigtighed og tænke endnu mere i ærlig kommunikation. Hvorfor overhovedet gøre noget, hvis det ikke på en eller anden måde skaber bæredygtig værdi inden for de tre bundlinjer? 
 
Jeg er vild med… æggekage. Og folk, der tør stille spørgsmålstegn ved status quo. ”Hvorfor” er det vigtigste ord i vores sprog. Uden det og de tanker, det sætter i gang, var vi ikke kommet nogen steder.  Det kræver et åbent og nysgerrigt sind at spørge ”hvorfor?”. Folk, der tør prøve nye ting. Der er nysgerrige. Der tør at gå forrest og gå nye veje, som endnu ikke er afprøvet.
 
Jeg har svært ved at tolerere… snæversynethed og spidse albuer. Lad os arbejde sammen i stedet for mod hinanden. Lad os løfte hinanden op. Lytte til hinanden og lade hinanden tale ud. Og lade være med at optage taletid kun for at promovere os selv. Det lærer vi intet af. Hvis ikke vi lærer af hinanden, kommer vi ingen vegne.
 
10 k-folk jeg vil fremhæve er... Kasper Juul Jensen (videoproducent, ejer af Heroland), Thorbjørn Radisch (musiker og iværksætter under navnet Bisse), Henrik Juhl (art director og ejer af YESYES), Uffe Truust (reklamefilmsinstruktør hos www.uffetruust.com), Mathias Høj (chefrådgiver for Alternativet), Jesper Overby (underviser i kommunikation og innovation på Journalisthøjskolen DMJX), Jens Høll (klipper hos www.jensholl.com), Morten Grønborg (chefredaktør for Scenario Magazine), Henrik Moltke (journalist for The Intercept), Mark Sørensen (SoMe-ansvarlig hos NCC).
 
Jeg sender stafetten videre til…
Peter Laugesen. Han er en af de mest fantastiske formidler af Europas tilstand lige nu. Han har, sammen med sin kone Elena, gennem de sidste 3,5 år on and off kørt ned gennem og på tværs af Europa. På deres vej har de talt med alle dem de kunne, rige som fattige, unge som gamle, flygtninge som højreradikale.
 
De har holdt foredrag om de oplevelser på højskoler, gymnasier, folkeskoler og universiteter løbende. Nu har de skrevet en bog om det, ”Vores Europa – Rejsefortællinger om de nye europæere”, som de også selv har udgivet. Den er lige landet fra trykken og udkommer lige om lidt. Magen til powerpar skal man lede længe efter. De har om nogen fingeren på Europas puls, og så er de to af de mest sympatiske og ydmyge mennesker, jeg har mødt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også