Kforum

Gode grunde til at smide din papiravis ud nu

2016 bliver det første år uden avis i min postkasse. Jeg har i mange år abonneret på Weekendavisen, og ofte har vi også haft enten Politiken, Information, Børsen eller Berlingske. Så hvordan blev jeg én af de uoplyste uden avis? Annegrethe Rasmussen-sagen er en af grundene. Se Weekendavisens Søren Villemoes' respons nederst i artiklen.
Kilden til problemet er, at aviserne stadig ikke – efter 20 år – har fundet ud af at bruge links. Ill.: Udklip fra Stihl-annonce.
Kilden til problemet er, at aviserne stadig ikke – efter 20 år – har fundet ud af at bruge links. Ill.: Udklip fra Stihl-annonce.
af Trine-Maria Kristensen
Papiraviserne har selvfølgelig svært ved at konkurrere med nyhedsformidlingen på internettet. De har aldrig rigtigt fået taget hånd om det med at linke til kilder, og de genindførte betalingsmure mange steder gør det tilmed svært for mig at dele den viden, jeg får via avisen. Og da jeg tilbringer det meste af min tid online på de sociale medier, er links ikke uvæsentlige, for links er de sociale objekter, det, vi samles om ved vandhullerne.
 
Slut med papiraviser for Trine-Maria. GettyImages
 
Hovedet på sømmet blev dog sagen om journalisten Annegrethe Rasmussen (som jeg kender fra et fælles fagligt netværk, og som jeg har fulgt på Facebook i årevis, og som er virkelig god til at dele links), som i fuld offentlighed blev fyret fra hele tre medier på grund af anklager om plagiat og manglende referencer.
 
Til en start tænkte jeg, at sagen måske kunne give anledning til en sund debat om kildeangivelser, anvendelsen af links og en erkendelse af, at danske medier indgår i et større økosystem med andre medier. I stedet synes jeg nu, at sagen primært endte med at udstille hykleri på Weekendavisen og berøringsangst i de andre aviser. Så nu klarer jeg mig uden.

Bonusinfo: Artiklen her indeholder et frisk eksempel på manglende kildeangivelse i Weekendavisen.
 
1. Aviserne er bange for at bruge links
Jeg har opsagt Weekendavisen. For i 2016 foretrækker jeg artikler, som jeg kan linke til, når jeg efter endt avislæsning og morgenkaffe i weekenden åbner Facebook for at snakke med mine venner om verden. Weekendavisen er aldrig rigtig kommet på internettet, og i mange år gav det sikkert avisen et skær af eksklusivitet. I 2016 virker det bare irriterende på mig.
 
Sådan ser Weekendavisens onlineavis ud. Abonnenterne kan søge efter avisen i App store og anvende ordrenummer fra faktura. 
 
De andre aviser er en smule bedre, for nogle af deres artikler kan man stadig linke til og dele. De fleste af dem er selv på Facebook, hvorfra de sender udvalgte links ud i cirkulation. Men flere og flere steder støder jeg ind i de genopførte betalingsmure, som vanskeliggør anvendelse af artiklerne på sociale medier, og så daler min entusiasme for at betale for avisen mærkbart.
 
 
Jeg forstår godt, at aviserne leder efter en forretningsmodel, men jeg savner almen erkendelse af, at viden i dag også fungerer som social kapital for læserne og ikke udelukkende er noget, man indsamler for sin egen fornøjelses skyld. At dele artikler er benhårdt identitetsarbejde ‘Se mig – jeg ved noget her, for jeg har lige læst den her artikel’. Derudover har jeg altid selv tænkt, at jeg jo også gjorde mediet en tjeneste, fordi jeg sender dem mere trafik fra alle mine kloge venner, når jeg deler deres ting. I min verden giver det at sige nej til trafik bare ingen mening.
 
Jeg har brug for at kunne finde artiklerne igen
I takt med at flere artikler i weekendaviserne ikke er nyhedsartikler (de er helt naturligt rykket online), er der faktisk kommet flere interessante analyser og længere artikler i aviserne. Det betyder, at mere af stoffet har fået længere levetid. Men når jeg så gerne vil genfinde en pointe, gør aviserne det svært. Jeg tager mig selv i at bladre papiraviser igennem fra ende til anden for at finde en pointe. Jeg kan ofte ikke huske, hvilken sektion eller hvilken avis, jeg læste det i.
 
Og hvis jeg søger på avisens hjemmeside, finder jeg ofte ikke noget, enten fordi jeg er dårlig til at huske overskriften, eller fordi jeg søger på de forkerte nøgleord, eller fordi jeg igen rammer betalingsmuren. Kombinationen af, at papiraviser er umulige at søge i – og at internetversionen af avisen ikke rigtigt fungerer, er uheldig, for jeg sammenligner jo oplevelsen med at google. Jeg ved, hvor let det skal være at genfinde viden.

Og hvis jeg i 2016 skal acceptere, at jeg ikke kan tilgå artikler online og genfinde pointerne, så skal artiklerne virkelig være ekstraordinært gode (så jeg kan huske dem uden at genlæse), eller de skal måske bare være billigere, fordi jeg jo reelt kun får adgang én gang.
 
Alle ved, at journalister læser The Atlantic, The Economist og New York Times
Hele sagen om Washington-korrespondent Annegrethe Rasmussen (AGR), som blev fyret fra tre medier (Altinget, Journalisten og Information), fordi hun ikke havde præcise referencer på en artikel i Altinget, og fordi hun havde ”skrællet” en historie (med kildeangivelser, hvor kritikerne mente, der skulle være flere), slog imidlertid hovedet på sømmet.
 
Journalister opfinder ikke alting fra bunden. GettyImages.
 
Ikke fordi jeg er særligt ophidset over, at journalister genfortæller historier fra andre medier, men fordi historien illustrerede for mig, at de gamle medier sidder fast i en idé om, at alt deres indhold stammer fra et eller andet særligt oplyst punkt i journalisters hjerne, hvor ting pludselig kan ses og beskrives på ny. Det er en overvurdering og en misforståelse.
 
Journalister skriver selvfølgelig selv deres artikler, men de fleste af os ved vel i 2016, at gode journalister også er dygtige til at finde lange, grundige artikler og analyser i andre (ofte udenlandske) medier? Hvis man følger et populært stofområde indgående, og særligt hvis man selv læser store udenlandske medier og ikke har problemer med at forstå engelsk, har man med ret stor sikkerhed oplevet at læse en artikel i en dansk avis og genkende argumentationen?
 
Jeg synes ikke, det er odiøst, for det er et grundvilkår i dansk journalistik, at nogle af de mest interessante begivenheder foregår udenfor landets grænser, at store tanker oftere tænkes først i store engelsksprogede medier, som har en hær af dygtige reportere ansat. Det er efter min mening også danske journalisters job at kuratere, at oversætte til danske forhold, og jeg er som regel bare glad for at slippe for selv at læse The Economist eller Wall Street Journal fra ende til anden.
 
Problemet opstår for mig, når aviserne ikke vil erkende deres egen praksis og derfor ikke linker (til online kilder) og kildeangiver ordentligt. I forvejen har aviser en sjov gammeldags måde at ”linke” på – også online. For i stedet for et link eller en reference til den artikel, der er udgangspunkt, får vi meget ofte bare et ”… skriver Wall Street Journal”. Hvis aviserne nu var mere åbne om inspirationen, så var der (i hvert tilfælde online) flere links, og for mig ville det klart øge værdien.
 
AGR deler 3-5-7 links om dagen til amerikanske analyser, blogindlæg, meningsmålinger, tv-indslag indenfor sit felt (amerikansk politik og samfundsforhold) på Facebook. Hun er generøs med den viden hun opsamler og sampler til glæde for sine mange følgere og læsere. Hun er med andre ord en moderne journalist, som forstår at linke til det basale og at bygge ovenpå med det, der er nyt og frisk, eller som klikker ind i den danske debat. Så det virkede selvfølgelig bagvendt på mig, at man fyrede hende for det, jeg anser for at være en grundlæggende og helt normal journalistisk praksis – også selv om jeg gerne medgiver, at jeg både i Annegrethes artikler og hos andre journalister gerne så endnu bedre muligheder for at gå direkte til kilden.
 
2. Jeg er træt af jagten på sensationer
I forbindelse med sagen om AGR manglede der en kildeangivelse i en artikel på Altinget, hvilket førte til fyringer på tre medier herunder Information, som hun har arbejdet for i 13 år.  På en enkelt dag. Tilsyneladende uden større refleksion.
 
Journalisten.dk har efterfølgende offentliggjort den undersøgelse, de foretog efter fyringen, og de har tilbudt AGR genansættelse, fordi de ”ikke fandt noget” – de var glade for hendes arbejde over fire år, siger redaktøren nu. Men i forhold til Information aner ingen endnu, om fyringen har anden begrundelse, end at det var let at klikke på ”Synes ikke godt om længere”, da man kunne se, at det var det, alle andre gjorde. Og selv om avisen undersøger hendes artikler nu, burde rækkefølgen så ikke have været omvendt? At suspendere internt, at undersøge sagen, at indhente forklaringer og kommentarer hos den anklagede for derefter at dømme og offentliggøre, hvis der var noget alvorligt at komme efter?
 
I forbindelse med sagen mod AGR var Weekendavisen også med til at gøre sagen større ved at bringe en længere artikel om hendes arbejde med en række eksempler på det, der efter deres mening så ud til at være oversættelse af engelske tekster. Inden offentliggørelsen skrev AGR på Facebook om, hvordan hun modtog 20 siders materiale, som hun fik 12 timer (heraf de 6 om natten i Washington) til at reagere på.
 
På Facebook offentliggjorde hun sit forsøg på at imødegå kritikken, men intet af det konkrete, hun skrev, kom med i den endelige artikel, som blot tog med, at hun ikke mente, at der var noget at komme efter – ifølge AGR skete der derudover det, at Weekendavisen tog to eksempler ud af artiklen.
 

Kære Facebook-venner, Som I sikkert kan regne ud, har jeg aldrig oplevet noget, der nærmer sig de sidste fire dage, og...

Opslået af Annegrethe Felter Rasmussen på Facebook 19. december 2015
 
 
 
I TV 2 News Presselogen søndag d. 20. december blev Søren K Villemoes (redaktør på bogtillægget, som bragte artiklen) spurgt, om han mente AGR havde fået nok tid til at svare på anklagerne – selv om de 6 timer var om natten? Til det svarede han: ”Optimalt set skulle hun have haft endnu mere, men jeg synes ikke … ” og så blev han afbrudt af studieværten, der spurgte:
”Hvorfor giver I hende så ikke mere tid. Det vælger I jo selv? …” Til det svarede han: ”Jamen så synes vi … altså så havde vi mistet historien. Vi var på en deadline. Vi havde tid til tryk.”
 
Weekendavisen har efterfølgende flere gange (både i TV 2 News Presselogen d. 20. December 2015 og senest i chefredaktør Anne Knudsens svar på et læserbrev i WA i sidste uge) hævdet, at deres artikel ikke havde noget at gøre med AGRs fyring, fordi de først bragte artiklen, efter at hun var blevet fyret fra de tre medier. Men i min optik var deres artikel et godt eksempel på den jagt på sensationer, som gør, at jeg har mistet lysten til at holde avis.
 
Indenfor mit felt, som er sociale medier, kan jeg ofte læse kritik af, at Facebook gør os både dummere og til flokdyr og at der generelt mangler eftertanke i debatten på sociale medier, men jeg synes virkelig ikke medierne i denne sag har noget at lade os andre høre.
 
3. Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus
Tre dage efter Presselogen afslørede Reporterne på Radio 24Syv, at Søren Villemoes selv havde benyttet den efter min mening helt normale fremgangsmåde – at læse noget på udenlandsk om Redskins og at låne det til en artikel. Søren Villemoes undskyldte de manglende referencer og gik efter eget udsagn på juleferie som Danmarks pinligste mand. Hans chefredaktør Anne Knudsen var også i radioen, hvor hun meldte ud, at Søren havde sagt undskyld, og at hun derfor ikke så nogen grund til at gøre yderligere.
 
Ugen efter bragte medierne så endnu en historie om, at Søren Villemoes også havde haft tvivlsom omgang med kilderne til en historie om reggaemusikeren Vybz Kartel. Søren Villemoes afviste selv, at artiklen var problematisk, han argumenterede (præcis som Annegrethe Rasmussen tidligere havde gjort det) med, at han havde læst mange forskellige kilder i forbindelse med tilblivelsen af sin egen artikel. En påstand, der ikke kan efterprøves, eftersom der jo som sædvanlig ikke var links forbundet til artiklen. I en artikel i Berlingske udtalte en forsker, at artiklen var skrællet, og at der burde have været kilder på, hvilket Søren Villemoes tog til efterretning.
 
Og her hos Kforum kan du nu få et tredje eksempel på, at Søren Villemoes ikke er meget for at referere til sine kilder. Og lige dette eksempel har den sjove tilføjelse, at den er rundsendt (af den journalist, som jeg har fået den af) til flere danske medier, som ikke rigtig har haft lyst til at tale mere om sagen. Det kan man tolke på flere måder. Man kan mene, at det er fordi eksemplet er uinteressant og derfor ikke bør dækkes – eller man kan mene - som jeg gør - at der er tale om, at Weekendavisen og de andre medier ikke har lyst til at tage den generelle debat om, hvordan aviser bruger udenlandske kilder, mens de gerne tager debatten om en enkelt freelancer, som de kan holde ud i strakt arm med den ene hånd, mens de bokser løs med den anden.
 
Artiklen er en personlig kommentar fra Weekendavisen 24. juli 2015 med titlen ”Læs på eget ansvar!” I den skriver Villemoes: ”Som en studenterpolitiker ved navn Charlotte Bullard Davies formulerede det:  ”Nogle mennesker ville foretrække ikke at blive slået omkuld af påmindelser af traumatiske oplevelser”. Ifølge Davies kan ”trigger warnings forberede den traumatiserede læser på en ubehagelig oplevelse”
 
Villemoes' artikel i Weekendavisen 24. juli 2015.
 
Nogle uger før skrev Mike Vilensky fra Wall Street Journal artiklen ”School’s Out at Columbia, but a Debate Over Trigger Warnings Continues.” Her står der: “Some people would prefer not to be blindsided by reminders of traumatic experiences,” said Charlotte Bullard Davies, a rising senior studying political science. Trigger warnings, she added, “can be a useful tool for someone who says, ‘I am going to read this, but…in a contextualized, thoughtful way.”
 
Her er den artikel i Wall Street Journal som Villemoes har ladet sig inspirere af:
 
Villemoes skriver videre: ”Denne sommer har spørgsmålet raset på Columbia University i New York. Da det obligatoriske kursus for alle studerende, »Masterpieces of Western Literature and Philosophy«, sluttede på dette semester, justerede man i pensum. Studerende havde klaget over stødende seksuelt indhold i flere af bøgerne. Ud røg romeren Ovids episke digt Metamorfoser, der siden antikken har inspireret poesien og står som et af de mest betydningsfulde mytologiske værker i historien.
 
Og lidt senere: ”Columbia Universitys ledelse har dog nægtet at udstyre næste semesters pensumlister med advarsler og afviser, at Ovids Metamorfoser røg ud af pensum på grund af pres fra de studerende. Lederen af universitetets litterære fakultet, Julie Crawford, mener, at »trigger warnings« risikerer at skade den intellektuelle frihed.”
 
Vilensky skriver:
”The effort to add “trigger warnings” to texts has polarized universities around the U.S. At the New York City Ivy League school, it is focused on an introductory humanities course, “Masterpieces of Western Literature and Philosophy,” that all undergraduates at Columbia College take. With school out for the summer, Columbia is making changes to next year’s required reading that reflect some student concerns. Ovid’s “Metamorphoses”—a book students said was potentially offensive because of its sexual violence—is out, and a Toni Morrison novel was added. But the effort to add trigger warnings has failed. “At no point did [we] consider trigger warnings as being something that could be productively or intellectually mandated, or made structural,” said Julie Crawford, chairwoman of Columbia College’s literature humanities department. Such warnings could threaten “intellectual freedom,” Ms. Crawford said.”
 
Det er tydeligt, at Søren Villemoes har læst Vilensky og enten har valgt ikke at kreditere eller også har glemt det. Igen.
 
Så hvad skal jeg som læser regne med gælder som journalistiske principper på Weekendavisen? Søren Villemoes', når han som redaktør har travlt med at få en sensationslysten artikel i trykken, som handler om, at AGR ser ud til at oversætte direkte fra engelsk, og som tilmed spørger ”hvor ofte man kan begå den samme fejl, før der er tale om et mønster”, eller Søren Villemoes' principper, når han selv skriver artikler? Og kan nogen forklare mig, hvorfor det ikke ville være et bedre princip og føre til færre af disse fjollede diskussioner, hvis journalister rutinemæssigt linkede til deres kilder? I 2016 burde det efter min mening slet ikke være til debat.
 
Hop ned fra hesten, begynd at linke til kilderne og spar os for hykleriet
Jeg er med på, at WA kan undskylde sig med, at de jo ikke er online, og at links ser fjollede ud på tryk. Jeg køber ikke argumentet i 2016. WAs journalister foretager research på nettet, finder artikler, andre har produceret, og kunne forøge både egen troværdighed og læsernes viden ved at opgive links. Der er eksperimenteret med mangt og meget online i Berlingske-koncernen i de mange år, vi har haft internet– at udvikle et koncept, hvor man (for eksempel ved hjælp af den smartphone, som ca. 80% af læserne har liggende indenfor rækkevidde, når de læser avis) kunne scanne en kode og blive sendt til et site med kilder fra en artikel, kan ikke være udenfor rækkevidde?
 
Og hvis danske medier stadig synes, det lyder langt ude, kan jeg meddele, at også i udlandet har man disse overvejelser. En af New York Times' redaktører udtalte tilbage i 2014 på en af NYTs blogs at:
”A broader point that we’ve been emphasizing more and more with reporters is the importance and value of linking. We should routinely be linking to background information, to other news reports, to stories our competitors broke — anything that we think might be useful for readers who want more information on a topic. It’s a good way of giving credit where credit is due. But more important, readers want and value those links. We’ve gotten a lot better about that, but we still have a ways to go before it’s part of everyone’s routine approach.”

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg faktisk ærgrer mig over, at denne historie primært kommer til at handle om Søren Villemoes og det, jeg mener udstiller Weekendavisens hykleri, for jeg mener selv, at min kritik stikker langt dybere end et forsvar for Annegrethe Rasmussen. Jeg er ikke fortaler for plagiering eller for afskrift, men jeg mener ikke, at roden til dette problem er, om nogen er inspireret 15% eller 40% af andres arbejde.
 
Kilden til problemet er, at aviserne stadig ikke – efter 20 år – har fundet ud af at bruge links. De linker ikke til hinanden, selv ikke når de refererer, de linker ikke til kilder, de linker ikke til forskning – og de skærmer stadig sig selv af mod, at vi andre kan linke ind til deres ting.
 
Og jeg er ikke den eneste, der ser avisernes manglende grundlæggende forståelse for linkets betydning online som et symptom på, at de simpelthen ikke er digitalt strategiske nok til at kunne overleve. Men jeg nægter at linke til nogle af de steder, hvor man kan læse mere om det, ligesom jeg har valgt ikke at sætte en reference på. Hvis aviserne vil have de informationer, må de i gang med at google ligesom alle os andre.
 
-
 
Journalist ved Weekendavisen, Søren Villemoes, har haft nærværende artikel til gennemsyn og har følgende kommentar:
 
"Jeg har helt konkret brugt Wall Street Journal-artiklen til at referere/citere to udtalelser fra henholdsvis en lærer og en studerende. Begge udtalelser havde også været citeret i andre medier. De resterende informationer i min kommentar er baseret på baggrund af sammenlagt cirka 6-7 forskellige skriftlige kilder - herunder Huffington Post og Politico, hvor sagen, jeg skrev om, også havde været omtalt. Skulle jeg have krediteret Wall Street Journal? Da de to citater havde været gentaget i andre medier end WSJ, mener jeg, at det var valgfrit. Jeg har derfor svært ved at se, at der skulle være et problem."
 
-
 
Kilder og billeder
 
Annegrethe Rasmussen
Vi kan ikke linke til Weekendavisens artikler om sagen
 
Altingets undersøgelse af Annegrethe Rasmussen
 
 
Søren Villemoes
Første historie om Søren Villemoes i Radio24Syv
Video på Facebook 23. december 2015 med uddrag fra udsendelsen
https://www.facebook.com/Radio24syv/videos/1196359073726167/?pnref=story
 
 
Plagiatanklaget redaktør kritiseres igen (anden gang Villemoes har ladet sig inspirere uden kildeangivelse)
http://www.b.dk/nationalt/anklagede-anden-journalist-for-snyd-nu-kritiseres-han-selv
 
Forskning om journalisters praksis og links:
 
Blogindlæg og analyser om links i medier
Nieman Lab (Harvard – fremtidens journalistik) om hvorfor medier ikke linker til kilder:
http://www.niemanlab.org/2015/07/why-dont-the-new-york-times-and-other-news-organizations-link-out-to-sources-more-often/
 
 
Steve Buttry om avisernes manglende forståelse for deres egen situation:
https://stevebuttry.wordpress.com/2015/07/23/newspapers-continue-backward-thinking-about-linking/
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs