|
|
Ti bud på det gode CV til fri download
Sådan skaber du det perfekte CV

Selv Bradley Cooper er til fals for det gode CV

Skrevet af

Charlotte Madvig Schmidt

2 artikler

0 indlæg

Havde du bare vidst langt tidligere, at vejen til det lækre job går gennem det fremragende CV – OG at dette ligger til fri download. Vi sparer dig besværet med at være autonomt-kreativ og flashe de lidt for rustne Indesign-skills. Kforum serverer ti bud på et CV, din fremtidige arbejdsgiver med sikkerhed vil huske.
Er du jobsøgende? Yderst kompetent, velstruktureret og i øvrigt yderst initiativrig, samarbejdsvillig og selvstændig? Men stadig på jagt efter et job?
 
Måske du ganske enkelt ikke er kreativ nok? Måske alle dine kompetencer, din ansvarsbevidste og initiativrige personlighed og oplagte omstillingsparathed ryger lige lukt i skraldespanden? Simpelthen fordi rekrutteringsprofilen med det nøgterne falkeblik og forudindtagede forestillinger om, hvem du er, og hvad du kan, falder og brækker halsen på dit sirligt opstillede og regelrette Curriculum Vitae.
 
Og så kommer din velsmurte blærerøv til kort, og dit nyindkøbte samtale-sæt, der er lige tilpas corporate og ’jeg er helt min egen’, bliver hængende hjemme i klædeskabet. Og det er ingen tjent med.
 
Kforum guider dig til dit næste job. Der er mange skridt på vejen, men vi tager fat ved begyndelsen og sætter fokus på det skrevne førstehåndsindtryk - der, hvor mange i rekrutteringsrunden bliver sorteret fra - nemlig dit CV.
 
 
Nødvendigt pynt 
Vi behøver vel ikke at fastslå, at når alt kommer til alt, og den sidste personlighedstest er aflagt, er det det, som du kan, der skaffer dig det fede job med den gode pensionsordning. Men feltet er skarpt, og de kompetente spillere bekæmper hinanden med de rigtige kontakter, netværk og udtalelser på den arbejdssøgendes slagmark.
 
 
Det er derfor ingen skam at forstærke sit eget skyts med et lækkert design og en kreativ personlig profil. At dit CV står tydeligt frem i bunken af de mange som det, der kan noget ekstra og vigtigst af alt skiller sig ud, er ikke til at kimse af.
 
Barney Stinson formår om nogen at rocke sit CV. Hvis du ikke selv ligger inde med en bucket-list som Barney, anbefaler vi dog at tone ned for de ellers svært overbevisende special-effects. 
 
Det er dog de færreste, der mellem de mange cortado-kaffemøder og vigtig networking med fingeranrettet mundgodt har tiden og evnerne til at kreere det næste Curriculum Vitae-mesterværk. Så vi hjælper dig her på vej med ni ligetil - og ganske udmærkede - templates, der sætter din amatørgrafiker skakmat.
 
Nogle af de hellige bud har vi fundet på CreativeBlog, som viser hvordan du bedst (og flottest) flasher dine akademiske og erhvervsmæssige sejre i punktform.
 
First things first
En annonce bliver slået op. Der er rift om stillingen, og hurtigt modtager den populære arbejdsplads alenlange resuméer fra håbefulde kandidater, der alle konkurrerer om, hvem der har oplevet mest i deres (måske forholdsvis korte) arbejdsliv. Her kan det selvfølgelig være svært at lægge bånd på sig selv, da alle oplevelser i tanken kan vendes til reelle kompetencer. Men det er her, filmen knækker. 
 
Når du sidder med din liste over relevant erfaring, er det vigtigt, at du netop formår at luge ukrudtet fra. Dit CV bliver ellers alt for langt og uoverskueligt, og så bliver du allerede her sorteret fra. Hvis du ikke kan prioritere i dit CV, hvad der er væsentligt, rækker du nok heller ikke langt i rollen som ny medarbejder. 
 
Note to self: Hold dit CV enkelt og overskueligt.
 
Ikono.me leverer et enkelt og overskueligt design til dit CV, som du kan downloade her.
 
Lidt, men godt, overlader noget til samtalen.
 
Den tysksprogede version. Lebenslauf - sehr stringent und minimalistisch. Taler jo også til os nordboere. 
 
Styr på farveladen
Undgå en brøler som Instagrams nye logo. Kforum er glade for farver, indrømmet, men når det kommer til farvelægningen af din visuelle CV-basker, er det oftest en bedre idé at holde lidt igen. 
 
Skru derfor en smule ned for din indre Hundertwasser og undgå at indlede et forhold med hele farveskalaen. Det skal være behageligt at se på. De stærke primærfarver er gode til sætte fokus på lige dét, du gerne vil have, man man lægger mærke til ved første øjekast. 
 
 
Ayoob Ullah giver sit eksempel på et stringent, lækkert CV her. Det gør selvfølgelig heller ikke noget for fremstillingen, at mr. Ullah er tro mod et af designverdenens grundpiller, nemlig at man skal holde farverne i samme nuancer - og helst ikke have for mange forskellige i spil.
 
I sort, grøn og hvid. Fri leg med farveladen. Download her
 
Når det så er sagt, skal du endelig ikke lade dig afskrække fra at lege med farver. Det er højst sandsynligt her, at dit CV vil skille sig ud fra mængden. Derudover sikrer du dig, at det i bunken af de mange står tydeligt frem. Din personlige smag og æstetiske sans skal dog overveje, om det bliver husket for noget godt eller noget, der er helt i skoven.
 
Pixeden serverer et CV som taget ud af Picassos rosa periode. Du kan downloade eksemplaret i sort/hvid.
 
Sig det med ikoner
Kunsten at begrænse sig er et allestedsnærværende problem. Følgelig gælder det også CV'et. Med fare for at modsige os selv og det evigtgyldige 'Less is More' er ikoner en kærkommen give-away, hvis du skal have presset bare liiidt ekstra ind i dit CV. 
 
Tre i én. Nem at gå til og skræddersy efter din egen historik.
 
Det samme gælder selvfølgelig billeder, illustrationer, tegninger mm. På denne måde kommer du snildt omkring problemer med manglende rådighedsbeløb, når det gælder malende beskrivelser af din seneste award, karakter eller afsluttede masterplan. 
 
Stjæl tips og gode ikoner fra Fernando Báez her.
 
Bare visuelt lækkert
Og til sidst er der de ekstra flotte, stringente eller kreative CV'er, som er de fleste grafiske designere værdige. Du skal blot downloade den givne skabelon og fylde den ud med alt det gode, du har med dig i rygsækken. 
 
CV gone New Nordic. Der er ikke så mange dikkedarer her. En skov, et verdenskort og dueligheds-barometre. Men det virker! 
 
Med dette CV er dit næste job som graphic designer i hus. Dog får du travlt med at finde templates til det egentlige arbejde. 
 
Opskriften på det vertikale CV. Med dette CV vil du stå som en en menneskelig brochure. Dit liv i kampagneform - og så kan du oven i købet bruge det som navneskilt bagefter, 
 
Og hvad så?
Og hvor efterlader det dig så? Nu, da vi har gødet jorden for det næste job med ti lækre templates, der er lige til at downloade og personliggøre? Før du hopper i det lækre plenum-personlige samtalesæt, må vi krydse fingre for, at du er den eneste ud af de 50 ansøgere, som har valgt netop det CV, der taler til rekrutteringprofilens mavefornemmelse. Ellers er du tilbage ved status quo.
 
Som med alt andet er der ingen nem vej til succes eller én given opskrift – heller ikke på det gode CV. At det er din baggrund og de redskaber, du har med dig, der i sidste ende gør udslaget for, om du tilføjer endnu en linie til din arbejdshistorik, er jo logik for burhøns.
 
Det skader dog ikke at spille på alle tangenter. Og hvis du med et veloplagt resumé kan præsentere dine kvalifikationer på en appetitlig måde, er du allerede et skridt foran alle de andre, der er lige så kompetente, omstillingsparate, strukturerede og arbejdsomme som du selv.
 
Der skal selvfølgleig være tyngde bag det flotte CV. Flot grafik og ikoner er ikke nok. 
 
Med en flot, toptunet gennemgang af dine kvalifikationer har du et format til at vise dine idéer og visuelle præg i praksis. Frem for at dit CV blot bliver endnu en smøre af personlige og erhvervsmæssige samt sproglige og tekniske egenskaber, kan du lige så godt gribe chancen til at levere et egentligt produkt. Et produkt, der præsenterer din personlighed på en æstetisk, stringent eller måske humoristisk måde. Du ved, den gamle parole: Show it, don’t tell it.
 
Når det så er sagt og med alle de andre arbejdssøgende in mente, ligger det selvfølgelig lige til højrebenet, at et personligt twist på dit CV kun er at foretrække. Det er så nemt og flok-konformt at få de samme gode idéer og smagfulde tilbøjeligheder som alle de andre kloge hoveder derude.
 
Så selvom vi lige har serveret ti gode bud på et CV, der med sikkerhed bliver husket, når kandidaterne skal kaldes til samtale, så sæt dit personlige præg på det og spin din farvelade og font-aftryk, så det fortæller lidt om dig og din personlighed.
 
Hvis ikke de grafiske versioner af det gamle curriculum vitae taler til dig, kan du altid gå med en rap som Etiénne her: Yo is more.

Relaterede artikler

Jobsamtalens 27 dræberspørgsmål - Jobsamtalen er et teaterstykke, hvor du er den eneste, der ikke har øvet dig på replikkerne. I ethvert spørgsmål lurer d...
8 ting du ikke skal sige under en jobsamtale - Det ulmende opsving øger muligheden – og risikoen – for jobsamtaler. Forbes og USA’s største jobsite leverer gode råd ti...
Insta-brand dig selv - Overskrift.dk lancerede i sidste uge Instagram-listen, der viser de mest populære instagrammere i Danmark. Det er en god...
Lav den perfekte, visuelle præsentation - Du laver dem selv. Du bliver præsenteret for dem hele tiden. PowerPoint-præsentationerne. Og måske er du også en af dem,...
Pep dine procenter op - Du har sikkert allerede opdaget, at infografikker kan formidle dine budskaber på en visuel og let forståelig måde. Men h...
Sådan får du job som nyuddannet - Du har afleveret dit speciale, drukket en flaske champagne og sagt farvel til dit hyggelige studiejob. Nu er det virkeli...
Alt om jobsøgning - Du skal kreere det perfekte CV, du skal skrive en fængende ansøgning, du skal skille dig ud fra mængden, din grafik skal...

Giv din stemme

18 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: 31. oktober

Strategisk kommunikatør

Frist: 31. oktober

Praktikant til PR og kommunikation

Frist: 3. november
Se alle job Indryk job

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.