Selfie-selvmordet

Enlige, vrede unge mænd begår terror som aldrig før. Islamistisk radikalisering og højrepopulistisk ultravold byder sig til som komfortable forklaringer. Men måske er det bare den unge Werthers lidelser med mobiltelefon og Facebook-profil. Velkommen til selfie-selvmordets æra.
Selfie-selvmordet er på én gang Freuds mareridt og våde drøm: Jeg dør af at kigge på, at du vil dø.  Foto: Getty Images.
Selfie-selvmordet er på én gang Freuds mareridt og våde drøm: Jeg dør af at kigge på, at du vil dø.  Foto: Getty Images.
af Bo Kampmann Walther
Terror ene mand
“En dag kommer du til at høre om mig”. Sådan skal bødlen fra Nice, som franske myndigheder har bekræftet er Mohamed Lahouaiej Bouhlel, have sagt til en kollega, som han fik sig en øl med torsdag aften.
 
Den 31-årige tuneser er kendt af politiet, men ikke som formodet terrorist. Der er rapporter om hustruvold. Torsdag den 14. juli 2016 kører Bouhlel en hvid lastbil ind i en stor gruppe mennesker, som er samlet for at fejre den franske nationaldag i den sydfranske by Nice. Han dræber 84 personer og sårer 202.
 
Ni tilfældige personer bliver dræbt og 16 såret, da den 18-årige tysk-iraner David Ali Sonboly 22. juli 2016 åbner ild ved et indkøbscenter i München. Den unge mand er inspireret af Anders Breivik, han er besat af Hitler og hader efter eget udsagn tyrkere og arabere.
 
24. marts 2015. Andenpiloten på Germanwings' passagerfly, Andreas Lubitz, flyver tilsyneladende med vilje ind i en bjergside i Alperne og tager 149 mennesker med sig i døden. Anklageren Brice Robin siger ved det efterfølgende pressemøde, at anklagemyndigheden ikke betragter Lubitz’ handling som terrorisme. Han undlader at bruge ordet ”selvmord”.
 
Man Haron Monis tog 17 gidsler på en cafe i Sydney i december 2014. Han sagde selv, at han var jihadist, der opererede på vegne af Islamisk Stat. Det viste sig dog efterfølgende, at Monis overhovedet ikke havde nogen tilknytning til gruppen. Han havde sågar medbragt det forkerte flag til sin gidselaktion. Ifølge The Guardian hævdede Monis at være politisk flygtning fra Iran. Sandheden var, at han flygtede fra mennesker, han skyldte penge. Monis var en mentalt forstyrret mand, som løftede sine personlige problemer op i de himmelske, jihadiske skyer.
 
I tilfældene Bouhlel, Sonboly, Lubitz og Monis ramler lavt selvværd og storhedsvanvid sammen på uhyrlig vis. De er ikke ”radikaliserede” af en eksplicit ideologi eller organisation, som tilbyder dem beskyttelse og en konkret sag at kæmpe for. Deres plads i himlen må de selv sørge for. Kalifatet eller arven fra Breivik fungerer som en komfortabel fortolkningsramme – ikke blot for gerningsmændene selv, men også for de samfund, der skal forstå dem, og som spørger: Hvorfor blev du terrorist? Måske skulle de snarere spørge: Hvordan kom det så vidt? Som så mange af sin generations terrorister og mordere var Monis patologisk narcissist. Hans sidste billede i den sidste tid skulle have ham selv i forgrunden og alle os andre, som også skulle dø med ham, i baggrunden. Bouhlel, Sonboly, Lubitz og Monis var selfie-selvmordere.
 
Selfies
Islamisk Stat mister fodfæste i Syrien. Terrorangrebene i Europa er fjendens forsøg på at lamme vores civilsamfund. Der skal spredes frygt, og begivenhederne fungerer som hvervekampagner for fortabte, unge mænd, der kan radikaliseres. Ikke bare af omrejsende imamer, men også på nettet. Frankrig og Belgien siger åbent, at de er i krig mod en terrormagt, som pibler frem alle steder. Lone riders som Bouhlel og Sonboly matcher perfekt en sort-hvid stigmatisering: De er del af en højrepopulistisk voldsspiral, som uundgåeligt følger efter voksende immigrationsproblemer og parallelsamfund. Eller de har været underlagt islamistisk radikalisering.
 
Men hvad nu, hvis de bare var unge mænd, der for enhver pris ville dø? Og helst med publikum. Verden er ond. Verden skal dø. ”Se mig”, sagde de vrede unge mænd og badede uskyldige mennesker i blod og excessiv medieomtale. I deres miserable liv søgte de mening en større sag, men kun som en slags selvopfyldende profeti og som en legitimitet, der kunne bruges bagefter af både ven og fjende. Deres problem var manglende anerkendelse. Og når verden hverken anerkender én – eller for den sags skyld tilbyder en form for dyb  mening – må verden ”dø”. Måske er det derfor, vi er gået ind i ”selfie-selvmordets” æra, som Bjørn Bredal foreslog i et interview i Deadline i kølvandet på Nice-tragedien.
 
Vi står i samme situation nu med millioner af flygtninge, radikaliserede unge, syrienskrigere, sindssyge og småkriminelle. Dødskulten har nemlig med held samlet nye soldater blandt dem, som allerede er socialt døde i de europæiske samfund. De underkendte, de sindssyge, de afviste og hjemvendte islamister. Altså dem, som kun kan drømme om anerkendelse og ære i den næste verden.
 
Velkendt duel og en hel masse snak
Når vi skal forklare, hvad de vrede unge mænd har foretaget sig, åbner vi for et drama for åben skærm. Pacifisten, den krigeriske og den pragmatiske midterposition får taletid. ”Man kan gøre alt muligt. Opruste, bekæmpe, oplyse,” siger pacifisten, ”men man kan ikke fjerne idéen. Faktisk bliver det værre,” fortsætter hun. ”Man nærer det onde, man forgæves forsøger at destruere.” Den krigeriske råber op. ”Lad os smide nogle bomber!” Pragmatikeren sukker højlydt. ”Vi må gøre noget,” indvender han. ”Vi kan ikke gøre alt. Men vi må gøre det, vi kan.”
 
Måske er det bedste angreb imod den nye terrorismes mediestrategier tavshed – ikke snak. Den konstante religionskritiske stigmatisering og ikke mindst de mange skriverier om de radikale islamisters medieteknologiske overlegenhed – de kan jo bare det der med Twitter – er i stedet med til at tegne billedet af en fjende, der ikke alene er monstrøs i al sin brutalitet, men også komplet assimileret. Lone riders med grimme vindjakker og uhyggelige bannere på væggen i klubværelset forstærker angsten. Han er en af os. Og pludselig går han amok. Han er et lille individ. Ikke en rebel with a cause, men en rebel with a smartphone. Vi er blevet små massemedier og kan opnå global berømmelse på få minutter.
 
Verdens tilstedeværelse
Men at gøre terroren, som er så dygtig med tastaturet og mobiltelefonen, ”moderne” er i bedste fald at forvandle de flestes kompetence til en skinger ekspertkultur, hvor hashtags og lynhurtig broadcasting skulle være noget særligt. Er det dét? Det findes jo også på Lolland og i udkanten af Herning.
 
Og er det teatralske element – medienærværet, de ikonografiske opstillinger, som Stockhausen kaldte kunst efter 9-11 – ikke netop et uadskilleligt element i terrorens natur? Uhyrlighederne skal på Facebook. De skal dissekeres som en rallende dødselegi i de brummende koder fra et flys black box. I forfærdede tilråb fra berusede mennesker på strandboulevarden ved Rivieraen. Der er ikke noget ved at skyde op i luften, hvis det ikke bliver filmet. Bare spørg hooligans. Alt skal dokumenteres.
 
At være vred på verden kræver verdens tilstedeværelse i de sidste tider. Verden skal vide, at jeg hader den. Ellers hader jeg bare mig selv. Kombiner den patologiske logik med politik, og vi får selfie-selvmordet. Monis’ krav til politiet, hvis han ikke skulle dræbe sine gidsler, var, at de sørgede for at give ham det rigtige, jihadiske flag. Han havde jo taget det forkerte med. Alt skulle være perfekt. Mig, mig selv, ikonerne og de andre døde.
 
At møde terror med tavshed, som Anna Libak flere gange har foreslået, er en smuk tanke, men selvfølgelig utopisk, for den kan hverken politiseres eller kommunikeres. Tavsheden er splinten i øjet på både pacifisten og pragmatikeren. Idéen, som vi ikke kan slå ihjel, larmer videre, og hvis vi ingenting foretager os, bliver folket sure, og Vestens herskere fremstår svage.
 
Men udfordringen ligger gemt i socialpsykologien. De narcissistiske tendenser er stigende, siger psykologerne. Terroristen frygter usynligheden i en verden, hvor vi alle skal være ekstremt individualistiske. Konkurrencen er ubærlig, og den skaber vindere og tabere. Mennesker fås i to versioner: De af os, der er inkluderet, og de af os, der ekskluderes. Svaret på den skam, der følger af marginalisering, er ekstrem vold. Den tilbyder et ”billede”, en synlighed, her og nu, og den er på én og samme tid en hævn over det nederlag, som er massivt nærværende i verden, og en triumferende måde, hvorpå gerningsmanden, den ensomme ulv, kan løftes ud af glemsel. Hertil har pacifisten og pragmatikeren intet svar.
 
Den dumme ondskab
Kan man træde et skridt tilbage fra utopien og forestille sig alt dette uden det akkompagnerende religionsfilter? Uden at overgøre mediebeherskelsen? Inde bagved ligger jo, afskallet og korrumperet, en banal, postulerende ondskab.
 
Vi dæmoniserer Islamisk Stat ved på én gang at forkaste den og gøre den til noget eksotisk. Men i virkeligheden er voldens figur så autoritær i sin trivielle banalitet, så entydigt indstillet på at kappe hoveder og skabe panik, at den ikke har dæmonisk dybde. Én ting er, at svaret på udfordringerne ikke alene ligger i storpolitik og mobilisering af ressourcer, men snarere i socialpsykologiens mudrede terræn. Noget andet er, hvis ondskaben knap nok er intentionel og styret af underkastelsens guidede motiver og forklaringer, men slet og ret dum, som Hannah Arendt hævdede om Holocaust.
 
Vi snakker om religionskrige og civilisationers sammenstød. Det giver mening, når man får bank en onsdag aften i parallelsamfundet ude i Vollsmose. Men længst ude, lige der, hvor logikken ikke er inficeret af de billeder, vi ser dagligt, og den politisering, som farver vores fortolkninger, er virkeligheden en helt anden: Knallertdrenge, der reelt set er skide ligeglade med ideologier og religioner, men bare vil dø og lave så meget ballade som overhovedet muligt. Monis, der er så åndssvag i låget, at han tager det forkerte flag med på sit raid i Sydney. Nu er du på Twitter. Og så skyder du løs på en bar. Kan du blive sejere og mere frygtsom? Nej, men du kan heller ikke blive dummere.
 
Intet at miste, alt at frygte
Ultimativt skal man ikke frygte et menneske, der tror. For han har alt at miste. Nej, man skal frygte ham, der intet har at miste. Ham med det tomme blik i øjnene. Ham kan du møde nede på grillen eller blandt fanskaren til en FCK-Brøndby-kamp. Eller på en strand i Nice.
 
Måske kørte der en film oppe i hovedet på Mohamed Lahouaiej Bouhlel. Den handlede om at destruere hverdagen. Så bliver man ulykkelig, når man ikke må være i sin egen boble, utålmodig, når resten af verden ikke mestrer ens alfabet, og aggressiv, når vennerne ikke fatter den profetiske renhed, man har våbentilladelse til. Det er den unge Werthers lidelser i Twitter-alderen. Nu er der pivåbne vinduer til ”radikalisering” af enhver slags, der byder sig til og bliver demagogisk, og nu kan fanatismen begynde. Jeg vil dø. Så det skal du også.
 
En verden med hegn
Den amerikanske forfatter Don DeLillo skrev i skyggen af 11. september 2001, at sammensværgelser indskrænker verden og skaber fællesskaber. De kan kun operere i en uigennemtrængelig zone af uforsonlig retorik og blodrig indædthed. De fællesskaber kan ikke tildele sig selv et lånt blik fra verden udenfor. Det, som er på den anden side af muren, er fordærvet og korrupt, og må bekæmpes med alle midler.
 
Når fanatismen ikke ser blindheden i sine egne selviagttagelser, forsvinder enhver form for demokrati, og det truende får for alvor et navn: Det Andet er ikke alene ondt, men nedbrydende for identiteten. ”Jeg vil ikke høre, hvad du har at sige, for det kunne få mig til at tvivle på mig selv”. Terroristens sindssyge forspring er, at han ikke ser synet af en kvinde, der skubber en barnevogn, men indædt øver sig på de procedurer, som i deres vision om dom og destruktion former hans feber.
 
Når man ser verden eksistentielt, drager man omsorg for den andens selvstændighed med risiko for, at denne selvstændighed både kan bekræfte og ødelægge ens selvforståelse. Når man derimod anskuer verden i en terroristisk logik, ser man blot et koordinatsystem, hvor X’erne skal udryddes, og Y’erne skal have magten. Det er Zions bjerg med hegn udenom, lukket og slukket for alle andre end dem, der ejer koden.
 
De sidste tider
Læser man 9-11-terroristernes og Breiviks latterlige manifester, ligner de opskrifter på, hvordan man opfører sig i de sidste tider. Desværre for dem virker apokalypsen ikke med tilbagevirkende kraft.
 
Ofrene fra 9-11 sprang ikke ud i et tegneserieagtigt ingenmandsland, som ikke gjorde ondt. At begivenheder skæres efter koder, vi kender fra bøger, film og spil, betyder ikke, at de ikke er virkelige. Det betyder snarere, at selv den mest forhærdede mediestormer må ty til små fiktionspakker som kompensation for det utænkelige.
 
Selfie-selvmordet levner ikke nogen udvej. For kan man nogensinde dømme en virkelighed, når ét eneste menneske har besluttet sig for, at den er ond, og at alle tegn i denne verden er lysende vejvisere mod et privat ragnarok? Nej vel, den virkelighed kan man ikke fjerne fra butikkerne. Den truer stadig med at dukke op i hverdagen, på et fly, på McDonalds, i et S-tog en sen aften eller på promenaden ude ved strandkanten. Den er der, hvor vi er.
 
Selfie-selvmordet er på én gang Freuds mareridt og våde drøm: Jeg dør af at kigge på, at du vil dø. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job