Taberkroppens hemmelige lidelser

Lider du af udslæt og inkontinens, eller har du bare brug for en penisring? Så kan du flere steder på nettet få leveret creme, bind eller sexlegetøj diskret til døren. Vi kalder det tabukommunikation - det fænomen, der hjælper dig til at undgå det pinlige øjeblik på apoteket, hvor du skal bekende, at du har ustyrlige kropsvæsker, kreativ seksualitet eller bare vorter det forkerte sted.
En kvinde iført en sommerkjole løber hen ad en strand, mens hendes hår blafrer i vinden. Hun føler sig fri og lettet, for hun har et stykke bomuld tilsat klor mellem sine ben - så ingen kan se eller lugte, at hun har menstruation. Den klassiske version af tabukommunikation: at tale om alt muligt andet end det, det drejer sig om.
 
Den perfekte krop, der hverken lugter eller lækker. Kilde: GettyImages.
 
Menstruation er bare ét eksempel på et af de pinlige kropsfænomener, som virksomheder i årtier har gjort sig til eksperter i at hjælpe dig af med eller skjule. Tabukommunikation er ikke et begreb – endnu – som du kan slå op i ’Håndbog for praktiske kommunikatører’ eller få et webinarkursus om. Og selvom der bliver forsket i, hvordan man kan nedbryde tabuer som fx alvorlige sygdomme med humoren som retorisk virkemiddel, så er begrebet tabukommunikation stadig i sit spæde stadium. 
 
Den urene kvinde
Både menstruationsblod, brystmælk og kropsekreter har gennem århundreder været omgærdet af mystik og været genstand for forskellige fortolkninger i kulturen og lægevidenskaben. Ser vi kulturhistorisk på fx menstruation, findes der flere eksempler på, hvad den månedlige blødning er blevet beskyldt for at have af indvirkning på kvinden. I Det Gamle Testamente ser vi, at menstruation blev opfattet som en uren sygdom, der kunne smitte andre, hvis de havde kontakt med den menstruerende kvinde. Aristoteles mente, kvinden var underlegen på grund af sin menstruation.
 
I 1900-tallet var en af de dominerende opfattelser, at den menstruelle cyklus truede den amerikanske kapitalismes sundhed, og i 1970’erne udtalte en amerikansk læge og demokrat, at han nødig ville have, at en kvinde skulle styre landet gennem en økonomisk krise, fordi hendes ’hormonale ubalance’ ville true befolkningens liv og sikkerhed. Man kan med god grund anskue menstruation som et kulturelt tabu – ligesom man kan med andre kropsvæsker, som skal gemmes væk.
 
Hvad mon der er i æsken? Slik, papir eller badesalt? Alt andet end det, reklamen fra 1949 rent faktisk reklamerer for: menstruationsbind. Brandet Modess har her løsningen på, hvordan bindene og derved menstruationen kan skjules i det offentlige rum, så de menstruerende ikke behøver at skamme sig, når de køber bind. Den diskrete indpakning hjælper forbrugeren til at holde sin hemmelighed fint indpakket.
 
Det er piiinligt
Tag bare ammedebatten. Her må de mælkefyldte bryster ikke luftes på udvalgte caféer. Eller sprøjteorgasmen, der er blevet bandlyst i al porno i Storbritannien. Eller reklamer for WC-ruller, der bruger et hvidt lam som metafor for din bare numse. Eller menstruationsbind, der dufter af parfume. Jo, den almindelige og væskeproducerende krop er et udtryk for noget ukontrolleret, som ikke passer ind i vores glatbarberede ideal om den perfekte krop. Noget ustyrligt. Noget, som kan forarge omverdenen og bringe dig i forlegenhed.
 
Det samme gælder jo også for mange andre kropsligheder. Som mænd, der mister både håret og potensen. Eller kommer for tidligt. Det er alle symboler på en taberkrop. Heldigvis findes der et hav af produkter på markedet, der hjælper dig op fra slap og giver dig håret tilbage. 
 
Taberkroppen.dk
Shytobuy.dk er et site, der i høj grad har brug for at kunne sin tabukommunikation på fingrene. På sitet har man mulighed for at købe produkter inden for kropspleje, intimpleje, seksuel sundhed og stimulering (som de benævner kategorien for sexlegetøj). Sitet er målrettet folk, der har svært ved at indrømme, at de har et følsomt problem eller en lidelse, som bliver betragtet som pinligt.
 
Hos Shytobuy sælger de produkter mod lidelser, man helst ikke vil tale om.
 
På Shytobuy kan de bestille de pinlige produkter og få dem sendt i en ikke-pinlig-pakke diskret til døren. Når vi bruger ordet 'pinlig', er det, fordi Shytobuy selv benytter det i deres TV-reklame. Og på mange måder taler Shytobuy jo fint ind i de kropslige tabuer, der eksisterer og afhjælper et eksisterende problem.
 
Hårtab, potensproblemer og for tidlig udløsning. De bedst sælgende produkter på Shytobuy.dk lige nu er et godt udtryk for mænds værste kropslige tabuer.
 
Læge, ven og sælger i spidse sko
Shytobuy får på deres site bygget et trygt univers op. Deres to payoffs ’køb alt i fortrolighed’ og ’du er ikke alene’ er med til at skabe et rum, hvor man i al hemmelighed kan tage sig af sine pinlige lidelser, så ikke engang lægen behøver at vide noget. Shytobuy hjælper alle. Det trygge og fortrolige univers bygger på, at Shytobuy taler ind i de problemer, som den enkelte går og tumler med selv. Kunden møder en nær ven, der også synes, hæmorider og vaginalproblemer er pinlige, men som kan hjælpe.
 
Men ikke nok med at man møder en nær ven, så spiller Shytobuy også på deres medicinfaglige troværdighed. I det ene hjørne på sitet finder man et stort grønt kors med titlen ’Anbefalet af læger’. At bruge lægefaglige eksperter som troværdige autoriteter er ikke nyt. Og det virker mod den naturlige skepsis, man som forbruger kan have over for sites, der sælger medikamenter mod pinligheder.
 
Terminologien på sitet Shytobuy er, udover venskabelig og 'iøjenhøjde', også deskriptiv og fagligt forankret. Der bliver brugt fagtermer, og det bliver tydeligt forklaret, hvad de forskellige lidelser rummer af både kropslige og psykiske gener.
 
Shytobuy er både læge, ven og sælger. Et godt eksempel findes under fanen ’intime forhold’. Her formår de dels at tale ind i tabuet om fx kropslugt, dels forholder de sig til, hvordan det kan influere kundens hverdag. Til sidst laver de den klassiske salesman call-to-action, hvor man kan få besparelser ved sine køb.
 
Shytobuy på Facebook. Drømmekroppen kan du se på coverbilledet – og det står på mange måder i kontrast til deres statusopdateringer, som omhandler appelsinhud, dårlig sædkvalitet og hedeture.
 
Skal tabuet måske ikke bare blive i underbukserne?
Vi har her måske latent fremstillet et ideal om, at tabuer – som menstruation, sekreter i forskellige afskygninger og hæmorider – skal ud i det åbne. Vi skal ikke skamme os over vores egen kropslighed, og vi skal befri kroppen fra normer om den ’perfekte, glatte krop’ ved at spankulere stolt gennem det åbne kontorfællesskab, mens vi vifter med et menstruationsbind og fortæller kollegaen om, at vi har lidt problemer med potensen for tiden.
 
Men her rammer vi ned i tabuernes uundgåelige dilemma: Måske skal vores allerhelligste og det allermest kropsprivate bare forblive i underbukserne – og være vores egen hemmelighed. Hvem gider alligevel at høre om vores hæmorider? Men så igen. Ingen siger, at man skal råbe om tabubelagte emner til hinanden i tide og utide. Måske ville det bare være meget rart, hvis det ikke skulle holdes hemmeligt, at vi alle går på toilettet, bløder og taber hår fra tid til anden. Sådan har det nu engang altid været.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også