Taboo eller tabuuhhh

Serien Taboo fik præmiere den 7. januar 2017 og foregår i England i 1814. Hovedpersonen, James Delaney, spilles af Tom Hardy, der også har skrevet manuskriptet.

Der er næsten ingen grænser for selvhøjtideligheden i BBC og FX-serien Taboo, som kan ses herhjemme på HBO Nordic.

Selveste Johannes' Åbenbaring danner klangbund for indledningen i første afsnit, hvor Tom Hardy som James Keziah Delaney i sort tøj – og en meget mærkelig hat (den vender vi tilbage til) – rider ind i et gråmeleret og gotisk 1800-tals-London på sin blege hest bevæbnet med diamanter og en plan om hævn. ”Og han, der sad på den, hed Døden.” Uha. Og hvad var det nu, der fulgte i hælene på ham? Dødsriget. Det ved vi jo – det står der skrevet. Uha igen.

Traileren til første sæson af Taboo.

The biggest baddest multinational corporation on earth

Delenay, der er formodet død, mens han i tolv år har været forsvundet i Afrikas jungle, ønsker firedobbelt hævn. Både personlig og politisk. Både freudiansk og anarkistisk.

Ødipale konflikter skal forløses, og storkapitalen og staten spilles ud mod hinanden til gensidig destruktion. Delaney vil både hævne sig på sin ganske vist døde far, som spærrede hans indianske mor inde på en sindssygeanstalt, og på sin tidligere arbejdsgiver i det Østindiske Kompagni, hvis slavehandel han har været impliceret i.

Og det er ikke bare et historisk udstyrsstykke om personlige og politiske tabuer, der skal brydes. Der skal ses paralleller til vores egen globaliserede tid. Som instruktør Steven Knight sagde op til premieren:

”This man, James Delaney, is a deeply flawed and deeply troubled human being. His greatest struggle will be against the East India Company which, throughout the 19th century, was the equivalent of the CIA, the NSA and the biggest, baddest multinational corporation on earth, all rolled into one self-righteous, religiously-motivated monolith.”

Intet mindre og alt sammen på otte time-lange afsnit. Det er med andre ord et stort udspil, Steven Knight og Tom Hardy, som også og i samarbejde med sin far har skrevet Taboo, har lavet. Store udspil er jo store udspil, fordi det er svært at tage alle stikkene hjem. For svært i tilfældet Taboo.

Er det Gøngehøvdingen jeg ser?

Overordnet er iscenesættelsen plaget af overtydelighed og amatørisme. Når Delaney er på kro blandt de fattige på samfundets mudrede bund, går der næsten Gøngehøvdingen (DR-serien med Pallesen og Pilmark, der bekæmper svensken i et snekanons-sneklædt Sydsjælland) i de skrydende gæster.

Gøngehøvdingen, dansk tv-serie fra 1992 med blandt andre Søren Pilmark, Jens Okking og Kirsten Lehfeldt.

Man er teaterfuld. Dengang kunne man åbenbart ikke drikke et bæger øl uden hælde det ned over sig selv. Hos de fine danser man kvadrille, mens man er depraveret i afkrogene. Og skal man have sig et glas rom derhjemme efter en lang dag med intriger og mordforsøg, skænker man voldsomt op. Kulisserne, der skal vække det dickenske fattig-London til live, virker som, ja, som kulisser. De riges georgianske huse har termoruder.

Skuespillerne er i og for sig gode, men deres karakterer er flade. Ikke mindst når de forsøges givet – psykoanalytisk og tabuiseret – dybde. Tom Hardy, som har en voldsomhed i sit væsen og i sin krop, kan måske bære det. Men ikke når han har sin mærkelige sorte, høje hat på, for så ligner han et medlem af Backstreet Boys i videoen til Everybody.

I serien Taboo er indholdet ikke nok, til at man kan abstrahere fra Tom Hardy's udklædning - i særdeleshed den høje hat.

Oona Chaplin har for lidt at arbejde med, fordi manuskriptet ikke har spændt en hængebro ud mellem hendes to primære tilstande – den indestængte og neurotiske kvinde med håret sat stramt op, og den dragende femme fatale (med udslået hår – for dem, der lige kan forstå sådan en original subtilitet).

Mark Gatiss' King George IV er parodisk, og ikke engang tyske Franka Potente (som var så god i Lola rennt) kan stoppe fornemmelse af egnsteater i rollen som den hæderlige bordelmutter.

Den eneste, der har troværdighed og nok ambivalens i sin karakter, er Jonathan Pryces bestyrelsesformand for Det Østindiske Kompagni, Stuart Strange, som ser flink og bedstefaragtig ud, men har djævlens sort-funklende øjne bag de buskede øjenbryn.

I starten føler man måske, at Taboo er god, fordi den lover så meget, samtidig med at den holder kortene tæt til kroppen. Her seks afsnit inde og med kun to tilbage er svaret, at det bare var, fordi der ikke var så meget indhold at give af. Så er det jo let nok at være nærig.

Man har lånt lidt tematik fra Sergio Leones Per un pungo di dollari (måske er det fra Clintens let højere og ikke særligt bredskyggede hat, Hardy har fået inspiration til sin... men altså, det er den klassiske fejlslutning. Bare fordi Jim Morrison så godt ud i læderbukser, betyder det ikke, at du gør), lidt æstetik fra Tim Burtons Sleepy Hollow og blandet det med postkolonial dårlig samvittighed over racismen, slaveriet og nedslagtningen af indianerne, som hjemsøger Delaney i okkulte erindringsglimt.

Jeg ser efterhånden kun med på resten af Taboo for at retfærdiggøre den kendsgerning, at jeg allerede har brugt seks timer på den.

Er tv-seriernes epoke ved at rinde ud?

Men Taboo får også én til at tænke på, hvordan tilstanden og fremtiden for tv-serierne egentlig ser ud. Da serieformatet brød frem, betød det kreativ eksplosion. Pludselig kunne man undersøge miljøer, udspille politiske og eksistentielle problematikker og følge karakterer på en langt dybere måde end filmmediet. For en stund var der et sammenfald mellem kapital, underholdningsindustri og kunst.

Men det er ved at være lang tid siden. The Wires sidste afsnit løb over skærmen for ni år siden – det første for 15 år siden. Sopranos er endnu ældre. Begge er store fortællinger, hvor tragedien blev genopfundet på det senmoderne menneskelige vilkår. Ikke mindst står The Wire frem som kompleks kritik af det djøficerede samfund isprængt en følsom storbybeskrivelse af, hvor skæbnebundet af vores miljø vi er. Et skærende opgør med ideologien om social mobilitet og den amerikanske drøm.

Over fem sæsoner tegnede David Simon et portræt af USA som håbløshedens ø igennem serien The Wire.

Men hvor bliver sammenblanding af politik, kunst og eksistentielle overvejelser af i dag i seriernes verden? Taboo prøver og prøver. Men uden en egentlig historie forbliver det udvendigt. Alt muligt fra søskende-sex til vores civilisations mørke kapitler med slaveri og kolonialisme forvandles til gimmicks, der skal fastholde folks opmærksomhed fra afsnit til afsnit.

Men tomme fortællinger efterlader en tom fornemmelse. Både The Wire og Sporanos var HBO-opfindelser, men siden da er det, som om HBO er blevet mere og mere desperate. Vinyl var rædderlig. Westworld var all hat and no cattle (jo, den var!). The Affair var soap, dårligt forklædt som kunstermyte og demaskering af begæret under det borgerlige samfunds overflade. Billions er finanskrise-udgaven af Dollars.

På en måde indfanger True Detective – også fra HBO – bevægelsen. Første sæson var formidabel, inciterende, mørk, morsom, skuespil i verdensklasse og med en stor pointe om vores fascination af ondskabens (falske) mystik. Anden sæson faldt totalt igennem som David Lynch-pastiche og mystifistiske slagnumre uden bund i en fortælling.

Det evige paradoks

Det er udviklingen i 15-20 års tv-serier. Fra ægte fortælling til hurtig business. Fra at have noget på spil til at spille på noget for at holde forretningen i gang. Fra tænkning og kunst til teknik og røg og spejle. Fra indhold og form til, ja, form. Det virker simpelthen, som om omsætningen af serier i jagten efter ”den næste” er for høj i forhold til kvaliteten. Eller også er de nedbrydende idéer om forbruger-segmenter, der skal have deres præferencer tilfredsstillet, også trængt ind på serieproduktionen.

Det er det evige paradoks: Når noget bliver en god forretning, fordi det er godt, dukker reklamefolket, forbruger-data-tænkerne, planlæggerne og marketingfolkene op, for nu skal den gode forretning holdes kørende – og så forsvinder det, der gjorde det til en god forretning.

Eller med andre ord – god litteratur, film og tv bliver ikke lavet, fordi man tænker, at nu skal vi tjene nogle penge. Det bliver ikke engang til, idet man tænker, nu vil jeg lave ’god’ kunst. Det bliver til, når man har en tanke, en fortælling eller et motiv, et digt eller en sang, man ikke kan lade være med at fuldføre.

Det virker, som om det er ved at være lang tid siden i tv-seriernes verden. Som om den mulighedshorisont, at der ikke skulle være et pay off inden for et par timer, og der kunne spændes en narrativ bue over flere år, har fået manuskriptforfattere og serie-snedkere til at glemme, at man altså også skal have en historie at fortælle. Og at det er lettere at smide en masse præmisser på bordet, opstyltet af filmmediets tekniske evne, end at komme med et svar.

Enkelte gode serier er der dog, men de er enten meget indie – ligesom den knugende og filosofiske Rectify – eller ikke-engelsksprogede som (den übercoole) Lior Raz’ intense Fauda.

Taboo er en serie fra en tid, hvor ingen længere kan huske, hvorfor de laver dem. Der er noget af den vestlige middelklasses ulidelige lethed over fascinationen af pittoresk Poe-gotik, afrikansk okkultisme, tilsmudset plebs og pudder-paryk-elitens depraverede sexliv. Alt sammen nydt på behørig afstand på Macbookens retinaskærm.

Alting står skarpt på overfladen, men der er ikke noget bagved.