|
|
|
Status på augmented reality
Kampen om brillen

Virtual reality og augmented reality var det helt nye for få år siden, men der er endnu ingen, der går rundt med brillerne. Hvordan står det til med teknologien? Hvad kan den lige nu? Og hvornår kan man egentlig sidde og se Netflix, mens man er til møde? Foto: Getty.

Skrevet af
Der udspiller sig igen en indædt kamp om den “nye virkelighed”, den virtuelle, Virtual Reality (VR), og igen er det primært amerikansk tech-firmaer (og et par af giganterne), der sætter dagsordenen. Men hvad med den ’supplerede virkelighed’, altså Augmented Reality (AR), hvor brugeren ikke er lukket inde i et par omsluttende ’goggles’, men et par smarte solbriller med et magisk digitalt lag? Hvor langt er “vi”, og hvor er vi på vej hen?
Vi må lige afklare nogle ting, før vi går videre. Af de to teknologier er AR måske mest kompleks at forstå, og det er ikke lettere, hvis man ikke lige har mulighed for at prøve et par AR-briller. Oplevelsen er ganske særegen. I grove træk kan man sige, at hvor Virtual Reality er et lige-ud-ad-landevejen-sansebombardement, hvor brugeren med et par VR-briller er afkoblet fra sin umiddelbare omverden (tænk The Matrix, men uden de eksistentielle overtoner, og mere porno), så er den gode AR-oplevelse afhængig af at være en blanding mellem den fysiske omverden og et interaktivt, digitalt informationslag eller digitale 3D-objekter.
 
Det er svært. Mange vil kende AR-oplevelsen bedst fra deres smartphones, hvor telefonskærmen virker på samme måde som brillerne på en HoloLens fx det forbløffende populære Pokémon Go!-spil.
 
Pokémon Go!-besættelsen ville ingen ende tage  indtil den gjorde. Det var den brede befolknings første møde med AR.
 
Der er i grove træk to forskellige former for brillebåren AR. Den ene er den form for “industrial strength”-AR, som fx bl.a. HoloLens tilbyder. Her er der tale om et næsten komplet styresystem med mulighed for at manipulere med de informationslag, der vises. Fx kan man spille små spil på HoloLens-platformen, og Pokémon Go! kan også afvikles.
 
De fleste har flere møder med AR, end de regner med. Fx når du bruger Snapchats ansigtsfiltre.
 
Generelt er det voldsomt dyre devices, og briller som fx Magic Leap One og i nogen grad Leap Motion Project NorthStar (to konkurrenter, som vi vender tilbage til) ligger i +$2.000-prisklassen, er fyldt med fejl og mangler og har ikke noget veludviklet økosystem til at udbrede applikationer, spil eller andet indhold på.
 
Den anden form kan vi kalde for HUD eller Heads Up Display AR, hvor brillen i højere grad er et diskret display, der kan vise notifikationer, måske også realtime-navigation og et kontekstafhængigt informationslag. Her er fokus primært på at få brugerne væk fra smartphoneskærmen/håndledscomputeren, men i stedet for bliver man stresset over at få sin news stream serveret lige i øjenhøjde. Hele tiden.
 
Google Glass var et tidligt forsøg på at lave en platform, men mange vil mest huske Google Glasses fra snakken, der gik om ‘glassholes”, og hvordan San Fransiscos kaffebarer forbød tech-dudes (og dude-inder) at komme slentrende ind med deres briller og være creepy med deres påmonterede spionkameraer. Ofte er selve hardwaren mindre og meget mere diskret.
 
Hypen skuffede
I 2014 var nyhederne fyldt med nyt om VR- og AR-teknologier – altså digital teknologi, der enten lader brugeren være visuelt og rumligt omsluttet af en kunstig, interaktiv verden (VR, Virtual Reality) eller gennem et par gennemsigtige briller modificerer den “virkelige virkelighed” med kunstige, interaktive objekter (AR, Augmented Reality, også kendt under betegnelsen Mixed Reality og nogle gange “Extended Reality” – lad os kalde det ’suppleret virkelighed’).
 
Jeg har før behandlet emnet VR og AR, og begge teknologier har været helt oppe at ringe på hype-meteret. Der har ikke været de helt store nyheder på VR-/AR-markedet, siden Facebook i 2017 købte firmaet Oculus og lancerede Facebook Spaces – en slags VR Messenger.
 
Se begynderens introduktion til AR og mixed reality på CNET.
 
Giganten Microsoft kastede sig ind på AR-markedet med de rasende dyre ($3-5.000) HoloLens i 2016, og både AR og VR giver stadig anledning til de helt store tech-eksistentielle udmeldinger. Fx Oculus Rifts CEO Brendan Iribe, der mener, at virtual reality bliver det sidste ord i brugergrænseflader – tilsyneladende dog med hjerneimplantater og nervestimulation og den slags. Det er ganske enkelt, ifølge Iribe, enden på (brugergrænseflade-) historien.
 
Store ord, og jeg tror, man skal være varsom med at varsle historiens endeligt. Selv Intel måtte klappe hesten. Deres New Devices Group, under ledelse af Itai Vonshak (der bl.a. arbejdede med Pebble Smart-uret), søsatte i 2017 et udviklingsprojekt kaldet ‘Vaunt’, der skulle have været et par “smartglasses” med relativt beskedne AR-muligheder; Vaunt, en meget hverdagsagtig brille, der kun havde få ting, der afslørede den som andet og mere end en brille, kunne vise et simpelt Head Up Display (HUD) (lidt som en teleprompter eller en lysavis), og kunne fx opslå notifikationer fra sociale medier eller beskeder direkte på glasset.
 
Tilsyneladende kunne man også fjerne en notifikation med et nik eller et sideværts blik. Jeg siger kunne, for kun et par måneder efter, i april 2018, at offentligheden fik nyheden om Vaunt-projektet, og måneder før udviklerne fik mulighed for at prøve kræfter med systemet, trak Intel stikket på projektet.
 
Vaunt – diskret brille, stor hardwareudvikler, lille succes!
 
Man skal være varsom med at love guld og grønne skove, hvis man 3 år senere knap kan præstere en halvvissen granplantage. Dette har det amerikanske Magic Leap formentligt (også) lært, efter de for nyligt lancerede version 1.0 af deres længe ventede Magic Leap One (ML1) AR-brille.
 
Ikke hyldevarer i Elgiganten!
Magic Leap er det nyeste og forbløffende nok det billigste ”industrial strength”-AR-system på markedet, selvom prisen stadig er relativt høj. ML1 er markedsført som “Creator Edition”, og systemet er tænkt som en udviklerversion, dvs. en software- og hardwareplatform for de nysgerrige udviklere, der sidder derude med deres egne idéer om, hvad Magic Leap One skal kunne.
 
Da både Magic Leap og mange af de andre AR-firmaer tilsyneladende ikke har fantasi til at forestille sig, hvad brugeren så faktisk skal med et par AR-briller, håber man på at kunne lokke nysgerrige udviklere over på deres platforme og samtidigt, at udviklerne har gode, skalérbare og rentable idéer. Men som udvikler, der kaster sig over et nyt værktøj og spenderer kostbar tid på at lære det at kende, er det ofte også relevant, at der er kunder (brugere, mennesker), der værdsætter (og måske endda betaler) for ens ydelser.
 
Desuden er meget af det software, der følger med, tilsyneladende ret buggy og udgør et, for udvikleren, helt nyt system af apps, værktøjer, firmware og styresystemer. Der er p.t. ikke nogen rigtig ”industrial strength”-AR-brille i handlen, men som udvikler er der flere platforme at vælge imellem.
 
 
Augmented reality-brillerne er mindre klodsede end virtual reality-brillerne, men det er stadig svært at forestille sig, at de bliver allemandseje i den form, som de ses her fra Magic Leap.
 
En demo krydser sit spor
Der har som nævnt været lidt stille de seneste år omkring VR, AR og andre ‘post-desktop’-computergrænseflader, men efter næsten et års pirrende ‘teasere’ og opbygning af en enorm hype præsenterede Magic Leap forleden deres Magic Leap One (ML1) AR-briller. De lover at være såvel de bedste, billigste, pæneste og i hvert fald mest komfortable “rigtige” AR-briller på markedet.
 
Hvad med en lille omgang skydetræning på kontoret? Denne video handlede snarere om, hvordan Magic Leap gerne så sin brille, end om at være en demo.
 
Da denne (temmeligt imponerende) video dukkede op i 2015 var Magic Leap hurtige til at understrege, at der her var tale om en konceptvideo, en demonstration af, hvordan de gerne så deres AR-brille virke, ikke en demo af en fungerende brille. Firmaet er gået ret stille med dørene, men har til gengæld rejst 2.3 milliarder i startkapital. For blot en uges tid siden, altså godt 3 år efter demoen, er brillen til salg for den nette sum af $2.500.
 
Anmeldelse af Magic Leap-brillen.
 
Firmaets seneste live-demo er i det store hele præsenteret i en meget upretentiøs tone, og der er ikke meget tech-guru over værten (en seniorudvikler), en langhåret “Chief Game Wizard” (yep!) og en tredje gæst, som er… jaeh, en eller anden fyr, der arbejder med hardware. Hov, og der står en blå elbas ovre i hjørnet. Randomness. Man skal ikke læse mange indlæg i kommentarsporet på Magic Leap One 2018-live-demoen før skuffelsen er ganske følbar.
 

MagicLeap har selv lavet flere live-demonstrationer af deres AR-briller.
 
”This demo needs more demo”. Udpluk af kommentarerne til Magic Leap Ones Live Demo.
 
Senior Dev., “Chief Game Wizard” og Alan fra “Developer Tech. Strategy” til live demo af Magic Leap.
 
Det er måske tilfældigt, men Chief Game Wizard ser ud som om, han har været i gamet i en rum tid. Måske har han engang i 1980’erne været på SIGGRAPH-konferencen og siddet på første række til MIT Labs demoer. Læg mærke til dette afsnit fra Magic Leap-demoen, hvor ‘spatial computing’ introduceres, og dernæst denne MIT “Put That There”-demo fra 1979. Slående ligheder:
 
 
Ved minut 7.50 introduceres spatial computing.
 
MIT's "Put that there"-demo fra 1979.
 
Man skal naturligvis tilføje, at med Magic Leap kan man “put things there” i et tredimensionelt rum, ikke bare på en todimensionel flade. Og naturligvis skal man også tilføje, at MIT-projektet fra 1980 formentlig har brugt en computer på størrelse med et mindre dansk parcelhus, hvor Magic Leap bruger en computer, der kan bæres i bukselommen.
 
Et andet formildende træk er, at der må have siddet en Magic Leap-udvikler, der samtidig var kæmpe fan af det islandske post-rockorkester Sigur Ros et sted derude. For mig er højdepunktet af Magic Leap-demoerne denne:
 
Sigur Ros X Magic Leap.
 
På vej ud af skuffelsestruget
Det er ikke kun YouTube-genierne, der mærker et lille stik af skuffelse. Hvor er min hyperdigitale smart-brille, så jeg kan se Netflix og skimme min Twitter, mens jeg cykler? Hvorfor skal jeg stadig holde min smartphone ud foran ansigtet for at få et fesent billede af en Pokémon frit svævende 30 cm over Fisketorvets gulv?
 
Ifølge konsulenthuset Gartner er AR (i 2018) nede i det kedelige ”Trough of Disillusionment” (øh, Skuffelsestruget, Disillusionshullet? Forventningskrateret?); et sted i nye teknologiers tilsyneladende fuldstændigt forudsigelige cyklus, hvor forbrugere, udviklere og folk med fingeren på pulsen har tabt entusiasmen for en teknologi. Den gode nyhed, skal vi tro grafen, er, at AR er på vej op mod ”Slope of Enlightenment” og dermed ved at ramme det gyldne ”Plateau of Productivity”, hvor forbrugere faktisk kan bruge teknologien til noget smart. Yay!
 
Ifølge konsulenthuset Gartner er næste skridt for augmented reality "Slope of Enlightenment", så selvom hypen er ovre, så er der stadig håb for teknologien.
 
Selvom ML1 lover en del nytænkende design-valg (fx en computer i lommen vs. HoloLens, der har computeren i brillen (tung), magnetisk tracking (fremfor IR-lys-tracking) af pege-redskabet, letvægtsbrille (under 500 gr.), ergonomiske konfigurationsmuligheder i brillen etc. etc.) er indtrykket alligevel, overordnet set, lidt skuffende. Det er ikke den store revolution, men måske et skridt op mod produktivitetsplateuet.
 
Der er mange begrænsninger i ML1. Det er ofte helt rimelige begrænsninger baseret på det faktum, at det er utroligt svært og processorkrævende at lave en AR-oplevelse på højde med VR- eller 3D-spil. Som almindelig forbruger skal man ikke skrue sine forhåbninger alt for højt op. Fx kræves det, at man skal scanne det rum, man vil supplere med et digitalt lag grundigt, før man kan bruge systemet man kan altså ikke bare gå en tur på gaden og forvente at få spændende ”mixed reality”-oplevelser undervejs.
 
Dette er en helt rimelig begrænsning, for skal man kunne interagere med AR-objekter på en realistisk måde, skal objektet vide, hvordan det skal opføre sig i forhold til omgivelserne. Er der fx et bord, skal objekterne kunne bevæge sig på bordoverfladen, men også kunne gemme sig under bordet. Det er svært, og sammenligner man med VR, er det hele relativt primitivt. Der er dog tegn på, at produktivitetsplateauet er i sigte, og at mindre producenter leder vejen.
 
Udfordrerne – og kampen om forretningscasen
Der er ikke megen tvivl om, at der kastes store ressourcer ind i kampen om at blive først og størst på AR-markedet. Ofte er der utrolige mængder arbejde bare med at få hardwaren til at fungere tilfredstillende.
 
Leap Motion: Project North Star
Firmaet Leap Motion er med deres Project North Star gået i en noget anden retning end de fleste producenter.
 
Project North Star i levende live.
 
De har anerkendt, at "industrial strength"-AR ikke (endnu) hører hjemme på gader og stræder, men formentlig en rum tid endnu vil være specialudstyr til professionelle eller i bedste fald til hjemme-gaming. Blandt andet derfor er deres headset meget lidt elegant, men til gengæld kan man for ca. $100 bygge dem selv. Alt, inklusive hardware, er open-source, og i princippet kan du bygge en, hvis du har adgang til en 3D-printer, og hvis ting som Bill of Materials, Mouser eller github siger dig noget.
 
Vusix: Blade
Vusix Blade AR brillerer ved at lege med nogle af de store; de har integreret Amazon Alexa-stemmestyring, så du også kan tale med din brille:
 
Vusix Blade fikser problemerne ved Google Glass.
 
Emacula
Emacula er en kombineret kontaktlinse/brille ”under regulatory approval”, og de er efter eget udsagn en ”game-changer”. Vi får se.
 
ODG: R-7
ODG's R-7 ‘smartglasses’ er et eksemplar fra en af de mindre producenter, der blandt andet har fået en del omtale efter et samarbejde med Porsche. Gennem R-7-brillerne kan eksperter fra Porsche blandt andet ”se med” og guide, når mekanikeren på værkstedet er i gang med en reparation. Besøger man deres hjemmeside, bliver man bedt om at skrive efter en pris og evt. reservere et par af de nye R-9-briller. Igen er der tale om udviklereksemplarer, men der er dog konkrete cases på bordet.
 
Det er overordnet set en af de helt store udfordringer ved AR. Hvor VR har den hurtige underholdning, pornoen, rutsjebaneturene, er AR et mere problematisk bekendtskab. Det er ikke svært at udtænke en case, men at afprøve den, teste oplevelsen, skalere løsningen er svært. AR i brilleform er stadig en feinschmecker-teknologi – der er ikke nogen billig Google Cardboard-løsning, som man lige kan lave en prototype med. Porsche kan, men det er bekosteligt at udstyre den lokale AutoMester med HoloLens eller andre goggles til $2-5.000 stykket. Og derefter håbe på, at det virker.
 
Software, platforme, og kunstigt intelligente AR-objekter
I den måske lidt mere nørdede ende af forretningsmodellerne er der til gengæld rigtigt gode nyheder til AR-entusiasterne. Spilfirmaet EPIC har udsendt en ny version af deres hæderkronende Unreal Engine med AR-muligheder, hvilket gør det muligt at arbejde med både brille- og skærmbaseret AR-produktion i et af de bedste og mest anerkendte spiludviklingsmiljøer. Niantic, firmaet bag bl.a. Pokémon Go!, har udsendt deres Real World Platform – platformen giver udviklere adgang til Niantics avancerede udviklingsmiljø.
 
Nogle af de mere interessante muligheder er bl.a. kontekst-genkendelse i AR og mere livagtig ’occlusion’ af AR-objekter. Hvis et AR-objekt, fx en Pokémon, skal opføre sig livagtigt i et miljø, så skal den fx “vide”, at en væg er en væg, og at den ikke kan stå inde i den. Det vil sige, at AR-objektet skal forstå, hvad der er omkring det, for at kunne opføre sig livagtigt i en dynamisk omverden. Det er ekstremt svært og kræver både avanceret billedgenkendelse og kunstig intelligens i form af ‘deep learning’ for at fungere.
 
Occlusion-teknologien gør det muligt for pokémons at undgå at gå ind i objekter og mennesker, der går forbi ude i "virkeligheden".
 
AR til dig, AR til mig ...?
Men går der ikke en rum tid, før AR bliver hvermandseje? Jo. Det gør der. Der er tekniske og sociale udfordringer, og jeg er på ingen måde overbevist om, at der kommer til at ligge en afart af ML1 eller en af de andre devices under ret mange juletræer de kommende år. Et umiddelbart ret simpelt aspekt, der for eksempel stadig ikke er løst, er de “additive” displays, man bruger i linserne i AR-briller, og i hvor høj grad de kan blive gennemsigtige.
 
De har relativt lav ‘opacitet’ i forhold til et par almindelige briller, og effekten er ofte som at se igennem et par solbriller. Ikke praktisk på disse breddegrader. Med en HUD-brille, som fx den nu døde Intel Vaunt, kunne man forestille sig helt eller næsten helt gennemsigtige glas. Vaunt brugte bl.a. en svag laser som display, og de er både lysstærke og strømbesparende, men læsbarhed og gennemsigtighed er parametre, som man må formode, at hverdagsbrugeren vil værdsætte.
 
Et helt andet aspekt er ’glasshole’-effekten. AR-briller med kamera og et par flakkende øjne under røgfarvet glas er måske ikke opskriften på en socialt acceptabel teknologi. Og hvordan vil det egentlig føles at gå rundt med et par grimme solbriller, der kaster information lige ind i ansigtet på dig i tide og utide? På den anden side, hvis der nu var nogle pirater, der gad at lave de der anti-ideologi-shades fra ”They Live”, så kunne det være, vi så på tech-nyhederne med… well, helt andre briller.
 

I "They Live" fra 1988 afsløres en uhyggelig alternativ virkelighed, når hovedpersonen har sine briller på.

Relaterede artikler

Hvordan bruger du virtual reality? - Mediernes nye it-kid er landet. Virtual reality er den fremtid, du nødig vil gå glip af. Så hop på toget med alle de and...
Nostalgitrip med Pikachu - Sommeren 2016 vil blive husket for den omsiggribende dille, Pokémon Go, med over 100 millioner downloads. Tusindvis af i...
Virtual Reality er dit nye Skype - VR er mediet, der kan gøre den flade skærm og det begrænsede blik i for eksempel Skype til et lidt gammeldags digitalt ...
Facebook liker nu VR - Facebooks ’Virtual Reality’ Spaces tegner en vision for fremtidens digitale kommunikation og samarbejde, men Facebooks f...
Humans strike back - Ved årets SXSW havde menneskene stjålet fokus fra maskinerne. Den teknologiske udvikling har hidtil været styret af, hva...
Virker det der disruption? - På direktionsgangene og i management-litteraturen er de udviklinger, som begrebet ”disruption” bruges til at beskrive, b...
Lad de digitale platforme være dine filmklippere - Vi ved alle, at YouTube er til video, Instagram er til billeder og video, Pinterest er til billeder og video, Facebook e...

Giv din stemme

7 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

40 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Konsulent

Frist: 24. september

Copy & Content Curator

Frist: 29. september

Intern Communication

Frist: 4. november
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.