Små ords store magt

Vi har set dem på film og i tv-serier. Retsmedicineren, der skal fastslå dødsårsagen eller dødstidspunktet for den myrdede, eller sprogforskeren, der skal afgive vidneforklaring om, hvor sandsynligt det er, at selvmordsbrevet faktisk er skrevet af den afdøde.

Men hvad betyder den måde, der bliver talt på inde i selve retssalen, for udfaldet af en sag?

Det er dette spørgsmål, der driver forskeren Sune Sønderberg Mortensen, som er adjunkt i dansk ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC. Han forsker i den måde, som anklager, forsvarer, dommer og vidner taler på i danske retssager – og hvilken betydning det kan have for forløbet og udfaldet af retssagerne.

Det er ikke kun de små ord i talesproget, der kan have en drastisk indvirkning på virkeligheden. I Portland i USA måtte mejerivirksomheden Oakhurst Dairy betale 10 millioner dollars til tre lastbilchauffører, da et komma skabte tvivl om, hvorvidt de var omfattet af retten til betalt overarbejde. Læs hele komma-sagen her.

Konkret har han i et af sine projekter kigget nærmere på det, man kalder epistemisk positionering, dvs. sproglige sikkerheds- og usikkerhedsmarkeringer. Han forklarer: »Man kan fx sige: ”Hun kom cyklende i højre side af landevejen.” Da har man bare sagt noget uden at give det en eksplicit sikkerheds- eller usikkerhedsmarkering. Så kan man sige: ”Hun kom helt bestemt cyklende i højre side af landevejen.” Eller man kan sige: ”Hun kom vistnok cyklende i højre side af landevejen”«.

Sune Sønderberg Mortensen fortæller, at der har været en tradition for at antage, at hvis man fx siger ”helt bestemt”, så er det et udtryk for større sikkerhed, end hvis man siger ”vistnok” eller ”så vidt jeg ved”. Men så enkelt er det ikke altid, påpeger han: »Når man som afsender har et behov for at sige noget som ”helt bestemt”, så er det måske, fordi der er nogen, der kunne forvente, at man ikke er helt sikker på det.«

Han refererer til et citat fra den berømte, engelske lingvist Michael Halliday: »You only say you’re certain when you’re not«.

»Der er som regel en grund til, at man føler behov for at udtrykke, at det her er ikke bare noget, jeg siger, det er noget, jeg er sikker på. Man kan gøre det, hvis man har en forestilling om, at nogen kunne være uenig med en. Det kan også være, fordi man faktisk ikke er helt så sikker, så det er en slags projicering af ens egen usikkerhed,« forklarer han.

”Jo” – den lille sikkerhedsmarkering

Sune Sønderberg Mortensen tænder for en lydoptagelse, han har liggende på sin computer. Optagelsen er fra en retssag i Retten på Frederiksberg, hvor en mand er tiltalt for at have overfaldet en parkeringsvagt i forbindelse med, at p-vagten udsteder en parkeringsbøde til ham.

P-vagten og den tiltalte har to helt forskellige versioner af, hvad der er foregået. Den tiltalte mener, at p-vagten startede med at være voldelig, og at han selv – den tiltalte – ved et uheld kom til at give p-vagten et slag, da han ville rive sin arm fri. P-vagten derimod fortæller, at han talte stille og roligt med den tiltalte, som pludselig slog ham i ansigtet.

Sune Sønderberg Mortensen har i sin sproganalyse sammenlignet parkeringsvagtens forklaring – altså det påståede offer – med forklaringen fra vidnet, der taler den tiltaltes sag. P-vagten virker meget skråsikker, påpeger Sune Sønderberg Mortensen og fortæller, at der især er ét ord, han bruger hele tiden – nemlig ordet ’jo’, som dybest set betyder ’’det vil du ikke være uenig med mig i”. Sune Sønderberg Mortensen forklarer: »Vi siger ofte ’jo’, når vi antager, at modtageren i forvejen er klar over det, vi siger. Eller når man blot forudsætter, at det her er noget, jeg ikke vil blive modsagt i.«

Sammen med sin kollega Janus Mortensen har han optalt, bl.a. hvor mange gange p-vagten bruger ordet ’jo’ under sin vidneforklaring: i alt 73 gange, svarende til over 1/3 af alle hans sikkerheds- og usikkerhedsmarkører – og det er påfaldende, forklarer forskeren. P-vagten bruger generelt mange sikkerhedsmarkører, og i stort set alle tilfælde, hvor han fortæller om vigtige situationer, bruger han sikkerhedsmarkører snarere end usikkerhedsmarkører eller umodificerede udsagn.

Sune Sønderberg Mortensen tænder igen for lydoptagelsen, hvor p-vagten taler: »Som du kan høre, så kommer ’jo’erne’ ind ret mange steder. Også der, hvor hans udsagn ikke er så selvfølgelige eller ukontroversielle, som brugen af ’jo’ forudsætter.«

Øjenvidnet, der skal fremme den tiltaltes sag, har derimod en mere balanceret brug af sikkerheds- og usikkerhedsmarkører, fortæller Sune Sønderberg Mortensen. »Det fremstår sådan, at der hvor øjenvidnet er sikker, der modificerer han ikke sine udsagn – og det er blandt andet tilfældet, når han taler om de helt centrale aspekter af sagen,« påpeger Sune Sønderberg Mortensen og tilføjer samtidig, at sprogbrug kan virke socialt stemplende.

»F.eks. kan overdreven gentagelse af enkelte ord eller typer af ord i nogles ører tænkes at signalere lavstatus, hvilket igen kan påvirke troværdigheden – ikke mindst hvis man er p-vagt og måske allerede fra start har nogle fordomme imod sig,« siger forskeren.

Selvom man i sit sprog gør brug af den ellers forstærkende dialogpartikel 'jo', kan modtageren aflæse udsagnet som et tegn på usikkerhed. Selvom der eksisterer en fælles forståelse for vores sprog og brugen af samme, vil små indikationer og partikler i vores kommunikation altid skabe en risiko for at tale forbi hinanden, idet der foregår en fortolkning undervejs.

Den tiltalte ender med at blive frikendt, uden at der er opnået enighed blandt dommerne, dvs. på baggrund af en afstemning, og her kan p-vagtens sprogbrug have spillet en væsentlig rolle, påpeger Sune Sønderberg Mortensen. Han kan ganske enkelt have virket mindre troværdig eller mindre sympatisk end modpartens vidne.

Undersøgelsen er udgivet med titlen ’Epistemic stance in courtroom interaction’ som bidrag i antologien Pragmatics and Law: Practical and Theoretical Perspectives, Springer, 2017.

Særlig dansk retskultur
Aktuelt er Sune Sønderberg Mortensen i gang med at undersøge dansk retssalsinteraktion i kontrast til retssalsinteraktion i andre lande. I Danmark er der ikke lavet sprogvidenskabelige studier af denne art før, og den forskning, der findes i USA og England, beskæftiger sig ofte med de mest alvorlige og spektakulære retssager. Men hvilket billede tegner sig, når man ser på helt almindelige dagligdagsretssager?

»Mine foreløbige observationer viser, at dagligdagsretssager i Cardiff og New York ser helt anderledes ud end i Danmark – de har en meget konfrontatorisk, intimiderende og magtrealiserende måde at tale til især vidnerne og de tiltalte på. Der bliver ikke lagt fingre imellem,« fortæller Sune Sønderberg Mortensen.

Omgangsformen i danske retssager er derimod præget af afslappet høflighed. Fx indikerer afhøreren typisk, at vedkommende har hørt vidnets svar ved at sige »mm«, »okay«, »ja« eller lignende.

Og kender man ikke de implicitte spilleregler i retssalen, kan det få konsekvenser, understreger forskeren. Der findes studier af, hvordan aboriginere i Australien er kommet i problemer under retssager, fordi de har en helt anden måde at tale på og forstå mange begreber på.

»Forskningen viser, at der bliver foretaget retsovergreb på aboriginere; deres udsagn bliver ganske enkelt ikke taget for gode varer,« fortæller Sune Sønderberg Mortensen.

I Danmark har vi ligesom i USA og England en anklager og en forsvarer, der fremlægger hver sin side af sagen. Men interaktionen i danske retssager bærer i højere grad præg af et fælles ideal om at nå frem til, hvad der faktisk er sket i sagen, forklarer Sune Sønderberg Mortensen.

Der er et klart ’vi’, som omfatter retten og retssamfundet som helhed – og dette ’vi’ har det med at træde i baggrunden i de angelsaksiske retssale. Her dyrker man mere eksplicit konflikten mellem de forskellige versioner af et hændelsesforløb – og kampen om at skade modpartens troværdighed kan være kompromisløs og meget personrettet.

»Fordi vi i Danmark i højere grad dyrker idealet om, at retten i fællesskab skal nå frem til en sandhed, så er det også problematisk, hvis en anklager kommer til at fremture for hårdt med en påstand, hvilket omvendt var helt legitimt i fx Oscar Pistorius-retssagen i Sydafrika, hvor OL-handicap-atleten var sigtet for drabet på sin kæreste,« påpeger Sune Sønderberg Mortensen.

Sune Sønderberg Mortensens forskningsprojekt er unikt i dansk sammenhæng. Danske retssager bliver i modsætning til i fx USA meget sjældent filmet og gjort tilgængelige uden for retssalen.

»Retten skal være for alle. Men de færreste kommer ind og ser, hvad der foregår i retssalene. Der er forsket så meget i interaktion i andre kontekster – fx interaktion på arbejdspladsen og ved middagsbordet. Men i Danmark er der næsten ikke forsket i sprogbrugen i retssager, til trods for at retten er en så central institution i vores samfund,« siger Sune Sønderberg Mortensen.

Dialogpartikler

’Jo’ er en dialogpartikel, ligesom fx ’nu’, ’da’, ’vel’ og ’nok’. Det er alle små ord, man bruger til at indikere de pragmatiske forudsætninger for samtalen.

Eksempel:

»Det kan jeg da ikke«. Det indikerer, at der er et modsynspunkt, fx: Du har sagt, at jeg kan – og har de samme forudsætninger for at vide, at jeg ikke kan.