Vi skal samle på ord der skinner af betydning

Man bruger som en slags talemåde den sære afslutning på den østrigske, strengt analytiske sprogfilosof Ludwig Wittgensteins første hovedværk, Tractatus Logico-Philosophicus (1921): ”Det, om hvilket man ikke kan tale, om det må man tie.” Det er en smuk bemærkning, man ikke kan blive færdig med at tænke over. For den får én til at tænke over, hvad det egentlig er, man ikke kan tale om.

Forleden faldt jeg igen over en af den slags sætninger, som taler om noget på en måde, der begrænser dets indhold i stedet for at åbne for det. En konsulent fortalte om sig selv, at han ”faciliterer HR-processer gennem fokus på dialog.” Nåh, du mener, at du taler med folk om, hvordan det går på arbejdet?

Forkortelsen HR, Human Ressources, hed tidligere personaleafdelingen - afdelingen, der tager vare på de mennesker, der er ansat i virksomheden. HR betyder alt andet end menneskelige ressourcer: Det betyder alle de ressourcer, der er systemiske i os og kan handle ifølge de målsætninger og styringsmekanismer, der er sat for virksomheden.

Vi er ved at skyde sproget fra os og skabe en form for mental tegnudvikling i stedet. Problemet er, at den mentale tegnudvikling ikke kan rumme det rent menneskelige.

Newspeak, system og livsverden

Begrebet 'Human Ressource' er det, George Orwell i romanen 1984 kaldte 'newspeak'. Et ord, der lyder rigtigt, men har et andet indhold, end det lader, som om det har. Ligesom når regeringen omdøber Finansstyrelsen til Moderniseringsstyrelsen, og vi alle sammen godt ved, at de mener Besparelsesstyrelsen. Det er newspeak, fordi det lægger en anden betydning ind i ordet for at få det til at passe ind i et tredje koncept.

Man kunne også kalde det decideret løgn - men så ville man ikke se, hvor meget af ordet, der rent faktisk reduceres. 'Human Ressources' kunne betyde en verden af smukke, vidunderlige og musiske ting, men det betyder, ”det, vi skal bruge for at få virksomhedens mål opfyldt.”

Sproget er lige så levende som de mennesker, der taler det.

Det er et udtryk for en tilstand, som den største nulevende samfundstænker Jürgen Habermas har beskrevet i en bog om kommunikation som handling, The Theory of Communicative Action (1981). Han forklarer, at livsverdenen, vores egentlige udgangspunkt, er på vej til at blive kolonialiseret af systemtænkningen.

Det tekno-testosterone sprog

En af mine venner havde installeret en varmeapparats-gadget i hjemmet og beskrev den grundigt i uhyre tekniske termer på Facebook. Det var meget morsomt, for det var slet ikke nødvendigt at formulere sig så teknisk, for at vi andre kunne forstå, hvad han talte om.

Men hov, tænkte jeg. Vi øver os jo i systemsprog her. Der blev ikke talt om, hvor hyggelig det var med varmen, som nu bredte sig i huset på en bedre måde. Og så tænkte jeg på alle de gange, hvor man har siddet blandt en gruppe mænd, og jargonen var den tekniske, og man sad og smågrinede af, hvilke formuleringer, der blev jongleret med. Og de, der var bedst til at finde de tekniske udtryk og anvende dem med klarhed på noget, der ikke behøvede det, blev beundret af gruppen. Det kunne alle mærke. Og alle mænd kender det.

Jeg tænkte: Jeg vil tale uteknisk og organisk, jeg vil åbne mig for andre udlægninger. Jeg vil finde ord, der skinner og spørge hvorfor. Jeg vil undersøge, hvorfor englænderne er begyndt at skrive bøger om hygge, og finde ud af, hvilken åndelig kvalitet der ligger i det, som ligger ud over det at drikke te foran pejsen. Det ved englænderne måske ikke, men det ved vi. Vi må kunne finde flere betydningsfulde ord for det betydningsfulde og gøre plads til dem i vores verden.

Systemsprog er sprog, der funktionsoptimerer hvert enkelt ord og begreb, til ingen bibetydninger overlever.

Betydningsfulde ord for det betydningsfulde

Er der plads i verden til ord som 'tao', der måske betyder ”vejen”, og som handler om at lytte til livet, der hvor man er, og først da vide, hvordan man skal handle? Ligesom i den uforglemmelige russiske film, Stalker (Tarkovskij 1979). Hvor tre mænd skulle finde et hus, men kunne ikke gå den lige vej og måtte lægge ruten efter, hvor deres møtrik landede, når de kastede den.

En klar kritisk kommentar til netop systemtænkningen, som den var i det totalitære Sovjetunionen, og en påskønnelse af tilfældet, der på magisk vis leder os frem. At gå den vej, der ikke er den lige vej, rummer noget andet og mere.

Er der plads i verden til det græske 'kairos', der nok betyder tid, men som også betyder det øjeblik, hvor tiden er inde? Ikke nuet, snarere det, vi fylder nuet med, hvis alting bliver rigtigt. Og 'ubuntu' og 'agape'? Ubuntu er et ord fra det sydafrikanske bantu-sprog. Jeg kan ikke finde ud af at beskrive, hvad det betyder, men jeg ved det godt. Det betyder noget i retning af: det, der er imellem os nu på grund af bevægelsen, som er skabt på grund af vores fællesskab. Nogen ville sige, det var uoversætteligt. Men det er ikke uoversætteligt. Nu har jeg det: Det betyder fællesskab.

Vi har blot reduceret ordet fællesskab på grund af vores systemiske tænkning, så det ikke rummer ubuntu. Ligesom englænderne åbenbart har reduceret ordet for det bestemte måltid 'tea', så det ikke rummer hygge.

Findes der et ord for denne følelse? Foto: GettyImages.

Ordenes affortryllelse

Wittgensteins arbejder kredser ofte om et af den menneskelige bevidstheds mest mærkværdige problemer: Hvad er forholdet mellem tingene og de ord, vi bruger til at betegne dem med? Og hvad er forholdet mellem ordene og tilstandene, de beskriver?

Hvad er forholdet mellem ordet 'sjæl' og sjælen selv? Er det sjælen, der giver ordet sin betydning? Eller giver ordet sjæl noget psykisk et indhold, det ikke havde i forvejen?

Og det underligste ved det spørgsmål er, at forholdet mellem ordene og tingene og ordet og tilstandene har ændret sig afgørende de senere generationer. Et eksempel: Når man i gamle dage bad, ”Helliget vorde dit navn”, så var det ikke, fordi navnet skulle være helligt, hvilket også kan lyde noget tomt. Det var, fordi navnet havde noget af tingen i sig.

Det er heller ikke tilfældigt, at der ligger et element af hemmelighed og mystik i betydningen af ordet 'rune'. Man mente, at den, der kunne runer, sad inde med dybe hemmeligheder om livet selv. I et vers i Den Ældre Edda, de islandske digte fra 1200-tallet om verdens oprindelse og betydning, kan man se, at Odin mener, at runerne kan vække døde til live. Hvad kan ordet rune ikke rumme af hemmelig visdom, hvis runer kan vække døde til live?

I dag ved vi, og det er ikke mindst Wittgenstein, der har gjort opmærksom på det (i sit andet hovedværk, Filosofiske Undersøgelser fra 1953), at ordene betyder det, de gør, fordi vi har aftalt det. Et navn kan derfor ikke være helligt i et socialliberalt velfærdssamfund eller i et postmoderne, neoliberale konkurrencesamfund.

Og runernes ”hemmelighed” bestod i benovelsen over det ukendte, oplevet af en analfabetisk kulturs møde med skriftlærdommen. Den, der besad en sådan magisk indsigtsfuldhed, kendte livets hemmeligheder. Reelt betød det blot, at den, der kunne runer, kunne læse manualer, hvis de var skrevet med runeskrift.

Ligger der håb i ordet 'håb'? Ifølge den ene gren af sprogvidenskaben, så ja.

Sprogspil

Men hov, en gang til. Det er så ikke, fordi ordene har mistet deres betydning, at vi ikke bruger ord som ånd og sjæl, og ordet fællesskab ikke rummer noget af ubuntu, og tiden ikke rummer øjeblikkets uvished og kairos. Det er åbenbart, fordi vi har aftalt det.

Aftalen kalder Wittgenstein ”sprogspil”. Wittgenstein opdagede, at ordene henter deres betydning fra den sammenhæng, de indgår i, og nu har vi skabt en sammenhæng, hvor ordene har fået deres betydning reduceret, fordi vi har en verden, hvor systemtænkningen har koloniseret livsverdenen, og livsverdenen ikke må komme med på arbejde.

De senere år, efter at adfærdspsykologien fik ordentligt tag i os og målstyringsteoretikerne og terapeuterne og HR-konsulenterne, er sproget eroderet. Ikke sådan, at det er ringere, som når ens far talte om, hvor dårlige de var blevet til at udtale ordene i radioen. Men sådan, at vi ikke giver det lov til at rumme det, det vil og kan.

Det er ikke kun i arbejdslivet, eller når vi mimer arbejdslivet derhjemme ved at hygge os med at tale overteknisk om noget, der slet ikke kræver det. Vores måde at bruge sproget på har mistet det moment af tillid til, at tvetydigheden kan leve af sig selv. En tillid den skal have, for at sproget kan blive fuldstændigt levende, og ordene vokse sig fulde af følelser og hentydninger.

Er vi det mindste i tvivl på skrift, kommer der en smiley, der antyder, i hvilken retning udsagnet skal forstås.

Sprogets indbyggede tvetydighed burde være mere attraktivt for moderne entrepeneur-mennesker som os. Foto: GettyImages.

Vi har fået lavet os et liv, hvor man bliver afbrudt, hvis man udvikler en tanke, der kræver et par bisætninger, fordi man er bange for, at andre ikke forstår, hvad man siger, som om folk derved skulle falde i en afgrund af tomhed. Det er det ikke, det er en afgrund af ukendte følelser, betydning og mening.

Seks navne for skønhed

Vi reducerer sproget til at kunne være i nogle kasser, der er konstrueret efter en fællesnævner, vi alle umiddelbart kan aflæse, fordi den har samme karakter som alt det andet i verden, der umiddelbart kan aflæses. Fordi det kan måles og vejes og beskrives i bund.

Vi har brug for at søge - ikke sprog for vore følelser - men søge de følelser, der er i sproget. Vi må på jagt efter ord, der kan rumme det uudsigelige. Det, vi mangler at placere mellem os, for at vi kan gå fra det systemiske til det mellemmenneskelige.

Agape er et græsk ord for en kærlighed, som ikke forventer noget til gengæld. Man plejer at stille det over for eros, men det er faktisk ikke nogen modsætning, det er blot to forskellige former for tiltrækning. Den ene giver endeløst uden tanke på at modtage, den anden sætter det, der gives, og det, der modtages, i en fælles dynamik.

En periode har jeg været optaget at samle på ord for bestemte, lokale vinde: fønen, sciroccoen, El Nino. De har alle sammen en bestemt form for kraft eller intensitet i sig. Og alle de grønlandske ord for sne, som Peter Høeg var den første der gjorde opmærksom på i sin leksikografiske spændingsroman Frøken Smillas fornemmelse for sne. Alle de ord rummer hver især noget mere end vind og sne.

Jeg læste for nogle år siden en bog med titlen Six Names of Beauty, af en amerikansk filosof Crispin Sartwell. Den handler om det japanske 'wabi-sabi', det hebraiske 'yaspha', det engelske 'beauty', det græske 'kalon' og et par andre. Hvert af ordene for skønhed viser nye nuancer af, hvad skønhed er, fordi ordene optræder i en kultur, hvor skønhedsidealerne har en bestemt karakter, der adskiller sig lidt fra de andre.

En amerikansk psykoterapeut og forfatter af mindfulness-litteratur, Tim Lomas, er på vej et skridt videre med et interaktivt leksikon - indtil videre stærkt på begynderstadiet - hvor han forsøger at samle alle kulturernes positive ord for menneskelige og sjælelige tilstande.

Vi må gå på jagt efter ord, der rummer noget af kærligheden i sig. Noget af ånden, noget af sjælen, noget af fællesskabet og noget af samtalen, som ikke ligger i ordene.