Igen i år inviterer Kforum for Studerende kandidater til at deltage i Specialeprisen, hvor der både er fede præmier og en unik chance for at profilere sig selv som det nye guld i kommunikationsbranchen. Vi opfordrer derfor dig, der har skrevet og/eller har forsvaret speciale i 2018, til at dele dit store stykke arbejde med os og give resten af kommunikationsverdenen mulighed for også at læse med.
Specialeprisen har til formål at hylde nytænkning, vidensdeling og faglighed – og selvfølgelig god kommunikation. Ligeledes er det ikke kun de akademiske kriterier, der vægtes, men også skarpe emnevalg, kreativitet og modighed.
Den kommunikationsfaglige vinkel er jo som bekendt bred og kan omhandle mange forskellige emner. Hvad end du har skrevet speciale om public affairs, intern kommunikation, sociale medier, krisekommunikation, kampagner, blogs, videnssamfundet, spin, journalistik, sprogbrug, kønskommunikation, viralfilm eller lignende, så er det bare om at få sendt dit speciale af sted og være med i kapløbet om årets bedste k-speciale!
Glæden er tydelig at spore, når man som Katrine Ytzen Hermansen vinder Specialeprisen. Det er nemlig ikke blot pengepræmien, men også hæder og anerkendelse fra hele k-branchen, der er på højkant den dag.
Sådan deltager du
Der er faktisk ingen undskyldning for ikke at sende dit speciale ind, det er nemlig ganske nemt. Foruden at oprette en k-profil på Kforum (medmindre du selvfølgelig allerede har en) er det eneste, du skal gøre, at sende dit speciale til
studerende@kforum.dk med et resumé af specialet, din karakter og gerne en udtalelse, hvis du har modtaget en. Husk endelig at fjerne alle personfølsomme oplysninger, inden du sender specialet. Herefter publiceres dit speciale på Kforum, og så er du med i konkurrencen om årets bedste kommunikationsspeciale.
KOM18 blev i år holdt på Docken og programmet var stopfyldt med innovative og visionære k-folk både på og nedenfor scenen Foto: Jeanne Kornum
Deadline for indsendelse af specialer til konkurrencen er 31. januar 2019, men vi modtager med glæde dit speciale før og ser frem til at læse det. Efter deadline nomineres otte af de indsendte specialer til at gå videre i konkurrencen, hvor juryen kårer de tre bedste k-specialer og præmierer dem med op til 10.000 kr. ved KOM19, der afholdes 9. maj 2019. Læs mere om
KOM19 her.
Vi læses ved og glæder os til at høre fra jer.
De bedste hilsener,
Dansk Journalist Forbund & Kforum