Dansk narkotikapolitik i internationalt perspektiv

Nanna Rud Mogensens speciale omhandler den danske narkotikapolitik og tager udgangspunkt i folketingsdebatter fra tre centrale perioder, ligesom det behandler de euforiserende stoffers kulturhistorie og baggrunden for den narkotikadiskurs, der opstod i anden halvdel af 1800-tallet - og hvordan den kommer til udtryk i Danmark i den første lovgivning på området og sidenhen.
Specialet stiller skarpt på den politiske debat om dansk narkotikapolitik i tre forskellige perioder. Kilde: Getty Images.
Specialet stiller skarpt på den politiske debat om dansk narkotikapolitik i tre forskellige perioder. Kilde: Getty Images.
Siden vedtagelsen af Lov om euforiserende stoffer i 1955 har Danmark haft en officiel national narkotikapolitik. Loven foregreb håndteringen af en række markante ændringer i danskernes rusmiddelvaner, som indtrådte godt ti år senere, i midten af 1960’erne, og siden da er forbruget af illegale rusmidler steget støt, alt imens de ulovlige stoffer kontinuerligt har været et emne til debat i dansk politik. Men hvorfor valgte man i sin tid at lovgive imod en gruppe rusmidler, som man havde så godt som ingen erfaringer med i Danmark? Og hvordan har lovgivning og debat udviklet sig i de efterfølgende 60 år, hvor erfaringsgrundlaget med rekreativt forbrug af illegale rusmidler er vokset betragteligt? 
 
Med den politik som blev vedtaget i sluttresserne, og som i det store hele var gældende indtil årtusindeskiftet, placerede man sig med et ben i hver lejr, hvor hashrygning og anden brug af illegale rusmidler ikke i sig selv var ulovlig, men hvor besiddelse og handel med en række rusmidler i mindre skala formelt set var ulovlig, men i praksis var så godt som straffri. På denne måde undgik man at kriminalisere en stor gruppe almindelige samfundsborgere, men man forhindrede ikke en række uhensigtsmæssige følgevirkninger, ligesom den officielle holdning til de illegale rusmidler syntes noget tvetydig. Da kursskiftet i dansk narkotikapolitik i 2004 var en realitet, blev netop signalværdien i athåndhæve det gældende forbud da også fremhævet, ligesom dette mål om signalpolitisk gennemskuelighed længe udgjorde en del af argumenterne imod at indlede lægeordineret udlevering af heroin til stiknarkomaner eller at indrette sundhedsrum for heroinnarkomaner, de såkaldte fixerum. Med stramningerne af Lov om euforiserende stoffer i 2004 og igen i 2007 sendte man et ganske utvetydigt signal: enhver besiddelse af eller handel med illegale rusmidler blev gjort strafbar med bødestraf som minimumssanktion, hvor man hidtil i praksis blot havde modtaget en advarsel for besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer til eget forbrug. Dette kursskifte har naturligvis medført en markant stigning i antallet af dømte efter Lov om euforiserende stoffer og hermed kriminalisering af langt flere borgere, som ikke anser sig selv – eller i almindelighed anses af omverden – som kriminelle.
 
Resultaterne af forskning i rusmidler er efterhånden af astronomisk omfang, og alene i Danmark publiceres hvert år et utal af udgivelser indenfor vidt forskellige forskningsgrene, der omfatter alt fra medicin, herunder psykiatri, neurovidenskab og biokemi, over psykologi og socialpædagogik, til forskellige samfundsvidenskabelige fagområder, kriminologi og jura. Hver af disse videnskabelige grene arbejder ud fra deres individuelle faglige metoder og målsætninger, og det ville være et oplagt mål for historiefaget at forsøge at samle disse forskellige tråde på et mere systematisk plan, end hvad tilfældet i Danmark hidtil har været – en faglig forsømmelse som dette speciale desværre ikke formår at råde bod på. I udlandet – navnlig USA – er rusmiddelforskning et stort, selvstændigt underområde af historieforskningen, mens den psykologiske og samfundsvidenskabelige rusmiddelforskning i Danmark primært udfoldes på Center for rusmiddelforskning ved Psykologisk institut på Århus Universitet, hvor historiefaget ikke længere er repræsenteret.
 
Formålet med dette speciale er altså ikke at give det store overblik over den inden- og udenlandske rusmiddelforskning, men at stille skarpt på et centralt område af konstruktionen af dansk narkotikapolitik, nemlig den politiske debat i tre forskellige perioder, hvor væsentlige politiske opbrud har fundet sted:
 
1. den oprindelige danske lovgivnings tilblivelse.
2. lovændringerne i 1969 og den politiske kontekst for disse.
3. strafskærpelserne i 2004 og de foreløbige erfaringer, som den ændrede
politik har medført.
 
Specialet er bygget op omkring fem selvstændige kapitler, den første del opridser det forskningsmæssige, metodiske og teoretiske grundlag for den bærende analyse, mens andet kapitel præsenterer et overordnet historisk overblik over rusmidlernes internationale historie ud fra det teoretiske udgangspunkt. Tredje, fjerde og femte kapitel behandler de tre nævnte perioder af den danske narkotikapolitiske debat ud fra to simple spørgsmål: Hvordan kommer de danske lovgiveres ideologiske og moralske udgangspunkter for anskuelsen af illegale rusmidler som socialt fænomen til udtryk i den politiske debat, og hvordan udvikler den danske narkotikapolitik sig i perioden 1955- 2017?
 
 
Specialet af skrevet af Nanna Rud Mogensen ved Saxoinstituttet på Københavns Universitet. Specialet er bedømt til et 12-tal.
 
Læs hele specialet her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job