Sul, sundhed og smørkage
Aldrig har så mange danskere gået så meget op i sundhed, i at være fit og i at spise det rigtige. Aldrig har myndighedernes udsendt så meget materiale om sund kost. Og aldrig har der aldrig været så mange overvægtige danskere, som der er nu. Men er den måde vi som samfund kommunikerer om sund kost til udsatte grupper uvirksom? Det undersøger specialet.
I 2013 var 47,4% af befolkningen overvægtige, majoriteten af disse tilhører samfundets mindre ressourcefulde grupper og tallet stiger stødt. Det er både en menneskelig og en socioøkonomisk katastrofe, og ofte møder man da også i forbindelse med denne stigende polarisering kostkommunikatører, der stiller spørgsmålet: ”Hvordan når vi dem, der ikke vil nås?” Dette speciale ser på problematikken fra en anden vinkel og spørger: Er det virkelig rigtigt, at der er nogen, der ikke vil nås? Eller handler folks overvægt om noget helt andet end ligegyldighed overfor eller modstand mod information?
Ved at benytte diskursanalyse, narrativanalyse og identitetsteori på et datakorpus bestående af 11 semistrukturerede interviews med overvægtige informanter i målgruppen, påviser specialet at:
- Det sprog, som det officielle Sundhedsdanmark benytter, når det taler til de mere socialt udsatte dele af dets målgruppe, ligger så langt fra modtagerens, at de i de fleste tilfælde slet ikke er i stand til at forbinde budskabet med noget i deres egen hverdag.
- Det vi spiser har meget lille sammenhæng med hvad vi VED om sund mad, men derimod er afhængig af hvilke identiteter vi GØR og hvilke historier vi FORTÆLLER om os selv. Vores valg of mad er så identitetsskabende, at selve tanken om at skulle spise noget andet end det vi plejer kan være direkte handlingslammende.
- For målgruppen oplevedes det at følge kostvejledninger, som fx ”De officielle kostråd” som decideret identitetstruende, og det at spise anderledes and de var vant til blev ligefrem oplevet som et traumatiserende identitetstab.
Konklusionen er, at den måde vi som samfund pt. kommunikerer om sund kost til udsatte grupper ikke bare er uvirksom, men er decideret kontraproduktiv. Specialet slutter med et bud på, hvordan man kan designe en række undersøgelser og kommunikative tiltag, der vil have reel adfærdsændrende effekt på den gruppe, der traditionelt betegnes som ”Dem der ikke vil nås”. De vil nemlig gerne nås – der er bare ikke nogen, der har gjort sig umage med det endnu.
Læs hele specialet her.
