Intens forvaltning
Borgerne skal ud af hjemmene og finde sig selv i fællesskaberne. Og kommunen skal helt ind i stuerne og mobilisere borgerne til at bidrage. Fællesskabskommunen kalder vi fænomenet, og får med det øje på en kommune, der vil være civilsamfund. Dette speciale undersøger den spirrende kommunal interesse for fællesskaber, der kan spores i de kommunale forvaltningers strategiarbejde.
Specialet undersøger kommunal strategisk kommunikation fra 1979 og frem til i dag, hvori analysens hovedvægt ligger på den nutidige kommunikation og de konsekvenser, de kommunikative fremstillinger har for kommunernes praksis. Udover den historisk semantiske analyse indeholder specialet derfor også praksisnære casestudier.
Vores undren i specialet er drevet af en ny selvbeskrivelse i kommunerne, som dukker op omkring årtusindeskiftet og i dag er allestedsnærværende i det kommunale strategiarbejde – tanken om kommunen som et fællesskab. En interessant beskrivelse af kommunens identitet, og en identitet som udfordrer tidligere selvbeskrivelser af kommunen som serviceleverandør eller myndighed. Med fællesskabet som pejlemærke gør de danske kommuner i deres strategiske kommunikation tilsyneladende op med velfærd som en kommunal ydelse.
Her er det selvfølgelig oplagt at spørge, hvor meget strategierne egentlig sætter på spil i praksis? Er det bare KL’s strategiafdeling, der forsøger at vække liv i en debat om kommunernes fremtid? Vores svar er nej. Fællesskabstanken viser sig nemlig ikke bare at leve i KL’s københavnske mødelokaler, men også i de danske kommuner fra øst til vest. Vores speciale viser, at fællesskabsfortællingen er til stede i størstedelen af de danske kommuner, og at omkring halvdelen af dem har sat kommunen som fællesskab på dagsordenen i enten udviklingsstrategier, planstrategier eller anden tværgående strategisk kommunikation.
Hvilke konsekvenser får fortællingerne så i praksis? Hvad vil det sige at skabe velfærd i fællesskab, og hvad er fællesskabet? Kommunen?
I specialet viser vi, hvordan ’fællesskabskommunen’ er en kommunal forvaltning, som eksperimenterer med sig selv og sin styring på en måde, der udfordrer både forvaltningen selv og dens forhold til omverdenen. Vores argument er, at ’fællesskabskommunen’ som strategisk selvbeskrivelse gør det muligt for den kommunale forvaltning at håndtere en oplevet magtesløshed i leveringen af velfærd ved at italesætte velfærd som et fælles ansvar. Denne kommunikative fremstilling medfører imidlertid ikke mindre styring, men snarere opkomsten af og forfølgelsen af nye styringsambitioner, der kredser om at mobilisere borgernes bidrag til fællesskabet. Med selvbeskrivelsen ’fællesskabskommunen’ introduceres en grundlæggende afhængighed mellem kommune og borgere, som skaber en intens forvaltning, der kommunikativt leger med grænserne mellem offentlig og privat, mellem kommunens ansvar og borgernes ansvar.
... Og hvad så? – fristes man måske til at spørge. Hvad kan man tage med videre fra vores speciale, hvis man ikke er særligt interesseret i Luhmanns systemteori eller finder, at KL’s kommunikation fra 1980’erne er synderligt sindsoprivende? Er vores iagttagelser af kommunernes strategiske kommunikation overhovedet mulige at oversætte på en måde, der gør dem anvendelige uden for det videnskabelige system?
Ja, mener vi. Det vi i dette speciale har søgt at begribe med blikket for ’fællesskabskommunen’ bliver i øjeblikket sat på strategisk formel som samskabelse i rigtig, rigtig mange danske kommuner. Samskabelse synes at blive fællesskabskommunens metode. På baggrund af specialets konklusioner opfordrer vi den kommunale direktør, leder eller medarbejder, som arbejder med samskabelse, til at reflektere over, hvordan strategiarbejdet påvirker praksis. Når skellet mellem kommune og borgere nedbrydes kommunikativt skabes og ændres betingelserne for relationen mellem kommune og borger drastisk. Risikoen ved at jagte potentialer i civilsamfundet er, at kommunernes styring intensiveres, fordi de søger at nå længere ud og mobilisere bredere. Overstyring i fællesskabskommunen synes her særligt risikabel.
Omvendt kan åbenheden over for civilsamfundet, borgerne og fællesskaberne også blive en kilde til fornyelse og nytænkning internt i kommunerne, såfremt de gearer sig til at inkorporere borgernes input og handle på dem. Det fordrer imidlertid kommunal refleksion, som oprigtigt lader sig irritere af sin omverden i forsøget på at udvikle sig selv. Vores opfordring til kommunale aktører, der arbejder strategisk med fællesskab eller samskabelse kan derfor måske bedst opsummeres som et opråb om at lade ’fællesskabskommunen’ blive et udgangspunkt for ikke kun at kigge ’udad’, men også ’indad’.
Vores undren i specialet er drevet af en ny selvbeskrivelse i kommunerne, som dukker op omkring årtusindeskiftet og i dag er allestedsnærværende i det kommunale strategiarbejde – tanken om kommunen som et fællesskab. En interessant beskrivelse af kommunens identitet, og en identitet som udfordrer tidligere selvbeskrivelser af kommunen som serviceleverandør eller myndighed. Med fællesskabet som pejlemærke gør de danske kommuner i deres strategiske kommunikation tilsyneladende op med velfærd som en kommunal ydelse.
Her er det selvfølgelig oplagt at spørge, hvor meget strategierne egentlig sætter på spil i praksis? Er det bare KL’s strategiafdeling, der forsøger at vække liv i en debat om kommunernes fremtid? Vores svar er nej. Fællesskabstanken viser sig nemlig ikke bare at leve i KL’s københavnske mødelokaler, men også i de danske kommuner fra øst til vest. Vores speciale viser, at fællesskabsfortællingen er til stede i størstedelen af de danske kommuner, og at omkring halvdelen af dem har sat kommunen som fællesskab på dagsordenen i enten udviklingsstrategier, planstrategier eller anden tværgående strategisk kommunikation.
Hvilke konsekvenser får fortællingerne så i praksis? Hvad vil det sige at skabe velfærd i fællesskab, og hvad er fællesskabet? Kommunen?
I specialet viser vi, hvordan ’fællesskabskommunen’ er en kommunal forvaltning, som eksperimenterer med sig selv og sin styring på en måde, der udfordrer både forvaltningen selv og dens forhold til omverdenen. Vores argument er, at ’fællesskabskommunen’ som strategisk selvbeskrivelse gør det muligt for den kommunale forvaltning at håndtere en oplevet magtesløshed i leveringen af velfærd ved at italesætte velfærd som et fælles ansvar. Denne kommunikative fremstilling medfører imidlertid ikke mindre styring, men snarere opkomsten af og forfølgelsen af nye styringsambitioner, der kredser om at mobilisere borgernes bidrag til fællesskabet. Med selvbeskrivelsen ’fællesskabskommunen’ introduceres en grundlæggende afhængighed mellem kommune og borgere, som skaber en intens forvaltning, der kommunikativt leger med grænserne mellem offentlig og privat, mellem kommunens ansvar og borgernes ansvar.
... Og hvad så? – fristes man måske til at spørge. Hvad kan man tage med videre fra vores speciale, hvis man ikke er særligt interesseret i Luhmanns systemteori eller finder, at KL’s kommunikation fra 1980’erne er synderligt sindsoprivende? Er vores iagttagelser af kommunernes strategiske kommunikation overhovedet mulige at oversætte på en måde, der gør dem anvendelige uden for det videnskabelige system?
Ja, mener vi. Det vi i dette speciale har søgt at begribe med blikket for ’fællesskabskommunen’ bliver i øjeblikket sat på strategisk formel som samskabelse i rigtig, rigtig mange danske kommuner. Samskabelse synes at blive fællesskabskommunens metode. På baggrund af specialets konklusioner opfordrer vi den kommunale direktør, leder eller medarbejder, som arbejder med samskabelse, til at reflektere over, hvordan strategiarbejdet påvirker praksis. Når skellet mellem kommune og borgere nedbrydes kommunikativt skabes og ændres betingelserne for relationen mellem kommune og borger drastisk. Risikoen ved at jagte potentialer i civilsamfundet er, at kommunernes styring intensiveres, fordi de søger at nå længere ud og mobilisere bredere. Overstyring i fællesskabskommunen synes her særligt risikabel.
Omvendt kan åbenheden over for civilsamfundet, borgerne og fællesskaberne også blive en kilde til fornyelse og nytænkning internt i kommunerne, såfremt de gearer sig til at inkorporere borgernes input og handle på dem. Det fordrer imidlertid kommunal refleksion, som oprigtigt lader sig irritere af sin omverden i forsøget på at udvikle sig selv. Vores opfordring til kommunale aktører, der arbejder strategisk med fællesskab eller samskabelse kan derfor måske bedst opsummeres som et opråb om at lade ’fællesskabskommunen’ blive et udgangspunkt for ikke kun at kigge ’udad’, men også ’indad’.
Læs hele specialet her.
Specialet er skrevet af Louise Blaabjerg Christoffersen og Anne Skafte, Cand. Soc. i Politisk Kommunikation og Ledelse, CBS, og er bedømt til 12.
