Sociale mediers skamkultur
Skamkultur på sociale medier

Jagten på likes påvirker, hvad og hvordan, vi vil skrive på Facebook.

Har vi en moral på Facebook? ja, det har vi faktisk, og den giver sig udtryk i skam. Jakob Linaa kigger på sociale mediers skamkultur.
Den britiske filosof og samfundstænker John Stuart Mill sagde engang, at den største trussel mod individuel frihed på lang sigt ikke ville være diktatoriske politikere eller statsmagten, men den offentlige mening. Han forsvarede endvidere den enkeltes ret til at stå fast mod en til tider ensstemmig og dikatorisk offentlig mening, fordi det afvigende synspunkt kunne vise sig at være det rigtige.
 
Introduktion til John Stuart Mills tanker om den offentlige menings trussel af individets frihed.
 
Stuart Mill skrev disse ord i “Om Friheden” (Mill, J. S., 1869. On liberty. London: Longmans, Green, Reader, and Dyer) i en tid, hvor det dominerende massemedie var avisen, som på det tidspunkt - midt i 1800-tallet - var et fremstormende fænomen og der, hvor den offentlige mening for alvor kom til udtryk. I dag er avisen blevet suppleret af et væld af elektroniske medier som radio og tv og senest internettet, herunder sociale medier.
 
De sidstnævnte rummer en række mekanismer, der både gør det muligt for langt flere at ytre deres mening i offentligheden og gør disse meninger permanent synlige for større og større grupper af mennesker. Facebook er eksempelvis gået fra at være et online netværk for skolekammerater, en slags online poesibog, til at være det, Jesper Tække og jeg i vores bog - 'Facebook – fra socialt netværk til metamedie' - har kaldt et “metamedie”. 
 
 
For mange mennesker er det en samlet indgang til vennernes aktiviteter, sjove videoer, nyhedslæsning og politisk indhold. Vi forskere kan også se en tendens i udviklingen af statusopdateringer. Hvor det i starten var de meget private (eller uhøjtidelige) opdateringer, der dominerede, er der i dag mange, der poster politisk indhold eller bruger mediet til at komme med uforbeholdne politiske meninger. Det sidste er der dog også mange, der er trætte af, og amerikanske undersøgelser viser, at overdrevne politiske opdateringer er blandt hovedårsagerne til, at folk “de-friender” hinanden.
 
Uanset hvad, er Facebook blevet et medie for offentlig debat, et medie for debat mellem borgerne og mellem borgere og politikere. Det er også på godt og ondt blevet en vejrhane for den offentlige mening (nogle vil mere bramfrit sige en losseplads). Debatkulturen på Facebook har været genstand for en del forskning og debat, blandt andet af undertegnede. En af konklusionerne er, at folk er mere direkte (og undertiden ekstreme), end de vil være i en debat ansigt til ansigt. Mediet fjerner nogle af de direkte feedback-mekanismer og dermed også noget af ansvarligheden, lyder argumentet.
 
Den spyttende mand på broen over de nyligt ankomne flygtninge i Rødby...
 
Men vi har også de seneste par år set en tendens til, at Facebook bruges i en mere moralsk optik. Det er blevet moderne at “skamme sig”. Over udlændingepolitikken, som det fx skete, da en række kendte danskere bekendtgjorde, at de skammede sig over regeringens politik og ville ønske, Danmark var Sverige. Over “spyttemanden”, en mand på et foto i Information, der spyttede efter flygtninge på motorvejen. 
 
Og der er også folk på udlændingedebattens anden fløj, der omvendt skammer sig over “naivitet, dumhed og blødsødenhed” eller over bestemte politikere og deres udtalelser. Det er blevet “in” at skamme sig.
 
Instruktøren Thomas Vinterberg var en af de kendte danskere, der skammede sig.
 
Antropologen Ruth Benedict har skelnet mellem en skyldkultur og en skamkultur (Benedict, R., 1967). The chrysanthemum and the sword: Patterns of Japanese culture. Houghton: Mifflin Harcourt.. Skyld er her et individuelt fænomen, baseret på hvad den enkelte føler i forhold til sin egen samvittighed. Skam, derimod, er et socialt fænomen. Den er baseret på fællesskabets normer og på, om den enkelte her møder anerkendelse eller fordømmelse. Begge former kan være både destruktive og konstruktive i en social sammenhæng, men en overdreven skamkultur kan også udvikle sig til et meningstyranni af eksklusion af de anderledes tænkende og handlende.
 
Spyttemanden får et klassisk Batman-slap.
 
I sociologien ville man sige, at sociale medier fremmer det relationelle frem for det individuelle selv. Eller netop en skamkultur frem for en skyldkultur. Det kan igen være godt, såfremt det fører til konstruktive fællesskaber, fælles identitet og samhørighed. Omvendt kan det også fremme et meningstyranni og en manglende anerkendelse af alternative synspunkter og holdninger.
 
 
De moralske opdateringer på eksempelvis Facebook får typisk rigtigt mange likes og delinger. Specielt hvis de bliver initieret af Facebooks meningsdannere, der kan være kendte politikere eller mediepersonligheder eller blot almindelige mennesker, der har opnået mange venner eller følgere. I så fald kommer budskabet på grund af Facebooks algoritmer ud til en meget bred kreds og har derfor viralt potentiale. Som igen kan blive en selvforstærkende effekt.
 
Men hvem og hvad definerer så, hvad der er populært på Facebook?
 
Inden for politisk kommunikation opererer man med begrebet opinionsledere. Alle har ikke lige adgang eller evner til at fortolke nyheder og information. Nogle har en særlig evne eller bliver tildelt denne. På samfundsplan kan det være politikere, debattører eller meningsmagere. På mere individuelt plan er der altid nogle på en arbejdsplads, i en familie eller i en vennekreds, man lytter mere til end andre. Nogle, der tager den meningsfortolkende rolle på sig. Og som der bliver lyttet til. Hvem det er, kan skifte fra sammenhæng til sammenhæng, fra emne til emne.
 
Opinionslederens rolle får fornyet aktualitet på de sociale medier, fordi vi i en verden af uendelig information har brug for holdepunkter, brug for at orientere os. Mange bruger allerede Facebook som nyhedskilde, dvs. de får nyheder baseret på, hvad vennerne deler eller synes om. Vi ser også i stigende grad, at denne viden bliver fortolket og spredt gennem nationale og lokale opinionsledere. Vi kan sikkert alle nævne navne fra den offentlige debat eller inden for vores egen bekendtskabskreds, der påtager sig denne rolle. Og som får mange likes og delinger.
 
Det sociale element er det vigtige her. Interaktioner såsom kommentarer, likes og delinger er i høj grad symboler på social anerkendelse. Mange brugere tørster bevidst eller ubevidst efter denne anerkendelse og indretter deres adfærd og skriverier efter, hvad der giver anerkendelse. Der er fx eksempler på unge, der sletter deres billeder eller kommentarer, hvis ikke de udløser et tilstrækkeligt antal likes.
 
Likes står stadig i høj kurs, selvom det dybest set kun er udtryk for et givent menneskes holdning i ét sekund.
 
Sociale medier er, hvad jeg tidligere har kaldt et omnopticon. I et klassisk panopticon, som kendes fra filosoffen Michael Foucault, overvåger de få de mange. Det sker fx i et fængsel eller en skole. I et synopticon, et begreb udviklet af Thomas Mathiesen, overvåger de mange de få. Massemedier, ikke mindst tv, er her et godt eksempel. I et omnopticon, som det fx findes på sociale medier, overvåger alle (i hvert fald potentielt) alle.
 
Vi holder øje med hinanden, om ikke andet så på afstand. Det er ikke alt, der kommenteres. Måske misbilliger vi en opdatering og vil af høflighedsgrunde ikke kommentere. Men det bliver gemt i hjernekisten og bidrager til vores vurdering af vedkommende. Der er velkendte eksempler på, at fysiske venskaber går til pga. eksempelvis politiske uenigheder på Facebook.
 
Man begynder måske at tilpasse sin adfærd efter sådanne logikker. Passer på med ikke at skrive noget, der kan støde nogen. “Skammer sig” med de andre, når de skammer sig. Eller synes godt om kommentarer, der allerede har fået mange “likes” og delinger. Facebook understøtter i lighed med andre sociale medier lemmingeffekter. De kritiske, modsatrettede synspunkter findes, men det kræver mod at fremsætte dem, at gå imod strømmen.
 
Nu skal denne artikel ikke læses, som om Facebook er et ubegrænset meningstyranni. Der er (heldigvis) store politiske uenigheder og voldsomme debatter på Facebook. Mine iagttagelser handler mest om de mere moralske historier, dem, der kalder på store gruppers forargelse, og hvor man “bør” synes godt om. Eller i hvert fald holde sin mund, hvis man er uenig.
 
Nogle vil sige, denne skamkultur ikke er noget nyt. Det har de ret i. Den har altid været der. På lokalt plan. I middelalderens landsby. I skolen. På arbejdspladsen. Det nye er, at den er offentlig og permanent synlig. Inklusionen eller eksklusionen bliver åben for en stor, potentielt ubegrænset kreds. Og det, der er sagt og skrevet, bliver stående.
 
Facebook husker.

Relaterede artikler

Like Love Haha - Facebook indfører nu emojis i relation til statusopdateringer. I mange år har brugerne efterlyst en ”synes ikke godt om”...
Det næste Facebook er en fersken - Har vi plads til flere sociale medier i vores hverdag? Stifteren af app’en Vine, Dom Hoffman, siger ja. Peach er det nye...
Fuck tonen - Tonen får skyld for mange ting. Tonen gør, at unge ikke gider debattere på sociale medier. Tonen gør debatten usaglig. D...
Hvad fortæller dit nyhedsforbrug om dig? - Der er snart ingen ende på undersøgelser, tabeller og figurer, der kortlægger danskernes medieforbrug. Men vi får sjælde...
Hva' f**k sker der? Du taler for pænt på facebook - En analyse af debatten på Facebook viser, at langt de fleste af os holder den gode tone over for hinanden - måske endda ...
Takt og tone for Facebook Reactions - Reactions på Facebook giver nye kommunikationsstrenge at spille på. Men også nye fælder, man uforvarende kan falde i. Se...
Minister for Facebook-svineri? - Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen havde knap tiltrådt sit embede, da han blev hovedpersonen i en shitstorm p...
Glem dagen: Grib mikro-øjeblikket! - I smartphonens tidsalder lever forbrugeren fra mikroøjeblik til mikroøjeblik, afhængig af det überaktuelle behov, som ha...
Hvem er du egentlig på Facebook? - Det giver ikke mening at tale om og forstå identitet som en stabil størrelse på Facebook. I stedet sker der ”identifikat...
Hva' så hvis jeg bedre kan lide mit online-jeg? - De bruger mere tid bag skærmen end på nogen anden aktivitet – udover søvn. De slår den garvede PR-agent, når det kommer ...
Er du også like-liderlig? - Mange gemmer deres likes til særlige anledninger – men ikke jeg. Jeg deler hele tiden likes ud med rund hånd af alle mul...
Dum dummere SoMe - I Metroxpress faldt jeg over nåheden om, at en blogger har fået fyldt endnu mere filler i sine læber. En googlesøgning p...
Taber Mette på sin tavshed? - I årtier har politisk kommunikation sagt, at vejen til at sætte og vinde dagsordener går gennem proaktivitet, klare mark...
Er du et Konstant Presset Individ? - 'Når livet giver dig citroner, så lav lemonade', siger et gammelt ordsprog, og det må man sige, at sociolog Emilia van H...

Giv din stemme

16 stemmer
4,2/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: 31. oktober

Strategisk kommunikatør

Frist: 31. oktober

Praktikant til PR og kommunikation

Frist: 3. november
Se alle job Indryk job

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.