Socialdemokratiets tillidskampagne
Er tillid en socialdemokratisk opfindelse?

Socialdemokratiets tillidskampagne kommer oveni undersøgelser, der viser at folkets tillid til politikerne er støt faldende.

Skrevet af

Mads Brenøe Lange

2 artikler

1 indlæg

”Den bedste danske opfindelse er Danmark”, hedder en storstilet kampagne fra Danmarks største parti – Socialdemokratiet. Med bannerreklamer, internetannoncer og små videoer på YouTube og Facebook gør Socialdemokratiet for tiden et ihærdigt forsøg på at fortælle danskerne, hvad Danmark er.
Arbejdskamp, trepartsaftaler, fri adgang til sundhed og uddannelse samt bedre beskyttelse af miljøet bliver smidt ind i det nationale fællesskab, sammen med mere flyvske betragtninger som retfærdighed, ansvarlighed, fællesskab og ikke mindst tillid.
 
Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Alle disse opfindelser var aldrig blevet til noget, hvis ikke det var for Socialdemokratiet. Danmark ville med andre ord ikke være Danmark, hvis ikke Mette Frederiksens parti havde været der.
 
At tage ejerskab til mere end bare traditionelle partipolitiske paroler er en velkendt strategi for et politisk parti. De fleste store partier forsøger faktisk altid at tage ejerskab til danskernes hverdag, vores fællesskab, ja – til Danmark. Devisen er, at hvis man ejer den position, så står man også på den midte, som er så afgørende for at vinde vælgere og valg i Danmark. Det har vi set tidligere med for eksempel Dansk Folkepartis ”Tryghed og tillid – det er muligt” eller Socialdemokratiets ”Sammen om Danmark”.
 
Rationalet kommer af, at vælgere i dag er mindre loyale overfor partier, de skifter hyppigere mellem blokkene og er i det hele taget mindre tilbøjelige til at stemme på ét bestemt parti. De shopper rundt, og derfor forsøger partierne i dag mere at sikre sig bestemte positioner, de ved vælgerne tænder på, fremfor bestemte vælgergrupper, der alligevel er flygtige og usikre.
 
Budskab med staveplade
Navnlig tillid får meget opmærksomhed i Socialdemokratiets kampagne, og særligt én film er nået bredt ud med over en million visninger. I det to minutter lange klip ser man en række forskellige danskere blive interviewet af en kvinde om deres forhold til tillid.

Kulminationen på videoen kommer til sidst, hvor de enkelte deltagere bliver bedt om at stille sig op på kanten af et bord. Herefter lukkes en gruppe mennesker ind i lokalet for at stille sig for enden af bordet, hvorefter den interviewede skal teste sin tillid til de tilstedeværende ved at lade sig falde og blive grebet.
 
Socialdemokratiets tillidskampagne.
 
Budskabet kommer ind med staveplade. Der er ikke noget at tage fejl af. Tillid skaber tryghed og stabilitet. Ja, hele vores samfund er i høj grad bygget op omkring tillid. I den forstand er kampagnen en direkte forlængelse af Socialdemokratiets nuværende politiske linje, hvor partiet er rykket økonomisk til venstre. Tillid til medarbejderne i den offentlige sektor. Tillid til brugerne af de offentlige ydelser. Tillid til, at jo flere penge vi bruger på velfærdssamfundet, jo bedre bliver det.
 
Men tilliden rækker kun et stykke. For sandheden er, at vælgerne ikke har tillid til politikerne.
 
Faktisk har tilliden til politikerne ikke været lavere, end den er nu. Hverken i Danmark eller i udlandet. Ser man på Edelman Trust Barometer er der tydelige tegn på, at den globale tillid forværres. Seneste opgørelse viser, at politikerne skraber bunden, når det kommer til tillid.
 
Danmark står i en tillidskrise
For hvert år, der går, falder tilliden til de folkevalgte. Og det er et stort problem, som fortjener at blive taget seriøst.
 
Set i det lys er Socialdemokratiets kampagne dristig. Det danske samfund er ganske vist enormt tillidsbaseret. Også mere end i andre lande. Men er det virkelig Socialdemokratiets fortjeneste?
 
Selvom partiet kæmper en ihærdig kamp for at skrive tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes politik ud af den socialdemokratiske historie, så står det stadig tilbage, at partiets seneste periode ved magten var kontroversiel: Beskyldninger om løftebrud, blå politik og unødige reformer – i øvrigt for en betydelig dels vedkommende gennemført af Mette Frederiksen selv – var hverdag under den S-ledede regering.
 
Socialdemokratiet står selvfølgelig ikke alene. Sager om misbrug af EU-midler hos DF, dårlige sager i Venstre tæt knyttet til partiets formand og landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og splittelse i toppen af SF har også medvirket til at skabe mistillid mellem befolkningen og magthaverne. Tillidskrisen er i den grad blevet hverdag nationalt såvel som globalt, som også Edelmans analyse viser.
 
Bidrager Socialdemokratiets kampagne så med en løsning på tillidskrisen? Nej, det gør den ikke, og det er nok heller ikke formålet. I stedet lader det til, at Socialdemokraterne forsøger at smide så meget Danmark og danskhed ind i en kampagne for så stort set at kopiere Dansk Folkepartis velkendte ”Tryghed og tillid ”-kampagne fra valgkampen i 2015.
 
Plagierer Socialdemokratiet Dansk Folkeparti med sin tillidskampagne?
 
Tillid er noget, man skal gøre sig fortjent til
Er det en god eller dårlig kampagne? Tja, partier med øget tilslutning i meningsmålingerne har altid ret. Og det oplever S lige nu. Socialdemokratiet slår alle de andre partier med flere længder i meningsmålingerne, og kampagnen tjener derfor et fint formål som politisk kampagne. Men i en situation, hvor der er brug for en bredere og mere vedvarende debat om tillid, gør den hverken fra eller til.
 
Socialdemokratiets kampagne er derfor ikke meget andet end et legitimt forsøg på at skaffe sig flere stemmer.
 
”Hvis uligheden tager overhånd, og kvaliteten af velfærden bliver for lav, falder tilliden mellem mennesker”, siger Mette Frederiksen i et indlæg på Socialdemokratiets hjemmeside.
 
Hvis det skal stå til troende, var der en mindre grad af tillid mellem danskerne i 40’erne og 50’erne, hvilket mig bekendt ikke var tilfældet.
 
Tillid er ikke noget man kan pakke og smide ind ad folks brevsprækker. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til. Partier og politikere skal derfor gribe længere ned i værktøjskassen, hvis de skal have tilliden tilbage. Spørgsmålet er bare, om gode meningsmålinger på kort sigt skygger for det lange seje træk med at bringe tilliden tilbage i dansk politisk kultur.
 
Mads Brenøe Lange er tidligere ansat hos partiet Venstre.   

Relaterede artikler

Lykketoft: Det bliver ikke populært. Men konsekvent - Mogens Lykketoft holdt en over 40 år gammel tale på Folkemødet. Og den gav stadig mening. Læs hvorfor i et miniinterview...
Taber Mette på sin tavshed? - I årtier har politisk kommunikation sagt, at vejen til at sætte og vinde dagsordener går gennem proaktivitet, klare mark...
Politisk nostalgi i risikosamfundet - Fra Moskva til Istanbul. Fra Christiansborg til Washington – politisk nostalgi er blevet en dominerende og disruptiv kra...
Troværdig kommunikation efter Trump - Autenticitetszonen er blevet udvidet: Brugt rigtigt kan grovheder, løgne og direkte amoral styrke en politisk kandidat. ...
Gulddrengens Korsbæk - Det startede og sluttede med Matador, da Lars Løkke Rasmussen åbnede et nyt politisk halvår med sin fjerde nytårstale. M...
Megahyggeligt Matador-medløberi? - Generelt kan man godt sige, at Løkke med Matador-talen fortsætter en linje, der er at tale sig selv op som hele nationen...
Mette in Denmark - Du tænker måske, at højtaleren eller tørbatteriet er den største danske opfindelse? Eller måske insulinen, stomi-posen e...
Danskhedstest: Er du dansk nok? - Danskhedsdebatten har de seneste måneder splittet både partier og vælgere. Vi kan godt forstå, hvis du er forvirret – de...
Lad dem spise kage! - Støjberg har gjort det igen. Hendes ræve(lag)kage raserer de sociale medier og deles frenetisk af både tilhængere og mod...

Giv din stemme

7 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kun få ledige pladser

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationskonsulent

Frist: 25. august kl. 12.00

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 30. august
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag

Brug Snapchat strategisk og engager dine brugere

7. september

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.