Derfor hader vi Comic Sans!

Året er 2010, og basketball-superstjernen LeBron James har netop annonceret, at han forlader Cleveland Cavaliers til fordel for Miami Heat. Der hersker en del utilfredshed over, at James vælger at forlade sit hjemmehold – især hos Cavaliers-ejeren Dan Gilbert, der vælger at skrive et langt, åbent brev, hvor han ikke lægger fingre imellem sin bitre frustration over tabet af stjernespilleren.

Brevet går viralt og bliver dækket af blandt andet TechCrunch og CNN – ikke på grund af indholdet i brevet, men især på grund af hans valg af Comic Sans som skrifttype. Debatten om skrifttypen var så stor, at ”Comic Sans” trendede højere på Twitter end ”LeBron James” – som selve brevet omhandlede – umiddelbart efter det blev udsendt.

Et udsnit af det famøse brev fra Dan Gilbert. Tunge og negative adjektiver bliver indpakket i Comic Sans’ spøjse klæder.

Var du ung i 90’erne, husker du nok dit første møde med den berygtede skrifttype i folkeskolen i faget med det fladtrungende navn elektronisk databehandling. I flok samledes vi i skolens edb-lokaler for at få undervisning i, hvordan man kunne bruge disse digitale flader i undervisningen. For mange af os var skolens edb-lokale også blandt de eneste muligheder for at tjekke, om nye mails var tikket ind på hotmail-kontoen, chatte med fremmede på Forum eller downloade sange af tvivlsom kvalitet på Napster. Det var begyndelsen på den elektroniske datarevolution.

Der findes en anden måde, du kan forhindre en tragedie: Lad være med at bruge Comic Sans, hvis du er ældre end 10 år!

I selve undervisningen var fokus på Microsoft 95 og de tilhørende programmer i Office-pakken. Inden avancerede programmer som Photoshop og InDesign var allemandseje, lod vi overskriftskreativiteten blomstre med WordArt, hvor buede og svajende tekster pludselig gjorde fødselsdagsinvitationerne meget finere og gav historiefremlæggelsen mere gennemslagskraft.

Når brødteksten skulle skrives, var der kun et par håndfulde skrifttyper at vælge imellem, og for de fleste var det ofte den legesyge Comic Sans MS, der fangede vores umiddelbare opmærksomhed. Det var trods alt den, der mindede mindst om computerens tarvelige oldefar, skrivemaskinen.

Skrifttypen er så upopulær, at folk rent faktisk bruger ressourcer på at printe ”advarselsskilte” om brugen af den.

Men det mest komiske ved Comic Sans er, at den originalt ikke var designet til at være en skrifttype, som brugerne kunne gøre brug af, men rettere en løsning på et mindre internt problem hos Microsoft. En skrifttype, som aldrig var beregnet til at skulle bruges på print.

Den spæde begyndelse
Skrifttypen stammer tilbage fra 1994 og er Microsoft-designeren Vincent Connares håndværk, da han dengang arbejdede på Microsoft Bob – et program, der skulle hjælpe nye pc-brugere igennem de mange programmer på computeren. Programmet var domineret af standardskrifttypen Times New Roman, men Connare syntes ikke, denne skrifttype passede så godt i taleboblerne på Rover the Dog – Microsofts animerede avatar, som brugerne kommunikerede med i programmet.

Sådan så computerprogrammet med maskotten Rover ud. Brugen af Times New Roman passede ikke ind i tegneseriestilen, hvorfor Connare besluttede sig for at designe et nyt skriftsæt.

Connare var selv stor fan af tegneserier og kiggede naturligt mod de skrifter, der blev brugt i disse. Det var det samme uformelle og genkendelige udtryk, han ville skabe til maskotten Rover, og han tog det derfor som opgave at genskabe disse penselstrøg digitalt.

Historien om formålet ender dog her, da skrifttypen rent teknisk ikke passede til de standarder, programmet krævede. Comic Sans var simpelthen for stor til at kunne være i taleboblerne, som programmet brugte, og i 90’erne var den slags ikke sådan lige at ændre på. I stedet røg skrifttypen med i Microsoft 95-pakken som en valgbar skrifttype, og kapitel to af historien om Comic Sans begyndte.

En ny æra: desktop publishing-revolutionen
Som de stationære computere blev mere og mere almindelige i hjemmene, opstod der også en revolution i forhold til print. Pludselig havde enhver mand, kvinde, barn, loppemarkedsarrangør og hundepasser deres egne printere og derved også printmuligheder, som hidtil ikke havde været muligt. Det var et monumentalt øjeblik i den grafiske designhistorie – men problemet var, at det var langt de færreste, der havde forståelse for design og semiotik.

Der kan vel ikke være nogen, som mener at skrifttypen Comic Sans passer godt på en ambulance? Den virker helt malplaceret.

På trods af, at der på daværende tidspunkt ikke var mange muligheder at vælge i mellem, faldt valget af skrifttype ofte på brugerens personlige smag. Når de andre valgmuligheder var mere stive og klassiske skrifttyper som Times New Roman, så fremstod Comic Sans som et mere personligt og sjovt valg, der skilte sig ud blandt den uniforme samling. Oven i hatten kan man tilmed læse i magasinet Beanz, at det originale euro-symbol med Comic Sans-skriftgruppen havde et øje øverst, hvilket de blev tvunget til at fjerne efter trusler fra EU, ifølge Vincent Connare.

Om det virkelig er sådan det originale euro-symbol så ud i Comic Sans, kunne vi ikke få bekræftet.

Skrifttypen passer fint til invitationer til børnefødselsdage eller efterlysninger af bortløbne kæledyr, men som Simon Garfield, forfatter af bogen Just My Type, beskriver det, blev brugen af Comic Sans hurtigt overrepræsenteret: ”Pludselig begyndte Comic Sans at dukke op andre steder: på siden af ambulancer, på online porno-sites, på bagsiden af trøjerne båret af Portugals basketball-landshold, på the BBC, i Time Magazine og i reklamer for Adidas Støvler. Der gik forretning i den og pludselig virkede Times New Roman ikke så slem længere”.

Comic Sans emulerer en håndskreven skrifttype, som simpelthen ikke passer til størstedelen af den skrevne tekst, som siden revolutionen er blevet udskrevet. Simon Garfield fortæller i sin bog om eksempler, hvor Comic Sans er blevet brugt på gravstene og i medicinalbrochurer, hvor budskaberne netop er af mere alvorlig karakter, men hvor indholdet i stedet opleves uprofessionelt og på samme letlæselige vilkår som tegneserier. Det er en skrifttype, der nærmest tigger om at blive printet i en blanding af alle regnbuens farver.

Kendte brands logoer i Comic Sans. Velkommen til børnehaven.

Popularitet fører til misbrug
Men Comic Sans’ tragiske skæbne er ikke kun forbeholdt denne 90’er-darling. Alle skrifttyper har samme potentiale til at blive upopulære. Det fortæller Klaus E. Krogh, som er CEO og grundlægger af designfirmaet 2K/Denmark Typographic Design.

”Alle skrifttyper har muligheden for at blive populære, misbrugte og dermed upopulære. Comic Sans er netop blevet så populær, at den ikke alene bliver brugt, men også misbrugt. Det er med andre ord populariteten af skrifttypen og misbruget, der ender med at gøre skrifter upopulære”, fortæller Klaus Krogh og siger, at der ikke findes nogen ”teknisk forklaring” på, hvorfor skrifttypen er så forhadt, men at det nok er forbeholdt folk inden for branchen.

Printrevolutionen i 90’erne har gjort alle til selvudnævnte printdesignere. Men til en dyr pris via overforbruget af Comic Sans.

”Vi lægger jo nok alle mærke til valget af skrifttype, men som professionelle inden for branchen reflekterer vi mere over det. Der er mange følelser knyttet til ords udseende og dermed til skriftens udformning”.

Går vi lidt mere i dybden med netop udformningen af skriften, så er der ifølge Design For Hackers alligevel nogle ting, der gør Comic Sans mere attraktiv, hvis man tager de typografiske briller på. Sammenligner vi skriften med Helvetica, som er en universel populær, om end anonym, skrifttype, er der både forskelle og ligheder mellem de to skrifttyper.

Her ses bogstavet 'n' i Helvetica og Comic Sans. Helvetica ser stabilt og balanceret ud, hvor Comic Sans ser ud til, at det er ved at falde sammen på grund af ubalance.

Begge er sans serif (uden ”fødder”) med forholdsvis samme stregtykkelse i hele bogstavet. En af de ting, der adskiller de to skrifttyper er, at Helvetica holder en jævn balance, hvor Comic Sans ser svajende og ustabilt ud, med mere vægt på nogle elementer end andre.

Penselstrøgene er stort set lige store hos Helvetica og Comic Sans, men det er også en af de eneste ligheder. Sammenligningsgrundlaget Garamond har ujævne strøj. Det kan have noget at gøre med, at Garamond er skabt til print og ikke til skærm.

Når vi læser en stort portion brødtekst, kan det være en ubehagelig oplevelse for øjnene at læse en skrifttype, der i store blokke virker ubalanceret med forkerte proportioner. Igen handler det om, at formålet med skrifttypen aldrig var, at den skulle bruges til print.

Semiotikken bag typografi
Holly og David Combs står bag kampagnen Ban Comic Sans, og de har tidligere beskrevet brugen af Comic Sans som at være ”det samme som at dukke op til et galla-event i et klovnekostume”.

Skrifttyper udtrykker betydning og følelser langt udover de basale ord, som de udformer. Præcis på samme måde, som vi bruger tøj, farver og andre hjælpemidler til at udtrykke os på.

Metahad er sjovere had.

Sidsel Gaustadnes, grafisk designer og underviser i Visual Fashion Communication på VIA Design og Business, uddyber:

”Vores valg af skrifttyper fortæller først og fremmest, om vi har en viden om typografi. Med det mener jeg, om personen har forståelse for, hvad den valgte skrift skal kunne, og hvad den kommunikerer via sit formsprog eller sin oprindelse. For mange bliver valget af en skrift truffet udelukkende ud fra et æstetisk valg. Og hvis man ikke har taget stilling til det udtryk, skriften i sig selv bærer på, kan man komme galt afsted, hvis budskab og skriften pludselig taler to forskellige sprog”.

Forestil dig, at du står foran to sushirestauranter. Den ene har et skilt, der er skrevet med høje, tykke bogstaver, der minder om en western cowboy-skrift, mens den anden er lavet med en skrift, hvor bogstaverne er buede som japanske penselstrøg. Hvilken ville du vælge som mest autentisk?

Et eksempel på et alvorligt indhold, der forplumres i en useriøs form.

”Mange falder for Comic Sans, fordi den netop er mindre formel og alvorlig end Times og Helvetica. Det er en typisk first-love for mange, når de får adgang til at selv at vælge typografi i eksempelvis Word eller PowerPoint. Så for mig fortæller brugen af Comic Sans, at personen er nybegynder og uvidende om visuel kommunikation – og de har forsøgt at give deres budskab en venlig tone – bevidst eller ubevidst”, fortæller Sidsel Gaustadnes.

Mange grafiske designere hader derfor skrifttypen både grundet folks overforbrug af den gennem de sidste 20 år, men også fordi den gør de professionelle printdesigneres arbejde mere og mere overflødigt – uden nogen forståelse for håndværket bag.

En ting, Comic Sans-debatten understreger, er, hvor vigtigt valget af skrifttype er. For 20 år siden var skrifttyper ikke noget, vi tænkte meget over, men i dag er det et vigtigt og kraftfuldt værktøj, der kan forstærke et budskab, når det bliver gjort ordentligt, men derimod ende med at underminere meningen totalt, hvis det bliver gjort forkert eller uden omtanke.

Igen går budskabet tabt på grund af Comic Sans.

I de seneste år har vi budt modetrends fra 90'erne velkomne, så om den tendens bliver overført til typografien, og Comic Sans får en revival vides ikke. Indtil da giver Klaus E. Krogh dig en tommelfingerregel til, hvornår du må bruge Comic Sans uden fare for at blive gjort til grin: ”Brug den dér, hvor den indgår som en styrkelse af budskabet, f.eks. som tekst i tegneserier eller på skiltet til en isbod!”

Skrift og budskab skal passe sammen. Det gør de definitivt ikke her.

Vi skriver 2018 – otte år efter Dan Gilberts famøse afskedsbrev til LeBron James. De sidste fire år har der igen stået Cavaliers på Lebrons spillertrøje, efter han vendte basket-sneakeren hjem igen i 2014. Her blev han indtil juni måned i år, hvor han rykkede videre til Los Angeles Lakers.

Igen udarbejdede Dan Gilbert et åbent afskedsbrev til medierne, men Gilbert havde lært sin lektie, når det kom til et par ting i brevet denne gang. Tonen var mere sympatisk og knap så bitter som sidst, og han undgik Comic Sans til fordel for den populære og minimalistiske Helvetica. Et lille skridt for Dan Gilbert, men et stort skridt mod begrænsningen af upassende brug af verdens mest forhadte skrifttype.