Serie på Netflix: Stranger Things
Netflix-hittet Stranger Things

Kan en lille pige bringe de døde tilbage fra underverden? ja for mærkelige ting sker i ny serie af samme navn

Skrevet af

Bo Plantin
Manuskriptforfatter

9 artikler

0 indlæg

På Netflix har man siden den 15. juli kunne se serien ’Stranger Things’, og hvis du, kære læser, er over 40, så er denne serie en hyldest til hele din barndom/ungdom, proppet som den er med referencer til dine første erfaringer med science fiction og gys.
'Stranger Things' er spækket med referencer til film som 'E.T.', 'Poltergeist', 'The Thing', 'The Goonies', 'Carrie', 'Firestarter', 'A Nightmare on Elm Street', 'Close Encounters' og 'Stand by Me' for at nævne de største af dem. Og det er ikke tilfældigt, at fire af de her titler har Stephen King som ophavsmand.
 
Trailer til første sæson af serien 'Stranger Things'. Det er meget mærkeligt, på en hyggelig og velkendt måde, fordi det er lidt af en børnefilm.
 
 'Stranger Things' er nemlig en serie, der nærmest er en Stephen King-tv-serie, uden at Stephen King har haft noget med den at gøre. Men uhyggelig, det er den. Og så er den er bare langt bedre end 95 % af de faktiske Stephen King-film og -tv-serier, der er blevet produceret. Hvilket da må siges at være noget af en bedrift.
 
Det vælter med referencer i 'Stranger Things'. Serien = 'E.T' + Stephen King + 'De fem'. 
 
Serien lægger ud med at præsentere os for de fire drenge, som vi skal følge igennem historien. De er den tids nørder; de spiller D&D, de er ikke interesseret i at dyrke sport, og de kan ikke det med pigerne. Med andre ord: nørder. De bor midt i Amerika i sådan en klassisk lille by, hvor det er oplagt for regeringen at have et skjult laboratorium, hvor man laver vilde eksperimenter, der helt sikkert går galt og ender med at koste nogle uskyldige lokale livet. 
 
Sindssygt godt cast
Noget undslipper dette laboratorium, noget som Will, en af seriens hovedpersoner, støder på, da han en nat skyder genvej igennem skoven. Drengen vælger at tage dette noget med sig videre. 
Ja, dårlig ide.
 
Drengen Will forsvinder, og en mørk underverden dukker frem.
 
Da Will viser sig ikke at være hjemme om morgenen, begynder hans mor Joyce (spillet stort, men ikke for stort, af Winona Ryder) at blive bekymret, og hun flipper kort tid efter fuldstændig ud. Hun kontakter politiet og bliver her mødt med den sædvanlige sludder for en sladder om, at knægten nok bare er løbet lidt hjemmefra, og at han sikkert snart vender hjem igen. Men Joyce ved, at der er noget galt. Hun ved det bare! Og det er der så sandelig også.
 
 
Ryder spiller Mor med hele moderskabets maniske urinstinkt og beskyttertrang against all odds.
 
Ret hurtigt bliver det tydeligt for os, at Joyce kan kommunikere med Will gennem lys (det er en metafor!). Han er ikke død. Eller er han og taler til hende fra det hinsides? 
 
Uden at afsløre for meget kan man godt fortælle, at de tre andre drenge, en af drengenes storesøster, Wills egen bror samt byens sherif bliver hevet længere og længere ind i hele miseren. Og så møder drengene en pige, der ikke siger så meget, men som besidder overnaturlige kræfter og som vist nok har noget at gøre med det hemmelige laboratorium uden for byen.
 
Serien som sådan byder på nogle børneskuespiller-præstationer, jeg ikke mener at have set magen til før. Bevares, jeg har set en her og en der – Freddie Highmore i 'Finding Neverland' vil for evigt have en plads i mit hjerte - men her taler vi om, at det samlede cast af drengene og en enkelt pige simpelthen sparker skuespillerbolden helt ud af parken.
 
Resten af spillerne er fine, rigtig fine, specielt den afdæmpede, udbrændte sherif Jim, smukt spillet af David Harbour, som vi alle garanteret har set før. Her evner han at spille sin sherifrolle og dens indre. Han forstår at åbne sår helt ud og ind i mellemgulvet på seeren – og det endda inden man ved, hvor sårets våde stribe af blod går fra. Det er nemlig ikke nemt at spille ”mut”, for alle kan spille ”mut” - det er bare de færreste, der kan bidrage til mutheden som overordnet begreb. Det kan David Harbour.
 
Den lokale sherif, som langsomt ser vanviddet og derfor må handle på egen hånd.
 
Underholdning frem for dybde
Serien er skabt af et par brødre, The Duffer Brothers kalder de sig. Matt og Ross, hedder de også. Og de har muligvis ikke så forfærdelig meget på hjerte med den her serie, andet end at de elsker 80'ernes popkultur, og at de kan strikke en god, lille fortælling sammen. For der er ikke mange mystiske, mørke lag nedenunder plottet, der behandler store filosofiske og/eller psykologiske spørgsmål.
 
The Duffer Brothers er ude på at underholde, og det gør de så også rigtig godt. 'Stranger Things' spiller desuden ikke kun på den største af alle nostalgi-harperne, den inviterer også nye seere indenfor. Skulle man være i besiddelse af nogle børn i alderen 11-16 år, bør man smide denne serie her på fjerneren, så de i en 7-8 timer kan blive skræmt og rørt og grine af dette yderst glimrende værk – man kan endda se det sammen med dem uden at kede sig.
 
Det er en rejse tilbage til en tid, hvor alting føltes mere uskyldigt – hvis man altså glemmer hverdagens frygt for atomkrig. Folk gik ikke rundt og lignede duknakkede dovendyr med fjæset begravet bag en lille metalæske med et æble på bagsiden. De krige, der var, var hverken tæt på eller store nok til at være bekymrende, og vores politikere drev vistnok ikke rundt uden ror, som de gør i dag.
 
Det gør 'Stranger Things' til en blød, varm, tryg seng at ligge i. Også selvom man måske bliver forskrækket her og der.
 
En pige med magiske evner spiller en afgørende rolle. Er hun en engel, en dæmon eller blot et spejl for de unge drenge?
 
Skabt i Steven Spielbergs ånd
Musikken er, som John Carpenter ville lave den, hvis han var ung nu. Hvis man ikke kender John Carpenters musik, specifikt den musik, han lavede til sine egne film såsom 'The Fog', 'Escape from New York' og 'Halloween', ja, så har man en glædelig opdagelsesrejse foran sig; det er bare at gå på Spotify.
 
Det er nu et band ved navn 'Survive', der har stået for seriens score, som er meget stemningsfuldt. Derudover er der musik fra perioden spredt ud over de otte afsnit. Og så er der naturligvis en parade af lækre 80'er ting som BMX-cykler, væg-telefoner, regnemaskine-ure, walkie-talkier og gode gamle kassettebånd til det snart midaldrende sind, der godt kan savne den analoge tid og ånd.
 

Der er vanvittigt megen hype omkring den her serie – i hvert fald i min lille del af virkeligheden – og det er også fint nok, den er god. Men det er vigtigt for mig ikke at bygge luftkasteller her. For det her er ikke 'Fargo', det er ikke 'Mr. Robot', det er ikke 'Breaking Bad', det er ikke 'The Wire'. Derimod er det her den reneste underholdning, man kan finde.

 
Og det bedste ved den er, at ulig det meste andet af den slags er det her ikke den type, der gør dig dummere. For den er skabt i den her rene Steven Spielberg 80'er-ånd, hvor, ja, historien har meget hjerte, meget momentum og karakterer, der alle er huskværdige. Men det er ikke meningen, at din grundvold skal rystes igennem af selverkendelser, du helst var foruden - her skal du bare nyde turen. Og det er jo også ganske rart nogle gange.
 
Så jo, det er på mange måde en serie for tweens og teens, men den er altså også til os, der var tweens og teens dengang, hvor den her slags historiefortælling kunne lade sig gøre. Det kan det åbenbart stadigvæk. 

Relaterede artikler

Binger du Breaking Bad? - Breaking Bad, The Wire, Homeland, Mad Men, Game of Thrones, House of Cards, Dexter, Modern Family. Du har formentlig prø...
Had, hamp og håbløse slægter - I Arvingerne handler anden sæson indtil videre i langt højere grad om ansvar end om arv. Det spørgsmål, der konstant sti...
Breaking Bad får baghjul - Den frønnede advokat Saul Goodman har brudt med Breaking Bad-serien og er gået solo. Tag med os ind i en vidunderlig ver...
Flow-tv fortsætter - Vi hører ofte, at flow-tv er dødt, og streaming har taget over. Men hvad siger tallene? Og hvilke konsekvenser kan det f...
Et mord eller to justitsmord - Netflix' mest populære serie lige nu er en dokumentar: 'Making a Murderer'. Steven Avery har siddet 18 år i fængsel, for...
Podcast er ikke bare radio på nettet - Siden podcast opstod et sted i blogosfæren i starten af 00’erne er der sket meget. Det fik først sit navn i 2004 og efte...
Ups, det "glemte" vi lige at fortælle - Netflix-dokumentaren 'Making a Murderer' har affødt mange overvejelser, hos både mig selv og mange andre. Det er naturli...
Underwood 4.0 - House of Cards er tilbage og Frank Underwood for President er vanen tro ikke uden blodsudgydelser på vejen. Valgkampen e...
Er du en drittsekk? - Den norske ungdomsserie Skam har taget Norge med storm og er nu i gang med at lægge Danmark ned. Flere gloser fra den po...
Westworld – den uvirkelige virkelighed - Er vores liv en illusion? Er vi en del af et slags spil? Og hvis det er tilfældet, hvem kigger så på? Kan vi stole på vo...
SKAM III – en verden af følelser - Anmeldelse af SKAM III: Det særegne ved serien er stadig, at den etablerer dvælende øjeblikke, som man kan flyde ind i, ...
Keld Reinicke: Sådan overlever flow-tv - Er tv, som vi kender det, ved at lide en stille død? Kan tv-mediet reddes? Og skal det overhovedet det? Vi tager med den...
Med øjenvipper så sorte som sjælen - Mediebranchen er gået i selvsving over DR3's nye dokumentarserie om en gruppe unge kvinder med kunstige øjenvipper og sp...
Forsvind i disse post-julefrås-serier - Du skal se Quarry, Divorce, Westworld, Veep, Mr. Robot, Better Things, The night of, Stranger Things, Black Mirror, Rect...
God save the Queen - Hvis man tænder på historisk britisk tv-drama, har der måske været et tomrum efter Downton Abbey. Netflix-serien The Cro...
Min far er transkønnet - Det er ikke kun det amerikanske valg, der demonstrerer, at USA er et splittet samfund. Det gør medierne også, og det er ...
Taboo eller tabuuhhh - Man er mere bange for, om vi er på vej ind i afslutningen på tv-seriernes store epoke, end for hvordan det går Tom Hardy...
Teknologikritik for hipstere - Charlie Brookers tv-serie Black Mirror, der lige nu kan ses på Netflix, er svær at blive klog på. Stephen King kalder de...
I terroristens mørkekammer - Den israelske serie ’Fauda’ er blevet et internationalt hit. TV-serien går modigt, poetisk og brutalt ind i terrorens in...
Twin Peaks peaker - Det forekommer stadig lidt uklart, hvorvidt der er adskillige eller slet ingen plot på spil i sæson 3 af Twin Peaks - Th...

Giv din stemme

16 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Ugens profil

Gitte Rosholm

Gitte Rosholm er tiltrådt som Head of People and Culture Communication i Nordea. Gitte kommer fra en stilling som Managing Partner i bureuaet Coreworkers og har tidligere arbejdet for blandt andet Advice og DR. 
Ønsk tillykke til Gitte Rosholm

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær Facebooks vigtigste og nyeste funktioner

29. august

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.