|
Trumps langt-ude pressestrategi
Er der en voksen til stede?

Spicer sluttede sin løgn om antallet af fremmødte ved Trumps indsættelse med et BASTA. Fra 0 troværdighed til minus 1000. Hvad har Trump ellers af godter til os i sin pressestrategi?

Sean Spicer, Donald Trumps helt nye pressetalsmand, har allerede været på kanten af en fyring. Ikke fordi han løj foran det forsamlede akkrediterede pressekorps i Det Hvide Hus. Men fordi han ikke skældte nok ud, havde et for stort jakkesæt på og læste op fra sine notater. Kan pressen overleve præsident Trump? Er der en strategi for det, der foregår?
”Hvis man mister mediernes tillid, mister man alt. Det er det eneste, man har.”
 
Sådan lød det for blot få uger siden, da Sean Spicer – dengang pressetalsmand for den republikanske partiorganisation, RNC – under et debatmøde udtalte sig om, hvordan forholdet mellem den person, der traditionelt i USA er præsidentens officielle budbringer - The White House Press Secretary – og medierne ideelt bør være.
 
Spicer fortsatte med at uddybe, at man naturligvis som talsmand fremlægger chefens, præsidentens, politik, og at man dermed selvfølgelig ikke er objektiv i den forstand; man må gerne put the best spin on something. Men der er én ting man til gengæld aldrig må gøre sig skyldig i: at lyve.
 
Få uger efter var der imidlertid ingen tvivl i det forsamlede amerikanske pressekorps (ja, faktisk blandt alle verdens medier) om, at det netop var det, Spicer, der i mellemtiden var blevet den nybagte præsident Donald Trumps talsmand, havde gjort. Løjet.
Som alle i Danmark med adgang til en netforbindelse ved, stillede Spicer sig frem til sit første improviserede pressemøde som talsmand lørdag og skældte de forsamlede journalister hæder og ære fra:  
 
 
Det gjorde han ud fra et manuskript og i et alt for stort jakkesæt, der næppe var hans eget (de amerikanske medier beretter, at Spicer faktisk gik og pakkede flyttekasser ud, da han fik ordren direkte fra Trump selv om at indkalde til mødet, så det er nok ikke helt urimeligt at gætte på, at han næppe havde et jakkesæt med sig og derfor havde lånt sig frem). Spicer råbte og skreg – og forlod sammenbidt mødet uden at give de chokerede reportere chance for at stille spørgsmål.
 
Ved det korte møde gentog Spicer loyalt Trumps løgnehistorie, som præsidenten også fik fortalt foran CIA’s berømte ”Wall of the Fallen” - officielt the Memorial Wall, der er en marmorvæg med 117 stjerner, der repræsenterer de agenter, som er døde for fædrelandet under udførelsen af CIA’s missioner udenfor Amerika, og som kan ses i CIA’s hovedkvarter i Langley, Virginia.
 
Historien var som bekendt, at der var et rekordhøjt antal mennesker ”nok 1,5 millioner”, som Trump selv udtrykte det, ved indsættelsen fredag, og at det var det højeste antal nogensinde. Spicer gentog, at det var der ingen tvivl om. Period, som han afsluttede med – bare for at være helt sikker.
 
Som alle, der har været i nærheden af børn ved, er noget af det dummeste, man kan gøre, hvis ens troværdighed i forvejen er i bund, at ende sit udsagn med et Basta.
 
Således også i dette tilfælde. For det er et ubestrideligt faktum – bakket op af alt fra luftfotos til optællinger af togbilletter fra Washington Metro – at der var langt flere deltagere til Barack Obamas indsættelse i 2009 end ved Donald Trumps i 2017. Spicers opførsel gav udelukkende anledning til hån, spot og latterliggørelse fra præcis de mennesker – i dette tilfælde medier – som han på sin chefs vegne forsøgte at lukke munden på.
 
 
Twitter eksploderede, og i de næste 24 timer var pressetalsmanden til grin over hele USA. Hashtagget #SeanSpicerSays gik viralt øjeblikkeligt, og George W. Bushs gamle pressetalsmand – nu republikansk kommunikationskonsulent - Ari Fleischer forklarede, hvad der foregik: ”This is called a statement you're told to make by the President. And you know the President is watching.”:
 
 
 
En anden tidligere pressetalsmand, nemlig Obamas tidligere, Jay Carney, gav ikke meget for, at Spicer blot var sendt i byen af Trump: ”Jeg er aldrig blevet bedt af præsidenten om at lyve for medierne,” sagde han på Twitter – og tilføjede ”det her er ikke normalt”:
 
 
 
Stort set hele PR- og kommunikationsbranchen stod sammen om at give Spicer dumpekarakter.
Jeg har heller aldrig i mine ni år i USA set så mange berømte mediemennesker gå ud og skælde så meget ud. Der var intet – som i INTET – tilbage af Spicer efter den tur, der vel og mærke inkluderede ikke bare et udvalg af de allertungeste journalister i USA, men også spændte fra højre til venstre på det politiske spektrum:
 
 
 
 
Og efter de oprørte, de bekymrede og de rasende tweets kom de morsomme: ”The Death Star had no design flaws. Period.” var blot en ud af tusinder
 
 
 
Enhver kan sige sig selv, at debatten om, hvor mange der var til stede ved Trumps indsættelse, var og er komplet ligegyldig for alle andre end for Trumps eget ego. Men for den ømskindede og dybt forfængelige Trump var det umuligt at ignorere de meget få medier, der overhovedet havde beskæftiget sig med størrelsen af folkemængden. Igen ifølge en kilde med forbindelse til Trumpland var det især det faktum, at PBS og New York Times havde udsendt et interaktivt billede online, hvor man kunne se folkemængden i hhv. 2009 og 2017, der gjorde udslaget.
 
Dagen efter – søndag – fik Spicer, som de fleste også vil vide, uventet hjælp i konkurrencen om, hvem der er bedst til at lege ”Komiske Ali”, da Kelleyanne Conway – Trumps tidligere kampagnechef, der er fulgt med til Det Hvide Hus som chefrådgiver – mødte op i NBC’s ”Meet the Press” og kaldte Spicers og Trumps udsagn for ”alternative fakta”:
 
 
Herefter fulgte endnu en vild runde på sociale medier og en efterfølgende kæmpe debat, der langt fra er overstået om, hvad ”alternative fakta” så er – ud over et andet ord for løgn.
 
Spicer fik på sin efterfølgende pressekonference den 24. januar repareret en smule på sit image – han var både afdæmpet, imødekommende, tålmodig og forsøgsvis morsom, hvilket ikke kan have været nemt, eftersom han igen var tvunget til at forsvare en løgnehistorie. Denne gang den velkendte fra valgkampen om, at Trump mener, at omkring tre millioner illegale indvandrere stemte ved valget og kostede præsidenten ”the popular vote” (det folkelige flertal, som Hillary Clinton vandt med lidt over 3 millioner stemmer) – et udsagn, som Trump noget overraskende for selv sine egne rådgivere valgte at divertere et selskab af indbudte folkevalgte ledere fra Kongressen med søndag.
 
 
Denne gang valgte Spicer en anden strategi end at skælde ud og kaste sig selv på banen. Han sagde, at det var ”præsidentens opfattelse ud fra de informationer, han har fået stillet til sin rådighed, at der var mange millioner, som stemte ulovligt.” Men på trods af, at et stort set enigt pressekorps efterfølgende gerne ville have svar på, om ikke Trump så ønskede en undersøgelse af, hvad der i givet fald ville være verdenshistoriens største bedrag i valgsammenhænge, gled Spicer af og konkluderede, at Trump var ”meget glad og tilfreds” med valgresultatet.
 
Flere politikere bemærkede efterfølgende også, at løgnen var en underminering af det amerikanske demokrati og i øvrigt også af Trumps egen valgsejr, eftersom man i sagens natur ikke kan vide, hvad disse tre millioner ulovlige vælgere så har stemt.
 
Samt at præsidenten nu engang ”tror, hvad han tror.”  Og selv om han også her fik refereret til en forkert undersøgelse – denne gang fra Pew Charitable Trust – om vælgersnyd (undersøgelsen er fra 2009 og viser, at døde amerikanere har været opført på valglisterne i flere stater, men undersøgelsen viser bare ikke, at det faktum har ført til vælgersnyd) – fik Spicer samtidig anerkendt, at det var en ”opfattelse” præsidenten havde.
 
 
Som han sagde, lidt ligesom man kan have forskellige opfattelser af vejret. ”Der kan godt være to forskellige vejrudsigter – den ene taler om overskyet og den anden om spredt solskin, og det er bare forskellige opfattelser af den samme virkelighed,” lød det til en vis moro.
 
Kommunikationsstrategien fra Det Hvide Hus er vigtig
Det store spørgsmål er naturligvis, hvordan man skal forstå den første lille uge med Trump Communications? Vil den konfrontatoriske stil fortsætte? Og er det en bevidst strategi eller udtryk for kaos og magtkampe i Trumps indercirkel, som flere amerikanske medier mener.
 
En ting, man kan lægge ud med at fastslå er, at det ikke er ligegyldigt.
 
Det siger jeg, fordi der findes stemmer i det danske – ingen nævnt, ingen glemt – der mener, at balladen i Washington D.C. mest er et ”sideshow”, som amerikanerne ikke interesserer sig for, men som medierne er endeløst interesserede i, fordi det handler om dem selv.
 
Og at det også handler om overlevelse for en branche, hvis store gamle bastioner står for fald. Dels grundet presset fra nye og sociale medier – som Trump har udnyttet 100 procent til at ignorere de gamle medier og sætte sin helt egen dagsorden. Og som dels helt konkret er ved at blive sat uden for døren i bogstavelig forstand, eftersom Trump har truet med at flytte det akkrediterede (eksklusive, magtfulde og ganske lille) pressekorps helt ud af Det Hvide Hus, hvor de har befundet sig siden Teddy Roosevelts dage – også selvom det nuværende beskedne briefing room stammer fra Richard Nixons præsidentskab.
 
Der kan være to grunde til at ville have reporterne ud: den formelle, som Sean Spicer har udtrykt det:
Is a room that has forty-nine seats adequate? When we had that press conference the other day, we had thousands of requests, and we capped it at four hundred. Is there an opportunity to potentially allow more members of the media to be part of this? That's something we're discussing."
 
Staben fremhæver, at i en tid med så mange nye medier er det uretfærdigt, at det kun er de gamle og etablerede medier, der har en fast plads. Og Spicer har allerede annonceret, at der fremover vil være et vist antal Skype-pladser, der er tildelt reportere, der ikke kan være fysisk til stede.
 
 
Den anden og sandsynligvis mere korrekte grund til at smide pressen ud kommer fra en medarbejder i Trump-regeringen:
"They are the opposition party. I want 'em out of the building. We are taking back the press room." Trump forsømmer ingen lejlighed til at sige, at han hader medierne, der er ”blandt de mest uhæderlige mennesker, der findes”, som han udtrykker det igen og igen, senest under sit møde med spionerne i Langley.
 
USA – verdens mægtigste land
Men hvorfor er det så vigtigt at finde ud af, hvad kommunikationsstrategien dækker over?
 
Fordi USA betyder så meget. USA er – Trump eller ej – klodens dominerende og atombevæbnede supermagt. Det er også det land, som Danmark har deponeret sin sikkerhed hos. Det er ikke ligegyldigt, om det land er et velfungerende demokrati med en præsident, der ikke opfinder sit eget fakta-sæt. Hvis den slidte kliche om, at USA’s præsident er ”den frie verdens leder”, skal have nogen form for gyldighed, kræver det, at det amerikanske demokrati virker. Hvilket også er den gode grund til at holde Trump ansvarlig for udsagnet om, at der er begået vælgersnyd i den tunge vægtklasse.
 
For den type vælgersnyd, som Trump påstår har fundet sted, og som han annoncerede en egentlig undersøgelse af onsdag morgen – igen en nyhed, som han ikke havde fundet det værd at diskutere med sin efter sigende ret frustrerede indercirkel af rådgivere – vil potentielt underminere USA som demokrati og efterlade det som en bananrepublik i sværvægtsklassen.
 
 
 
Vi bliver med andre ord nødt til at diskutere og kritisere Trumps måde at kommunikere på. Også om den er bevidst tilrettelagt som noget, der skal fjerne opmærksomheden om den nye præsidents egentlige politikker – hvoraf der er mange, og som han har haft travlt med at sætte i værk indenfor den første uge af sit præsidentskab.
 
For eksempel beslutningen om at stoppe alle føderale midler til aborter både i USA og i det amerikanske bistands- og udviklingsarbejde, om at igangsætte færdiggørelsen af to store olierørledningsprojekter (Keystone XL og the Dakota Access Pipeline), at bygge den meget omtalte grænsemur mellem USA og Mexico, at fastfryse alle ansættelser af føderale offentligt ansatte, at fjerne alle henvisninger til klimapolitikken fra Det Hvide Hus’ hjemmeside samt at annoncere et stop for al beskyttelse af seksuelle minoriteter.
 
Trump er ikke interesseret i våbenhvile med medierne
Mit bud er, at Trump mener, hvad han siger, og siger, hvad han mener. Han er ikke interesseret i en dialog med the mainstream media. Trump er ankommet som helten udefra, fra det erhvervsliv, som er det eneste blandt institutioner, der fortsat nyder en vis, om end behersket, tillid blandt vælgerne. Han er ikke interesseret i at vende tilbage til det samarbejde med pressen, som eksisterede i de seneste otte år – uanset gentagne, ganske hårde opgør mellem Obama-regeringen og medierne.
 
Trump er som rendyrket populist interesseret i, at vælgernes mistillid til alle institutioner, herunder medierne, består. Dels så han har en syndebuk, dels så han har en god begrundelse for selv at opretholde sin direkte kommunikation med vælgerne via sin Twitterkonto. Som han på skrømt spurgte om (og selv svarede på) ved et af de fire inaugural balls, som han deltog i, ”What do you say, keep the Twitter going? I think so….”
 
Derfor er der næppe – uanset at Spicer virkelig forsøgte mandag – udsigt til nogen som helst form for fredeligt samarbejde mellem pressetalsmanden og medierne fremover.
 
Man kan derimod godt tillade sig at gætte på, at Spicer muligvis ikke holder så længe i jobbet. Ikke kun fordi han som nævnt allerede har opført sig ”for pænt” til præsidentens smag, hvis man skal tro flere amerikanske medier, men også fordi han ikke fra naturen er den hårdtslående type, men tværtimod en skolet bureaukrat, der har trådt sine barnesko som pressetalsmand i det noget metre afdæmpede RNC establishment.
 
En anden mulighed er, at Spicer helt bevidst er udvalgt som ”boksebold.” Som en mand, hvis hovedopgave det er at tabe, men at holde ud så længe som muligt, som Politicos mediekommentator Jack Shafer vurderer her.
 
 
Konkret har den konfrontatoriske stil til gengæld haft omgående konsekvenser. Flere af de store tv-stationer som ABC, NBC og CNN taler nu konsekvent om ”Trumps løgne” og viser dette udtryk på skærmen. For blot få dage siden talte stationerne i stedet om det mere høflige ”falsehood”, altså ”usandheder”, der også på dansk lyder mindre anklagende end ordet ”løgn.” New York Times har også fraveget sin normale politik, hvor man heller ikke tidligere har anvendt ordet løgn. Nu bruger avisen også ordet.
 
Mere krigslystne – og mere uafhængige – medier?
Krigen mod pressen kan også ende med at være en, Trump taber. Blot fordi han lykkedes med konfrontationsstrategien i valgkampen, er det nemlig langt fra sikkert, at han kan vinde over den samlede amerikanske presse (minus FOX News) i længden.
 
Der er således i prominente mediecirkler lige nu snak om, at man simpelt hen skal boykotte Trumps folk i medierne og gå udenom dem.
 
I samme boldgade finder man britiske Guardian, som har foreslået, at medieverdenen beslutter sig til at ”afsløre Trump” og holde ham ansvarlig, på samme måde som avisen var med til at afsløre svindlen med The Panama Papers. Og det er muligvis den bedste ting, man kan sige om den ellers noget miserable diagnose og tilstand.
 
Som flere amerikanske medier og tænketanke allerede har været inde på. At den åbne krig med præsidenten kan betyde, at det indspiste forhold mellem en gruppe forvænte ”tunge” journalister og den politiske magt er et overstået kapitel. At pressen nu er mere eller mindre tvunget til – som et ”åbent brev fra det amerikanske pressekorps til Donald Trump”, der nærmest havde form som en krigserklæring, forleden også sagde – ”selv at finde sine nyheder”.  Det kunne måske endda være et signal til endnu bedre journalistik? Som der står i det åbne brev:
 
“Access is preferable, but not critical. You may decide that giving reporters access to your administration has no upside. We think that would be a mistake on your part, but again, it’s your choice. We are very good at finding alternative ways to get information; indeed, some of the best reporting during the campaign came from news organizations that were banned from your rallies. Telling reporters that they won’t get access to something isn’t what we’d prefer, but it’s a challenge we relish.

Relaterede artikler

Mediedækningen der floppede - Trump fik tidligt et afgørende forspring i den amerikanske valgkamp, da medierne belønnede hans underholdningsværdi. Dan...
Så slemt bliver Trumps USA - WASHINGTON D.C. Hvordan kunne det ske? Da morgenlyset ramte Washington D.C. onsdag var det dette, tilsyneladende enkle, ...
Polls: Hvad er det vi ikke ser? - Så skete det. Trump vandt valget, på trods af at han havde været bagud i stort set samtlige meningsmålinger siden valgka...
Trumps vindertale: Granaten er kastet - Det blev langt ud på natten amerikansk tid, før Donald Trump kunne gå på scenen og tale til det amerikanske folk som pre...
Trumps zero fucks given kampagne - Det var MAGA-effekten, hele verden fik at føle, da Donald J. Trump blev valgt til USAs næste præsident. "Make America Gr...
Masserne skal mobiliseres - Et par dage efter er det faktisk allerede old news: Han vandt sgu. Få havde set det komme. Trumps valgkamp strider nemli...
Politisk nostalgi i risikosamfundet - Fra Moskva til Istanbul. Fra Christiansborg til Washington – politisk nostalgi er blevet en dominerende og disruptiv kra...
Den farligste mand i amerikansk politik indtager Det Hvide Hus - Donald Trumps kampagnemager Stephen Bannon er blevet udnævnt til præsidentiel chefrådgiver i Det Hvide Hus. Det er en ud...
Det stigende oprør - Mange er overraskede, ligefrem chokerede, over valget af Donald Trump som amerikansk præsident. Resultatet gik imod den ...
Derfor vandt Trump valget - Udfaldet af det amerikanske præsidentvalg kom som en stor overraskelse for de fleste danskere og for langt hovedparten a...
Hvad kan K-branchen lære af Trump? - Hvordan kunne det ske? Vi har bedt ti eksperter om deres bud på, hvad vi kan lære af Donalds Trumps præsidentvalgkampagn...
Troværdig kommunikation efter Trump - Autenticitetszonen er blevet udvidet: Brugt rigtigt kan grovheder, løgne og direkte amoral styrke en politisk kandidat. ...
Liberalismens skibbrud - En af USA’s fremtrædende intellektuelle, idéhistorikeren Mark Lilla, har skrevet et ufrivilligt eksempel på den amerikan...
Fake news - Den borgerlige offentlighed er der, hvor vi samles og diskuterer, hvordan vi vil forholde os til, hvad der sker i verden...
Er der håb for mudderpølen? - Donald Trumps første pressemøde i denne uge fandt sted i skyggen af de vildeste rygter og anklager mod den republikanske...
Trumpdemonium - Det var nok de færreste, der forventede en traditionel indsættelsestale af præsident Donald Trump. Men Trumps fortsatte ...
Hold op med at grine af Trump - Det kan godt være, at verden, som vi kender den, er ved at falde sammen, men mit Facebook-feed er en fest. Hver dag er d...
K-brief uge 5 - Her samler vi det, du skal vide, nu vi ved det. Den amerikanske præsident får sin briefing hver morgen, du får den hver ...
Wilders' onemanshow - Han vil give magten tilbage til folket og Holland tilbage til hollænderne. Geert Wilders med sit islam-kritiske Frihedsp...
Undskyld hr. præsident - Hillarys Clintons nederlag var en overraskelse for alle. De to kandidater inklusive. På valgnatten var Trump glad, men f...
Djævlens spindoktor med Nixon Tattoo - Hvis du mener, Trump er en smule skør, så skulle du møde hans bedste ven og politiske strateg Roger Stone. Han er crazyy...
Nu er det ikke sjovt længere - Donald Trump er en gave til den amerikanske tv-satire, som aldrig har haft bedre vilkår. Seertallene for shows som "Satu...
WTF sker der lige i Det Hvide Hus? - Nedenunder det løbende realityshow, som Donald Trumps præsidentskab ganske forudsigeligt har udviklet sig til, befinder ...
It’s the communication plan, stupid! - Sådan laver du ikke en kommunikationsplan. Den officielle opskrift er nu at finde på nettet. Leveret af ingen ringere en...
Hvordan fanden skete det? - Det er svært at tabe. Det er meget svært at tabe verdens vigtigste job til en populistisk, forudsætningsløs svindler. Et...

Giv din stemme

24 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt

Koordinator til marketingteam

Frist: 13. november

Kommunikationskonsulent

Frist: 31. oktober
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.