Putins danske babusjkadukke

Peter Schmeichel, målmandslegende, sportskommentator, forretningsmand og på Pelés liste over verdens 100 bedste fodboldspillere nogensinde, er kommet i stormvejr efter at have lavet omrejsende reklame for Rusland forud for det kommende VM i fodbold. Løjerne kan lige nu ses på den statskontrollerede, russiske tv-station RT.

I 2017 var han vært ved VM-lodtrækningen, og i det første program herefter i fuld skala, hvilket blev vist 4. april i år, kan man blandt mange andre herligheder se Big Peters forsøg på at male babusjkadukker. Ikke nemt, når man har så store hænder som Peter.

Han giver også et lynkursus i Kandinsky og viser seerne rundt på bilfabrikken GAZ i Nisjnij Novgorod. Og sidst, men ikke mindst guider han russere og fans over hele kloden rundt blandt de stadioner, der skal være værter for VM-kampene til sommer.

Se showet her:

Shitstorm

Nu er Schmeichel endt i en shitstorm. Det tidligere Russia Today, nu RT, som den nuværende chefredaktør, Margarita Simonijan, har sammenlignet med et ”forsvarsvåben i informationskrigen” på vegne af regeringen, er nemlig ikke et inkluderende medie a la Danmarks Radio, men en megafon for Putin-styrets hegemoni.

Her i Vesten kalder vi det enstrenget nation-branding og propaganda. Svært ikke at tænke på Hitlers Olympiske Lege. Store Peter har solgt sin sjæl til djævlen. Erkend dine synder, Schmeichel, og sig undskyld.

Umiddelbart virker det harmløst, at Schmeichel sammen med koryfæer som den tidligere colombianske landsholdsspiller Carlos Valderrama og Manchester Uniteds træner José Mourinho har meldt sig under RT’s faner. Men det er det ikke, siger seniorforsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel:

”Det er problematisk, fordi det er RT. Peter Schmeichel bliver en lille brik i en del af det statskontrollerede mediekonglomerat, der har en central rolle i den måde, hvorpå Rusland forsøger at påvirke de politiske præferencer i verden”, udtaler han.

Peter Schmeichel dabber på FC Urals hjemmestadion i Jekatarinburg. Foto: RT.

Propaganda med dansk T-shirt

Måske er RT ikke rendyrket fake news, som Trump kunne lave dem, men det er en nyheds- og underholdningskanal, der gradbøjer sandheden efter forgodtbefindende. Her taler man ikke, siger Splidsboel, om soldater på Krim og i Østukraine og brugen af ulovlige våben i Syrien.

Det politiske medie Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen, har erfaring med RT og er klar i spyttet:

”Jeg har selv boet i USA i tre år og så nogle gange RT. Deres dækning af amerikansk politik var ekstrem tendentiøs. De pustede hele tiden til nogle konspirationsteorier med en dagsorden”, siger Jakob Nielsen til BT og fortsætter:

”Jeg synes, man skal være meget forsigtig, før man stiller sig op i dansk T-shirt og bidrager på den måde. Det er overraskende, at der er nogen, der vil stille op til det, der er en propagandamaskine. Men jeg kan forestille mig, at der er nogle penge og noget profilering indover”, siger han.

Opkast for sportsredaktører

I en kommentar i Jyllands-Posten kalder sportsredaktør Troels Henriksen Schmeichels beslutning om at agere vært for RT et ”amoralsk valg” og uddyber:

”Og så skal man pludselig på sådan en doven torsdag aften som denne få lyst til at kaste sin aftensmad op på stuegulvet, når Peter Schmeichel pludselig opfører sig som en blanding af en pauseklovn og et direkte russisk propagandaorgan”.

For nu at blive i den uappetitlige metaforik, så må der, hvis der skal så lidt til at bringe Troels Henriksens pis i kog, virkelig være et sandt svineri hjemme i stuen hos sportsredaktøren.

Informations Rasmus Elmelund har også set Peter på slap line i RT og skriver i Information, at programmet minder mere om en turistkampagne end et tv-program. Det overrasker dog ikke Elmelund, hverken at budskaber forvandles til nation-branding 101 i stil med de små landevignetter fra Melodi Grand Prix, vi elsker at hade, eller at Schmeichel medvirker, ”for alle ved, at money talks i fodbold – en sport, der rimer på skattely, oligarker og arabiske diktaturer. Og uanset, hvor mange rubler eller dollars, Peter Schmeichel får i løn, er han ubetalelig PR for Putin”, anfører Elmelund.

Problemet er altså ikke pengene eller den gennemskuelige sandhed bag RT’s krampagtige turistkontor. Problemet er, at Schmeichel er dansker.

For de fleste danskere over 35 er Schmeichel en af heltene fra EM 1992. Hans ikoniske status forstyrres muligvis af samarbejdet med RT. Foto fra semifinalen mod Holland (Schmeichel redder et straffespark): Ritzau/Scanpix/Jens Nørgaard Larsen.

”Nogle af de stærkeste fællesnationale minder, vi har fra nyere tid, har vi jo netop med ham”, pointerer Elmelund:

”Schmeichel med én hånd – nej, nej, nej!”.

Udanske Peter og vores diskrete skizofreni

Peter Schmeichel er dansk for danskere. Han har en dansk T-shirt på, som Jakob Nielsen siger, og er ifølge Rasmus Elmelund solidt forankret i vores fællesnationale hukommelse. Det er EM-helt og den dér vanvittige redning med én hånd og handsker så store, som kun noget H.C. Andersen kunne have fundet på. Lige til en Arla-reklame.

Schmeichel var Manuel Neuer, længe før Neuer blev Neuer. Allerede dér brister det nationalkolorerede ekkokammer jo.

Ude i verden er han The Big Dane. Han kommer vistnok fra et land, der hedder Danmark. Eller er det Sverige? Grand danois kalder de ham i Frankrig, ikke uden flabet humor. Schmeichel er mindst lige så meget englænder, skabt ud af Sir Alex Fergusons mytologiske ”Class of ’92” og de glade Manchester United-dage. Eller måske er han snarere fritsvævende kosmopolit, for hvem et nationalsentimentalt forretningseventyr hjemme i Brøndby eller en russisk pas de deux for pengenes skyld er ét fedt.

Lad være med at tænke EM-helt. Tænk snarere David Beckham minus underbukser. Eller pseudo-hollænderen Frank Arnesen uden uheldigt HSV-ophold. Om ti år er det heller ikke svært at forestille sig en Cristiano Ronaldo gøre reklame for toiletartikler i Nordkorea, fordi han synes, de er enormt søde ved kræftramte børn.

Hvis vi sætter parentes om, at Peter Schmeichel muligvis er en velvillig marionet, så er det præcis her, vores diskrete skizofreni sætter ind. Vi burde kende den, introspektivt set, for det er en splittelse, der flækker enhver fodboldfan her et par måneder inden VM-bragene.

Vi har tre kasketter på.

Først den ene: Ja, statsoverhoveder gør klogt i at trække sig fra scenen for at sende et ædru signal om afstand.

Den anden: Ja, moralsk set er Rusland ikke fine i betrækket.

Og den tredje: Nej, det vil vi fodboldfans da skide på, for man kan sagtens kritisere magtdiskursens propagandistiske vælde om eftermiddagen, herunder Vladimir Putins vederstyggeligheder, og så skynde sig hjem til VM-kampen om aftenen på den enorme fladskærm med komponenter bygget af kinesisk-russiske slaver bag pigtråd.

Sådan er vi så kreative og selvblinde.

Når landereklame ender i dårlig PR

Der er meget at fnyse af, når det gælder Rusland. Landet fører en interventions- og ekspansionspolitik, der på de indre linjer holder folket stramt tøjlet i lige dele beundring og frygt. Med Putin som kultisk centrum er der desuden opstået en protofacistisk hooligankultur mere brutal og toptunet end nogensinde før og senest et dopingregime, der rækker lige fra fitnesscentrene i Udkantsrusland til de inderste og øverste cirkler af partiapparatet i Moskva.

Det er alt sammen vældigt klamt (siger vi med den ene eller måske de to af kasketterne på), og vi har historikken på vores side. I nyere tid er der tradition for, at ikke-demokratiske regimer benytter De Olympiske Lege og i mindre målestok verdensmesterskaber som global markedsføring for sig selv.

Men der sker faktisk det modsatte. OL i 1936 var et gigantisk PR-stunt for nazismen, og Hitlers ønske var at vise den ariske races styrke og biologiske herredømme. Stik imod hensigten endte afroamerikaneren Jesse Owens med at vinde fire guldmedaljer, så ...

Hitler måtte finde på undskyldninger for at undgå at skulle lykønske ham. Under OL i Beijing 2008 kom der ikke fnugfri reklame ud af det, men derimod intensiv fokus på det kinesiske styres fremfærd i Tibet. Samme situation var Vladimir Putins Rusland i forud for Sotji-legene i 2014. Hele verden fordømte de homoseksuelles forhold i landet og menneskerettighedsproblemerne.

Men at skyde Schmeichel ind som ideologisk storaktionær i dét game er en kende overilet.

Janteloven

Hvad vi dog ikke kan få ondt i måsen over. Jørgen Leth, kosmopolit og æstetiker uden landegrænser, må ikke forsøde den sidste tid med håndører fra Citroën. Store Peter, verdens måske bedste målmand gennem tiderne, må ikke fjolle rundt og lege værtinde for VM. Ronaldo må derimod godt have en butik på Madeira i Portugal, hvor han er fra, og samtidig sælge merchandise for fuld skrue i et asiatisk marked, hvor de er ligeglade med Portugal og Real Madrid, men elsker hans lave fedtprocent og koreograferede øjenbryn.

Zlatan Ibrahimovic, hvis navn er gledet helt ind i det svenske sprog, må godt reklamere for Volvo og noget med elgjagt; hans slogan pryder sågar en hel bydel i Malmø, men når han scorer gudemål for LA Galaxy på 40 meters afstand, svæver han på transnational æter, urørlig og fri for ethvert mentalt grænsepoliti og tilgængelig for enhver drøm og enhver fordom.

Det er ikke Peter, der har en dansk T-shirt på. Det er janteloven, der tvinger den på ham.

Peter i Putins prime time

Det værste er ikke, at Schmeichel velvilligt lader sig indrullere i ideologisk massage, nu med Putins mønt i sækken. Heller ikke, at han formaster sig til at være dansker og alligevel agere så udansk. Nej, det værste er snarere, at han nøjagtig lige som Ronaldo, Zlatan, Mourinho og alle andre transkulturelle reklamesøjler uden at blinke fraskriver sig enhver stemme, enhver overbevisning og enhver grænsedragning i et senkapitalistisk kapløb om retten til at komme først med tandløs underholdning.

Som sagt, næppe et spil, der kan få Store Peters biorytmer i kog over Rasmus Elmelund og geopolitisk hegemoni endsige Troels Henriksens sarte mavesæk, men så absolut heller ikke et spil, der i efterstrømmen af Jørgen Leth-gate burde få kreative tøsedrenge til umotiveret at kaste op på matriklen.

For hvad sviner egentlig mest? Automoraliserende pistoler eller en tårnhøj dansker, der leger med babusjkadukker i Putins prime time?