Kvinde kend din kampagne

Vi venstreorienterede vælgere er et ombejlet folkefærd. Vi er forsynet med flere valgmuligheder, når vi engang får lov at sætte vores kryds, og konkurrencen om vores stemmer er hård.
af Mikkel Skov Petersen
Det er særligt SF og Enhedslisten, der kæmper om vores gunst, og lige nu kører begge partier store outdoor-kampagner, der skal skærpe og nuancere vores opfattelse af spidskandidaterne og deres partier.
 
Hvad kigger Johanne på? Kilde: Enhedslisten.
 
De igangværende outdoor-kampagner er priming af vælgerkorpset. Når vi nærmer os valgdatoen, skal der males flotte politiske motiver med dybde, skygger og det hele på den grundede baggrund. Outdoor-satsningen er for begge partier blot ét initiativ i en vifte af løbende kampagneaktiviteter på bl.a. de sociale medier.

Stine Brix, Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper kigger hver sin vej. Kilde: Enhedslisten. 
 
De to partiers udgangspunkter for at føre den aktuelle valgkamp er af nyere historiske årsager forskellige. SF og Enhedslisten er dog fælles om at være under opbygning på vejen mod noget større.

Enhedslisten har haft gang i høvlen
Enhedslisten har været under støt og jævn opbygning både før og under den nuværende regering. Opbygningen har bestået i en professionalisering af mediearbejdet og en borthøvling af ideologiske anakronismer og subkulturelle ritualer.

Opbygningen havde formentlig taget sig anderledes ud - i det omfang den overhovedet havde fundet sted - hvis ikke der samtidig havde stået en flok dugfriske politiske talenter på spring for at legemliggøre et nyt Enhedslisten og en ny venstrefløj. Det drejer sig naturligvis om Johanne Schmidt-Nielsen, Stine Brix, Pernille Skipper med flere. 
 
Enhedslisten har i dag mellem to og tre gange større tilslutning end partiets tidligere normale leje og jævnlige flirt med spærregrænsen.
For Enhedslisten handler det om erobring af yderligere politisk terræn og en konsolidering blandt de mange nye vælgere, der kom til, mens den forhenværende lilebror kortvarigt var mutters alene på yderste venstre flanke.
 

Elefanten i SF-rummet
SF’s opbygning har som bekendt været mindre støt og jævn. Partiets dramatiske sortie fra regeringen 'Thorning-Schmidt' markerer et år nul i SF's nyere historie og er en markant afvigelse fra partiets store drejebog, må vi antage.

Året, der er gået siden dramaet i DGI-byen, er brugt på opbygning af formanden, Pia Olsen Dyhr, og genindtagelse af den vante parlamentariske plads klos op ad Enhedslisten. Begge dele er SF lykkedes fint med.

Umiddelbart har den nye formand med mønsterbryder-baggrunden markeret en ny start og en ny soliditet, men der er ikke desto mindre stadig en elefant i rummet. Den er muligvis tavs, elefanten, men den stirrer vedholdende på den venstreorienterede vælger: Er SF nu også HELT færdig med mystiske eksperimenter og selvskadende adfærd?

Det kræver tid uden flere løjerligheder, før elefanten i rummet endelig fortoner sig. Nok også lidt længere tid end et år.
 
Enhedslisten kigger på ting
Store plakater med politisk ordfører Schmidt-Nielsen, gruppeformand Brix og uofficiel kronprinsesse Skipper pryder stationer og billboards landet over.

De tre kigger alle andre steder hen end på beskueren: Schmidt-Nielsen over skulderen og Brix og Skipper ud i horisonten. Det er uklart, hvad de kigger på; måske ud i fremtiden? Måske spekulerer de blot koncentreret over et vanskeligt politisk dilemma? Måske Johanne Schmidt-Nielsen kigger tilbage på en imponerende karriere, eller måske holder hun øje med et lumskt bagholdsangreb?
 

Der er ingen af de tre profiler, der smiler, og det er jo nok også med vilje. De ser dog heller ikke decideret vrede eller triste ud. Mere som om de er optaget af noget andet. Dette andet er formentlig alvorlige politiske emner som arbejdsløshed, miljø og ældreomsorg.

På Twitter affødte portrætterne naturligvis straks hashtagget #EnhedslistenKiggerPåTing.
 
Enhedslistens kampagne i bybilledet - og på Twitter. Kilde: Twitter/@SteenAJ.

Årsagen til, at det netop er Schmidt-Nielsen, Brix og Skipper, der toner frem i kampagnen, skal bl.a. findes i det faktum, at hvis folketingsvalget udskrives efter Enhedslistens årsmøde i juni, så kan den nuværende politiske ordfører ikke stille op. Hun falder nemlig i så fald for partiets rotationsregel, der er en af de knaster fra det gamle Enhedslisten, der har undsluppet moderniseringshøvlen.

Pernille Skipper er trådt alvorligt i karakter de sidste fire år og er en oplagt afløser som topprofil. Stine Brix er gruppeformand og bundsolid, men kan sagtens bruge et bredere kendskab. Sluttelig har Enhedslisten ikke en formand, og uanset hvornår valget falder, så er der stadig ikke tradition for at lægge alle æg i én kandidats kurv.
 

Kendere af Enhedslisten vil selvfølgelig notere sig, at der overhovedet er portrætter på plakaterne, og ikke mindst hvor lidt teksten fylder. Det er i sandhed nye tider, at man dels fatter sig i skriftlig korthed, dels prioriterer pladsen til at synliggøre de mennesker, man ønsker stemt ind.
 
Pia, Pia og Pia
SF’s outdoor-kampagne handler om formand Olsen Dyhr. Vi ser hende som syv-årig, som teenager og som photoshoppet gråt guld. De tre portrætter er, udover aldersspecifikke slogans, ledsaget af ret omfangsrige, opbyggelige tekster, og her vil kendere bemærke, at SF nu om dage bruger mere tekst end konkurrenterne fra Enhedslisten.
 
SF's nye outdoor-kampagne med Pia som syvårig, næsten voksen og som gråt guld.

Kampagnens pay off er ’investering i mennesket’, og det er de venstreorienterede vælgere formentlig ganske enige i.

På SF’s hjemmeside findes også en version af Olsen Dyhr-portrætterne, hvor den 43-årige formand er skiftet ud med en ca. 20-årig version, der tilsyneladende har brugt ret lang tid foran spejlet med føntørreren. Den ledsagende tekst lyder: ’Vores klode har ikke brug for mere varm luft’. Og det er jo meget sjovt fundet på.

På sociale medier cirkulerer desuden tilsvarende nuttede barndomsfotos af en række partiprofiler. Det er faktisk rigtig hyggeligt, selvom vi selvfølgelig på intet tidspunkt har været i tvivl om, at også SF’ere har været børn engang.
 
Özlem er også med på børnebillede-bølgen. Kilde: Twitter/@SFpolitik.

Kampagnen omfatter også en lille film, hvor Pia Olsen Dyhr sidder i bussen på vej til arbejde. Hendes medpassagerer er stort set alle kvinder, mens buschaufføren, der holder øje i bakspejlet, er en mand. Der er også både en ung kvinde med hijab og en ung mand med afrikansk baggrund.
 
Filmens budskab er, at SF kerer sig om både børnenørder, generte teenagere og sure gamle kællinger – kort sagt hele en kvindes liv. Pia Olsen Dyhr åbner i øvrigt op for, at hun selv med alderen kan ende i kategorien 'sur gammel kælling', og det er jo egentlig en meget frisk udmelding.

Det kan gå virkelig galt, når politikere skal spille skuespil, men Pia Olsen Dyhr slipper faktisk hæderligt fra sin performance. Som cyklist er denne skribent dog ikke så begejstret for udstigende buspassagerer, der står og snakker på cykelstien - og det giver en lidt stressende slutning på den ellers rolige film, at Olsen Dyhr er faretruende tæt på at blive påkørt, netop som hun har leveret sin afsluttende replik midt på cykelstien:
 
"Valget nærmer sig, og der skal ikke være nogen tvivl: SF ønsker et stærkere velfærdssamfund for os alle - ikke kun for de få. Vi vil investere i mennesker. Det skaber frihed for den enkelte. Jeg fik selv chancen. Se filmen, og hør mere. Og så håber jeg meget, at du vil dele filmen, hvis du kan lide den."
 
Mor Pia & de unge
I SF har de naturligvis konstateret, at konkurrenternes profiler er yngre kvinder omkring 30 år, mens deres egen formand er en kvinde i begyndelsen af 40’erne. På den baggrund giver det fin mening at bygge den seneste kampagne op omkring formanden som en moderlig kontrast til Enhedslistens ti år yngre hold.
 
Pia Olsen Dyhr og resten af SF vil investere i mennesket. 

Begge partier er naturligvis også helt bevidst om, at kvinder udgør en betragtelig del af deres potentielle vælgere. Særligt SF-filmen understreger dette.
 
Læs også: Kampagne for ingenting.

SF’s kampagnegreb er det mest kreative, men adresserer ikke føromtalte elefant i rummet, hvilket lader en masse usagt mellem vælger og parti. Vi kender dog Pia Olsen Dyhr lidt bedre, nu hvor vi har set børne- og ungdomsfotos af hende og har fået fortalt, at hun havde det svært med drenge, da hun var yngre.

Enhedslistens kampagnegreb er lidt kedeligt, bortset fra den kryptiske detalje at kandidaterne ikke ser os i øjnene, men alle mulige andre steder hen. Vi kommer i hvert fald ikke tættere på dem.
 
SF-kampagnen med Pia Olsen Dyhr i bybilledet - her på Hellerup station. 

Det centrale ved Enhedslistens kampagne er, at det, så vidt vides, er første gang, at vi har kunnet støde på kontrafejer fra partiets kandidater ude i den helt dagligdags virkelighed på stationer osv. Og det vel at mærke uden at vi samtidig bliver stopfodret med spalte op og spalte ned af 'nej-sigeri'. I stedet præsenteres afdæmpede, korte, semipersonlige statements fra spidskandidaterne.

Budskabsmæssigt fortæller ingen af partierne os noget, vi ikke vidste i forvejen.

Hvis alle fire spidskandidater – tre fra EL og en fra SF – havde været mænd, så ville det formentlig have affødt en del murren i venstrefløjskrogene. Det er de ikke. Alle fire spidskandidater er kvinder, ligesom størstedelen af Pia Olsen Dyhrs medpassagerer i bussen.
 
I skrivende stund er det vist kun David Trads, der på altinget.dk har beklaget sig over overvægten af kvinder. Til det kunne man replicere, at de fire kvinder jo må antages at være de mest kompetente, men dén debat er ikke denne artikels ærinde, så den lader vi ligge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job