Dødsrengøring for begyndere

Forleden kunne man på forsiden af Svenska Dagbladet, en konservativ stockholmeravis, se henvisningen til dagens kronik om döstädning – dødsrengøring. Kronikken af Karin Thunberg handlede om den trend, der synes at være blandt enlige kvinder i 60’erne – at rense ud i de ting man har omkring sig, for at berede sig på døden.

Selvfølgelig skal man rydde op i sine ting. Også de ting, man ikke ønsker skal ligge tilbage efter en og tale, når man er død. Men at smide alt ud i en oprydningsmania ville være decideret dumt. Hvis Leonard Cohen havde gjort det, havde vi aldrig oplevet hans sidste album, hans måske største værk nogensinde. Kilde: Polfoto/Lars Hansen.

The Guardian havde 12. januar en engelsk udgave af en svensk bog om emnet som omdrejningspunkt for et longread, der også omtalte andre fremhævelser af døden i tidens kultur. En kirkegård i Brooklyn har en installation, hvor man kan begrave sine hemmeligheder. På den måde bliver man selv en del af kunstværket, men trenden er tydelig: Døden er hot! Tænk bare på, hvordan Halloween har fjernet Allehelgen fra landkortet.

Det tjener mennesket og vores kultur til ære, at den usigelige fremmedgørelse, som vi skaber omkring os, selv i et gennemmaterialistisk offentligt rum, ikke over alt medfører hedonisme og ren udskejelse, men også en metafysisk set asketisk beskæftigelse med døden.

Det er ikke så meget nyt i det. Måske noget genkomment. Ethvert menneske, der kunne læse i Middelalderen, kendte til memento mori – husk, at du skal dø. Livet for et middelaldermenneske var én lang forberedelse til døden gennem bøn og gennem, ikke at begrave, men at betro sine hemmeligheder til præsten. Og det er en stor forskel. Forskellen udgør præcis den kritik, man kan have af menneskets eksistentielle forhold til døden i dag – at se døden som noget, man er alene om, eller en social begivenhed.

Forskellen er også, at der i memento mori ikke var det kunstsyn, som vi har i dag. Memento mori blev fremstillet gennem malerier af kranier og andet, men døden indgik i en sammenhæng, der havde livet og efterlivet med sig. I dag kan vi fremstille døden i kunsten uden at give udtryk for andet end det: døden. Døden er blevet et objekt.

A Collection of Emblemes, Ancient and Moderne, George Wither (1635). Memento mori er en påmindelse om livets korthed. I romerriget havde triumfatoren en særlig slave til at hviske sig det i øret inden kamp - "husk, du skal dø" - for at han ikke skulle blive overmodig. I billedkunsten udtrykte man sig gennem bl.a. gennem 'vanitas' (en allegorisk billedtype) med opstillinger af symbolske genstande som kranium, timeglas, et slukket lys eller en flue på et æble, hvilke henviser til livets forkrænkelighed.

Kommercialiseret død

Når noget er et objekt, er det også del af en helt anden sammenhæng, nemlig markedet. Der er et eksempel på dette i et citat fra romanforfatteren Maria Gerhardt, der døde i marts i fjor, hvilket indgår i en overskrift på en feature i Politiken: ”Jeg har gjort det smart at være lesbisk, jeg har gjort det smart at være syg. Og nu kan jeg også lige så godt gøre døden smart.”

Når man gør noget smart, højner man dets markedsværdi. At gøre noget smart har ingen eksistentielle implikationer ud over en flygtighed, som ligner forbrugets. Men den kan opleves som en stemning, sansning eller følelse. Det er først for nylig, jeg har opdaget, hvilken følelse der egentlig ligger under denne flygtige æstetisering. Det skete ved at tænke over noget, der skete, da min mor døde.

Dødens æstetisering og döstädning er en naturlig reaktion på markedsgørelsen af døden. På samme måde som punkmusikken i 1978 var en æstetisering over det menneskelige forfald, der lå under 1960’ernes og 1970’ernes forbrugermentalitet.

Trainspotting og de eksperimenter med forgiftet mad som hallucinogen, man ind i mellem hører om - selv Bungy Jump er dybest set en æstetisering af døden.

Men nu kommer en svensk IKEA-mentalitet, en ”lagom”- mentalitet, og vil rydde op i livet inden døden. Fint! Nydeligt. Endda nysseligt. Men der er bare en ting: Det er først dér, de eksistentielle problemer begynder at vise sig.

Imagepleje helt ind i døden. Og de efterladte skal ikke tænke på at rydde op i andet end deres sorg og smerte. Getty Images.

Døden som social begivenhed

At rydde op inden døden er endnu ikke en social handling, der er forbundet med forventninger, vaner eller genkendelse hos andre, der gør det samme. Om det bliver det med tiden, kan man ikke vide. Derfor kan vi endnu ikke tale om det som rituel praksis, men må tale om det eksistensfilosofisk.

Hvis man begynder at rette sig ind mod døden allerede i forbindelse med, at den for første gang bliver rigtig aktuel for en, f. eks. i forbindelse med, at flere og flere i familien og omgangskredsen dør efter alvorlig sygdom, retter man sig samtidig bort fra livet.

Det er en meget alvorlig sag. Døden er nemlig stille, ensformig. Et punkt, der ikke bevæger sig. Livet, som döstäderen stadig er midt i, opfatter vi altid som modpol til døden i denne sammenhæng. Men det er forkert; de er ikke modpoler – livet og døden. Livet er ikke det modsatte af døden; livet er så meget andet og mere.

Forskellen på livet og døden er, at livet bevæger sig hele tiden. Det bevæger sig også i uforudsigelige former, retninger og bestandigt foranderlige mønstre. Og det var der i en eller anden forstand før og er der også efter døden. Døden står bare stille som et grammatisk tegn. Getty Images.

Hvad livet måtte have til en

Begynder man i en tidlig alder at orientere sig udelukkende i forhold til døden, afviser man på forhånd at tillægge sig et åbent sind over for, hvad livet måtte have til en, som man ikke havde kunnet regne ud. Livet har altid mere til en, end man kunne vide – døden har intet.

Ser man derimod döstädning som en aktivitet rettet mod livet, mod at gøre livet mere værdifuldt, mens man lever det, fordi man gør sig mindre afhængig af det, der i det store perspektiv er mindre værdifuldt, nemlig forfængelige ting og sager, så er det en helt anden sag. Og i øvrigt heller ikke noget nyt. Langt fra.

Den russiske romanforfatter Leo Tolstoj er et berømt eksempel på den kendte praksis, at mænd blev vandrende pilgrimme i en sen alder. Han forlod sit gods og gik ud i verden med sin vandrestav. Han blev fundet død på en bænk på en togstation i Astapovo, da vinteren lagde sig over landet i november 1910.

Leo Tolstoj i Jasnaja Poljana 23. maj 1908. Den russiske forfatter skriver i 1877 'Anna Karenina', der handler om, hvordan livet sætter mennesket frit, når det handler i hengivenhed, og hvordan døden får magten over mennesket, når det handler egocentrisk. Foto: Sergej Prokudin-Gorskij.

Leonard Cohens forhold til livets, i hvert fald arbejdslivets, ophør er et sigende eksempel. Han var holdt op og havde nu en sekretær til at passe på sine penge. Men hun rendte med dem alle sammen, så han blev nødt til at begynde at arbejde igen. Havde han gjort sig af med alle sine ting, ville det ikke have været muligt. Tingene opbevarede hans arbejdsevne for ham, til han skulle bruge dem igen. Og så skete der ting og sager, han ikke havde kunnet vide, og som vi skal komme tilbage til.

Ting man ikke ønsker ligger og taler, når man er død

Selvfølgelig skal man rydde op i sine ting. Også de ting, man ikke ønsker skal ligge tilbage efter en og tale, når man er død, som den svenske forfatter til bogen om döstädning anfører. Men selv det at rydde op i ting, man har omkring sig, kan have sine moralske problemer. For fem år siden skulle vi til Hawaii. Mens vi sad på altanen og røg i skumringen, opdagede vi, at vi i næsten 36 timer ville være afskåret rygningens velsignelser.

Vi kiggede på hinanden og sagde: ”En sådan chance kommer ikke igen”. Min kone skoddede resolut smøgen, og jeg bankede tankefuldt min pibe ud i en nærtstående potteplante. Da vi kom hjem, røgfri og melankolske, smed jeg mine piber ud. Det var nødvendigt. Men det skulle jeg ikke have gjort.

Man skal passe på med at tillægge materielle ting absolut værdi. Man må acceptere, at også ting bærer et livsaspekt, et fællesskabsaspekt.

Min søn blev alvorligt skuffet og vred. Han opfattede mine piber som en del af sin barndom. Alle de forskellige piber gengav forskellige træk ved mig og rummede hans grundlæggende livsmøder på en måde, som ikke ville komme igen. Han kommer selvfølgelig over det. Men det er alligevel et vigtigt memento til forståelse af problemstillingen. Mennesket og dets ting er ikke restløst forbundet. De er ikke udelukkende forbundet på det individuelle plan, således at ejeren af tingene moralsk set har absolut råderet over dem i enhver henseende.

En materiel vinkel på livet

”Jeg kan da smide mine ting ud, hvis det passer mig,” kan man indvende. Ja, men gør du det, anlægger du en udelukkende materiel vinkel. Du lader tingene definere livet og giver dem derfor absolut værdi, også over det menneskelige, det sociale og det deciderede kærlige, fremfor at bruge tingene som midler til at bringe tilværelsen videre eller opbevare indre billeder for dig og dine nærmeste. På den måde kan tingene også tåle at være flygtige, fordi de ikke har absolut værdi. Og livet selv bliver mindre flygtigt, fordi det får absolut værdi.

Tilværelsen i sig selv er som bekendt noget, vi må acceptere og dele med andre med den konsekvens, at de fleste valg, vi foretager os i livet, skal afvejes i forhold til den indvirkning, det har på andre mennesker. Sådan er tingene også noget, vi nok ejer i absolut og juridisk forstand, men som vi giver dødens ene egenskab, nemlig ubevægelig tomhed, hvis vi ikke accepterer, at også tingene bærer et livsaspekt, et fællesskabsaspekt.

Den blufærdige død

Da min mor lå for døden på et hospice uden for Århus, blev jeg kaldt fra et møde i Vejle for at have mulighed for en sidste afsked. Jeg skulle mødes der med min ældre bror. Toget blev undervejs forsinket på Horsens Station grundet en utænkelige hændelse – politiet blev tilkaldt, fordi en ung kvinde havde blottet sig i en kupé.

Da jeg ankom, ventede min bror udenfor i solen, og da vi kom ind, fik vi at vide, at vores mor var død tre minutter tidligere. ”Det var dog uheldigt,” sagde det forstående personale. ”Det betyder ikke noget,” sagde min bror. ”Hun var alligevel for blufærdig til at dø, mens vi var der.”

Det havde jeg aldrig tænkt på. At døden vækker blufærdighed. Både dødens iscenesættelse, som når den døende Gerlev gør den smart, og livets minimalistiske afvikling i venten på en indtørret krop, som döstädningen gør, er en måde at komme over det blufærdige på. Iscenesættelsen rummer ironiseringens beskyttelse. Den langsomme afmontering af sig selv i forhold til livet rummer en mulighed for at formindske dødsangsten, så ingen kan se den.

Begravelsen som mental oprydning

De svenske begravelser er i forvejen gået meget langt i form af en mere mental oprydning. Hvor en dansk begravelse i almindelighed er en meget afdæmpet affære, et rum, der fyldes med fjern musik og stille sorg og derved nærvær midt i fraværet, er den svenske begravelse mere showagtig. Familien går op omkring kisten og siger noget eller lægger blomster. Det kan godt tage sin tid, hvis det er en stor familie. Der kan være musiker udefra, som spiller og synger efter et trykt program.

Der er et leben i kirken, og begravelsen foregår i øvrigt altid helt op til 3-4 uger efter, så man har mulighed for at invitere folk fra nær og fjern. Det er helt tydeligt, at det viser et fællesskab omkring den døde. Det står i modsætning til den markedsmæssige livstydning. At definere sig som ejer af sin egen død er efter min bedste opfattelse udtryk for en grovkornet misforståelse af tilværelsens væsen og karakter.

Døden som ting

Det er en interessant konsekvens af at medvirke til at skabe den norm, at døden er en ting ligesom alt andet i tilværelsen. Når man gør det, underlægger man sig samtidig tingslighedens grundregler. Og de er ikke sjove. De er i hvert fald ikke retfærdige. Det betyder, at den rige kan købe sig til en bedre død end den fattige.

Det er allerede nu sådan, at meget rige mennesker i visse tilfælde lader sig nedfryse, i venten på bedre tider, mens almindelige mennesker aldrig ville kunne gøre det. Verden over vidner mausoleer om forskellen mellem rig og fattig, og det har de gjort siden Antikken. Det står naturligvis meget stærkt i modsætning til det, den rige og den fattige er fælles om, nemlig livet i dødens skygge. Dér, hvor vi alle er ens.

Og Karin Thunberg i Svenska Dagbladet endte da også sin kronik med at spørge sig selv, om det ikke var en indre renselse, hun egentlig søgte. Tingene blev derved symboler for denne.

Vi kan sagtens æstetisere døden. Det er der heller ikke noget nyt i, snarere en genkomst. Døden er det væsentligste tema i litteraturhistorien. Det er det eneste, de største forfattere skriver om, når man ser efter. Men det er døden som modsigelse af livet. Både døden ved tilværelsens slutning og abrupt midt i det hele.

Døden har altid været æstetisk. Getty Images.

Forfatterne søger ikke svar på dødens problem ud fra den antagelse, at døden er naturlig, men tværtimod, at døden er unaturlig. Døden modsiger det eneste naturlige, et menneske kender, nemlig livet selv. Alle børn lever i barndommen som om, døden ikke fandtes, indtil døden langsomt sniger sig ind på barnet som en eksistentiel skygge.

Den ældste fortælling, vi har, Gilgamesh-eposet fra 1800 f.v.t., sættes i gang af, at helten opdager sin dødelighed. Alle de religiøse skrifter, der er opstået efter mennesket i almindelighed kendte til det at leve i et samfund, forsøger at besvare et eneste spørgsmål: Hvad sker der, når jeg dør?

Filosoffen og døden

Den vestlige traditions grundlæggende filosof Platon, der levede i 300-tallet f.v.t., har mindst fem forskellige forsøg på at bevise sjælens udødelighed. Hans idélære, som stod som noget af det mest abstrakte og ligegyldigt antikke, vi lærte i oldtidskundskab, er i bund og grund led i en bevisførelse for, at det åndelige i mennesket lever videre efter kroppen. Alle de græske tragedier, også fra den tid, handler om at forklare, hvilke handlinger der uvægerligt førte til en tidlig og brutal død.

Dantes Den Guddommelige Komedie fra 1300-tallet handler om, at hovedpersonen midtvejs i livet pludselig føler en meningsløshed. Derefter gennemlever han i en vision livet efter døden i alle dets middelalderlige skikkelser.

"Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge."
Den Guddommelige Komedie, Inferno, Sang 1, oversat af Ole Meyer, 2000.

Goethes værker fra 1700-tallet undersøger med stor kunstnerisk styrke dødens indgriben i livet fra mange forskellige vinkler, først og fremmest gennem de aspekter af fremmedgørelse, som døden indfører i livet; det gælder både Faust og Werther.

Dostojevskij og Tolstoj skriver igen og igen om, hvordan døden får magt over mennesket, når det handler egocentrisk, og hvordan livet sætter mennesket frit, når det handler i hengivenhed. Anna Karenina er en eksempelfortælling om dette, så tyk, at den konstant skifter mellem Anna-historien, der eksemplificerer det første, og Levin-historien, der viser menneskets søgen efter det andet. Onde Ånder, Brødrene Karamazov og Raskolnikov, Dostojevskijs hovedværker, gennemspiller ligeledes dødens overgreb på livet i forskellige skikkelser. Fuldstændig suverænt, som bekendt.

Kunstnere og døden

I nobelpristageren Bob Dylans værk indtager døden som det, der foruroliger mennesket i sin livsbane, en endog overordentlig stor plads. På hans første album handler alle sange undtagen én om døden rent konkret.

På det berømte Highway 61 Revisited (1965) er døden og det eksistentielle forfald et omdrejningspunkt i langt over halvdelen af sangene, ligesom på det store folkrock-mesterværk Desire (1975), hvor døden belyses fra alle tænkelige vinkler, fra gravrøveri og selvmord til mafiavendetta som tragisk skæbnemotiv. I Dylans seneste mange album er den også en tro følgesvend, ofte elegant vævet ind i motiver fra mange egne af verdenslitteraturen.

Den seneste nobelpristager Kazuo Ishiguros bøger handler om aspekter af dødens indgriben i livet, eller hvordan vi kommer overens med dens realitet, f.eks. senest The Buried Giant (2015). Never Let Me Go (2005) handler om, hvordan visse mennesker fødes til døden – den er et kompliceret portræt af netop vores tingsliggørelse af tilværelsen i dødens skygge. Vi forældreløse (2000) handler om, hvordan døden kan skjule sandheden og få livet til at blafre mellem lidelse og fortrøstning.

Også nobelpristageren fra et par år siden Patrick Modianos bøger handler alle sammen om, hvordan døden lægger en tåge over livet, hvilken hans personer forsøger at blæse bort gennem at trænge ind i fortiden og derved vække den til live.

Da Goethe døde, skal han efter sigende have sagt: ”Mere lys”. Det, jeg aldrig er blevet færdig med at tænke over, er, om han mente: ”Der kommer mere lys” eller ”Tænd mere lys”. For mig er der ingen tvivl om, at det er en af de ting, Cohen spiller på, når han skriver You Want It Darker (2016).

Cohen var begyndt at takke af, men livet kom i vejen, og han måtte genoptage sine aktiviteter i fuldt mål. Hvad skete der ved det? Han skabte sit største værk nogensinde. De andre albums er gode singer-songwriter-bedrifter, men det er den enkelte sang, der står frem. Det afsluttende album er et helstøbt kunstværk af så mægtige proportioner, at det rejser sig op i kulturhistorien og indtager en helt anden plads.

Cohen skaber et værk, der kan det samme som Bachs Matthæus-Passion, Picassos Guernica og Dostojevskijs Brødrene Karamazov. Hvad kan de? Gennemlyse tilværelsen ved at vise, hvordan livet gennemlyser døden, fordi det altid er til. Livet er til som idé, som bevidsthed, som fællesskab. Som delt smerte, delt glæde, delt sorg, delt lys. Hvad skete der så? Derefter døde han.