Dengang jeg blev født, syntes min far ifølge familieoverleveringen, at jeg skulle hedde Quame (som vel udtales kvarme på godt, fladt dansk). Min mor nægtede imidlertid, fordi hun tænkte, det mindede a) om kvalme og b) et surmælksprodukt.

Sidenhen er forskellige varianter af sur og syrnet mælk dog blevet noget nær det hippeste, man kan forestille sig – og er på mange måder blevet et eksempel på nationale og nordiske fortællinger, fællesskaber og hype. Senest med Irmas satsning på den norske nationalspise rømme, der – ifølge en artikel i Politiken – er at finde i ethvert norsk hjem og giver enhver nordmand tårer i øjnene, når det nævnes.

 

 

Espen Bjerre og Peter Falktoft indgik samarbejde med Irma, og drengene var med til at introducere rømme på det danske marked. 

Skyyiiiiiiiiiiiiiiidrrrr!

Det er muligt, at Skam fik os alle sammen til at tro, at vi kunne tale norsk (det kan vi ikke alle sammen, jeg er for eksempel imponerende dårlig til det), men nu skal vi også til at spise på norsk. Det på trods af, at Norge jo ikke ligefrem er kendt og elsket for deres stolte madtraditioner – herhjemme i hvert fald.

 

Omvendt var de heller ikke ligefrem kendt som Skandinaviens førende kulturbærende land (den placering må vi vist give til svenskerne?), og alligevel blev SKAM måske det mest definerende TV-format overhovedet i de seneste par år. Norsk sprog, kultur og slang blev mega-hipt på en måde, vi sjældent har set før. 

 

Hvis vi husker 10 år tilbage, er det heller ikke ligefrem sådan, at Island står frem i erindringen som en gourmet-nation. Alligevel ramte Thise Mejeri dengang rigtigt og fik folk over hele landet til at skrige efter skyr. Eller ’Skyyiiiiiiiiiiiidddrrrrrr’, som man kunne høre folk bede om, mens de studerede brunchkort og frugtbowler på restauranter og i butikker i det ganske land.

 

Caféen Skyr Original åbnede på Frederiksberg i København sidste år som en reaktion på den store hype omkring yoghurtproduktet. Caféen sælger alt fra smoothies til skåle med skyr og knas. Måske kommer rømme snart på menukortet? Kilde/VisitFrederiksberg

 

Jeg tror, at det var omkring den periode, jeg var tjener på brunchens højborg, Dag H på Østerbro – det er det hedengangne Café Amokka, hvor Østerbro-børnefamilierne stod i kø for at købe byens dyreste og dengang bedste kaffe. Dengang trillede folk ned fra stolen, hvis man formastede sig til at servere noget så åndsbollet som yoghurt.

 

En alsidig surkarl

Nu er turen så kommet til rømme, forstår man. Arla satser benhårdt på kefir, som jeg stadig ikke har forstået hvad skal gøre godt for, og som har et navn, der konsekvent får mig til at tænke på kaffir limeblade (dem vil jeg ikke have i min mælk) og kevlarfibre (dem vil jeg slet ikke have i min mælk).

 

Men hvad er rømme så, spørger du? Svaret er, at det er et syrnet og såkaldt ’støbt’ produkt. Det betyder, at syrningen foregår direkte i bægeret, det sælges i – og ikke på større tanke, som det for eksempel er tilfældet med yoghurt. Derfor er rømme fast, når du køber det, men kan røres blødt med en ske. Det skiller ikke ved at blive udsat for varme (smart), og med sin smag, der er en blanding mellem fløde og creme fraiche, er det ret alsidigt.

 

Det er måske så meget sagt, at rømme kan bruges til alt, men det er da grundlæggende ret praktisk, at det både kan bruges i det søde og det salte køkken. Tænk måske i virkeligheden mere på, hvordan både ricotta og mascarpone kan bruges i begge køkkener end decideret på creme fraiche – selvom det selvfølgelig har mere smag af creme fraiche end af ricotta…

 

Rømme fås i to varianter på det danske marked og er fra Thise Mejeri. Creme fraiche-produktet er den seneste satsning på nordiske kult-produkter, som rider på SKAMs succesbølge. 

Potentiale? Potentiale!

Og her er det så faktisk, at rømmen måske endda går hen og bliver en genistreg. For selvom vi er blevet stoppet fulde af nynordiske fortællinger om, hvordan du selv skal langtidstørre din egen gran på varmluften (de prøvede engang at sælge det nede i Kødbyen, I kid you not), eller hvor fortræffeligt det er, hvis du har sanket din egen havtorn på Amagerfælled, så har rømmen rent faktisk potentiale til at binde den nordiske gastronomi-fortælling sammen med vores hverdag.

For hvem filan er det lige, der har tid til at stå og eksperimentere med nye tangvariationer en tirsdag aften, når ungerne er hentet, og man skal have hurtig mad på bordet? Det er vist et fåtal. Med au pair.

 

Og her ligger rømmens styrke egentlig, om man så må sige. At det samler flere tendenser: Du kan bruge det til mange forskellige ting (det mindsker madspild, hvis du tænker dig om), det er et lokalt nordisk produkt fra det smarteste nordiske land pt., det kan få dig til at virke supercool, når du henslængt fortæller om rømmens fortræffeligheder, og hvorfor du selvfølgelig ikke har købt noget så ordinært som økologisk creme fraiche, og så er det vigtigst af alt udtryk for, at den nynordiske gastronomi absolut også har sin plads i hverdagskøkkenet.

Det har den haft i et stykke tid – eller folk har i hvert fald prøvet at sælge det, som om man lavede noget nordisk, bare fordi man smækkede en dusk kørvel på sin græskarsuppe (det bliver den altså ikke nødvendigvis nordisk af, venner). Men med Irma i front som fortaler for det lokale, det nære, det økologiske og det nordiske skriver rømmen næste kapitel i historien om danskernes madvaner – så må salgstallene bevise, om den norske hype for alvor kan gøre indhug i vores forbrugsmønstre også.