Retorisk analyse af valgkampen om retsforbeholdet 2015
Politi, nostalgi og nej nej nej

Skrevet af

Agnete Christiansen
Sprogkonsulent

5 artikler

0 indlæg

To tredjedele af danskerne ved ikke, hvad valget om retsforbeholdet går ud på, men hvis man kigger på valgplakaterne, er det faktisk ikke så underligt. Ja-siden nævner ikke EU med et ord, men fokuserer på at hjælpe politiet. Nej-siden kategoriserer det hele som bare noget "mere EU", vi under ingen omstændigheder skal have. De diskuterer ikke inden for de samme rammer, og det gør det svært for vælgerne at tage stilling.
 
”Nåhmenøhh, stemmer du så for eller imod pædofili her d. 3. december?”
 
”Hvad snakker du om? Det handler da om, om vi vil have mere Danmark eller mindre Danmark”.
 
Ja, hvad skal vi egentlig stemme om d. 3. december? 64% af danskerne aner det ikke, i hvert fald ifølge Norstats meningsmåling. Men så er det jo godt, at politikerne er ivrige efter at oplyse os om, hvordan sagerne hænger sammen, ikke? Ikke?
 
Man kunne næsten tro, at de her var nogle af Socialdemokraternes kampagneplakater til valget om retsforbeholdet. Det er dog grafiker Jesper Andersen, der har været på spil
 
Plakater balancerer på etisk knivsæg
Den kommende EU-afstemning præsenterer nogle problemer for såvel borgere som de politiske kampagnemagere. Borgerne skal hitte rede i et svært felt, hvor de ikke blot skal tage stilling til deres holdninger, men tage stilling til, hvem der får lov at bestemme hvad i fremtiden. Politikerne skal balancere på en etisk knivsæg: De skal præsentere deres budskaber, men gøre det på en måde, så de ikke bare udnytter, at vi borgere måske ikke altid er lige oplyste om, hvad EU egentlig er for en størrelse.

I denne uge er valgplakaterne så begyndt at poppe op på lygtepælene. Plakaterne er centrale i valgkampen, fordi de for mange danskere er den første (og for nogle den eneste) introduktion til, hvad debatten handler om. Vi tager her et kritisk kig på tendenser i ja- og nej-partiernes kampagner og analyserer nogle af de plakater, som kommer til at konkurrere med nissepynten i gadebilledet den næste måned. 
 
 
Ja-siden på begge sider af midten har valgt at satse på danskernes velvilje over for det hjemlige politi. Desuden kører både Venstre og Konservative en strategi med at genkapre danske værdier fra DF og bruge dem på den anden side af skyttegraven. Kronborg, Dannebrog, Cykel, Parcelhus, "Pas på Danmark" – altså mere EU er også mere Danmark? 
 
Ja-partierne: The-Union-Which-Must-Not-Be-Named
Der er fem partier, der opfordrer vælgerne til at stemme for at ændre det nuværende retsforbehold til en tilvalgsordning: Venstre, Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale og SF. Alternativet tilslutter sig desuden halvt med et ”ja, men …”, da de også ønsker en afstemning om en fuld afskaffelse af retsforbeholdet.

Hovedargumentet fra ja-partierne handler om Danmarks deltagelse i Europol. Argumentet lyder, at hvis Danmark ikke fjerner vores retsforbehold, vil vi ikke længere være med i Europol (medmindre vi får den famøse parallelaftale), og dette vil gøre det sværere at opklare tværnationale forbrydelser som hacking og pædofile netværk. Og det er dét, de fokuserer på i deres kampagner.

Én ting er især bemærkelsesværdig ved ja-partiernes kampagner. Selvom de antagelig er vilde med EU, så vil de helst ikke snakke om EU. Faktisk i en sådan grad, at ingen af dem nævner EU på deres valgplakater. Lad os starte med det positive aspekt af deres valg: Befolkningen er ikke ligefrem ellevilde med at tale om EU, og det kan derfor være en fin strategi at lade være med at lægge så meget vægt på det. Hvis de mener, at det faktisk ikke er væsentligt at tænke på det som en beslutning om EU, kan det være fint at lade være med træde i det. Ligesom når man prøver at få sin treårige til at spise broccoli ved at lege, at det er en flyver. Vent, sammenlignede jeg lige ja-partiernes strategi med manipulation af børnehavebørn? Så grelt står det måske ikke til, men det er heller ikke decideret redeligt at skøjte hen over det ret centrale faktum, at afstemningen handler om EU-politik. 

Vi kigger her på Socialdemokraternes og SF's kampagner. Vil du læse mere om Venstres længsel mod fascisme og flødeis, kan du gøre det lige her
 
Nu må vi så vente og se, om ja-partierne kan holde tand for tunge, eller om nogen kommer til at lave en John Cleese
 
Socialdemokraterne: Dem, der ikke hopper, de elsker pædofile
Socialdemokraternes plakater beder om hjælp til politiet. Kampagnen er blevet kritiseret for at være en løgnagtig skræmmekampagne, mens Mette Frederiksen betegner den som en ”markant kampagne, som er meget, meget direkte i sit sprog og i sit billedvalg”.
 
Om den er løgnagtig, vil jeg ikke tage stilling til, men jeg vil nu godt stille spørgsmålstegn ved Frederiksens påstand: Er kampagnen ”meget, meget direkte”? For hvad fortæller den egentlig borgerne om valget?

Da jeg researchede til artiklen her, googlede jeg ordene ”hjælp politiet” for at finde plakaterne. Det første link på listen var til en side, hvor man kan hjælpe det nordsjællandske lokalpoliti med at fange indbrudstyve og finde forsvundne børn. Og det er lige præcis det billede, Socialdemokraternes kampagne giver borgerne af valget: Nu har du muligheden for personligt at hjælpe politiet. Du skal bare sætte et lillebitte kryds. Valget handler ikke om at tage stilling til store, stygge, uoverskuelige EU, men om at fange forbrydere.

Givetvis hjælper et ”ja” politiet med at fange forbryderne, og det er da bestemt en vigtig information. Men er det dét, valget handler om? Kampagnen er muligvis ganske effektiv. Men ”meget, meget direkte” er den sgu ikke.

  
Et par af Socialdemokraternes bemærkelsesværdige og patosladede valgplakater i valgkampen, som også har fået røg for at være for aggressive

SF: Jo mere vi er sammen, er sammen, er sammen
SF vil bare helst ikke være alene. Deres kampagne knytter EU sammen med klassiske venstrefløjsværdier. ”Styrk den internationale solidaritet” kunne der lige så godt have stået, og de kæder valget sammen med kampen mod kvindehandel, social dumping, og flygtningekrise.
SF har valgt at sætte et ansigt på kampagnen, nemlig Margrete Aukens. Strategien er forståelig nok: En velkendt og vellidt person kan låne troværdighed til et budskab. Det er der i sig selv ikke noget problematisk i. Vi overlader jo hele tiden beslutninger til folk, vi finder kompetente og moralske.

Men der er alligevel noget, der skurrer i SF’s visuelle kommunikation. For vi kan jo ikke rent faktisk stemme på Margrete Auken. Det er ikke et valg til EU-parlamentet, men plakaten ligner det faktisk, i en sådan grad at Margrete Auken med fordel kan pille dem ned efter valget og gemme dem til næste EU-parlamentsvalg. Spørgsmålet er, om det er autoritetsargumenter, vælgerne har brug for lige nu?
 
  
EU – unionen, hvor vi sidder i rundkreds og tænker på hinanden

Nej-partierne: Nej. Nej. Nejnejnejnejnej
Nej-siden består af de tre partier Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten, som i EU-sammenhænge repræsenteres af Folkebevægelsen mod EU. DF og Folkebevægelsen har i denne forbindelse en lidt speciel udfordring, fordi de ikke bryder sig om EU som system.

I debatter om dansk politik diskuterer alle inden for de samme rammer. Én politiker kan mene, at vi skal hæve pensionsalderen, en anden kan mene det modsatte, og så diskuterer de fordele og ulemper. Så nemt er det ikke i EU-debatter. Her siger Socialdemokraterne fx: ”Vi skal hjælpe politiet med at optrevle pædofile netværk”. Men DF og Folkebevægelsen svarer ikke: ”Gu’ skal vi ej”. De svarer: ”Jaeh, selvfølgelig skal vi det, vi skal bare ikke gøre det i EU-regi”. Ja-siden diskuterer altså ”hvad skal vi gøre?”, mens nej-siden diskuterer ”inden for hvilke rammer skal vi gøre noget?”.

Deres budskab er altså lidt mere komplekst. Men de formidler det faktisk mere simpelt. For de siger bare nej.
 
Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU: På med nej-hatten
DF og Folkebevægelsen er måske ikke begejstrede for at blive slået sammen, men deres kampagner er så ens, at det giver god mening.
Først lighederne. Begge vælger at lægge hovedvægten på, hvilket kryds borgerne skal sætte. I modsætning til ja-partierne nævner de ikke blot EU, men også hvad afstemningen rent faktisk handler om: retsforbeholdet. Visuelt kommunikerer de også ganske ens (men jeg må lige nævne, at DF's kampagne endnu ikke er set i en plakatversion).
 
 
DF og Folkebevægelsens meget ens kampagner. At bevare og forsvare er typiske politiske plusord, og ordet "nej" lader hos begge til at referere til "mere EU" og ikke konkrete elementer i retsforbeholdet
 
De to afsendere har til gengæld meget forskelligt etos, og det gør ligheden i kampagnerne ret interessant. DF er velkendt som danskhedens selvbestaltede prins på den hvide hest, hvorimod Folkebevægelsen er en gæst, der dropper forbi en gang hver femte år og vistnok kender nogen fra Enhedslisten. Diskussionen om, hvilken betydning det har for opfattelsen af budskabet, at de på samme tid er så ens og så forskellige, vil jeg overlade til eksperter, der lidt mere ublu udtaler sig om effekt. Jeg vil hellere snakke lidt om udformningen af budskabet.

På den ene side er det meget positivt, at begge kampagner forholder sig til sagen (hvilket også er til deres fordel). Og det er ikke problematisk, at de siger kategorisk nej – for det afspejler jo formentlig deres holdning.

På den anden side er der i begges ordvalg en fornemmelse af en vag trussel. DF’s velkendte slogan ”Mindre EU. Mere Danmark” fremstiller begge dele som fænomener, der er diffust, men entydigt enten dårlige eller gode. Folkebevægelsen beder os om at ”forsvare” retsforbeholdet – selvom det er lidt uklart, hvem der angriber. Begge spiller i kampagnerne altså netop på, at borgerne generelt opfatter EU som en vag størrelse. EU-skeptikerne ville måske sige, at det jo netop er grunden til, at vi skal have mindre EU. Og jeg ville svare: Jamen, så sig dog dét i stedet.
 
Kristian Thulesen Dahl og et kæmpe nej tak fra DF. Der behøver ikke siges mere, for "mere Danmark – mindre EU"-parolen har de kørt i årevis, så vi kender så udmærket konteksten. Men det er nu spøjst, hvor Morten Messerschmidt er blevet af...

Skræmmekampagner eller ærlig argumentation?
Jeg virker måske som en uretfærdig kritiker: Det er både galt at være konkret og ukonkret. Hvis jeg skal være lidt mildere, vil jeg sige: Nej, kampagnerne er ikke nødvendigvis problematiske. Men der kan opstå demokratiske problemer i clashet mellem den tilsyneladende store forvirring blandt borgerne og de meget simplificerende budskaber på plakaterne.

I det optimale scenarie kommer vi borgere ud over vores forvirring. Vi opsøger oplysning, hører debatter, læser indlæg og tager stilling. I dette scenarie bliver plakaterne blot en påmindelse om argumenterne for og imod, som vi allerede kender.
 
I skrækscenariet forbliver to tredjedele forvirrede om, hvad hele afstemningen egentlig handler om. Og i den situation kan plakaterne komme til at spille en meget uheldig rolle, fordi de simplificerede budskaber lige pludselig kan blive grundlag for, hvordan vi vælger. Hvis vi får at vide, at vi kun kan hjælpe politiet med at bekæmpe indbrudsbander og pædofilinetværk ved at stemme ja, tør vi så andet? Eller hvis vi tror, vi kun kan bevare Danmark ved at stemme nej, tør vi så andet? I dette scenarie er det bedste, vi kan håbe på, at de to sider udligner hinanden.

Forhåbentlig trækker vi i retning af det første scenarie, hvor vi borgere ikke forventer at blive oplyst, men i stedet oplyser os selv. Men den næste politiker, der laver en kampagne, hvor der står ”Hey, der er det her virkelig gode argument imod min holdning. Men nu vil jeg fortælle dig, hvorfor jeg alligevel mener, som jeg gør”, hun får altså et marcipanbrød (og måske en stemme) af mig.
 
Hvis du efter at have set alle valgplakater og billboards stadig ikke ved, hvad du kan stemme ja eller nej til den 3., er du ikke alene. Folketingets EU-oplysning er dog klar med lidt hjælp
 
-----------------------------------------------------------
Læs også om valget hos Bureaubiz:
 

Relaterede artikler

Mor og far med på valgplakaten - Fordi EU-politik er så svært at sælge, tager de semikendte EU-politikere solbad i gamle stjerners skygge under valgkampe...
Alt om politik og samfund - Du kender Lars og Helle ud og ind, men du kan også både navn og politisk ståsted på europæiske og amerikanske politikere...
Valgplakaternes ultimative ABC - En hær af partisoldater har fået sved på panden af at klatre i træer og lygtepæle for at hænge plakater op til det komme...
Nostalgi-propaganda for fuld EU-blæsning - Venstre har i denne uge lanceret deres plakat for et ja til EU-afstemningen om retsforbeholdet den 3. december. Den rung...
Suverænitet er en illusion - Dansk EU-debat handler generelt – særligt ved folkeafstemninger – om mere eller mindre EU. I samme åndedrag taler vi om,...
Dumt at dumpe digitalt - Det blev et nej. 53,1 procent af danskerne ønsker ikke at omdanne vores retsforbehold til en tilvalgsordning, og nej-par...
Mohamad: Terrorisme har ingen religion - Vi har bedt Mohamad Al Jawaheri - fyret fra Bilka - skrive om sit lands moral. Et Danmark i opløsning.
DF’s fire brølere i krisekommunikation - Dansk Folkeparti har altid været dygtige til deres kommunikation. De har formået at smyge sig udenom ansvaret for politi...
Hvordan taler man positivt om EU? - I kommunikationsbranchen identificerer vi situationer og ændrer dem med målrettede og strategisk valgte ord. En vigtig d...

Giv din stemme

13 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Kom godt i gang med mobilvideo

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikatør

Frist: 19. november

Praktikant

Frist: 1. december

Kommunikationskonsulent

Frist: 29. november
Se alle job Indryk job

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.