Haterbragger søges (måske) til Statsministeriet

Retorisk analyse af statsminister Lars Løkke Rasmussens alternative nytårstale der rettede fokus på den hårde tone i politiske debatter på sociale medier. På mange måder ramte den befolkningen bredt, men navlepilleriet er svært at se bort fra.
af Louise Schou Therkildsen
“Super smart træk”, kaldte teaterdirektør Jon Stephensen statsminister Lars Løkke Rasmussens alternative nytårstale i P1’s Søndagsfrokosten, en tale, der den 2. januar blev lagt op på Løkkes Facebookside som “en lille opfordring til, at vi holder tonen i den politiske debat” på sociale medier.
 
Her læser statsministeren ubehagelige kommentarer op, som han har modtaget på Facebook. Jon Stephensen er ellers ikke Venstre-mand. Det samme gælder en hel del mennesker, som på Løkkes Facebookside har tilkendegivet deres opbakning til hans opråb om en forbedret tone. Mange skriver, at de aldrig ville stemme på ham, men har respekt for tiltaget og betegner det som at “vise sig som en statsmand”. Løkkes træk indgyder altså respekt, også blandt borgere der ikke stemmer Venstre. Med andre ord: Talen kan noget.
 
 
 

Godt nytår til alle her på Facebook. Har lavet en alternativ version af min nytårstale... Blot en lille opfordring til,...

Opslået af Lars Løkke Rasmussen på 2. januar 2016
 
Men hvad er det så, den kan? Jon Stephensen kaldte det at “vende ubehageligheder til sin fordel”; mere specifikt kaldes det også haterbragging. Når man haterbragger, fremviser man hadefulde ord om sig selv for på den måde at forskyde balancen i et asymmetrisk kommunikationsforhold. Hvor den hadefulde afsender i udgangspunktet har kontrollen, genvinder haterbraggeren, som eksempelvis Lars Løkke, kontrollen ved at repetere budskabet (“hvor er du grim, Lars”) i sin egen alternative kontekst (den traditionsbetonede nytårstale). Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor formfuldendt denne kontrol forvaltes, og det vender jeg tilbage til.
 
En alvorligt ironisk haterbragger
Sidste år beskrev jeg tre typer haterbragging: Den ironiske uden svøb, som repeterer den hadefulde udtalelse med en ironisk distance for på den måde at udstille det latterlige/smålige/absurde ved udtalelsen:
 
Præsident Obama haterbragger alvorligt, ironisk i talkshowet Jimmy Kimmel Live.
 
Og den ironiske med svøb, der repeterer med ironisk kommentar:
 
Inger Støjbergs eksempel på ironisk haterbragging med svøb.
 
Og den alvorlige, der repeterer med eller uden kommentar uden ironisk afstandstagen.
 
Løkkes haterbragging placerer sig et sted imellem den alvorlige og den ironiske med svøb. Konteksten - nytårstalen, en tale til nationen, den højstemte iscenesættelse - såvel som selve oplæsningen af de ubehagelige kommentarer, han har modtaget, bærer præg af alvor.
 
Der er ingen trækken på smilebåndet, når Løkke reciterer ord som “hold kæft hvor er du grim, Lars”, “lille utroværdig orne” og “ud med dig, prøv at tænk på danmark, tysker svin”. Men der anes samtidig en ironisk undertone i de indledende, rammesættende ord, hvor han afviger fra den oprindelige nytårstale ved at dreje sig til det kamera, vi som tilskuere ser igennem. Et lille smil på læberne indikerer, at han godt ved, det er et lidt vovet og “frækt” træk, han tager.
 
Og samme ironiske smil ses igen i de afsluttende ord: “Jeg glæder mig til ehm... til flere samtaler og debatter med både tilhængere og modstandere på de sociale medier i 2016”, hvorefter han vender tilbage til den oprindelige nytårstale og således kigger væk igen. Særligt i den første del af sætningen ‘Jeg glæder mig til ehm... til flere samtaler og debatter’ er smilet og ironien ikke til at tage fejl af. For nej, der er ikke meget samtale og debat over “utroværdige orne” og “tysker svin”.
 
Screendump fra statsministerens alternative tale.
 
Hvad gør så denne blanding af alvor og ironi? Hvor alvoren kan skabe en form for følelsesefterligning hos tilskuerne, er ironiens primære funktion at skabe afstand til det sagte. Ved at viderebringe og iscenesætte afsenderens budskab i sin egen ironiserende kontekst, bliver det muligt for os tilskuere at stille os på Løkkes side og sammen latterliggøre de hadefulde udtalelser og deres afsendere. På den måde skabes afstand til de ubehagelige ord og et indtryk af, at afsenderens ord først og fremmest preller af.
 
Alvorens funktion af følelsesefterligning handler på den anden side om at skabe en forbindelse til os tilskuere - vi hører ordene, oplever og forstår på egen krop, hvordan de føles. Det kræver altså en vis indlevelse fra talerens side. Og det er svært at mestre, når man samtidig er ironisk. Også for Løkke. Først og fremmest i kraft af den ironiserende, rammesættende kontekst, der jo netop skaber afstand, men også fordi Løkke faktisk ikke virker udpræget berørt af de ord, han reciterer, og det er der formentlig en række grunde til.
 
Hvad er passende for en statsminister?
Spørgsmålet er, hvad der passer sig for en statsminister. Kan en statsminister vise sig ægte berørt af at blive kaldt en utroværdig orne, grim eller tyskersvin - hvad det så end skal betyde? Eller er vores lands politiske overhoved nødt til at kunne se bort fra hændelser som disse, der af mange formentlig vil menes at tilhøre småtingsafdelingen?
 
Det er denne balancegang, Løkke er nødt til at mestre, når han tager spørgsmålet om debatkultur og -tone alvorligt (hvorfor ellers overhovedet lave en alternativ nytårstale); dels skal han vise, at den måde vi taler sammen har konsekvenser for den enkelte på det personlige plan og for debatkulturen mere generelt, og samtidig skal han vise, at han ikke ligger søvnløs over de ubehagelige og meget personlige kommentarer.
 
En anden balancegang handler om selve genren: Nytårstalen. Nytårstalen er en tale til hele befolkningen, den opsummerer det forgangne år og viser en vision for det, vi træder ind i. Det er således en politisk tale, men samtidig også en tale, der skal samle befolkningen og er derfor ikke partipolitisk og heller ikke en tale, der skal tage udgangspunkt i statsministeren som enkeltperson. Og her er det, at Løkkes alternative nytårstale fremstår en kende upassende.
 
Løkke er naturligvis klar over, at hans alternative budskab til befolkningen ikke ville passe sig til den traditionelle nytårstale og offentliggør den derfor dagen derpå på Facebook. En noget mindre højstemt setting. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, handler talen om Løkke selv. Han vil gerne løfte problematikken op på et plan, hvor det handler om debatkultur generelt, men kommer kun med personlige eksempler til trods for at fremtrædende politikere som Özlem Cekic, Johanne Schmidt-Nielsen og Inger Støjberg i det forgangne år alle har gjort opmærksom på netop denne problematik; og endda med forholdsvis stor gennemslagskraft blandt andet i DR’s programserie “Ti stille, kvinde”.
 
 
Eksempler på hadefulde beskeder til Özlem Cekics, beskeder, som hun behandler primært med alvor.
 
 
Johanne Schmidt-Nielsens ironiske haterbrag med svøb.
 
Det er påfaldende, at ingen af disse politikere bliver nævnt, og det får Løkkes tale til at virke en smule navlepillende, som også retorikprofessor Christian Kock er inde på i sin analyse af den oprindelige nytårstale. Som Kock bemærker, har statsministeren ikke i øvrigt vist sig synderligt optaget af debatkultur, så det pludselige fokus med eksempler uden for folketingssalen, som alle drejer sig om ham selv, men iscenesættes indenfor rammerne af den traditionelle nytårstale til befolkningen, fremstår som en besynderlig og lettere upassende offergørelse for landets politiske leder.
 
For at vende tilbage til den første balancegang mellem alvor og ironi er det også i dette lys, at den alvorligt ironiserende, men ikke udpræget berørte statsminister, kommer til kort: Problematikken bliver ikke gjort væsentlig på et plan, som rækker ud over Lars Løkke Rasmussen, ikke engang for Løkke selv, og ender i stedet i navlepilleri.
 
Så jo, den alternative nytårstale kan noget. Den har ved første øjekast formået at række hen over midten og at nå den danske befolkning bredt set. Og det er trods alt noget. Men navlepilleriet og den manglende sans for, hvad der er passende, er svær at komme udenom. Hvor havde det været klædeligt, hvis statsministeren havde inddraget andre fremtrædende politikere, der er blevet nedgjort primært på grund af deres køn og/eller religion i opråbet om en ordentlig tone.
 
Hvis statsministeren havde taget problemstillingen alvorligt, så havde hans haterbragging måske for alvor kunne række hen over midten og ville ikke blot fremstå som et “super smart træk” til egen selvpromovering.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job