Retorisk analyse af politiske debatter
Den økonomiske debattør saboterer debatten

Økonomi og økonomisk tænkning fylder mere og mere i politik. Samtidig er der en voksende kritisk bevidsthed over for økonomiens rolle i den politiske debat. Og der er noget om kritikken: Økonomisk argumentation kan i visse tilfælde forringe, forsimple eller ligefrem sabotere debatten.
Som retorikere har vi nogle ret faste holdninger til, hvad idealerne for god debat er, og vi må sige, at den persona, som vi kalder for den økonomiske debattør, først og fremmest er kendetegnet ved at have meget svært ved at leve op til dem. Det er selvfølgelig ubehageligt for os sådan at blive stødt på de retoriske manchetter, men det er egentlig ikke det, der er problemet.
 
For når den økonomiske debattør rigtig folder sig ud, forsimples debatten, og det giver alle os andre ringere mulighed for at tage stilling til de egentlige – og svære – spørgsmål, der bliver diskuteret.
 
Gennem en retorisk analyse af en række radiodebatter har vi identificeret fire karaktertræk ved den økonomiske debattør. De udgør tilsammen en måde at debattere på, som ofte dukker op i den politiske debat.
 
Hensigten med denne artikel og det speciale, den bygger på, er ikke at dokumentere, at økonomisk argumentation er udbredt i den politiske debat, eller hvor udbredt den er. Der er tale om et kvalitativt studie, en begrebsbaseret retorisk kritik, hvor vi har nærlæst ni politiske radiodebatter med henblik på at identificere, karakterisere og diskutere de retoriske greb, som kendetegner den økonomiske debattør.
 
De nedenstående eksempler er ikke blevet udvalgt, fordi de er repræsentative – men fordi de er illustrative for de forskellige retoriske greb. Vi giver ét eksempel på hvert greb og henviser til specialet for flere eksempler.
 
Desværre er der ikke plads til alle mellemregninger i denne artikel. Så hvis nogle af vores påstande lugter lidt af postulater, håber vi, at det kun vil anspore til at læse specialet. Det skulle gerne fjerne dunsten af uunder­byggede pointer.
 
Og her kommer de så – de fire karaktertræk ved den økonomiske debattør:

#1: Der er kun to muligheder
”Det skal kunne betale sig at arbejde.” Udtrykket kan placeres i en kategori af argumentationsgreb, som den økonomiske debattør ofte tyr til i sin argumentation – den falske dikotomi. Den falske dikotomi stiller to og kun to muligheder op i en sag, hvor der egentlig er flere nuancer til stede. Enten er tingene på den ene eller anden måde. Og i forhold til at arbejde – ja, så kan det altså enten betale sig, eller også kan det ikke.
 
Tag følgende citat fra Venstres Kristian Jensen. En debattør, som rimeligt ofte lader sig inspirere af den økonomiske debattør. Her formulerer han det velkendte udtryk som et spørgsmål:
 
”Vi vil gerne have en debat omkring det principielle. Nemlig: Skal det kunne betale sig at arbejde? Skal der være en forskel, der kan mærkes og motivere folk til at tage arbejde i forhold til, om man har beskæftigelse, eller man er på overførselsindkomster?” (P1 3. marts 2015).
 
Politikeren Kristian Jensen fra Venstre er en debattør, der ofte lader sig inspirere af den økonoimiske debattør. Polfoto/Brinkmann
 
Formuleret på den måde bliver det tydeligt, at udtrykket har dikotomiske træk – man kan nemlig kun svare enten ja eller nej. Og hvem vil sige, at de ikke mener, at det skal kunne betale sig at arbejde?
 
Sagen er bare, at man i samfundsmæssige spørgsmål sjældent kan tale om enten-eller. Heller ikke i debatten om, hvorvidt det skal kunne betale sig at arbejde. Der debatterer man, hvor stor forskellen mellem lønnen og overførselsindkomsten bør være - mens det ikke virker relevant at diskutere, om der bør være nogen forskel i det hele taget.
 
Men de nuancer får ikke lov til at komme frem, når først dikotomien bliver spillet på banen. Så skal der gives et enten-eller-svar. Resultatet er en forsimplet debat, som vi, der sidder og lytter med, ikke bliver meget klogere af.

#2: Et spørgsmål om økonomi
"Har vi råd? Kan det betale sig? Og modsvarer udbyttet udgifterne?" Sådan lyder de grundlæggende spørgsmål fra den økonomiske debattør. Uanset hvilken politisk handling man foreslår, vil de være omkvædet for debattørens debatdeltagelse: "Har vi råd? Og kan det betale sig?"
 
Hvis ja – så er der tale om et gangbart og garanteret glimrende forslag. Men hvis nej – så hører det til i kategorien af forslag, som burde være kasseret for længst. En hjerneprut, der burde være bremset ved undfangelsen og aldrig skulle have haft lov til at forpeste debatten.
 
Med andre ord betoner den økonomiske debattør, hvad der er fordelagtigt eller muligt for et enkelt menneske eller en gruppe af mennesker – økonomisk set. Det er debattørens målestok for, hvad der er in eller yt.
 
Det økonomiske perspektiv kommer til udtryk i indholdet af indlæggene i debatten, men det smitter også af på sproget. Hører man en debattør med en usædvanligt høj frekvens af ord som ’fortjeneste’, ’gevinst’, ’koster’, ’kroner’ eller ’overskud’, kan man være ret sikker på, at vedkommende har ladet sig inspirere af den økonomiske debattør.
 
Lad os give et eksempel på én, der ofte ifører sig økonomhatten og spiller rollen som den økonomiske debattør i den politiske debat - Mads Lundby Hansen, der her argumenterer for at sænke kontanthjælpen således:
 
”Men når vi kigger på kontanthjælpsfamilier, der har børn, og dem, der er over 30 år, så ser vi meget ofte, at der er et problem med incitamentet til at tage et job. Hvis man er kontanthjælpsmodtager og har børn, så ligger gevinsten meget ofte i størrelsesordenen 1.000 kr. om måneden ved at tage et lavtlønsjob” (P1 13. marts 2015).
 
Et andet træk ved den økonomiske debattør er, at vedkommende altid ser sagen fra et økonomisk perspektiv. Mads Lundby Hansens argumentation for at sænke kontanthjælpen er et eksempel på dette. Polfoto/Stroyer
 
Men hov - skal det nu være et problem, at man argumenterer med udgangspunkt i økonomi? Er det ikke relevant og vægtigt i mange sammenhænge? Og jo, selvfølgelig.
 
Den økonomiske debattørs problem opstår, fordi det meste er et spørgsmål om økonomi og kun økonomi.
 
Mads Lundby Hansens økonomiske argument er derfor ikke problematisk i sig selv. Men det ville være problematisk, hvis han ikke anerkendte, at man kan se spørgsmålet om kontanthjælpen fra andre perspektiver, der også er relevante og vægtige. Eksempelvis et socialt perspektiv.
 
Og det er det, den økonomiske debattør gør. Og det forsimpler debatten. 
 
#3: Jeg har ret, og du har uret
Endnu en af den økonomiske debattørs knapt så flatterende egenskaber er nemlig en overraskende urokkelig påståelighed. Debattøren lader ikke de andre debattørers argumenter eller synspunkter få så meget som en lilletå til jorden, før de bliver tacklet af en hvirvelstorm af tal, fakta og afvisende bemærkninger.
 
Tag som eksempel en, som også ofte opfører sig som den økonomiske debattør - Joachim B. Olsen, der her afviser den personlige oplevelse fra en moddebattør, at mange arbejdsgivere ikke ønsker at ansætte arbejdsløse over en vis alder:
 
”[H]vis man prøver at tegne et billede op af, at arbejdsgiverne ikke tager ansvar i forhold til arbejdsløse, så er det faktuelt forkert. Altså man kan simpelthen ikke bygge det på at høre én historie, der siger, det er min oplevelse. En tredjedel af alle nyansættelser i dag det er ledige, der får et job” (P1 12. maj 2015).
 
Politikeren Joachim B. Olsen kan være urokkelig påståelig. Polfoto/Davali 
 
Om det, at hver tredje nyansatte kommer i job fra arbejdsløshed, i sig selv viser, at der ikke er nogen arbejdsgivere, der aldersdiskriminerer, er egentlig ikke det interessante. Det er derimod den overvældende skråsikkerhed og troen på egen viden, den økonomiske debattør udviser. 
 
I specialet ser vi, at den økonomiske debattør er storforbruger af ord og udtryk som ”faktuelt forkert”, ”simpelthen forkert” og ”uden for enhver tvivl”. Gerne krydret med, hvad vi i specialet døber ’talfokuserede autoritetsargumenter’. Dvs. en type argumenter, der fremlægger tal, som skal støtte debattørens synspunkter, men hvor belægget for tallene kan reduceres til, ”fordi jeg siger det”.
 
De talfokuserede autoritetsargumenter og afvisende bemærkninger er problematiske, fordi de på et spinkelt grundlag udelukker oplevelser og erfaringer, som ellers kunne være relevante i forhold til at belyse den sag, der er til debat. Det gør debatten unuanceret. Og det gør den noget nær ubrugelig.
 
#4: Et forsimplet menneskesyn
Så er vi fremme ved det fjerde og sidste karaktertræk ved den økonomiske debattør. Vi er fremme ved den økonomiske debattørs menneskesyn.
 
Den økonomiske debattør ser mennesker som rationelle væsener, der motiveres af udsigten til økonomisk vinding, og som først og fremmest begrænses af deres egen vilje. Er en person ikke i arbejde, er det altså højst sandsynligt, fordi den økonomiske gevinst ved det ikke er stor nok. Og flygter mennesker til Danmark, så skyldes det nok, at det er netop her, de kan se frem til de højeste ydelser. Med andre ord er økonomisk værdi, ifølge den økonomiske debattør, den værdi, som vægter mest for mennesket.
 
Men må man nu ikke engang selv bestemme, hvilket menneskesyn man har? Og jo, naturligvis må man det. Men i det øjeblik, hvor den økonomiske debattørs grundlæggende (forsimplede) syn på mennesket kommer til at fungere som en implicit præmis i en debat – ja, så er det kritisabelt. I hvert fald hvis man ønsker en nuanceret debat.
 
Lad os tage et eksempel på, hvordan den økonomiske debattørs menneskesyn manifesterer sig. Denne gang fra Marcus Knuth, som er en anden debattør, som ofte adopterer den økonomiske debattørs debatadfærd. Her kæder han ydelsesniveauet i Danmark sammen med antallet af mennesker, der flygter hertil.
 
”[M]en vi ser jo netop, at de her tårnhøje ydelser får hober af mennesker til at søge målrettet mod Danmark. Sidste år modtog Danmark over 7.000 asylansøgere fra for eksempel (selvafbrydelse) eller fra Syrien, mens Finland modtog blot halvanden hundrede, så der er jo mange der søger (…) mod Danmark på grund af de her høje ydelser” (P1 20. august 2015).
 
I ovenstående eksempel manifesterer den økonomiske debattørs fjerde karaktertræk sig i en udtalelse fra politikeren Marcus Knuth. Polfoto/Rye Skjold Jensen
 
Marcus Knuth bygger sit argument på en grundlæggende antagelse om, at flygtninge helst vil opsøge det land, hvor de kan se frem til at få den største gevinst – økonomisk set. Dette er kun et eksempel på menneske­synet, og at Marcus Knuth her har denne grundlæggende antagelse, er ikke i sig selv skadeligt for debatten. Men det bliver det, når han ikke gør plads til andre antagelser og menneskesyn. Som at flygtninge også kan motiveres af udsigten til fred og frihed eller gode skole- og hospitalsmuligheder.
 
Og det er også det, den økonomiske debattør ikke gør. Som vi så ovenfor under punkt 3, afviser vedkommende andre synspunkter frem for at lytte og svare. Så forsimples debatten endnu engang.

Giv plads til andre relevante vinkler 
Men hvad så? Hvis den økonomiske debattør er så stort et problem, skal vi så helt lade være med at bruge økonomiske argumenter?
 
Nej. Selvfølgelig ikke. Økonomiske argumenter er ofte både relevante og vægtige – og dermed vigtige for, at vi kan tage stilling på et kvalificeret grundlag.
 
Omvendt er økonomiske argumenter yderst sjældent de eneste argumenter, der er relevante og vægtige. Og derfor er det afgørende, at der også bliver plads til andre perspektiver, synspunkter og vinkler på det spørgsmål, der er til debat.
 
Det er på præcis det punkt, den økonomiske debattør fejler. Vi vil opfordre alle jer andre, virkelige, debattører til ikke at gentage fejlen.
 
 
Note:
Ved en persona forstår vi her en bestemt adfærd, som visse debattører udviser. Personaen består af en række retoriske greb, som ofte optræder sammen. Det betyder, at den økonomiske debattør manifesterer sig blandt virkelige politiske debattører i større eller mindre grad, men at ingen debattører altid opfører sig som den økonomiske debattør – selvom nogle bruger de retoriske greb mere end andre. Og det er slemt nok endda.
 
Når vi ovenfor kritiserer den økonomiske debattør, sigter vi dermed til denne debatadfærd, og ikke nødvendigvis til alle de navngivne debattører, som vi bruger til at eksemplificere de retoriske greb, som til sammen udgør adfærden.
 
Specialet er indleveret ved Afdeling for Retorik ved Københavns Universitet og i foråret 2016 bedømt til karakteren 12. Læs hele specialet her.

Relaterede artikler

Rid med på den næste bølge - Strategisk kommunikation har traditionelt haft fokus på planlægning: Analyser af organisationens situation i forhold til...
Nuancestoppet på Christiansborg - Denne valgperiode opleves det, som om nogen på Christiansborg har foreslået et nuancestop, som samtlige ledende politike...
Facebook skævvrider nyhedsbilledet - Facebook er på vej til at blive danskernes foretrukne nyhedsmedie, og det sætter de klassiske nyhedskriterier ud af spil...
Reformpolitisk kluddermor - Analyse: Efterårets politiske forhandlinger kan ende med, at SU’en på kandidatuddannelserne bliver lånebaseret. Der er l...
Like Løkke Live - Statsminister Lars Løkke gik live på Facebook 14 timer før, at han mødtes med journalisterne. Er det et demokratisk prob...
Er du en valgrygte-rytter? - Du støder på den på arbejdspladsen, over aftensmaden, på caféen, i toget, til familiefesten og på de sociale medier: ”T...
Løkke lykkedes ikke - Paragraf 38 i grundloven foreskriver, at Folketinget skal sættes første tirsdag i oktober. Det skete også i år, hvor Pia...

Giv din stemme

17 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: 20. december

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Projektleder

Frist: 19. december
Se alle job Indryk job

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.