Retorisk analyse af statsministerens Nytårstale 2015
Et selvmål af selvros

Skrevet af

Christian Kock
Professor

40 artikler

0 indlæg

Der er vist ingen politiker i nyere dansk tid der har været så systematisk bagtalt og ringeagtet som Thorning. Henrik Dahl har blandt andet kaldt hende ”blank”, og det mente han ikke i den betydning at hun stråler. Thorning har alligevel formået at holde sig oprejst trods det kontinuerlige forsøg på karaktermord hun har været genstand for fra hun blev partiformand og i hele sin statsministertid.
På nuværende tidspunkt står Helle Thorning-Schmidt over for den voldsomme udfordring at skulle vende et varigt underskud i meningsmålinger i et valg hun skal udskrive om senest ni måneder. Og den udfordring er naturligvis nytårstalens underliggende præmis. Men nytårstalen er også en ceremoniel begivenhed, den årlige chance hun har som statsleder til at tale til hele befolkningen.
 
I årets nytårstale har Thorning nok været ekstra fristet til at prøve at promovere sig selv og sit parti mest muligt i vælgermes øjne. Peter Hove Olesen/Polfoto
 
Man kan tydeligt se at flere forskellige udfordringer og dagsordener konkurrerer med hinanden i talen. I forhold til det forestående valg har Thorning nok været ekstra fristet til at prøve at promovere sig selv og sit parti mest muligt i vælgernes øjne. Sådan har andre statsministre og andre statschefer (mis)brugt nytårstaler. Skamløst, kan man sige – for det er ikke det der er en nytårstales mening og funktion. Og skønt mange nok forventer at hun bruger den sådan, kan det sikkert også frastøde mange af dem hun gerne vil påvirke med den: de blå vælgere og dem der måske midlertidigt er gået over til et blåt parti.
 
Thornings nytårstale. Læs også nytårstalen her.
 
Nytårstalen er første del af hendes valgkamp
Meget af talen har netop denne selvpromoverende karakter. Rigtig meget af den er mere eller mindre camouflerede valgkampelementer – lovprisninger af regeringens førte politik og resultater og implicitte udgaver af ”stem på mig”: ”det går bedre i Danmark” (Læs: Det har min regering sørget for). ”Om det er godt nok, er i sidste ende jeres afgørelse.” (Læs: Stem på os til valget.) ”Det vigtigste for mig er, at Danmark i dag er i bedre form. Vi har fået styr på pengene. Udlandet har tillid til os. Renten er lav. Boligmarkedet har det bedre. Og virksomhederne har fået flere ordrer i bøgerne. … flere mennesker er kommet i arbejde. Og færre mangler et job. Det går fremad i Danmark. … regeringens politik virker. Retningen er klar. I 2015 vil flere danskere mærke, at det går bedre. Vi har skruet ned for virksomhedernes afgifter og op for konkurrenceevnen. For det er godt for os alle sammen, når danske virksomheder har fremgang. Og vi bliver ved.” Og remsen fortsætter: ”Regeringen har sat flere penge af til sundhed end nogensinde før. Og vi har pengene. Det har man ikke, hvis man går ind for nulvækst” – et hak i tuden med klar, om end uudsagt, adresse til Venstre, på linje med utallige spidse bemærkninger med samme indhold som Thorning i Folketingets spørgetime har rettet mod Lars Løkke.
 
"Om det er godt nok, er i sidste ende jeres afgørelse". Læs: Stem på os til valget.
 
Selvros er et selvmål
Mit bud er at denne form for selvros og skjult polemik mod Løkke & Co. ikke virker efter hensigten, ja at den nærmest virker modsat. De politiske kommentatorer har ganske vist forventet at hele talen skulle have denne karakter, og synes det er helt naturligt og smart. Men folk ude ved tv-skærmene kan formentlig høre og fornemme at det skurrer. Det hører ikke hjemme her. Det er et genre-spørgsmål. Thorning skal her tale som hele landets leder til hele landets befolkning, og så udnytter hun det i høj grad til valgkamp. Det er lidt snyd, em form for tilsnigelse, og det kan folk godt mærke, uanset om så alle hendes politiske konsulenter tilskynder til det.

Thorning forsøger i sin nytårstale at markere folkelighed og en ligetil personlighed ved hjælp af små anekdotiske eksempler, som det om Laura der valgte at tage ansvar for sit eget liv.
 
Folkelighed uden dybde
En anden agenda i talen er forsøg på at markere folkelighed, jævnhed, en ligetil personlighed. Der er blandt andet de små anekdotiske eksempler. Talen begynder: ”En torsdag i december sad jeg på gulvet i en stue i Valby. Jeg havde Holger på seks måneder på skødet.” Og der er beretningen om Laura på 21 år, hvis far drak gennem hendes barndom, men som valgte at tage ansvar for sit eget liv. Og der er de ældres stolegymnastik på Egecentret i Sorø, ”med Else på 93 år som ældste deltager.” Det er et velkendt virkemiddel – som også er så slidt efterhånden at de konkrete eksempler skal være virkelig rammende og indsigtsbringende for at de opleves som andet end taleskriverrutine. Bedst er måske eksemplet med Laura der nu ”støtter børn og unge i samme situation, som hun selv var i dengang.” Men de andre opleves nok bare som bevidste forsøg på at fremtræde som rigtig jævn og ude-blandt-folket. ”So merkt man Absicht, und man wird verstimmt,” som det hedder med et berømt citat af Goethe.
 
Formlen er et forenklet sprog
Hvordan taler man så man virkelig opnår bred respekt i befolkningen? Noget af det Thorning og hendes taleskriver(e) gør, er at forenkle sproget. DR har beregnet at hendes tale i år er endnu længere nede i lixtal end før – 24 imod 26 året før og 28 året før dét. Der er også rigtig mange ultrakorte sætninger og sætningsemner, og sproget er i det hele taget meget gennemsigtigt, letforståeligt og næsten uden vendinger og sætninger man husker. Måske lige den sidste sætning: ”Vi skal passe på det Danmark, vi kender.” Men ellers er sproget ret så bleget og upersonligt.
 

Taler en virkelig leder sådan? Virker det ikke nærmere nedladende end "nede i øjenhøjde"?
 
En indrømmelse er ikke en undskyldning
Det hjælper næppe heller med de små passager med forsoren, halvvejs selvironisk henvendelse til os tilhørere af typen ”jeg ved godt, at ikke alt, hvad regeringen har gjort, er lige populært. Det har jeg bemærket. Tro det eller ej”. Taler en virkelig leder mon sådan? Hun gør med den slags elementer meget for at være ”nede i øjenhøjde” – men det bliver bare nedladende. En virkelig leder skal sådan set gerne være oppe foran og lidt højere oppe end vi andre, sådan at man kan se hende og forstå hvad hun vil. Og samtidig med at hun godt véd at noget af hendes politik har været upopulær, så står det atter klart at der ikke kommer nogen form for beklagelse eller indrømmelse af at man har gjort noget som ikke var så heldigt. Dét ville ellers vise sandt format. Det var nogle af de kritiske bemærkninger. Men talen er faktisk ikke så ringe endda. Der er nogle andre bestanddele og egenskaber i den som løfter den.
 

Peter Hove Olesen/Polfoto
 
 
 
Tallene viser udviklingen og at der ud fra dem ikke i nyere tid – de sidste 21 år – har været en så “selvoptaget” nytårstale fra en statsminister.  Læs mere om Peter Kurrild-Klitgaards optælling her.
 
37 gange jeg
Det er blevet bemærket at Thornings brug af ordet jeg er tiltaget kraftigt. I denne tale hører vi det 37 gange. Det er en markant forøgelse, og der er en mening med det. Som vi lagde ud med at slå fast, så har Thorning været udsat for noget der nærmer sig karaktermord gennem hele sin valgperiode, og hun trænger i den grad til netop at træde i karakter. Dels at vise at hun faktisk indeholder noget og ikke er blank i den nedladende forstand som Henrik Dahl mente det. På det punkt har hun formentlig vist hvad der skulle til. Hun er tydeligvis, trods perfid bagtalelse, ikke dum eller uvidende. Hun kan holde en tale med perfekt artikulation og selvsikkerhed. Og hun må være sej som sålelæder, ellers havde hun ikke kunnet holde sin stil gennem flere års regulær shitstorm.
 

Thorning benytter ordet 'jeg'  37 gange i dette års nytårstale. De tjener især til at vise hendes private personlighed, som når vi endnu en gang hører et ” Jeg er vokset op på Københavns Vestegn”. Peter Hove Olesen/Polfoto
 
En stramning eller en hjælp?
Men dels skal hun også, og især, forholde sig til spørgsmålet: hvad indeholder hun? Hvem er hun egentlig bag den skinnende blanke facade, og hvad vil hun? På de punkter har hun manglet at vise noget. Men det gør hun faktisk i talen i anselig grad. En del af de mange jeg’er tjener ganske vist især til at vise hendes private personlighed, som når vi endnu en gang hører et ” Jeg er vokset op på Københavns Vestegn”. Men hun bruger det dog også til noget: Hun ved derfor hvad det betyder om man har et arbejde. Og det at flygtninge skal arbejde, bliver også det enkelte tema der optager mest plads i talen. Det er lidt uklart om det skal opfattes som en tiltrængt hjælp til flygtninge eller en ”stramning” i udlændingepolitikken. Her mærker man lidt af den traditionelle socialdemokratiske tro på at man eftersnakker det man mener, er folkestemningen, snarere end at gå foran med sit eget standpunkt, som en virkelig leder gør.
 
Et leder-jeg træder frem
Men trods alt: Der er meget i talen hvor ”jeg” træder frem som en leder med vilje og bestemte værdier som hun mener vi skal lægge stor vægt på – gerne større vægt end man p.t. gør. Det er leder-jeg’et der træder frem i sætninger som: ”Jeg ønsker et dagpengesystem, hvor færre mister dagpengene”. Eller: ”Derfor vil jeg ændre vilkårene for flygtninge og indvandrere” eller ”Jeg ønsker et fællesskab, hvor alle yder det, de kan. Jeg tror på, at det giver større livsglæde for den enkelte. Og et bedre samfund for alle.”
 
De gamle grækere placerede taler som denne i den 'epideiktiske' genre – det er taler som typisk fejrer og roser og nogle gange dadler, men hvis egentlige funktion er at fokusere på de værdier og målestokke som ligger neden under ros og dadel. Det kunne Thorning have gjort endnu mere. For eksempel i passagen hvor hun nævner de frivillige sygeplejersker og læger der har bekæmpet ebola i Vestafrika. Ikke blot har de vist heltemod som Thorning siger – de kunne også ses som eksponenter for den værdi at man gør noget for andre nødlidende uden at der er noget i det for én selv, andet end trængsler og farer.
 
Thornings nytårstale havde været i top hvis Thorning havde brugt hele teksten til at træde i karakter som en leder. Peter Hove Olesen/Polfoto.
 
Talen havde været i top hvis Thorning havde brugt hele teksten til at træde i karakter som en leder. Én hvis indre vilje og værdier man kommer til at forstå. En der ikke, som andre, praler af de forbedringer de påstår at have skabt, eller kommer med underforståede nålestik til modstandere. Men som erklærer de store linjer for den vej de synes vi skal gå under deres lederskab. Og som i højere grad tager verdens og landets forestående problemer op og fortæller os hvad de synes vi skal mene om dem. 
 
 
 
 

Relaterede artikler

Dobbelttæsk med et vådt DJØF-blad - Når vi står i valgboksen den 18., skal vi huske Helles og Løkkes duel i torsdags. Den var nemlig et stykke dramatik, der...
Lars Løkke og den etiske valuta - Lars Løkkes nytårstale var som vore statsministres nytårstaler oftest er: sprogligt farveløs og næsten uden smag. Lix va...

Giv din stemme

43 stemmer
3,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælper

Frist: 20. december

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Projektleder

Frist: 19. december
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.