Hvem er Danmarksmester i presse? Absolut Arla

Firmaet Aalund måler hvert år pressearbejdet i de største danske virksomheder. For 15. år i træk deler 264 erhvervsjournalister deres vurdering af, hvem der gør det godt hvor i de danske virksomheder. Årets vinder er Arla, mens Arbejdernes Landsbank og Grundfos kommer ind på en flot anden og tredjeplads. Årets højdespringere er Grundfos, Sydbank, Telia og ATP.
For Arla handler det ikke kun at være virksomhedens mand i pressen, men også pressens mand i virksomheden.
For Arla handler det ikke kun at være virksomhedens mand i pressen, men også pressens mand i virksomheden.
 
 
 
Her er årets top ti over Danmarks bedste til presse i 2016. Arla vinder stort.
 
Hvordan man måler værdien af pressearbejde, er en stor og lang uafsluttet diskussion i PR.  Derfor har Aalunds meget simple og praksisnære måde at vurdere pressearbejdet også været kritiseret for at være for simpelt.
 
I virkelighedens verden spiller ydre forhold ofte voldsomt ind på vurderingen af pressearbejdet såsom skandaler eller store samfundsforandringer. Ikke mindst i disse tider, hvor journalisternes gatekeeper-rolle udfordres af nye medier og meningsdannere. Hvordan effekten og værdien af disse meningsdannere måles, er stadig uklart.  Tit opstår der en winner takes it all-logik, hvor man generelt er mere positiv over for virksomheder og deres PR, hvis de har kommerciel succes.
 
Nogle mener også, at evnen til offensivt at sætte en dagsorden i samfund og medier er vigtigere end at servicere defensivt. Altså burde også evnen til skabe egenproducerede historier og frames tælle med.  Det er jo langt vigtigere end at være den flinke kilde. Ja, nogle mener, at en aggressiv mangel på service i nogle tilfælde kan beskytte og gavne virksomheden. Det er dog en uafsluttet og svær diskussion.
 
Hvorom alting er, opstiller Aalund nogle meget simple målepunkter. Man kan muligvis være uenig, men det dækker de basale grundydelser i professionel pressehåndtering. Omdrejningspunkt er, hvem der på et basalt plan leverer den bedste service snarere end at yde et strategisk og offensivt agendasættende stakeholder-arbejde.  Undersøgelsen har derfor sine indlysende begrænsninger, men det er ikke det samme, som at den er uinteressant. Den er og bliver et godt udgangspunkt for at vurdere kvaliteten af ens basale ydelser. Et godt sted at starte og styrke kontakten med ens omverden og presserelationer.  
 
Journalisternes tilfredshed måles på otte parametre. I figuren kan man se såvel gennemsnittet for alle på omkring 7 og bunden på omkring 5 til 6. Arla scorer højst sammenlagt på tværs af alle otte parametre. Arla er samtidig bedst på to områder: reaktionstiden, når journalisterne henvender sig, og forståelsen af mediernes nyhedsrytme.
Det er i øvrigt tredje år i træk, at Arla er placeret i top ti.
 
Theis Brøgger, Arlas direktør for global presse og PR
 
"Vi er stolte over førstepladsen, da vi i Arla går meget op i at have et professionelt og konstruktivt forhold til pressen. For mig handler det om ikke kun at være virksomhedens mand i pressen, men også pressens mand i virksomheden. Vi forsøger, så godt vi kan, at forudse journalisternes behov, før de ringer, så reaktionstiden bliver kortere og svarene mere tydelige - både på de positive og kritiske historier. I det lange løb tror vi på, at det er det bedste for Arla og vores forhold til omverdenen," siger Theis Brøgger, Arlas direktør for global presse og PR.
 
 
"Forholdet til pressen kan ændre sig lynhurtigt - der skal ikke mere end én eller ganske få skidt håndterede sager til, før stemningen vender. Det er vi bevidste om, så det er vigtigt at have soleklare principper på plads internt i virksomheden for, hvordan man servicerer pressen - så journalisterne oplever at få samme professionelle behandling, uanset hvornår eller hvor i virksomheden, de kontakter os. Det bruger vi løbende mange kræfter på at forankre på tværs af virksomheden. Intet må overlades til tilfældighederne," tilføjer han.
 
Sydbank har de bedste generelle eksperter, mens Lego har god samlet tilfredshed. Sydbanks kommunikationschef Dan Prangsgaard har følgende kommentar:
 
"Vi arbejder systematisk og målrettet med vores eksperters rolle i forhold til medierne. Først og fremmest handler det om hastighed og tilgængelighed, begge områder, hvor vi er meget bevidste om at respektere og kende mediernes præmisser. Derfor har vi blandt andet eget tv-studie, hvor vi med kort varsel stiller op til analyser og baggrund.
 
Samtidig bruger vi internt tid på at tale om, hvordan ekspertens rolle i mediebilledet er dynamisk, og om hvordan vores eksperter kan medvirke til at oversætte komplekse problemstillinger til historier i øjenhøjde. Som kommunikationsafdeling skal du derfor bruge energi på at formidle mediernes præmisser til egne eksperter, så de er bedst muligt klædt på til at forklare sig."
 
Sydbanks kommunikationschef Dan Prangsgaard
 
Grundfos er ekspert på sig selv.  Altså virksomheden med størst selvindsigt. Ifølge Grundfos' kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted er det let nok at gøre dem kunsten efter. Her er hans opskrift lige til at stjæle:
 
”Brænd for virksomhedens historier, fortæl de gode og autentiske historier, vær bevidst om timing af budskaber i forhold til aktualitet, hold kursen, vær til rådighed, og tag medierne og deres stramme vilkår alvorligt (hjælp dem til at passe deres arbejde).”
 
Kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted, Grundfos
 
 
 
Det er de store familieejede fonde og elskede nationalklenodier, som er bedst til at håndtere pressen ifølge de 264 journalister. Med undtagelse af Danske Bank, som overraskende er ved at komme ud af finanskrisens skygge og deres New Normal-flop. Flot PR-turnaround. 
 
 
 
Hvem er de bedste og mest kendte k-chefer i 2016?
 
Ikke overraskende er Novo Nordisks Mike Rulis den mest kendte og respekterede k-chef i Danmark i 2016. Ganske overraskende er det dog, at både Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos og Kenni Leth fra Danske Bank er i top fem for første gang nogensinde. Hvad der er meget imponerede af Kenni Leth i betragtning af, hvordan dette brand har haft voldsomme imageproblemer. Begge er tydeligvis rykket op i det faglige statushierarki gennem hårdt, målrettet pressearbejde.
 
Jens Bekker fra Carlsberg har i tre år været nummer et på listen. Han er nu helt ude af top fem. Han er dog lovlig undskyldt, fordi han i 2016 er skiftet til Velux. Det er spændende, om Bekker kan komme op på listen igen i Velux. Det ville være en stor bedrift og et PR-stunt af dimensioner på tværs af brancher og organisationer. Den nuværende pressechef for Carlsberg har tydeligvis og desværre ikke kunne løftet arven fra Bekker.
 
2016   2015   2014  
Mike Rulis, Novo Nordisk 9% Jens Bekke, Carlsberg 10% Jens Bekke, Carlsberg 10%
Kim Nøhr Skibsted, Grundfos 6% Stephan Ghisler-Solvang, Nordea 8% Stephan Ghisler-Solvang, Nordea 7%
Stephan Ghisler-Solvang, ATP 6% Jens Juul Nielsen, Coop 7% Morten Albæk, Vestas 6%
Astrid Gade Nielsen, Arla Foods 5% Mike Rulis, Novo Nordisk 5% Mike Rulis, Novo Nordisk 5%
Kenni Leth, Danske Bank 5% Theis Brøgger, Arla Foods 4% Stig Elling, Star Tour 5%
 
 
Fakta
 
Det er 15. gang, at analysehuset gennemfører analysen, og erhvervsjournalisterne er også blevet bedt om at vurdere, hvilke virksomheder, der har det bedste image - og hvilke topchefer, der performer bedst over for medierne. 264 danske journalister, der alle dækker erhvervsstof, har deltaget i Aalunds kommunikationsanalyse, PR Barometer 2016. Journalisterne vurderer deres tilfredshed med dialogen og den mere overordnede opfattelse af fire-fem virksomheder, som de har været i dialog med inden for det seneste år. Alle målte virksomheder er blevet vurderet af minimum ti journalister.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også