Gymnasiereformen kan få uhyggelige konsekvenser

Et af udspillene i den nye gymnasiereform er, at tre af gymnasiets traditionelle dannelsesfag, religion, oldtidskundskab og historie, i fremtiden skal slås sammen til én ny såkaldt ”historisk-humanistisk faggruppe”, som har fælles faglige mål og én fælles eksamen:

Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby præsenterede sammen med statsministeren regeringens udspil "Fra elev til studerende - klædt på til videre uddannelse" på et pressemøde i Statsministeriet. Polfoto/Mads Nissen.

“Historie, religion og oldtidskundskab samles i én faggruppe i stx.  For at mindske antallet af de små C-niveaufag i stx og for at styrke den humanistiske almendannelse oprettes en historisk-humanistisk faggruppe, der udnytter synergien mellem historie, religion og oldtidskundskab. Faggruppen har fælles faglige mål, og der afholdes én mundtlig prøve. Det samlede timetal for de tre fag ændres ikke.”

Når man læser ovenstående bekendtgørelse, er ens første tanke selvfølgelig, at det bare er et forslag, der er lagt ind i udspillet, for at Venstre har noget at forhandle med. DF og Konservative vil på den måde få lov til at komme som kulturens vogtere og ”redde” historie og old - og så har disse partier også stof til et pressemøde eller to, når forslaget bliver taget af bordet igen. Alle landets historie-, religions- og oldtidskundskabslærere krydser i disse dage fingre for, at det er der, forslaget lander.

Men lad os lige dvæle ved forslaget et øjeblik og lade som om, at regeringen faktisk mener det alvorligt. Vi tager bekendtgørelsens kodeord ét efter ét:

1. Styrke almendannelsen

Regeringen mener selv, at denne sammenlægning af tre fag vil ”styrke almendannelsen”. Det er rigtigt nok, at de tre fag hver især er almendannende, og at det humanistiske kølleslag er særegent for stx. Men at almendannelsen skulle blive styrket af at lægge tre fag sammen, der udspringer af tre forskellige universitetsstudier med hver sin faglige tradition, det behøver man ikke tænke længe over før man indser, at det er noget vås.

Eleverne har langt lettere ved at overskue faglig viden, både faktuel og metodemæssig, når den præsenteres i et fast fags kontekst. Her er det elever fra Ørestad Gymnasium, der har udviklet Pilgrimsspillet i religion.

Det er da netop almendannende, at eleverne lærer, at forskellige fag har forskellige videnskabsteoretiske traditioner, og at forskellige fag abonnerer på forskellige metoder og teorier. Eleverne har i øvrigt også langt lettere ved at overskue faglig viden, både faktuel og metodemæssig, når den præsenteres i et fast fags kontekst. Det har jo netop været problemet med AT (almen studieforberedelse, red.), der nu står til aflivning, at de svageste elever ikke kan overskue, hvilke metoder og teorier der hører til hvilke fag, og hvornår man gør hvad - og hvorfor?

Hvis man gør historie/religion/old til en stor AT-agtig rodekasse med fælles læreplan, så bliver resultatet derefter, og resultatet bliver ikke en styrkelse af almendannelsen, det er helt sikkert.

2. Udnytte synergi mellem fagene

Regeringen synes også at vide, at der er en helt særlig synergi mellem de tre fag. Det tror jeg, alle lærere i de tre fag vil stille sig noget uforstående overfor. Selvfølgelig er der overlap, og selvfølgelig kan de tre fag arbejde sammen, men hvis man forestiller sig tre cirkler, der overlapper hinanden, så vil fællesmængden i midten, hvor alle tre fag kan byde ind samtidigt, være forsvindende lille.

Hvis religion bliver bundet op på et fagligt samarbejde og en fælles læreplan med historie og oldtidskundskab, så har jeg svært ved at se, hvordan fx religionssociologien og samtidsreligionen skal komme i spil på en fornuftig måde, da det vil ligge i den del af religionscirklen, hvor der ikke er overlap med de to andre fag.

I disse tider, hvor radikalisering, ekstremisme og terror er på dagsordenen konstant, så virker det ærlig talt uigennemtænkt at lukke ned for religionsfagets muligheder for at arbejde med disse vigtige emner.

3. Mindske antallet af C-niveaufag

Man kan selvfølgelig godt have en vision om at reducere antallet af C-niveaufag i gymnasiet. Men at sidde ved skrivebordet i ministeriet og lægge to C-niveaufag sammen med et A-niveaufag for at nå det mål tyder mest af alt på, at den ansvarlige embedsmand mangler indblik i, hvordan en gymnasieskole egentligt fungerer.

Man må gå ud fra, at at alle klasser skal have tre lærere tilknyttet det nye fælles fag, så bare skemalægningen vil blive et mareridt, hvis tre lærere skal holdes fri til at kunne træde ind, når faget har plads i skemaet. Selv hvis hver lærer får sine ”egne” skemapositioner, vil en fælles planlægning af fælles forløb blive et logistisk mareridt af dimensioner. Og hvis der sker en aflysning af et modul, så ramler planen.

En fælles planlægning af fælles forløb bliver et logistisk mareridt. Modelfoto/Jacob Nielsen.

Og hvad med fordelingen af timerne? Historie har som A-fag langt flere timer end religion og old. Antallet af moduler varierer fra skole til skole, alt efter hvor lange modulerne er. Hos os på Gladsaxe gymnasium har eleverne 105 moduler historie fordelt over 3 år, mens religion og old hver råder over 41 moduler, placeret i løbet af et enkelt skoleår, typisk 2. g. Skal religion og old ”smøres ud” over alle tre år, så ender vi på en religionstime hver 3. uge? Eller skal faget bestå af 2 år med historie alene og så alle 3 fag i 3. g?

Da det samlede antal mundtlige eksamener ikke står til at blive ændret, og der jo er udtræk til eksamen, så kan det vel være ligegyldigt, om det er tre fag, der kan blive trukket hver for sig, eller et metafag, der indeholder tre fag, der bliver trukket?

Som sammenlagt fag kan udtrækningen til eksamen kun ske efter 3. g, og den mængde stof, eleverne skal læse op til eksamen, bliver så det, der i dag svarer til de tre enkeltfagsfag, da timetallene jo ikke reduceres. Så der kommer ekstra pres på eksamensperioden i 3. g, da der vil være færre ”små” fag, eleverne kan trække, og de vil i højere grad ende med en eksamensperiode med næsten udelukkende 3-årige fag, der skal afsluttes. Hvorfor det skulle være en fordel for nogen, er svært at se.

Hvad skal forslaget bruges til?

Som beskrevet i indledningen er det svært at se det nye sammenlagte fag som andet end et forslag, der er opfundet til at blive taget af bordet igen i forhandlingerne om den endelige reform.

Det må man i hvert fald håbe, for ellers er der virkelig nogle politikere og embedsmænd, der ikke helt har tænkt sig om, og som ikke har føling med, hvad der sker i fagene, og hvordan en skole er organiseret.

Men værre: Med sådan et forslag starter man også en politisk proces, hvor en masse mennesker bliver nødt til at lade som om, at de tager det alvorligt. De andre partier må finde på modargumenter, de faglige foreninger farer i blækhusene for at skrive til ministeren, og lærerne skriver debatindlæg.

Enten spilder regeringen en masse menneskers tid på noget, der ikke er alvorligt ment. Eller også mener regeringen det alvorligt. Uanset hvad, så er det lose-lose.

Man fristes til at minde politikerne om Jürgen Habermas’ begreb om samtalens gyldighedskrav, nemlig forståelighed, sandhed, rigtighed og sandfærdighed. Sandfærdighedskravet er noget under pres her, når politikerne faktisk ikke mener det, de siger, men kun siger det som en del af et spil. Og modparten kender også spillets regler, men må spille med og lade som om, at det er alvorligt ment.

Et stort spil for galleriet. Måske er det snarere politikerne, der trænger til lidt mere dannelse?