Er der en hæderlig politiker til stede?

Skal politikere være bedre end os andre? Ja. De står med et meget ærefuldt hverv. Vi skal ikke falde på halen over vores politikere, men vi bør kunne beundre dem og respektere dem. Og stole på, at de udfører deres hverv på en måde, der viser respekt overfor det demokrati, der har valgt dem. Og det er her, det efterhånden kniber.
En lille udgave af Lars Løkke Rasmussen til Fastelavn. Foto/Timme Bisgaard
En lille udgave af Lars Løkke Rasmussen til Fastelavn. Foto/Timme Bisgaard
Vi er et lille land, der i mange år har klaret os godt ved at tale sammen og finde konsensus og forlig hen over midten. Vi har haft ledere fra skiftevis rød og blå blok, der trods alt har kunnet diskutere politik uden at starte en verbal krig præget af personlige angreb.
 
Vi har haft politiske ledere, som vi måske har været rasende uenige med, men som vi dog har respekteret. For deres mod til at påtage sig det ærefulde hverv, for deres politiske håndværk. For deres hæderlighed.
 
 
Pressen har set med over skulderen og har kunnet udfordre politikere og holde dem til regnskab. Det har været en del af, hvordan Danmark har hængt sammen som samfund.
 
Men når man for tiden følger en smule med i dansk politik, er det altså svært at bevare optimismen. Set hver for sig er nogle af enkeltsagerne små, andre er direkte rystende. Men summen af dem ligner et moralsk forfald, som det er svært at se nogen hæderlig vej ud af.
 
Lars Løkke
 
Polfoto/Jens Dresling.
 
Statsminister Lars Løkke Rasmussens egne sager er veldokumenterede. De var nær ved at koste ham formandsposten. Men ved hjælp af en politisk aftale indgået bag lukkede døre, lykkedes det ham at beholde formandsposten.
 

Der var ingen af disse forhold, der på nogen måde var kriminelle. Bare kritisable. Og man kan forestille sig, at det kan være svært for en politisk leder at slå hårdt ned på nogen af sine partifællers større eller mindre overtrædelser, med tanke på, hvad han selv har med i bagagen som statsminister.
 
Inger Støjberg
 
Polfoto/Peter Hove Olesen.
 
Måske derfor har det aldrig rigtig skadet vores integrationsminister, Inger Støjberg, at hun fiflede lidt med sit cv. Man kan indvende, at det er i småtingsafdelingen. Og det er det for så vidt også. Men vi taler her om en minister, der lovgiver om ting, der bogstaveligt talt kan betyde liv og død for tusindvis af mennesker. På et område, hvor debatten er blevet så hysterisk, at der mere end nogensinde før er brug for pålidelige data og informationer, har Danmark en stadig mere magtfuld minister, der tidligere beviseligt har pyntet på sandheden.
 
Esben Lunde
 
Polfoto/ Jens Henrik Daugaard.
 
Der er andre, mindre heldige personsager at se på. Som for eksempel undervisningsminister Esben Lunde Larsen, der sikrede sig at familiens interesser blev tilgodeset i diskussionen om en vindmøllepark i Stauning ved Ringkøbing. Ministeren forklarede, at det selvfølgelig ”var helt naturligt” at blande sig i debatten. Men han fandt ikke meget forståelse for den holdning andre steder.
 
Eva Kjer
 
Polfoto/Joachim Ladefoged.
 
Et af de politiske fif er, at man ganske enkelt bare stiller spørgsmålstegn ved forskeres og embedsmænds vurderinger, hvis de ikke lige rammer det politiske mål, man ønsker. Få steder bliver de effektueret så grundigt som af miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen. En sag om svindel med honning fik ministeren til at sætte spørgsmålstegn ved Fødevarestyrelsens arbejdsmetoder og målinger.

Og det er også samme minister, der har lagt sig ud med forskere og embedsmænd i sin iver for at få gennemført en landbrugspakke, der nok bliver modtaget med stor glæde i dele af dansk landbrug. Men som stadig sætter alvorlige spørgsmålstegn ved, hvordan den demokratiske proces fungerer i den danske regering.
 
Kristian Jensen
 
Polfoto/Finn Frandsen.
 
Til gengæld er der ikke meget spørgsmål over udenrigsminister Kristian Jensens om muligt langt mere grænseoverskridende beslutning om ganske enkelt at ignorere Folketingets flertal. Så blev det fastslået, at, nåja, sådan kan man da også føre politik. Herregud. En næse er jo noget, man lærer at leve med.
 
Justitsministeriet
Også i Justitsministeriet tager man kritik med knusende ro. Eksempelvis har Ombudsmanden lige kaldt det ”meget kritisabelt”, at ministeriet, der jo altså er det ministerium, der i sagens natur har store forpligtelser overfor dansk lovgivning og jura, helt og aldeles droppede at følge reglerne om aktindsigt overfor journalist fra Politiken, Jakob Sheikh. Normalt skal henvendelser besvares efter syv dage, 40 dage, hvis det er komplicerede sager. Journalisten måtte vente i mere end 200 dage.
 
Søren Pind
 
Polfoto/Cicilie S. Andersen.
 
Reaktionen på Ombudsmandens kritik i Justitsministeriet har indtil videre været et skuldertræk. Og det kan måske ikke undre, når man her ser, hvordan justitsminister Søren Pind mener, at åbenhed i forvaltningen simpelthen er noget overdrevet pjank og sammenligner et demokrati, hvor pressen har adgang til at følge beslutningstagningen med en zoologisk have.

Vi lader lige billedet stå et øjeblik.

Det er den samlede sum af de her sager, der viser en regering, der ser ud til at være i en slags moralsk krise. I forhold til sig selv, til vælgerne og til pressen.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også