Der er billeder, vi ikke behøver vise

Hvor går grænsen for, hvad man bør dele på Facebook? Det spørgsmål blev aktuelt i den forgangne weekend. Mange blev chokerede over billeder af døde børn, der angiveligt var skyllet op på en strand i Libyen.
af Claes Amundsen
Billederne blev lagt på Facebook af den syriske kunstner Khaled Barakeh i albummet ”Multicultural graveyard”.
 
De er siden blevet delt over 100.000 gange, heraf af mange danskere. Det fik Red Barnet til at gå ud med en appel lørdag aften: ”Del ikke billederne”.
 
 
Og det var der især to grunde til:
 
1) Hensynet til børnene og deres familier. I døden er man ultimativt forsvarsløs, og i Red Barnet mener vi ikke, det er værdigt at fotografere og videreformidle døde børn, i hvert fald ikke uden tilladelse fra de nærmeste pårørende. Er den tilladelse givet her? Måske er forældrene selv døde og kan derfor ikke spørges, men er det gyldig grund til at træffe valget på barnets eller forældrenes vegne? Det mener vi ikke.
 
2) Hensynet til de danske børn, som er på Facebook – enten med egen konto eller via et kig over forældrenes skuldre. For børn kan det være ekstremt skræmmende at se billeder af lig (det kan det også for voksne, men man må gå ud fra, at vi efterhånden kender risikoen ved at være på de sociale medier, hvor alt jo deles uredigeret, ufiltreret, råt).
 
Red Barnets appel udløste en heftig debat, og det var vi forberedt på. Danskerne hader at få at vide, hvad man må og ikke må, og Red Barnet skal ikke bestemme, hvad befolkningen foretager sig i deres online-liv. Appellen var ikke ment som en kritik, og vi ønskede ikke at dømme de mange, der allerede havde delt billederne – snarere tværtimod. For vi forstår fuldt ud, hvad der får folk til at dele, og vi er enige i formålet: At få sat fornyet og forstærket fokus på den uhyrlige tragedie, som udspiller sig for vore øjne i Europa. At få råbt beslutningstagerne op, så de kan påtage sig det ansvar, der hviler på en så velstillet verdensdel som vores. Og ideelt: At få sat ind med den rigtige hjælp i nærområderne, så ingen behøver vælge den livsfarlige flugt.
 

Flere har delt billeder på Facebook af druknede flygtningebørn, der angiveligt er skyllet op på stranden i Libyen. Men lad være, lyder det fra Red Barnet

Posted by BT on 30. august 2015
 
Selvom vi vidste, at mange ville protestere, valgte vi altså at tage debatten. Undervejs blev det også til en diskussion om, hvad der egentlig virker i kampagnemæssigt øjemed, og det er jo et spørgsmål, der ikke lader sig besvare entydigt. Så lad mig her blot dele lidt erfaringer fra Red Barnets eget kommunikationsunivers.
 
Hvor hårdt skal vi slå?
Det er en diskussion, vi jævnligt har i Red Barnets kommunikations- og fundraisingafdeling: Hvor stærke billeder skal vi vise for at fange folks opmærksomhed og få dem til at støtte hjælpearbejdet? De to ting er ikke nødvendigvis forbundet. Der er mange eksempler på, at det lykkes os at sætte en dagsorden og skabe debat, uden at det fører til flere donationer. Det er netop krigen i Syrien et godt eksempel på.
 
Vi har talrige gange været i medierne og fortalt om det helvede, som børn i Syrien lever i. Vi har fortalt om et sundhedssystem, der er brudt sammen, og hvordan lægerne ofte er nødt til at amputere arme og ben, fordi de ikke har medicin til at behandle almindelige infektioner. Vi har vist vinterbilleder fra flygtningelejre i Jordan og Libanon, hvor børn fryser i deres telte, står i kø efter brød og kæmper for at overleve.
 
Om en hel generation af børn, som nu ikke har været i skole i over fire år. Det har givet mediedækning, og der er næppe nogen danskere, der i dag ikke ved, at Syrien er et land i total opløsning.
 
Billeder af børn, der fryser, står i kø eller kæmper for at overleve, skildrer krigens humanitære konsekvenser. Kilde: Ahmad Baroudi/Red Barnet.
 
Vi har også været desperate over den passivitet, som verdenssamfundet har udvist i den syriske krig. Ved tre-året for krigen udstyrede vi københavnske statuer med sorte armbind i sorg over alle de døde børn. Vi har lovet os selv, at vi bliver ved med at skildre krigen og dens humanitære konsekvenser, så længe den får lov at fortsætte.
 
Et af Red Barnets formål er at kommunikere for at skabe forandring. Et andet er at samle ind til hjælpearbejdet, og her har krigen i Syrien været en meget svær opgave. Erfaringen har lært os, at vi ikke skal indrykke avisannoncer med appel om støtte til Syriens børn, for vi får ikke engang annonceudgiften tilbage i bidrag.
 
Til sammenligning fik vi ret hurtigt samlet flere millioner kroner ind, da et jordskælv ramte Nepal i sommer. Ikke fordi billederne var bedre eller stærkere, men fordi historien var en anden. Krig kan virke endeløs, og der er næsten altid en underliggende diskussion om, hvem der egentlig er skyld i den væbnede konflikt.
 
En naturkatastrofe er derimod langt mere enkel: Her bliver mennesker vilkårlige ofre for naturens luner - en orkan, et jordskælv eller en oversvømmelse kan ingen gøre for. Og som hjælpeorganisation kan vi lettere love, at vi kan hjælpe ofrene tilbage til hverdagen, hvis vi bare får den nødvendige støtte fra giverne.
 
Katastrofen gennem et barns øjne
På søndag samler Red Barnet ind i hele landet. Den største udfordring er i den sammenhæng at hverve de nødvendige 10.000 indsamlere, og det skal det rigtige billedvalg hjælpe os med. Vi har adgang til nogle af de mest uhyggelige billeder, der findes. Vores hjælpearbejdere står hver dag over for børn, der kæmper for livet, og nogle taber kampen. Men udover de rent etiske hensyn tror vi ikke, det er billeder af døde børn, som får indsamlerne til at melde sig.
 
For det første skal de frivillige tro på, at deres indsats gør en forskel. Billeder af døde børn levner ikke noget håb; vi kan ikke gøre mere for dem. For det andet skal indsamlerne kunne identificere sig med de mennesker, de samler ind til. Det kan godt være, at billeder af lig skaber vrede og indignation, men vi tror, at empati forudsætter et levende menneske som objekt for medfølelsen.
 
Er det noget, vi ved? Har vi videnskabeligt psykologisk, medieteoretisk eller sociologisk belæg for påstanden? Nej, og indsamlingskommunikation er ikke nogen eksakt videnskab. Når vi i Red Barnet beslutter os for vores virkemidler, sker det ud fra en erfaringsbaseret fornemmelse for, hvad der lige nu og i netop denne sammenhæng vil virke. Kald det bare mavefornemmelse.
 
Vi samler ind til børn i krig og katastrofer, men i år har vi valgt at vende kameraet bort fra det mareridt, som omgiver børnene. I stedet zoomer vi – helt bogstaveligt – ind på barnet selv.
 
De gennemgående billeder i kampagnen viser børns øjne. Det er øjne, som har set ting, ingen børn burde være vidne til. Og det er den historie, vi gerne vil fortælle med både præcision og nænsomhed.
 
I de tekster, der ledsager billederne, fortæller vi om børnenes tab, deres savn og deres håb. Et af børnene er den 11-årige syriske pige Bashira, som vi har mødt i Zaatari-flygtningelejren i Jordan. Bashiras øjne er blå og udtryksfulde. Som mange af de katastroferamte børn har hun et blik, der er alt for voksent til hendes alder. Og når hun taler, bliver vi mindet om, at Syriens befolkning levede et helt almindeligt hverdagsliv, indtil krigen rev alt i stykker.
 
Bashira vender hele tiden tilbage til fortællingen om den blå kjole, hun nåede at redde med sig, da hun måtte flygte. Efterhånden bliver det klart for Red Barnets hjælpearbejdere, at den blå kjole faktisk ikke findes længere. Men den er for Bashira blevet billedet på det hverdagsliv og den fremtid, som hun og familien efterlod, da de opgav alt i Syrien for at redde livet.
 
Empati forudsætter et levende menneske som objekt for medfølelsen - derfor anvendes blandt andet dette billede af Bashira i kampagnen. Kilde: Chris de Bode/Red Barnet.
 
Red Barnets hjælpearbejdere har mange opgaver i krige og katastrofer. Vi skal give mad, husly, beskyttelse og psykisk støtte. Og vi skal forsøge at genskabe en form for normalitet midt i kaos. Og selvom vi ikke kan give børnene det, de savner allermest, kan vores indsats gøre en meget stor forskel. Vi ser, hvordan børn langsomt får deres livsmod, håb og handlekraft tilbage, når de får den nødvendige støtte. Og med befolkningens opbakning kan vi gøre endnu mere.
 
Den slags billeder og fortællinger skal give befolkningen det lille puf, der forhåbentlig får mange til at melde sig som indsamlere på søndag.
Og det er ikke, fordi vi er bange for at bruge stærkere virkemidler. I hungerkatastrofer viser vi børn, der er så udmagrede, at deres liv er i fare. Vi går ofte til grænsen for, hvad man kan holde ud at se på, og vi mener bestemt også, at det kan være nødvendigt at dokumentere virkeligheden, som den er.
 
Men når indsamlerne og giverne skal vækkes til dåd, tror vi mere på den nænsomme appel til medmenneskeligheden og håbet end på raseriet over de steder, hvor medmenneskeligheden har spillet fallit.
 
Hvis du vil samle ind tre timer på søndag, kan du melde dig på www.redbarnet.dk/indsamler.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job