|
R.I.P. Hugh Hefner
Lummerlaban eller ligestillingsmand?

Filantropisk, seksuel frigører eller misogynisk forretningsmand? Meningerne om manden i slåbrokken er både mange og delte. Én ting er dog sikkert: Hugh Hefners store bedrifter og eftermæle kan ikke fornægtes.

Skrevet af

Tonny Vorm

1 artikler

0 indlæg

Hvad tænkte Hugh Hefner på? Det er ikke til at vide, men ifølge Tonny Vorm er Playboy-kongens bedrifter ikke til at komme udenom.
I slutningen af 1960’erne støttede The Playboy Foundation forskning i såkaldt post traumatisk stress syndrom. Måske et pudsigt sted at starte historien om forretningsmanden Hugh Hefner, men pointen er såmænd ligetil: De mange unge amerikanske soldater, der gjorde tjeneste i Vietnamkrigen og risikerede at vende hjem med psykiske problemer, var ganske enkelt målgruppen for Playboy Magazine. Det var Hugh Hefner udmærket klar over.
 
19 år var gennemsnitsalderen for den amerikanske vietnamsoldat, så selvfølgelig skulle han da læse Playboy. Allerede i 1965, året hvor USA sendte deres første regulære kamptropper til landet, lancerede Hefner en kampagne, der lovede, at ved køb af et livstidsabonnement ville første nummer blive personligt leveret af en Playmate. Kampagnen var egentlig henvendt til læsere med adresse i USA.
 
Men da løjtnant Jack Price købte et abonnement, blev årets Playmate Jo Collins sendt til Saigons Bien Hoa-base, hvor løjtnanten lå på hospitalet. Collins overrakte bladet til den sårede Price og sludrede med de andre indlagte soldater, inden hun blev eskorteret til landingsbanen, hvor hun modtog løjtnantens deling, der kort efter ankom til basen efter ti dages hårde kampe mod Viet Cong.
 

Playboy-bunny Jo Collins ved løjtnant Jack Prices sygeleje i Saigon.
 
Begivenheden blev dækket af både fotografer og journalister, og i det følgende tiår – mens krigen rasede – blev Playboy ikke blot ”the magazine of the Vietnam War”, som det blev kaldt, men også et af USA’s mest populære tidsskrifter.
 
Den gode historie om løjtnant Prices Playboy-abonnement blev hevet frem i flere amerikanske medier efter den 91-årige Hugh Hefners død sidste uge. Andre steder var tonen anderledes hård. Folk – journalister, feminister, eksperter – synes ikke at kunne blive enige om, hvorvidt Playboys stifter skal bebrejdes sit syn på kvinder eller hyldes for at bidrage til den seksuelle frigørelse.
 
Todd Gitlin, professor i sociolog og journalistik på Columbia University, skærer ind til benet i sin nekrolog på tabletmag.com:
”Gjorde Hugh Hefner kvinder til objekter? Er paven katolik? Men han opfandt dog ikke dirty words, pornofilm og masseproduceret nøgenhed,” skriver Todd Gitlin og konkluderer:    
 
”Hefner må have følt sig som en vinder efter at have ændret den amerikanske hverdag måske mere end nogen andre i hans generation.”
 
Træt af mænd i krig 
Brandet Playboy, der også talte hoteller, natklubber, tv-kanaler og the Playboy Mansion i Los Angeles, startede ganske ydmygt.
Som 25-årig bad Hugh Hefner om en lønforhøjelse på fem dollars. Han var tekstforfatter på magasinet Esquire, hvor han blev mødt af et nej. Han sagde derfor op for i stedet at realisere sin egen drøm om at lave et anderledes livsstilsmagasin for single-mænd. 
 
“De mandemagasiner, der udkom i perioden efter 2. Verdenskrig, havde næsten alle fokus på outdoor-livet. I en vis grad tog de afsæt i den male-bonding, der var et produkt af krigen,” som Hugh Hefner senere udtrykte det.
 
Hvad han stræbte efter var lige det modsatte: Et magasin til ungkarlen, der ikke havde travlt med at blive gift, og som foretrak at hygge sig indendørs i godt selskab med kvinder og ikke på baren eller i skoven med sine mandlige kolleger. Eller som Hefners egen leder udtrykte det i første nummer af Playboy:
 
“We enjoy mixing up cocktails and an hors d’oeuvre or two, putting a little moodmusic on the phonograph, and inviting in a female acquaintance for a quiet discussion on Picasso, Nietzsche, jazz, sex.”
 
Det var på mange måder et nyt amerikansk mandeideal, Hugh Hefner på én gang markedsførte og henvendte sig til. Bløde værdier som kultur, filosofi, god mad og dæmpet musik var inden da sjældent noget, en rigtig mand beskæftigede sig med. Ja, selv litteratur skulle helst skrives af mænd, der havde været i krig, og alkohol blev som oftest indtaget for at måle sig med vennerne. Eller for at glemme krigen eller kvinderne.
 
Oven i det stemte USA i 1952 general Dwight D. Eisenhower ind som præsident, en mand der i hele sin holdning signalerede konformitet, borgerlighed og tryghed. Den fest, Hugh Hefner selv havde set frem til efter krigen, var udeblevet, og han lagde ikke skjul på, at den puritanske og snerpede ånd, der lå tungt over USA, frustrerede ham grusomt.
 
”Det var en meget konservativ periode. En undertrykkende tid både politisk, socialt og seksuelt,” som han senere udtrykte det.
 
En ny mand til en ny tid
Første nummer af Playboy udkom i 1953 og blev produceret hjemme på køkkenbordet for 8.000 dollars. De 200 dollars brugte Hefner til at købe det nøgenbillede af Marilyn Monroe, som pryder forsiden.
 
Herpå står der i øvrigt ingen dato. Hugh Hefner frygtede ganske enkelt, at magasinet ville ligge så længe i butikkerne, at det aldrig ville blive til et nummer to. Her tog han fejl. Godt hjulpet af Marilyn Monroe blev de godt 50.000 trykte eksemplarer solgt i løbet af fjorten dage. 
 

Marilyn Monroe i Playboy.
 
Hvad der særligt adskilte Playboy fra andre magasiner var mikset af indhold. I USA havde man længe kunnet finde kvalitetsjournalistik for mænd. Blandt andet i førnævnte Esquire, hvor man i 1936 kunne læse Hemingways novelle The Horns of the Bull, og ikke mindst i The New Yorker, som i august 1946 bragte John Hersheys Hiroshima, en reportage på 30.000 ord, der i dag betragtes som afsættet for den amerikanske new journalism-bølge.
 
Hugh Hefner fortsatte denne fine journalistiske tradition, men hans smarte træk var at supplere magasinets interviews med Miles Davis, Martin Luther King og John Lennon – for blot at nævne tre legendariske – med folde ud-piger og glittede annoncer for luksusvarer samt diverse guider til alt fra mode til mad. The Playboy Philosophy udviklede sig til et begreb.  
 
At artiklerne blev læst vidner blandt andet Playboys egne arkiver i dag om. Her opbevares en lang række breve, hvori stribevis af unge mænd stiller spørgsmål, roser eller kritiserer teksternes indhold.
 
Flere af brevene er i øvrigt skrevet af soldaterne i Vietnam, for hvem Playboy ”blev en personlig forbrugsguide for de mange unge mænd, der for første gang i livet havde en disponibel indkomst,” som New York Times udtrykker det i deres nekrolog, How Hugh Hefner Invented the Modern Man.
 
Stik piben ind
Den moderne Playboy havde for så vidt blik for andet end afklædte unge damer, men pointen var tydelig: Sætter du cool musik på stereoen, har du gode bøger i designerreolen, kan du opføre dig pænt, og har du en god stil, skal du nok få den smukke kvinde med ind i soveværelset. I dit eget soveværelse, vel at mærke.
 
En rigtig mand tjente stadig penge, men ifølge Playboy var det ikke længere så vigtigt, hvor manden arbejdede, og hvad hans mandlige kolleger hed. Nu handlede det nærmere om, hvordan han brugte sine penge i selskab med kvinder inden for hjemmets fire vægge.  
 
I denne iscenesættelse af den moderne amerikansk mand gik Hugh Hefner selv forrest. Det var hans andet smarte træk.
 
De første numre af Playboy udkom midt en social brydningstid i USA, hvor en stærk maskulin karakter og de traditionelle moralske idealer - hårdt arbejde, mod og integritet – godt hjulpet af underholdningsbranchen og kendiskulturen lod sig afløse af et nyt sæt pejlemærker, der i langt højere grad fokuserede på udseende og image. Eller som historikeren Warren Susman har formuleret det i bogen Culture as History (1984):
 
”Det sociale mønster i den nye personlighedskultur krævede, at alle kunne optræde. Enhver amerikaner skulle kunne spille en rolle som sig selv.”
 
Den var Hugh Hefner med på. Blot ved at stikke en pibe i munden – måske den mest banale udklædningsgenstand i selv det mest beskedne amatørteater – trådte han helhjertet ind i rollen som playboyen, der senere hen oven i købet sjældent havde tid til andet end at trække i en slåbrok, når der kom gæster.
 

Hugh Hefner med sin 31-årige modelkone Crystal Harris.
 
Brandingen fortsatte over de næste årtier, hvor Hefner i egne tv-shows og med sine Playboy-klubber understregede, at den moderne mand var kommet for at blive.
                                           
Naboens farvede datter
Røsterne mod Hugh Hefner har alle år været hårde og højlydte. En af de første og mest berømte kritikere var feministen og journalisten Gloria Steinem, der i 1963 fik job på en Playboy-klub og skrev om sine oplevelser som kanin.
 
The Bunny Tales, som teksten hedder, beskriver en arbejdsplads, hvor de ansatte kvinder får mindre i løn end lovet og må finde sig i at blive gramset på af de liderlige mandlige gæster. Desuden skal kaninerne som det første efter ansættelsen testes for kønssygdomme, skrev Steinem. Læseren må selv gætte hvorfor.      
 
Samme anklagende tone lyder i dag fra præsidenten for USA’s organisation for bøsser og lesbiske, GLAAD, Sarah Kate Ellis, der i Hollywood Reporter kritiserer mediernes positive nekrologer:  
 
”Hefner var ikke en visionær mand. Han var en misogynist, der skabte et imperium på at seksualisere kvinder og fremstille arketyper, der gjorde uoprettelig skade på kvinders rettigheder og hele vores kultur.”
 
Det er svært vide, hvilke motiver Hugh Hefner egentlig havde, og det er let at afskrive ham som et levn fra en bedaget og mere sexistisk tid. Måske også for let, hævder den politiske journalist Keli Goff på daileybeast.com.
 
I sin klumme Hugh Hefner’s Surprising Civil-Righs Legacy hævder hun, at ”Playboys stifter var revolutionær, når det handlede om at promovere sorte kunstnere på tv og på forsiden af sit magasin.”
 
Allerede i 1959 underholdt blandt andre Ella Fitzgerald og Nat King Cole Hefner og hans veninder i tv-showet Penthouse Playboy, og årtiet efter dukkede blandt mange andre Sammy Davis Jr. og Tina Turner op i det næste show Playboy After Dark. Keli Goff minder os i den sammenhæng om, at MTV i 1980’erne kun modvilligt gik med til at vise videoer med sorte musikere i front.
 
Tina & Ike optræder i Playboy After Dark.
 
”Hefner stræbte efter samme diversitet i Playboy-klubberne, som han gjorde i sine shows. Han købte endda enkelte natklubber tilbage, da han opdagede, at sorte amerikanere blev diskrimineret,” skriver Keli Goff, der – som farvet kvinde – tillige hæfter sig ved, at Jennifer Jackson var Playmate of the Month allerede i 1965, og Darine Stern som første sorte kvinde var alene på forsiden af Playboy i 1971, ”sporting and afro and little else”. Begge var de ifølge Keli Goff med til at understrege, at nabopigens datter sagtens kunne være black and beautiful.  
 

Jennifer Jackson og hendes tvilling Janis Jackson (tv) i playmate-outfit og Darine Stern på forsiden (th).
 
Begraves ved siden af Marilyn Monroe
Hugh Hefner var på mange måder både progressiv og hip, som også New York Times har udtrykt det. En fantast, der måske levede i sin egen verden, men gav den nye moderne mand både albuerum og læsestof, mens han samtidig hilste tidens omvæltninger velkommen.
 
Hefner donerede penge til krigsveteraner, borgerrettighedsorganisationer og abortforkæmpere, betalte den kontroversielle Lenny Bruces retssalærer, hyrede arbejdsløse sorte komikere til at optræde på sine klubber og lod James Baldwin og Malcolm X tale ud i sit magasin. Alt sammen fint. Men.
 
Pointen er blot, at det i sidste ender handlede om kvinder, og hvordan vi måske stadig i dag anskuer kvinder. De fleste, der købte Playboy, læste givetvis mange af de gode artikler om både politik og kultur. Men uden de afklædte damer havde de færreste købt Playboy. Ganske enkelt.
 
I 1972 købte Hugh Hefner selv The Playboy Mansion for 1,1 millioner dollars. Det var på det tidspunkt den dyreste private ejendomshandel i Los Angeles nogensinde. Med en formue på, hvad der i dag svarer til en milliard dollars og et bladoplag på omkring syv millioner i starten af 70’erne, var Hugh Hefner i den periode på toppen af sin professionelle karriere.
 
Siden gik det nedad, både med magasinet, der gradvist mistede både rygrad og relevans, og med The Playboy Mansion, der nu står tilbage med et anderledes blakket ry, end det havde i de glade 70’ere. Det er her, Bill Cosby angiveligt har voldtaget flere kvinder, og det er her, at flere Playmates hævder at være blevet mishandlet.
 
Det er ikke til at vide, om Hugh Hefner har haft nogen ide om, hvordan hans gæster opførte sig i havens såkaldte Grotte, eller hvordan alle hans ”veninder” har haft det, når de var på besøg. Hefner fornemmede måske nok, at tiden var løbet fra ham, men hverken internetporno eller de gradvist hårdere stoffer fik Playboy-kongen til at smide slåbrokken og slukke piben.
 
Flere har de seneste dage hævdet, at Hugh Hefner levede i sin helt egen verden, og måske har han gjort det hele vejen igennem. Fra start til slut. Spillet rollen som Playboy, og ja, derfor i god tid investeret i en gravplads ved siden af Marilyn Monroes i Los Angeles’ West Willlage Memorial Park Cemetery. Her skal Hugh Hefner tilsyneladende begraves.
 
Det er endnu ikke offentliggjort, hvad der kommer til at stå på hans gravsten

Relaterede artikler

Er du gastroseksuel? - Mød den gastroseksuelle mand. Han er mellem 35 og 45, og helt uden hæmninger, når det drejer sig om mad og vin. Den gast...
Cosbys katastrofekommunikation - Bill Cosbys fald fra positionen som hele USA’s højtelskede, konservative afroamerikanske familiefar er ikke bare en spek...
Er din skodkrop strandklar? - Beach Body-reklamen fra det britiske firma Protein World blev torsdag d. 31. april forbudt i Storbritannien. UK’s Advert...
Køn, klasse og stripper-tweets - For nylig gik internettet amok over en historie om to pigers voldsomme strippereventyr til Florida. Historien udkom på T...
Hipstere, hippier og hedgefonds i hedonismeland - Vi er taget til den sagnomspundne festival Burning Man i Nevadas øde ørken, nord for kasinobyen Reno. En ørken, som én g...
Hvilken træningstype er du? - De sidste par år har fitnesskrigen raset i hele landet. For træning er ikke bare træning. Det er både en livsstil og en ...
Hvis du vasker dit hår i feminisme, vil alle røre ved det - Beyoncé er det. Tøjmærket Monki er det. Bianco er det. Kommercielle? Ja. Feministiske? På samme tid? Ja. I hvert fald, h...
Det står skrevet med blod - Du har nok set det: store brands der kæmper for ligeløn, kropsdiversitet og seksuel mangfoldighed? Brands udfordrer køns...
Er du sunshine for en shitstorm! - Der gik agurk i kønsdebatten, da jeg kom til at skrive, at danske kvinder er helt umulige. Egentlig ville jeg bare point...

Giv din stemme

7 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Kom godt i gang med mobilvideo

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Faglig formidler

Frist: 22. november

Kommunikationsrådgiver

Frist: 30. november

Tekstforfatter

Frist: 1. december
Se alle job Indryk job

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.