|
|
Kronprinsesse Marys tale læst retorisk
Kronprinseparrets to kroppe og det royale legeme

Bag enhver stærk mand står en stærk kvinde. Kronprinsesse Marys tale til kronprinsen har fået meget omtale - med rette. Men hvad er det, hun siger og hvordan? Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

Kronprinsesse Marys tale til sin ægtemand er blevet rost og med god grund. Selvom teksten ikke er prangende, er den gennemarbejdet og veksler mellem alvor, ironi og patos. Talen handler mest om familieliv og sport, men dette private perspektiv er også, hvad der forventes af kronprinsessen. Det var hendes smukke ydre og formfuldendte fremførelse, der gav talen en aura og en kongelig mystik. Selvom talens fokus var på kronprinsens krop (iklædt lycra), formåede Mary at transformere kronprinseparret til ét kongeligt legeme, en inkarnation af kongemagten.
Kronprinsesse Marys 13 minutter lange tale til sin mand er et fint eksempel på en lejlighedstale, der har vundet indpas de senere år: Hustruen, der holder tale ved sin (mid)aldrende mands fødselsdag. Hvis du ikke selv, kære læser, har holdt sådan en tale, så kommer du med garanti til enten at gøre det selv – eller høre en anden lovprise sin kæreste.
 
 
Talen kan tjene som inspiration og model, for den priser ægtemandens kvaliteter uden at virke selvhøjtidelig. Den balancerer fint mellem det alvorlige og det sjove, mellem det private og det almene, det oprigtige og det ironiske, mellem ros og selvros. Mary fremførte talen roligt og med en perfekt timing. Vitser, anekdoter og ironiske omslag blev afleveret i det helt rette tempo, og det bevirkede, at publikum, både dem i festsalen og dem bag skærmene, aldrig var i tvivl om, hvad der var ironi, og hvad der skulle tages bogstaveligt.
 
Her er der sandelig noget at lære for de fleste danske festtalere. Vi er jo så glade for ironi i Danmark og vælger ofte at åbne en lejlighedstale, det være sig ved bryllup, konfirmation eller fødselsdag, med lidt ironiske bemærkninger. Det falder let til jorden, virker indforstået eller direkte upassende, for ironien kan let tolkes som sarkasme.
 
Gør som kronprinsessen: Adressér alle de tilstedeværende, og skab kontakt til alle grupper i salen (de kender ikke nødvendigvis hinanden). Hun anslår en højtidelig stemning ved at benævne de fine gæster (Deres Majestæter osv.) for derefter at slå om i en personlig, oprigtig tone:
 
”Alle de ting, jeg gerne vil sige. Alle de ting, jeg kan sige. Alle de ting, jeg ikke kan sige. Og alle de ting, der er plads til at sige”.
 
Allerede de gamle grækere yndede at påstå, at ”de ikke var talere”; en topos, der skulle afmontere publikums mistillid til de snedige talere. Mary varierer denne topos på eksemplarisk vis. At hun ikke kan sige alt, kan både tolkes som beskedenhed (”mine taleevner er ikke tilstrækkelige til at gøre dine kvaliteter retfærdighed”) og som en diskret hentydning til, at hun som kongelig er bundet af stramme konventioner.
 
De fire små sætninger starter med det samme ord, en gentagelsesfigur (anafor), der understreger talens alvor, dog med et ”og” i fjerde sætning, der afrunder opremsningen (gradatio og klimax, med retoriske termer). Sætningerne varieres desuden ved enten at være positive eller negerede sætninger. Det lyder som almindeligt talesprog, men det er gennemtænkt og struktureret i mindste detalje.
 
En lovprisningsliste
Så anslås temaet for talen: ”50 år i dag”, kort og fyndigt, og først da kommer fødselaren på scenen –  i form af en liste:
 
”Far til fire. Frømand. Kunstkender. Musikelsker. Militærmand. Sportsmand. Min mand. Erhvervsambassadør. Søn. Eventyrer. Grønlandsfarer. Bror. Og en god ven.”
 
Det er slående, at ordet kronprins eller kongelig ikke optræder i listen, men Mary anslår dermed tonen i talen. Det er en hustru og en mor, der holder en personlig tale til sin mand, og anekdoterne fra familielivet er det helt centrale. I resten af talen tiltaler Mary sin mand med et ”du”, og det meste af talen er således i anden person. Nogle gange slår hun om i første person, når hun i en ironisk tone og med hovedet på sned fælder dom over hans vitser og hvide lycrashorts.
 
Hun lever dermed op til konventionerne for en lejlighedstale, en epideiktisk tale: Det græske ord betyder netop ”påpegende”. Taleren skal rose en person og påpege hans gode sider, gerne forstørre dem og kun inddrage lidt ironisk kritik for at gøre lovprisningen desto mere troværdig. Opremsningen af hans mange sider er også en disposition for resten af talen. Det er klogt at lave en sådan indholdsfortegnelse, partitio, så publikum har en fornemmelse af, hvor længe talen skal vare (og kan se en ende på den – 13 minutter er alt nok).
 
Talens værdier: familieliv og sport
Hun taler nu mest om Frederik som far, sportsmand og ægtemand. Resten hører vi faktisk ikke noget om, og det får talen til at virke endnu mindre officiel. Hun taler om Frederiks sammensathed og mange ”forklædninger”, en måde at skifte mellem beskrivelser af ham som far, som sportsmand og som hendes ”skat”, den, hun engang mødte i shorts og T-shirt.
 
Kronprinsen i en af sine mange roller. Her i lycra under #royalrun.
 
Det mest slående er, hvor ikke-slående deres hverdag fremstilles i talen. Hendes beskrivelse af hverdagslivet og familiens skønne stunder kunne sikkert kopieres af rigtig mange, som ikke kender noget til den galla, som hun kort berører. Igen er det en anledning til at fremstille sig selv som almindelig (”score over evne” med ungdommelig jargon) og kronprinsen som en varm og ægte person, uanset forklædning.
 
Hun kunne have valgt at rose hans arbejde som erhvervsambassadør eller nogle af hans godgørende aktiviteter. Det er måske strategisk klogt, for eksempel i betragtning af kronprinsens engagement i Den Internationale Olympiske Komité, men det betyder også, at de værdier, der fremhæves i talen, udelukkende er det familiære og det personlige. Nok nævnes prins Henrik et par gange, men ellers er Frederiks kongeslægt helt fraværende.
 
Hun slutter i lidt højere leje med et citat fra en sang (ligesom Frederik i sin tid i bryllupstalen), der løfter deres kærlighedshistorie op i en højere sfære, et øjeblik hævet over tid og sted. Øjeblikket ophæves i evigt nu – en patos, der gav en perfekt afslutning.
 
De ualmindeligt almindelige kongelige
Gobelinerne og gallauniformerne ved middagsbordene satte kronprinsessens personlige tale i relief. Og i kontrast: Burde hun ikke have talt mere om kronprinsens evner som kommende regent og mindre om hans sportsudfoldelser? Hun sagde ganske vist, at han havde været på en personlighedsrejse mod modenhed og understregede hans viljestyrke. Da der var andre talere før hende, var hun også mere fri til at vælge det personlige perspektiv.
 
Det private perspektiv er imidlertid det, der forventes af hende. Mary Donaldson var brandingekspert før ægteskabet, og hendes evne til at aflæse situationens krav fornægter sig ikke. Diskret positionerede hun sig og sin familie som den moderne danske kernefamilie, hvor far løber i lycra og ikke kan lide at tabe i spil, og hvor mor diskret trækker i trådene, så de sociale spilleregler respekteres (aldrig mere hvid lycra). Hun forfaldt ikke til selvros, men viste med sin sprogbeherskelse og fremførelsesevne, at hun er sin position værdig.
 
Mod slutningen af talen cementerede hun elegant, at hun er blevet en fædrelandskærlig dansker: Rødderne kan gro hele livet. Metaforen udtrykker også en tidstypisk tro på livslang læring og udvikling, typisk brandingretorik.
 
Det er paradoksale krav, der stilles til en moderne kongefamilie: Den skal på én og samme tid være både almindelig og højt hævet over det almindelige. De kongetro undersåtter (og det er flertallet af danskerne) forlanger scener fra et almindeligt liv, men forventer også en glamour, som de ikke har i deres eget liv: mærkeligt gammeldags gallakjoler og hatte, topmoderne høje hæle, fejende romantik eller glatte skilsmisser, flotte middage og rejsebilleder fra fjerne lande.
 
Hele den kongelige familie foran Royal Arena til DR's fejring af kronprinsen.
 
Billedbladene viser glinsende fotos af disse stjerner, ledsaget af en kalender, der viser, at de faktisk laver noget for pengene. Hvad de egentlig tjener, og hvor meget de ejer, det vides ikke. Som det er blevet sagt om den engelske kongefamilie: an extraordinarily ordinary family (netop den familie viser, hvor lidt der skal til for at falde ned fra stjernerne). At kongefamilier skal nære nationalfølelsen, er igen et paradoks, da de ofte er internationalt sammensat. Uanset hvad, lærer de folk at være undersåtter og acceptere magtens orden.
 
Kroppe som skueretter
Om man er imod eller for kongehuset, det giver altid stof til samtale. Måske alene af den grund er kongehuset med til at skabe social sammenhængskraft, som sociologen Michael Billig antyder i sin bog Talking of The Royal Family fra 1991. Men der er også en mystik ved det kongelige, en aura af noget uforklarligt eller noget magisk.
 
Billig fortæller om engelske undersåtter, der har prøvet at røre ved en kongelig i håbet om at blive helbredt for en sygdom (det var så før de royale skilsmisser!). De kongelige kan spille en rolle, der ligner helgenkulten i katolske lande. Det kan virke overdrevet i en dansk sammenhæng, men hvor mange har ikke prøvet at komme så tæt som muligt på de kongelige, trykke hånd eller tage et nærfoto på Amalienborg Slotsplads?
 
Igen leverer kronprinsessen varen. Hun er ualmindelig slank og velholdt af en mor-til-fire at være. Hendes opgave er ikke at købe ind på vej hjem fra arbejde og gøre rent, men holde sig og sin families kroppe i perfekt stand. Derfor var det kronprinsens krop, der fik mest opmærksomhed i talen. Som de fleste danskere slider han (og tydeligvis også Mary) med at holde sig slank og fit, men for dem lykkes det faktisk. Hvor de enevældige kongeliges gallamiddage bestod af et væld af luksuriøse retter, som undersåtterne blot fik lov at skue, er det nu de kongelige, der må nøjes med at se på maden (eller nippe), alt mens undersåtternes BMI-tal vokser år for år.
 
I middelalderen skelnede man mellem ”kongens to kroppe”, den dødelige, private menneskekrop og det kongelige legeme, en udødelig inkarnation af kongemagten (Ernst Kantorowicz, The King’s Two Bodies, 1957). Det har levet videre gennem århundrederne og findes stadig, om end temmelig svækket efter mange celebre skandaler, i vores tid. Kronprinsesse Mary holdt en tale, der handlede om kongelige kroppe, men med sit pletfri ydre og sin fuldendte fremførelse af talen performede hun den kongelige mystik: Hun skabte en aura af det mystiske og vidunderlige. Kronprinseparrets to kroppe blev i talen til ét royalt legeme.

Relaterede artikler

Kronprinsens Brotour - Der er så mange idiotiske ting ved kronprinsens Storebæltstur, at man bliver helt forvirret. Frygt ikke! Kforum sætter f...
Dronning Margrethe af Instagram - Det startede med en Facebookside, og nu har kongehuset taget skridtet videre til Instagram. Det danske kongehus opruster...
Prinsens power-playliste - Hvis musik er et blik ind i sjælen, så har landets kommende konge lige lagt sin sjæl ud til offentlig beskuelse. 159 san...
DR jokker i julegrøden - DR har kasseret en satirisk radiojulekalender, Jul i republikken, fordi den var for venstreorienteret. Kulturredaktør Ti...
Kondiprinsen på kongevejen - Kronprinsen står midt i livet, men løber ekstra hurtigt på popularitetsskalaen. Han har fundet balancen mellem ældgamle ...

Giv din stemme

18 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

Kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Job

Head of communications

Frist: 25. august

Kommunikationsstudent

Frist: 28. august

Head of communication

Frist: 7. september
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.