Kanonkritisk kongegemal-kommunikation
Begravelsesballadens indhold er helt vildt, og kommunikationen i forbindelse med balladen gør det hele endnu mere skørt. Dronningen er tavs som en østers og kommunikerer kun igennem kryptiske pressemeddelelser. Manden derimod taler lystigt fra bagsædet af en sportsvogn, imens børnene mumler noget næsten uforståeligt i forbindelse med, at de passer deres hobbyer i racerbiler og sejlbåde.
af Rasmus Jønsson
For folk, der brænder for kommunikationsdisciplinen, er de seneste ugers ståhej i Kongehuset spændende at nærstudere. Den er nemlig gal med kommunikationen på flere grundlæggende områder, og det er kommunikationsproblemer, som helt almindelige ikke-royale kommunikatører også ofte står med.
Kommunikationen skal indlejres i beslutningsprocessen
Zoomes der ind på selve kommunikationen under balladen, udspringer flere problemer af, at Kongehuset stadig har et kommunikations-setup, som de fleste organisationer ellers har bevæget sig væk fra i de sidste 10-20 år. Det er modellen, hvor chefen lige smutter forbi informationsafdelingen med den beslutning, der er truffet på direktionsgangen.
Man forventer så, at informationsmedarbejderen sender beslutningen ud via en pressemeddelelse, som medierne så ufiltreret bringer, og borgerne klinisk afkoder.
Kongehuset synes ikke at have blik for, at der i en moderne medievirkelighed skal kommunikeres og ikke informeres. Der skal bruges flere medieplatforme, fortællingen skal ”holdes i hånden”, nøgleinteressenter skal klædes ordentligt på, og der skal tales uden for citat, til der ikke er mere stemmebånd.
Bliver der skrevet eller sagt forkerte ting, skal de straks rettes, og rejser der sig forskellige spørgsmål og uklarheder i befolkningen, skal der straks kommunikeres på dem. Det er simpelthen livsfarligt at underkommunikere på så definerende en sag. Styrer man ikke selv fortællingen, er der andre, der meget gerne vil gøre det – og det er sjældent til ens fordel!
Der er måske ikke så meget at råbe "hurra" for endda, når det langt fra er kronede dage for kongehusets kommunikation. Kilde/Scanpix: Keld Navntoft.
Selvom Kongehuset måske er det sted i landet med de stærkeste traditioner, bliver de nødt til at være åbne for, at hvis der skal kommunikeres effektivt, så skal kommunikationsovervejelserne indlejres i beslutningsprocesserne. Derfor har de bedst kommunikerende organisationer for længst flyttet kommunikationsrådgiveren op på ledelsesgangen. Beslutninger, der ikke kan forklares, kan ikke forsvares!
Forsvar og forklar dog dit krav på tronen! Gerne på fransk
Her er bare rigtigt meget at forklare, for at det kan forsvares. Prins Henrik burde for eksempel havde skrevet en tekst på fransk om sin sag. Det ville styrke hans position, at argumentationen kunne foldes ud på hans sproglige hjemmebane, nu hvor sprogbarrieren på dansk tydeligvis forsimpler hans budskab.
Det er helt tydeligt, at hans sproglige vanskeligheder - særligt i tabloidmedierne - giver ham en del ekstra problemer. For de strammer hans budskaber hårdt og forsøger ikke at sætte dem i en mere nuanceret kontekst. Dette ville også gøre det muligt at rede det private ud fra det nationale.
Nu er hans platform svækket af, at det er uklart, hvad han ønsker præcist. Den almindelige dansker er derfor i tvivl om, hvad der er ægteskabelig skærmydsel, og hvad der er et forfatningsretsligt spørgsmål. Her gør angrebet på Roskilde og kategoriseringen af konen og ham selv som nar kun ondt værre.
Åh, fortidens lykkelige tider via GIPHY.
I dag er Prins Henrik på pension og har droslet ned. Det gør sagen mere historisk end relevant i dag, når han ikke er aktiv kongegemal eller prinsgemal. Hele Prinsens framing af sagen som et spørgsmål om ligestilling i den kongelige familie virker aparte og uden bred appel, da den kongelige familie per definition er en før-moderne ulighedsinstitution og har Tradition med stort T i sin DNA.
Det virker derfor ikke overbevisende og nødvendigt med en moderne ligestilling af den traditionelle institution. Altså er Henriks idé, om at ligestillingskravet kan være den folkelige løftestang for hans nye position som kongegemal, både uholdbar og uden appel.
Håndteringen er lige så vigtig som sagen
En rådgiver, der sad tæt på, kunne også have gjort opmærksom på, at denne type krise meget vel kan udløse det, der kan betegnes som en dobbeltkrise. Først vil selve sagen udløse et mediebrag, og efterfølgende kan de mindste fejl i mediehåndteringen udløse endnu en krisesituation. Derfor skal de, der er involveret i balladen, være solidt klædt på, når de møder offentligheden.
Og for alt i verden må man ikke gøre som Prins Joachim, da han som den første kongelige møder pressen til et reklamearrangement for et motorløb. Først mumler han noget uklart, derefter har han ikke yderligere kommentarer, og så slutter han af med at sige, ”at nu skal der sparkes noget dæk”.
En lukket og arrogant strategi, der kun styrker og understreger krisepotentialet. Det er en sag, som hele kongeriget taler om, så derfor skal Prins Joachim selvfølgelig kommunikere præcist på sagen og måske endda vise noget empati og overskud i situationen.
Prins Henriks perle
Kongehuskommunikationen er gal på så mange parametre og illustrerer, hvor galt det kan gå, når kommunikationsdisciplinen ikke tages alvorligt. Det brand, man møjsommeligt har brugt mange år på at bygge op, kan smadres på 10 minutter. Det lader til, at lige så meget som Kongehuset går op i den interne etikette-kommunikation med de rigtige festtaler, ingen dusser, men masser af disser og snorlige høflighedsfraser, lige så lidt går de op i den eksterne kommunikation til befolkningen.
Paradoksalt nok er det Prins Henrik, der har leveret det stærkeste budskab under hele balladen. Sætningen ”jeg giftede mig ikke for at blive begravet i Roskilde” kan man blive ved at gå at smage på, og den skifter mellem at smage poetisk og smukt og brutalt og bittert.
Prins Henrik: ubehjælpsom på dansk.
Mangler folkelig legitimitet
Set fra oven kan begravelsessagen bringe Kongehuset ud i nogle vanskelige legitimitetsproblemer, som dem for eksempel fagbevægelsen tidligere har stået med, og som traditionsrige og gamle institutioner som Folkekirken og Danmarks Radio står midt i.
Sagen har nok ikke ændret holdningen hos dem, der indtager yderpositionerne. De hardcore kritikere af Kongehuset har fået ekstra brændstof til kritikken, og ultra-royalisterne har fået ekstra sympati for dronningen. Men alle os andre, med en mere afslappet holdning til institutionen, tænker oven på balladen: ”Hvad er det, der foregår?" En stor del af befolkningen må spekulere på, hvilken rolle Kongehuset overhovedet har i et moderne samfund.
Og legitimitetsproblemerne stikker dybere end den aktuelle krise. For udover Kronprinsesse Mary lader det ikke til, at Kongehuset er specielt optaget af at engagere sig i det samfund, vi andre er en del af. Dronningen deltager i forudsigelige arrangementer, der som regel starter med en buket blomster og slutter med en klippet snor.
Prinserne klapper om kap med klappepølser til sportsbegivenheder og kombinerer deres hobbyer med PR-aktiviteter. Men man ser for eksempel aldrig Kongehuset gøre som den britiske dronning Elisabeth II og hendes barnebarn, der for nyligt besøgte ofrene fra en højhusbrand.
Det engelske kongehus har haft sine egne ups and downs, men de forstår vigtigheden af at opsøge folket. Her besøger Dronning Elizabeth II et af ofrene for Manchester-angrebet. Kilde/Getty Images.
Når Kongehuset bliver ramt af ballade, bliver det udstillet, at monarkiets fortælling og funktion er slidt og tilhører en tidslomme fra fortiden. Kongehuset skulle for længst have styrket samfundskommunikationen, så de kunne have vundet noget folkelig legitimitet, der kan trækkes på i krisetider! Ellers bliver det hurtigt naragtigt.
