Konfirmationstalens retoriske kabale
Hvordan taler man opbyggeligt til danske konfirmander i 2017? Og hvordan får man både deres kirkeskeptiske forældre og det kristne evangelium på plads i prædikenen? Det er en udfordring, alle præster bakser med hvert år ved denne tid.
af Else Hviid
Det er palmesøndag lidt før klokken 10, og Kastelskirken fyldes af konfirmandfamilier. Mens jeg går gennem kirken og hilser på dem, kan jeg mærke luften sitre af nervøsitet og forventningsfuldhed. Alle har gjort sig umage: Forældrene med gaven, garderoben, frisuren og sangen til festen. Konfirmanderne med at lære trosbekendelsen og ritualet udenad. Og jeg – præsten – med min prædiken.
En konfirmationsprædiken er en retorisk kabale. Dels skal den reflektere over de bibeltekster, som hører til netop denne dag i kirkeåret – det er ikke noget, præsten bestemmer. Dels skal den opsummere det forløbne års undervisning på en måde, som forstås og huskes af konfirmanderne. Og endelig skal den give mening for konfirmandforældrene, som – det tør jeg godt sige – ikke har haft særlig travlt med at følges med deres børn til de obligatoriske søndagsgudstjenester.
Palmesøndag er det fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem (Matt. 21,1-9), der er søndagens tekst. Desuden læses et lille uddrag fra den såkaldte Filipperbrevshymne (Fil. 2,5-11). Men jeg vælger at begynde min prædiken et helt andet sted, nemlig i Mads og Monopolet:
Rasmus på 15 er i tvivl om, hvilken retning han skal gå i livet. Helt specifikt er han i tvivl om sin studieretning. Skal han vælge fysik-kemi-linjen eller musik-matematik-linjen? Han ved det ikke.
Derfor ringer han til Mads og Monopolet på P3. Men oraklet i radioen er rådvild denne lørdag formiddag og spørger: ”Hvad har du mest lyst til selv”? Det ved Nicolai ikke, det er jo derfor han har ringet. Han vil faktisk gerne begge dele.
”Hvad siger dine forældre”, spørger oraklet. ”De synes, jeg skal følge det, som jeg helst vil selv”, forklarer Rasmus. ”Hmm, men hvad synes de”, spørger oraklet lidt mere insisterende. ”Jeg tror også…. Ja, det tror jeg, de synes….mest hvad jeg selv vil.”
.jpg)
Godt nok handler serien GIRLS fra HBO mere om kvartlivskrise end beslutningen om at skulle konfirmeres eller ej, men serien portrætterer meget godt krisen, man befinder sig i, når man som ung skal til at opfinde sig selv som menneske, helt selv.
Presset ved hele tiden at opfinde sig selv
Det er Kierkegaard-kenderen og højskolelæreren Christian Hjortkjær, der fortæller historien om Rasmus i sin bog om reformationen og individet (“Hvorfor er vi så enestående?” Forlaget Eksistensen 2016). Jeg er næppe den eneste præst, der bruger den i årets konfirmationsprædiken, for den illustrerer forbilledligt det, der er de unges helt store udfordring, og som kristendommen er et korrektiv til: At man skal opfinde alting selv. Også sig selv.
De unge har det tæt inde på livet i forbindelse med konfirmationen. På kun et par generationer er konfirmationen gået fra at være en borgerlig og kirkelig tradition til at blive et religiøst og eksistentielt valg. Fire af mine konfirmandelever skulle døbes undervejs. To af dem blev det ikke. De var i Rasmus’ situation. Deres forældre ville ikke præge deres beslutning. De måtte selv finde ud af, hvad der var rigtigt for dem.
Det er en stor mundfuld at lade sig døbe som 14-årig, hvis man hverken har tradition eller forældre at læne sig op af. Det bliver alt for stort. Man skal tro det, føle det og stå inde for det. Også selvom præsten siger, det ikke er det, dåben handler om. For det er det for konfirmanden.
Som præst er jeg dødtræt af at høre forældre sige, at deres børn selv skal vælge. Det er sølle og ansvarsforflygtigende, og de svigter deres børn. Men som historien om Rasmus og Mads og Monopolet viser, er det ikke kun, når det handler om tro, at vi lader vores børn i stikken. Det er et alment, kulturelt fænomen, at vi i misforstået hensyntagen holder os tilbage og venter på, at de finder deres eget enestående, autentiske selv.
Den individualistiske præstationskultur
Jeg stiller mig på konfirmandernes side ved at indlede med Hjortkjærs anekdote og udfolde hans pointe, som er, at vi lever i en udmattende, eksistentiel præstationskultur, hvor det ikke er nok at blive til noget. Man skal også blive til nogen.
(Uddrag fra artikelforfatterens prædiken til konfirmanderne palmesøndag)
"Kære konfirmander. I skal ikke finde jer i det. At skulle leve op til sådan en individualistisk præstationskultur. I skal finde andre måder at tænke på, om jer selv og om hinanden. Andre måder at leve på. Jeg synes godt, I kan lade jer inspirere af den måde at tænke på, som I nu kender, nemlig kristendommens."
Første gang de var til konfirmandforberedelse, spurgte jeg dem, hvad de forventede at få ud vores timer sammen. Jeg skrev alt det, de sagde, op på tavlen. De regnede blandt andet med at lære lidt mere om, hvad Gud er. En sagde, hun gerne vil vide, hvad et kristent menneske er.
Else Hviid er sognepræst ved Kastelskirken. Kilde: Ritzau
I løbet af vinteren tog vi ordene frem en gang imellem for at se, om vi kom nogen vegne. Jeg har prøvet at lære dem, at Gud ikke kan beskrives og rummes i ét billede. At hver fortælling er et nyt billede af Gud. Det samme gælder mennesket. Intet menneske kan rummes i ét billede. Heller ikke et ”kristent menneske”. Jeg vender tilbage til deres spørgsmål i min prædiken, hvor jeg knytter dem sammen med dagens tekst:
I kender den måde at tænke på fra ham, der red ind i Jerusalem den dag. Han red ind i Jerusalem, ja, ind i verden for den sags skyld, for at vise hvem Gud er, og hvad Gud vil. Og dermed også, hvad der er meningen med et menneskeliv. Og han – Jesus – viser det ved konstant at pege hen på det andet menneske. “Her er det andet menneske, din næste.” Det kan være fanatikeren eller den moderate. Den intellektuelle eller den enfoldige. Hende, der altid maser sig på og er irriterende, eller hende den forsagte, der skal bringes ind i lyset. Det er sammen med dem, livet skal leves. Det er her, du lærer, hvad det vil sige at være enestående, at stå ene. Det gør du nemlig ikke alene, men ved den andens hjælp. Det er her, du finder dig selv. Ved den andens hjælp.
På en palmesøndag er svaret på, hvem Gud er, at den kristne Gud er en Gud, der insisterer på, at det sande liv findes i vores fælles liv - det vi lever sammen med hinanden og for hinanden. Og på en palmesøndag er svaret på, hvad et kristent menneske er: ”I skal have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus,” som teksten i Filipperbrevet lyder. At vi skal prøve at leve som ham, i kærlighed og i fællesskab.
Kristendommen er solidarisk
Jeg bruger min prædiken til at sige, at kristendommen modsiger vores forestilling om, at vi er uafhængige individer, der skaber sig selv, og at vi er ansvarlige for vores egen lykke eller ulykke. Det er et opbyggeligt og trøsterigt budskab, tænker jeg, ikke kun til konfirmanderne, men også til deres forældre.
Kastelskirken ligger på Østerbro, hvor karriererne kører på høje omdrejninger, og hvor det er skamfuldt at fejle eller blive fyret. Jeg gør mig umage med at vise, at kristendommen nok er kritisk over for kulturen, men også solidarisk med alle os, der lever i den.
Det ligger i det kristne menneskesyn, at mennesket er skabt i Guds billede. Skabt altså, til at være menneske og ikke gud. Skabt af et skrøbeligt og forgængeligt materiale. Du er kød og blod.
Når din far står ude ved fodboldbanen og råber: “Kom nu. Du kan, hvis du vil.” Eller hvis stemningen er anstrengt derhjemme før terminsprøven, og de svarer din nervøsitet med et: “Du skal bare ville det.” Så tager de fejl. Det passer ikke. Det er ikke fordi, du ikke vil det nok. Eller, ok, det er det måske nok nogle gange. Men pointen er, at der er noget, du ikke kan. De skal ikke have lov at ødelægge dig, ved at bilde dig ind, at du kan alt, bare du vil det nok. Du er en helt almindelig og alligevel usædvanlig skøn og sød teenager, som kan rigtig meget. Men ikke alt.
Med de ord sender jeg hele den festklædte forsamling ud i forårssolen. Nu er det højtidelige højdepunkt overstået, og det er tid til fotografere, feste, pakke gaver ud og lytte til taler, der forhåbentlig er ligeså kærlige, som de er sjove og drillende.
Også noget til skeptikerne
Jeg håber, at konfirmanderne mærker, at jeg har taget både deres spørgsmål og deres egne forsøg på at svare alvorligt. At de har lært kristendommen at kende som et sted, hvor der tales og tænkes anderledes ærligt om menneskelivet end i det samfund, der omgiver dem.
Jeg håber, at jeg har fået den retoriske kabale til at gå op. At jeg har løftet en flig, så også de skeptiske blandt forældrene har fået et kig ind til kristendommens store fortælling. Og at de forstår, at der er trøst og hjælp at hente, når man farer vild i jagten på sit eget, autentiske selv.
Der kommer en far hen til mig i kirkedøren. Han roser min prædiken. Det er den bedste, han har hørt:
”Det er præcis det, vi altid har sagt til Frida: Du skal blive til nogen. Så kan du altid blive til noget.”
