Hvorfor er der så få sjove politikere?
De danske politikere bruger næsten ikke humor på Facebook, og når de endelig gør det, bruger de den type, der virker dårligst. Det er en joke i sig selv. For de kunne få så meget ud af at gøre det anderledes.
Det er ikke fordi, jeg regnede med, at det ville blive sjovt sådan på den lårklaskende måde at skrive speciale om politikeres brug af humor. Men jeg havde nu nok regnet med, at der var lidt kortere mellem snapsene.
Humoren flyttede nemlig ind i den politiske kommunikation, længe inden vi alle sammen var på Facebook. I USA har forskerne længe talt om, at vi befinder os i ”den humoristiske æra”, og mener, at den politiker, der er mest underholdende, også er den, der får flest stemmer. Så humor giver magt, og der er både penge og indflydelse i at kunne bestride humoristisk kommunikation og begå sig i humoristiske sammenhænge.
Politikerne mangler selvironi
Et utal af præsidentkandidater og siddende præsidenter har været på slap line i late night-shows, og til den årlige White House Correspondents’ Association Dinner er det nærmest en disciplin og et succeskriterium i sig selv at få journalister og alle verdens YouTube-seere til at grine.
Lars Løkke gjorde sig populær netop på sin humor i talen til Nordic State Dinner i Det Hvide Hus i maj 2016, hvor han blandt andet citerede '7 years' af Lukas Graham, brugte udtrykket 'lame duck' om Obama og tog pis på Norge.
Som politisk kommunikationsredskab har politikere altid brugt humor til at tage brodden af dårlige nyheder, afvise kritik, reducere angreb, latterliggøre modstanderen, opbygge støtte til politiske programmer eller til at styrke loyalitet og menneskeliggøre sig selv. Og hvis politikeren tilmed er i stand til at gøre grin med sig selv eller sit eget parti, er der næsten ingen grænser for, hvor meget man kan opnå i personlig branding.
Hvem har ikke holdt lidt med Uffe Ellemann, bare fordi han var sjov. Og hvem har ikke – uanset politisk ståsted i øvrigt – trukket på smilebåndet, dengang Inger Støjberg lagde et billede af den skinke, hun skulle spise til aftensmad, op ved siden af et billede af sig selv.
Hvis man som politiker har ry for at være sjov, højner det opfattelsen af, hvor sympatisk og intelligent, man er. Omvendt risikerer politikerne at virke klovnagtige, ufølsomme eller useriøse, hvis de ikke rammer plet med deres humor. Og på et medie som Facebook, hvor kommunikationen foregår på skrift, mister politikerne muligheden for at fornemme, om der er behov for lynhurtig rygsvømning eller tåkrummende forklaringer af, at det bare var for sjov.
Så måske er det på grund af den risiko, at det ikke blev til de helt vilde grineanfald under specialeskrivningen. Jeg gjorde ellers, hvad jeg kunne, for at opsøge dem.
Hvem trækker det humoristiske læs?
Jeg har analyseret og rubriceret 7.659 opslag skrevet af 137 folketingspolitikere på deres officielle Facebooksider i perioden fra den 1. august til den 1. november 2016. De er alle sammen analyseret for, om de indeholder humor. Altså ikke for, om de er sjove eller ej – det må være op til modtagerne at vurdere – men for, om den pågældende politiker har forsøgt at være morsom. Det er gjort ud fra eksisterende forskning i, hvordan man signalerer intentionel humor i skriftlig og digital kommunikation. Og det var der kun 6,3 procent af opslagene, der gjorde.
Jeg havde nok regnet med en smule mere, den humoristiske æra taget i betragtning. Men hvad jeg ikke havde regnet med var, at de blå var mere humoristiske end de røde. Humor er nemlig i teorien mest fordelagtigt for partier i undertal, fordi det skaber opmærksomhed og sympati.
Men det forholder sig lige omvendt i dansk politik. Liberal Alliances politikere er klart dem, der oftest forsøger at være sjove på Facebook, og de er efterfulgt af Konservative og Venstre. Mindst humor bruger Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten og Alternativet, som alle bruger humor i under 5 procent af deres Facebookopslag.
Humoristiske opslag fordelt på parti
Liberal Alliances førsteplads skyldes til dels, at alle deres folketingspolitikere bruger humor, hvorimod de andre partier kun har en lille andel politikere, der trækker det humoristiske læs, mens resten sjældent slår en tøhø af sig. De fem enkeltpolitikere, der har flest humoristiske opslag i perioden, er Anders Samuelsen (LA), Jakob Engel-Schmidt (V), Mette Abildgaard (K), Henrik Dahl (LA), Jakob Mark (SF).
Brian Mikkelsen (K), Søren Gade (V), Morten Bødskov (S) og Rune Lund (EL), ligger blandt flere andre i bunden med ét humoristisk opslag i perioden. Men selv om det er opsigtsvækkende, hvem der er Folketingets mest og mindst humoristiske politiker, er det ikke medaljeoverrækkelse i komik, der interesserede mig mest. Jeg synes, der er mere på spil. I en tid, hvor tonen i den offentlige debat er en af de varmeste kartofler, er det interessant at kigge på, hvilken type humor, politikerne bruger. Samler de, eller splitter de, når de er humoristiske?
For at finde ud af det var det nødvendigt for mig at inddele de humoristiske opslag i fire, kommunikationsteoretisk funderede kategorier af politisk humor og en enkelt restkategori. De er beskrevet af John C. Meyer i artiklen ’Humor as a Double-Edged Sword: Four Functions of Humor in Communication’ fra år 2000.
1. Identifikation: Politikerne laver sjov med sig selv eller sine egne. Den form for humor har en samlende funktion og sætter politikeren i øjenhøjde med sine følgere.
Et eksempel på identifikation er Søren Pinds våde drøm, som nok er en lille smule mere eksklusiv end Politiets foretrukne fra Netto.
2. Klarifikation: Her bruger man humoren til at forklare eller understrege politikerens holdning til en bestemt sag. Humoren bliver brugt til at mildne eller punktere det belærende, der ellers er i den form for budskaber.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Venstres Kristian Jensen stod sammen om at uddele Verdens Bedste Nyheder i september 2012, en lettere skarp kontrast til hverdagen.
3. Håndhævelse: Her bruger man humoren til at kritisere nogens handlinger eller udstille noget, der virker fjollet, eller som ikke hænger sammen. Ved at bruge humor undgår man at virke hård eller negativ.
Differentiering: Denne er den hårdeste form for humor, hvor man latterliggør en modstander eller en bestemt gruppe. Dens funktion er at distancere sig fra offeret for humoren og dermed skabe loyalitet og sammenhold i sin egen gruppe eller blandt dem, der i forvejen er enig med politikeren.
Anden humor: Denne kategori er ikke funderet i teorien, men var nødvendig at lave til de humoristiske opdateringer, der ikke har noget med politik eller politikernes rolle som politikere at gøre. Dyr, børn, sjove skilte og bottle flips er blandt klassikerne i denne kategori.
Identifikation og klarifikation er begge kendetegnet ved, at deres hovedformål er at samle tilhørerne om humoren, mens håndhævelse og differentiering defineres som splittende.
Konklusionen er helt klar. Danske politikere benytter sig så afgjort mest af splittende humor på Facebook. Differentiering og håndhævelse tegner sig for henholdsvis godt 21 procent og 19 procent af de humoristiske opslag. Klarifikation er den tredjemest brugte med godt 17 procent af de humoristiske opslag, mens politikerne kun bruger identifikation i lidt over 14 procent af de humoristiske opslag. Allermest bruger politikerne kategorien ’anden humor’ – nemlig i knap 28 procent af de humoristiske opslag.
Hvordan virker det?
Al den stund at selvironi ofte bryder barrierer ned mellem partiskel, opbløder tonen i debatten og tillader politikeren at fiske stemmer i et lidt større stemmehav, er det ærgerligt i sig selv, at så få politikere tør bruge det. Men det var også interessant at kigge på, om humor overhovedet er noget, der giver engagement på Facebook, og i givet fald hvilke typer der fungerer bedst.
Jeg har derfor målt hvert enkelt Facebookopslags afvigelse fra den enkelte politikers gennemsnitlige antal likes, delinger og kommentarer. Konklusionen er, at humoristiske opslag samlet set har en større positiv effekt på likes og kommentarer end de opslag, der ikke indeholder humor. Humoristiske opslag i kategorien ’anden humor’ adskilte sig dog markant fra denne observation – størstedelen af opslagene i denne kategori fik færre likes, kommentarer og delinger end gennemsnittet.
Humorfunktionen identifikation – altså selvironien – opnåede markant bedre effekt end de øvrige humorfunktioner på likes, mens humorfunktionerne håndhævelse og differentiering opnåede størst effekt på delinger, men dårligst effekt på likes.
Der vil være behov for yderligere undersøgelser, hvis man skal forstå præcis, hvad de enkelte humortyper er i stand til at skabe af engagement på Facebook. Men noget kunne tyde på, at de splittende humortyper skaber delinger, mens selvironien skaber likes. Vel at mærke mere end gennemsnittet for opslag. Og humor, der ikke handler om politik, duer ikke, når man nu engang er på Facebook som – ja, politiker.
Alt det er egentlig ikke så underligt, hvis man tænker et medie som Facebook som en forlængelse af vores almindelige dagligdags samtale. Det behøver ikke være lårklaskende, men et glimt i øjet, et drilleri, en selvironisk kommentar kan få alting – også Facebook – til at glide lidt lettere.
Artiklen er baseret på forfatterens speciale ’Bare for sjov? En analyse af danske politikeres brug af humor på Facebook’ og er skrevet på cand. public-uddannelsen på Syddansk Universitet.
