Nostalgitrip med Pikachu

Sommeren 2016 vil blive husket for den omsiggribende dille, Pokémon Go, med over 100 millioner downloads. Tusindvis af især børn og unge, men også forældre med barnevogne og hele familier, kunne pludselig ses på gader og stræder, i parker og grønne områder med en smartphone i hånden på jagt efter virtuelle Pokémons.
Hvor er det nærmeste POKESTOP? Hvor meget xp har du? Hvor mange æg har du klækket? Her er alt, hvad du skal vide om Pokemon Go.
Hvor er det nærmeste POKESTOP? Hvor meget xp har du? Hvor mange æg har du klækket? Her er alt, hvad du skal vide om Pokemon Go.
Jeg tror ikke, at så mange børn og unge er blevet set lege udenfor siden 1980'erne. Nogle af dem forvildede sig ind på private områder eller var til fare for trafikken, men de fleste fandt hurtigt ud af at bevæge sig rundt i denne augmented reality, hvor der var lagt et ekstra lag på virkeligheden.
Tv, radio og aviser lavede alle en lille feature om dette pudsige fænomen. Nogle har taget fat i, hvordan autister nu fik mulighed for at komme udenfor, møde andre mennesker og få motion, andre advarer mod svindlere, der forsøger at lokke brugerne til at købe Pokécoins, og der findes endda en konspirationsteori om, at CIA har skabt spillet for at overvåge folk.
 
En Pidgeotto er fri i Paris' gader - den skal fanges! Scanpix/ Thomas Samson.
 
Pokémon betyder Pocket Monster – og ikke Pocket Money, som nogle har foreslået med henvisning til, at Pokémon netop tilbyder produkter, der kan købes for lommepenge. I 1990 fik Satoshi Tajiri ideen om Pokémon inspireret af sin hobby med at samle insekter som barn. Derudover er der i Østasien en tradition for insektkampe, der går helt tilbage til det kinesiske Tang-dynasti (608-907), og som derfra spredte sig til Japan, Vietnam og Thailand. I 1995 blev Satoshi Tajiris ideer til en franchise ejet af et konsortium af de tre selskaber Nintendo, Game Freak og Creatures.
 
Historien bag Pokémon: Red and Blue - 1996. Tilbage til hvor det hele startede.
 
Selve Pokémon-feberen går tyve år tilbage til 1996, hvor det blev lanceret med computerspillet Pokémon: Red and Blue til Game Boy. Men feberen gik først rigtig amok i 1998, da byttekortspillet blev lanceret, og samme år begyndte anime tv-serien, der blevet vist på dansk TV2 fra 2000 til 2011. Siden da er der udviklet ikke mindre end syv generationer af Pokémons. Efter nogle få år lagde Pokémon-feberen sig og fandt et naturligt leje, indtil den igen blev vakt til live med Pokémon Go her i 2016.
 
Pokemon Go begyndte faktisk som aprilsnar i 2014 skabt af Google. Google havde sammen med selskabet Niantic lavet et geocaching-spil, der hed Ingress, og som nød en vis popularitet. Her kunne man indmelde portaler og knytte dem sammen. Nu ville de ifølge en flot YouTube-video lancere et nyt spil Pokémon. Ideen blev så populær, at det lykkedes at få konsortiet bag Pokémon med på den.
 
Først i år 2000 fik vi i Danmark glæde af Pokémon - der flød tv-serien til glæde for en stor del af den yngre målgruppe over skærmen. 
 
En hær af ureflekterede Pokémon-trolde
Ikke alle har dog været lige begejstrede for Pokémon Go. Stine Bosse udtalte til Kristeligt Dagblad (19/7 2916):
 
 
Sørine Godtfredsen var også i Kristeligt Dagblad (22/7 2016), gik endnu videre og skrev:
 
 
Både Stine Bosse og Sørine Godtfredsen reagerer på, at det lige pludseligt bliver synligt for dem, hvor mange der rent faktisk spiller computerspil. Hidtil har de gjort det derhjemme, og derfor været usynlige i det offentlige rum. At påstå, det er grotesk eller en ureflekteret massebevægelse, er en fuldstændigt forfejlet kritik, der ikke rammer fænomenet særligt præcist, men er typisk for midaldrende kulturkritikere, der har mistet kontakt med de unge og derfor ikke kan forstå ungdomskulturen. Deres kritik virker voldsom, men får egentlig ikke nogen reel konsekvens. Kulturen fortsætter med eller uden dem.
 
Den underligste kritik kom fra cand. mag. i moderne kultur Anne Emilie Ølgaard i Politiken (25/7 2016), hvor hun sammenligner Pokémon med situationisterne fra 1960'erne, og hun når ganske rigtigt frem til, at Pokémon ikke lever op til situationisternes krav. Det har så heller ikke været meningen fra hverken Niantic eller Pokémon-konsortiet, så kritikken virker noget skudt ved siden af. Til gengæld burde hun nok være mere kritisk overfor situationisterne.
 
Deres virke fungerede i ti år og døde ud, uden at deres projekt lykkedes, nemlig at fjerne kapitalismen fra byerne. Her ville en sund analyse nå frem til, at kapitalisme er udtryk for handel, og byer netop er opstået og udvikler sig, hvor der handles. Så hvis kapitalismen blev fjernet fra byerne, ville byerne dø ud. Ja, faktisk blev situationisternes happenings jo selv en del af underholdningen i byerne, og derfor understøttede de ufrivilligt kapitalismen på trods af ønsket om det modsatte. Så det gælder om at være i stand til at foretage relevante kritiske analyser.
 
Vi skulle ikke langt ind i industriferien, før diverse nyhedsforsider varslede bumsede Pokémon-spillende intruders i din  sommerpool - bag ligusterhækken. Her en overskrift fra Politiken d. 18. Juli. 
 
Spillet er også blevet kritiseret for, at folk render ind i andre menneskers haver for at jage Pokémons, men det er der altså ingen grund til at gøre, da spilleren sagtens kan få fat i en Pokémon på flere meters afstand uden at skulle trænge ind på andres ejendom, og en usmageligt placeret Pokéstop på det jødiske Holocaust-museum er også blevet fjernet igen.
 
Pikachu til kamp for de ensomme
Hvad der nok er mere interessant er forsvaret for Pokémon Go. Det falder i tre hovedargumenter: 1) sport/fitness, 2) det sociale, og 3) Nintendo tjener penge. De første to argumenter kan i visse tilfælde være sammenfaldende, idet det bliver sagt i samme sætning, at Pokémon Go-spilleren kommer ud at bevæge sig og møder andre mennesker i stedet for at gemme sig bag computeren i værelset derhjemme.
 
Du kan lufte din hund med Pokémon Go. Du får motion sammen med andre - og med Pokémon Go. Getty/ The Washington Post.
 
Som en særlig variant af dette argument har der været fokus på, at især autister kom ud at gå i det offentlige rum. Det sidste argument, at Nintendo faktisk tjener penge, nævnes ikke så meget, og selvom deres aktier steg mere end 60 % først, så dykkede aktierne dog også 18 % igen, da det gik op for folk, at Nintendo ikke direkte tjente penge på det.
 
Disse argumenter fortæller intet om, hvad spillet går ud på, eller hvorfor det er sjovt at spille. De er skabt til at legitimere aktiviteten. Men hvem skal det legitimeres overfor? Det kommer indirekte frem, at det er en bekymret forældregeneration, hvis positive værdier er sport/fitness, sociale netværk og privat virksomhed. Kritikerne fra denne forældregeneration, der var unge i 1980erne og 1990erne, er så snæversynede, at deres verdensbillede stort set kan opsummeres i disse tre overskrifter. Der er simpelthen ingen grund til at komme med flere argumenter.
 
Gameboy i folkeren - Pokémon Go i tyverne
Hvem er Pokémon Go-spillerne da? Det kan principielt være næsten alle; både børn og unge, midaldrende og ældre af begge køn. Men der er dog en gruppe, der er overrepræsenteret. 78 % af Pokémon Go-spillere er 18-34 år. Den største gruppe er mænd i alderen 21-27 år. Det er de såkaldte millennials. Det skyldes dels, at det er unge voksne, der har tid til det, og dels, at det er generationen, der er vokset op med Pokémon.
 
De har Pokémon-oplevelser fra Game Boy, tv-serien og byttekort i deres barndom. Det er simpelthen et nostalgitrip, der vel svarer til dengang i 1990'erne, hvor Poul Kjøller spillede på Midtfynsfestivalen for 30.000 unge, der var vokset op med Kaj og Andrea.
 
Millenials her skarpt efterfulgt af GenZ'erne. Er du voksen, midt i mellem eller lille? Så er det Pokémon Go! Getty/ J Kempin. 
 
Hvis vi skal se på, hvad der driver interessen for Pokémon Go, er det - udover nostalgi - at spillet trækker på forskellige design af motiverende aktiviteter. Den mest oplagte er samlermani. Det er en simpel motivator at få folk til at samle på noget. I dette tilfælde er det forskellige mere eller mindre nuttede dyr. Der er en udfordring i, at spillet løbende bliver sværere, mens spilleren bliver dygtigere. Det lægger op til konkurrence i forhold til at stige i level, men også i relation til kampe om Pokégyms.
 
Det er også et socialt spil, hvor spillerne kan mødes og gå en tur eller møde andre spillere på deres vej. Yderligere er der et meta-spil, hvor spilleren kan sidde og forbedre sine Pokémons, så de kan klare sig bedre i kamp. Og endelig er der en fantasiverden, spilleren kan udforske, samtidig med at vedkommende kan gå på opdagelse i byen og finde kunst og seværdigheder. Denne nysgerrighed giver mulighed for en anderledes form for kulturformidling.
 
Når det er sagt, så er det ikke kun sjov. Det er også en forretning, og hvis en spiller vil hurtigt frem i Pokémon Go, kan en spiller vælge at købe Pokécoins, der betyder, at det ikke er nødvendigt at gå ud og indsamle eksempelvis Pokéballs, idet vedkommende bare kan købe dem. Dette kaldes microtransactions og bruges i mange spil-apps. Oven i dette har Pokémon-konsortiet fået revitaliseret deres tyve år gamle franchise, og den reklameværdi er vanskelig at gøre op, men er uden tvivl mange penge værd.
 
Engelske Lisa Courtney var i 2000 den glade indehaver af 12.000 Pokémon klenodier. Kilde/Nintendolife.
 
Derudover indsamler Niantic også data om spillernes adfærd, og disse data kan sælges videre. Det er nok ikke CIA, der har lavet spillet, men hvis de vil have adgang til disse data, så kan man forestille sig, at de finder frem til dem. Denne form for overvågning er ikke under nogen myndighed eller kontrol. Endelig er der også svindlere, der har forsøgt at lokke folk til at købe mængder af Pokécoins ved at foregive, at det var gratis. Dette er ikke i Niantics interesse og bør naturligvis meldes til politiet.
 
Kan andre gøre kunsten efter?
Man vil kunne forvente, at siden Pokémon Go har været så stor en succes, så vil der komme flere af den slags spil. Det kan sagtens tænkes, men det er ikke helt så ligetil. Niantic samarbejder med Google, der har givet dem adgang til Google Maps, og Pokémon Go bygger videre på spillet Ingress, der fungerede som crowdsourcing, idet spillerne indsamlede billeder og stedangivelser af kunst og seværdigheder – altså steder, der nu fungerer som Pokéstops og Pokégyms i Pokémon Go.
 
Niantic har verdens største database over udendørs kunst og seværdigheder. Så det kræver et stort forarbejde, før en forretning kommer i gang. Det nemmeste vil nok være at indlede et samarbejde med Niantic.
 
PokéStops på seværdigheder spreder lys over en ellers overskyet tur til Sydtyskland. 
 
Men derudover er det ikke sikkert, at Pokémon Go’s succes varer ved. Sommerferien er ved at være slut, og om få måneder bliver det koldere, og så er det måske ikke længere helt så sjovt at spille – måske bortset fra nogle få dedikerede spillere. Så hvis succesen skal opretholdes, må Pokémon Go genopfinde spillet med nye features til næste sommer, hvor det så måske igen bliver fornøjeligt at lede efter Pikachu og alle de andre Pokémons.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også