Når Ålen taler med kroppen

Zentropa er ikke kun værd at studere med henblik på at ændre arbejdsforholdene i det filmselskab, som Peter Aalbæk og Lars von Trier grundlagde for 25 år siden. Aalbæks grænseoverskridende måde at lede virksomheden på er også interessant, fordi den er et illustrativt eksempel på mere generelle tendenser inden for nutidens ledelse. Det mener to forskere fra CBS, der har arbejdet med Zentropa som case i flere år.
Forsker: "Aalbæks ledelse er et ekstremt udtryk for generelle tendenser". Kilde: Scanpix.
Forsker: "Aalbæks ledelse er et ekstremt udtryk for generelle tendenser". Kilde: Scanpix.
Meget er blevet sagt og skrevet om Peter Aalbæks ledelsesstil i filmselskabet Zentropa i den seneste tid, hvor Radio24syv, Information og Politiken i forlængelse af #MeToo-kampagnen har afdækket forskellige sider af arbejdsmiljøet på Zentropa og Peter Aalbæks rolle i det.
 
Og som konsekvens af mediernes behandling har Zentropas ledelse valgt at ændre den ledelsespraksis, der har hersket på Zentropa. Sådan at det nu blandt andet er slut med smæk til de ansatte i arbejdstiden.
 
Men organisationen i Zentropa er ikke kun værd at studere med henblik på at få ændret arbejdsforholdene i filmselskabet i Avedøre. Peter Aalbæks måde at drive virksomheden på er også interessant, fordi den udgør et ekstremt og illustrativt eksempel på nogle mere generelle tendenser inden for ledelse.
 
Det mener Kaspar Villadsen, der er professor ved Department of Management, Politics and Philosophy ved Copenhagen Business School. Sammen med kollegaen Bent Meier Sørensen, der er professor ved samme institut, har han haft Zentropa som central case i flere år.
 
”Zentropa har selvfølgelig taget tingene langt ud. Men de fænomener, som vi ser i voldsom grad i Peter Aalbæks ledelse, ser vi også i mindre grad i alle mulige andre typer organisationer. Også udenfor de kreative brancher.”
 

Når ”småtterne”  på Zentropa begår fejl, kan de – indtil for ganske nyligt – vælge mellem at muge ud på Peter Aalbæks gård i Herfølge eller få smæk. Kilde: Scanpix.
 
Kroppen ind i ledelse
Nøgenheden og den grænsesøgende kropslige adfærd er noget af det første, der springer én i øjnene, når man ser på Zentropas og Peter Aalbæks måde at kommunikere på. Peter Aalbæk benytter sig meget af fysiske og uformelle kommunikationsformer.
 
Han krammer, han holder folk i hånden rigtigt længe, han nusser kvinderne i håret og kysser dem på kinden uden invitation, og han kan finde på at komme ind på et kontor og smide alt tøjet. Men det er vigtigt at bemærke, at alt dette ikke udelukkende handler om sex, slår Kaspar Villadsen fast.
 
”Det handler selvfølgelig om at overskride intime grænser. Men det absurde teater i Zentropa har også som virkning grundlæggende at sløre de faktiske relationer imellem chefen og medarbejderne,” siger Kaspar Villadsen.
 
Denne sløring forstærkes desuden igennem et ganske omfattende rollespil. Peter Aalbæk kan nemlig skifte fra at være en kærligt krammende chef til at være den benhårde forretningsmand, lige så hurtigt som han er i stand til at smide sine underbukser. Men forestillingen om, at de traditionelle roller skulle være opløst, er netop bare en illusion. For i sidste ende dukker Aalbæk ofte op som den magtfulde:
 
”Det ene øjeblik indtager han rollen som præst eller som en kammerat, der sammen med sine ansatte er en del af en revolutionær gruppe. Men det næste øjeblik sætter han foden ned og skiller sig af med dem, der ikke passer ind,” siger Kaspar Villadsen.
 

Ålen og nøgenhed hænger sammen som ærtehalm. Kilde: Scanpix.
 
Vildere og vildere
Kaspar Villadsen oplever ofte, at folk til konferencer rundt omkring i verden føler sig stødt, når han viser billeder fra filmselskabets egen visuelle kommunikation. På den måde skiller Zentropa sig altså ud fra mængden.
 
Men ser man på Peter Aalbæks nøgne krop igennem ledelsesteoretiske briller, bliver det klart, at han udtrykker og faktisk er fanget ind i nogle større tendenser. Det vilde og det impulsive er nemlig blevet et decideret ledelseskodeks:
 
”Det grænseoverskridende, det frigjorte og det at have kroppen med i sin omgang med medarbejderne er blevet markører for, hvor autentisk du er som leder. Så når Peter Aalbæk render rundt og skal være nøgen og impulsiv, kan du nærmest læse det som et krampagtigt forsøg på at være en ’ægte leder.’ Og det er han slet ikke den eneste, der dyrker. Vi ser mange ledere, der er blevet fanget i fortællingen om, at man hele tiden skal udleve sig selv,” siger Kaspar Villadsen.
 
Han understreger samtidig, at det har været nemmere for Peter Aalbæk at slippe afsted med vildskaben, fordi han arbejder i den kreative branche.
 
”Men mange af de mekanismer, vi ser i Zentropa, vil vi kunne se i mindre grad i andre typer virksomheder. Måske endda også i offentlige institutioner. Fordi nogle af de samme ledelses-trends går på tværs af brancherne. Derfor er Zentropa en illustrativ og ekstrem case.”
 
Kroppen og etikken
Det er altså også en generel tendens, at ledere forsøger at være uformelle og tætte med deres medarbejdere, når de for eksempel tager med medarbejderne på overlevelsesture, spiller teater med dem eller dyrker vinterbadning. Det er Kaspar Villadsen og Bent Meier Sørensen stødt på mange steder i forbindelse med deres forskning. Og her sker der en sløring af magtrelationerne, som i mildere grad minder om dem, der finder sted i Zentropa.
 
Derfor er det vigtigt i et bredere perspektiv at kigge kritisk på, hvad der sker med etikken, når man i en virksomhed forsøger at presse grænserne og nedbryde de traditionelle og formelle strukturer i organisationen. Når man for eksempel forsøger at frisætte kroppen på arbejdspladsen. Kaspar Villadsen påpeger, at Zentropa som case skubber til de etablerede forestillinger i ledelsesforskningen om kroppen som et etisk holdepunkt:
 
”Man har tidligere hævdet, at det er grundlæggende etisk at frisætte kroppen og være uformel. Man kender det fra 70’erne, hvor man blandt andet i kollektiverne gjorde op med det formelle og det borgerlige. Hvor man så det uformelle, de sociale rundkredse for eksempel, som et værn imod hierarkier og statusforskelle,« siger Kaspar Villadsen.
 
”Men i Zentropas tilfælde kan vi se, at det uformelle decideret fremmer de uetiske praksisser, fordi det bliver kombineret med hierarkier og autoritet i en uskøn blanding. Her bliver kroppen ligefrem et redskab til undertrykkelse. Den skaber dominans og er på ingen måde en ’etisk platform,’ som meget ledelsesforskning ellers forsøger at vise. Og det giver grund til bekymring, når vi ser, at andre virksomheder følger nogle af de samme mønstre som Zentropa.”
 

Zentropa og Peter Aalbæk bragte denne annonce i BT og Politiken tilbage i 2012. Ifølge Aalbæk var hensigten at sprede julens glade budskab og tænde et lys i mørket. Det endte i stedet med, at Arbejdstilsynet undersøgte filmselskabet for sexchikane. Kilde: Polfoto.
 
Sammenblanding af arbejdsliv og privatliv
I den forbindelse sker der også et farligt mix af arbejdsliv og privatliv, siger Kaspar Villadsen, og igen er Zentropa et ekstremt eksempel på generelle mønstre.
 
”Du kan jo sove ude i filmbyen i Avedøre, du kan leve hele dit liv derude, hvis du vil. Men vi kender også disse trends fra mange andre sammenhænge. Der er et callcenter i Australien, for eksempel, hvor medarbejderne bliver opfordret til at flirte med hinanden. Hvor de afholder mange firmaarrangementer, som man nærmest er tvunget til at deltage i, og hvor lederen også indtager sådan en klovnerolle foran medarbejderne.”
 
Men hvor går grænsen så? Bliver det problematisk, når ens chef spørger ind til ens civilstatus over kaffemaskinen, eller først når chefen smider håndklædet i saunaen?
 
”Det er svært at trække en klar grænse, men problemet opstår grundlæggende, når det forventes, at du som medarbejder fjerner din professionelle facade og giver noget mere af dig selv som ’person’, ikke blot som ansat. Firmasport og firmateater er meget populært, men det er med til at nedbryde nogle grænser, som tjener vigtige funktioner. På den måde bliver det sværere for medarbejdere at opretholde et skel imellem arbejde og fritid, hvilket forskningen viser, at de i forvejen har problemer med. Hvis arbejdspladser skubber yderligere til det, bliver det kun endnu værre.”
 
Men hvordan kan arbejdsgiveren på nogen måde være interesseret i det?
 
”I sidste ende handler det om at udvinde merværdi eller – for nu at bruge et gammelt kritisk begreb – at udbytte arbejdskraften. Ikke på den måde at ansatte skal arbejde hurtigere og længere ved et samlebånd. Men ved at få dem til at investere deres personlighed i arbejdspladsen. Hvis deres selvværd, venskaber, kærlighedsforhold er investeret i arbejdspladsen, så får du folk, der arbejder hele tiden.”
 
Hvis vi så ser det i relation til #MeToo-kampagnen, kan man så sige, at nedbrydelsen af de bureaukratiske former, som vi ser i udpræget grad hos Zentropa, giver øget mulighed for, at man kan begå overgreb?
 
”Ja, det vil jeg mene. Når bureaukratiet, som inkluderer arbejdsrettigheder, tillidsmænd, arbejdstilsynet, i praksis bliver sat ud af kraft, som det har været tilfældet på Zentropa, og som vi ser i mindre grad andre steder, så er der gode betingelser for at skabe en kultur, hvor man krænker hinanden,” siger Kaspar Villadsen.
 
”I forbindelse med #MeToo har der været ekstremt meget fokus på, hvordan mænd krænker kvinder. Men de ledelsesmekanismer, vi snakker om her, giver faktisk mulighed for, at man kan krænke på tværs af alle kategorier. Aalbæk praler jo nærmest med det, når han siger, at mænd skam også får smæk. Han ser det som en god ting, når han siger, at her overskrider vi skam grænserne hos alle vores medarbejdere.”
 
Kaspar Villadsen og Bent Meier Sørensen har skrevet om Zentropa i to forskningsartikler. Henholdsvis ’Penis-whirling and pie-throwing: Norm-defying and norm-setting drama in the creative industries’ fra 2017 og ’The naked manager: The ethical practice of an anti-establishment boss’ fra 2014.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job